At få muligheden for at nedlægge en hvid buk på sit eget jagtrevir var, hvad en dansk jæger, med fornavnet Claus oplevede den 7. juni 2021.
Selvom den 51-årige jæger kun har gået på riffeljagt i 12 år, var det dog lykkedes ham at nedlægge mere end 50 bukke. Nogle af bukkene var nedlagt uden for Danmarks grænser, men hvis man tror, at han for at nå dette antal bukke, havde skudt til hver eneste buk, han havde set, tager man fejl.
Claus havde gennem de sidste 6 år sammen med 5 gode jagtkammerater lejet jagten på et flere hundrede hektar stort jagtrevir på Sydsjælland. Selvom der på reviret også blev udsat fasaner, var det råvildtjagten og specielt bukkejagten, som havde Claus´s helt store interesse.
Alle i det lille jagtkonsortie var enige om at det at gå på bukkejagt ikke handlede om at få skudt den første og bedste buk, man mødte på sin pürsch gennem skoven. Nej, man ville gerne skyde sunde bukke med gode trofæer, og derfor fik yngre, sunde bukke lov til at gå fri for at kunne vise deres potentiale fremadrettet.
Man kan synes om modellen eller ej, men man havde i konsortiet aftalt kun at afskyde seksendere og helst ældre bukke eller deciderede returbukke og selvfølgelig alle bukke, som var meget små af krop.
Det skal i denne forbindelse nævnes, at der i denne bukkesæson kun blev skudt én buk, selvom jagtkonsortiets medlemmer havde haft mange bukke på skudhold. Og denne ene buk var altså den hvide buk. Året før blev der kun skudt 2 bukke på reviret, så man kan roligt konkludere, at der ikke blev drevet rovdrift på revirets bukke.
Den selektive afskydning af kun modne bukke havde begrænset Claus´s afskydning til 2 gode seksendere og en spændende pendulbuk, før den hvide bukke kunne føjes til samlingen.
Claus og hans jagtkammerater havde kendskab til den hvide buk, da den også var blevet set året før. Selvom den her havde været på skudhold, havde man besluttet at lade den gå mindst et år mere. Man mente nemlig ikke, at den var ret gammel, og derfor ville man se, om den trofæmæssigt kunne udvikle sig til et bedre trofæ end den ulige seksender, som den var året før.
Den hvide buk blev således ikke, i forhold til den aftalte afskydningsplan, behandlet anderledes end revirets øvrige bukke.
De gange, Claus havde set den hvide buk, havde den krops- og sundhedsmæssigt set godt ud.
Trofæmæssigt så det ud til, at den også dette år opsatte som ulige seksender med gaffel på dens højre stang, akkurat som det også var tilfældet året før. Men om opsatsen var blevet større, havde Claus og hans jagtkammerater ikke kunnet fastslå ud fra de korte øjeblikke, de havde set den springe gennem skoven.
Claus havde flere gange i maj måned været ude for at finde den hvide buk, men uden held. Ikke fordi den absolut skulle afskydes, men fordi han ville studere den nærmere, før en beslutning om en afskydning kunne blive aktuel.
Efter flere forgæves pürsch i det område, hvor den hvide buk holdt til, var Claus faktisk ved at være overbevist om, at den enten var blevet kørt ned, eller var blevet skudt i et af nabokonsortierne.
Men som i andre forhold her i livet, kommer heldet til den, som opsøger det, og derfor gav Claus’s fortsatte ihærdighed for at finde bukken en dag pote.
Jagten
Den 7. juni var dagen, hvor Claus endelig fik muligheden for at studere den hvide buk på tættere hold. Claus kørte til reviret om eftermiddagen, og med en tro på projektet havde han lagt en plan.
Vejret var perfekt til bukkejagt, det vil sige, at der var en let vind, så man hele tiden havde styr på vindretning og færtforhold.
Planen var at pürsche sig frem til et større engstykke, hvor der midt på lå en tæt remise på størrelse med en fodboldbane. Den hvide buk var flere gange blevet set i og omkring denne remise, og derfor var det Claus’s plan at komme uset, og i god vind, op i en hochstand, som var placeret i skovkanten med frit syn ud over brakstykket, remisen og brakken omkring den. Hvis Claus skulle møde den hvide buk på vej ud til hochstanden, havde han medbragt sin trebenede skydestok.
Vinden var perfekt, da den blæste ude fra remisen og ind mod hochstanden, hvorfra et større område kunne overvåges. Det var præcis det område, hvor Claus mente, at den hvide buk primært opholdt sig.
Det lykkedes Claus at komme ubemærket op i hochstanden, hvilket blev bekræftet, da han foran sig så en smalrå og en rå med lam gå og hygge sig. Efter en halv times tid får Claus pludselig øje på noget hvidt, som bevæger sig i det høje græs på brakstykket i kanten af remisen.
150 meter ude og godt skjult i det høje græs kunne Claus, alene takket være dens hvide farve, skimte bukken. Den var det meste af tiden skjult i den høje vegetation, men Claus kunne momentvis se lidt af den, når den bevægede sig gennem det høje græs.
