”Det hele begyndte nok mest for min egen skyld.” Man skal forestille sig, at svarene fra far, Steffen Lydiksen Petersen, kommer med smil på læben og klingende sønderjysk. Han fik jagttegn, da han fyldte seksten, for, som han selv siger det, ”jeg var altid var med min far og min bedstefar på jagt.”
”Da Mikkel – og hans søster Dagmar – var helt små, der ønskede jeg mig sådan nogle høreværn til børn, og så kom de med på skydebanen. Og på jagt.
Hverken min hustru eller svigermor syntes, det var nogen særlig god idé, men så har det ligesom hængt ved. Og det er de vilde med” Det kan Mikkel på11 år bekræfte: ”Jeg går på jagt for at opleve naturen og fællesskabet, og så hjælper jeg min far. Især på andejagterne, hvor jeg kan se ænderne længe, før han opdager dem.”
Det var på en stort anlagt sneppejagt i det allersydligste Jylland, at jeg op mod jul mødte de to ihærdige jægere. I smuk samklang med den ene af familiens hunde. En stor og veldresseret