Claus havde nu haft kontakt til bukken i mere end en time, og der var kun en halv time til solnedgang. Tiden var knap, for der skulle også være tid til at studere den hvide buk, så beslutningen, om den skulle afskydes nu eller have et år mere, kunne træffes.
Claus sad helt stille med fuld fokus på bukken gennem sin håndkikkert, og han kunne svagt begynde at høre sin egen puls.
Bukken trak længere mod højre i forhold til den hochstand, hvor Claus sad klar. Den bevægede sig langsomt langs en grøftekant og havde sat retningen direkte ud mod et slået brakspor.
Claus havde endnu ikke haft bukken helt fri for græs og grene, og han havde derfor ikke truffet beslutningen om, hvorvidt bukken skulle afskydes eller ej. Et skud mod bukken i denne situation ville være alt for risikabelt, da bukken på intet tidspunkt stod fri for grene eller højt græs.
Da bukken, efter lang tids venten, kom ud på det slåede brakspor, fik Claus endelig muligheden for at vurdere, om bukken skulle afskydes eller have et år mere.
Bukken havde stadig en god krop og så sund og velernæret ud, men opsatsmæssigt havde den ikke rykket sig fra sidste år. Det var stadig en ulige seksender, hvor højre stang var gaffel, og da det var tydeligt for Claus, at opsatsen ikke var blevet større, besluttede han sig for at ville afskyde den specielle og unikke hvide buk.
Bukken blev ved med at bevæge sig langsomt mod højre i den ene side ad braksporet, men desværre i en vinkel, som forhindrede et skud, hvor bukken stod med hele bredsiden til.
Der var nu kun 15 minutter til solnedgang, og Claus var tvunget til at gå ned fra hochsitzen og bevæge sig mod højre langs skovkanten for at kunne komme til at afgive et sikkert og øjeblikkeligt dræbende skud.
Da Claus lydløst var kommet ned fra hochsitzen, tog han sin trebenede skydestok, og uden at have visuel kontakt til bukken begyndte Claus forsigtig den korte men altafgørende 30-40 meter lange pürsch. Skydestokken blev slået ud, og riflen blev roligt placeret på den. Umiddelbart efter trådte den eftertragtede hvide buk frem på braksporet med hele bredsiden vendt mod Claus, mens den nippede af det korte græs på sporet.
Afstanden til bukken var omkring 120 meter, og samtidig med at Claus fik styr på sit åndedræt, fik han roligt placeret riffelkikkertens trådkors på bladet af bukken.
30-06’eren gjorde resten af arbejdet, da bukken tordnede mod jorden som ramt af lynet.
Claus repeterede hurtigt og var klar til at skyde igen, da skudtegnet kunne minde om et tapskud. Gennem riffelkikkertens trådkors fandt Claus hurtigt bukken igen. Den lå umiddelbart stendød på braksporet.
Efter fem minutters venten, og stadig mens Claus havde fokus på bukken, skruede Claus riffelkikkerten ned på mindste forstørrelse og nærmede sig roligt bukken i god vind.
Heldigvis var det først nu, hvor Claus stod og betragtede den unikke buk, at bukkefeberen for alvor fik fat i ham, og det var også først nu, at det for alvor gik op for Claus, at han havde skudt en Once In A Lifetime Buk.
Farvemutationer
Der findes andre farvevarianter end den, vi kender til i Danmark. Der er nemlig totalalbinoer, partielalbinoer og det sorte råvildt (melanisme).
Det hvide råvildt betragtes som mere sjældent forekommende end det sorte råvildt i Europa.
Totalalbinisme er helt hvidt råvildt, som har røde øjne, hvilket skyldes mangel på farvestof (pigment).
Hos delvise albinoer, det vil sige partielalbinoer, forekommer pigmenteringen i ringe omfang, hvilket bevirker, at dyret får en lysere og mere gullig farve eller ligefrem hvide pletter på koppen.
Partielalbinoer har som hovedregel normaltfarvede øjne og tåler derfor sollyset bedre end totalalbinoerne.
Den tredje og mest udbredte farvekombination er det sorte råvildt. Ligesom totalalbinisme og partielalbinisme skyldes forekomsten af sort råvildt en mutation, som er en arvelig celleforandring i individet. Modsat de hvide varianter skyldes den sorte farve en overproduktion af pigment, hvilket giver den sorte farve.
Det sorte råvildt har været kendt i omkring 1.000 år, men først omkring år 1900 begyndte det for alvor at brede sig. Den sorte farve er så dominerende, at såfremt en sort buk beslår et normalfarvet dyr, bliver lammene som hovedregel sorte. Dette er måske årsagen til den store udbredelse siden 1900-tallet.
Normalt er spejlet på det sorte råvildt også sort. Andelen af det sorte råvildt er forskellig fra egn til egn.
For nogle jægere er det blevet et ønske at nedlægge en sortfarvet buk, hvorfor man må formode, at der også bliver afskudt selektivt for at kunne frembringe sortfarvede bukke til pengestærke købere, hvilket er tilfældet i Nordtyskland og Holland.
Læs også: Bukkejagt og badeferie
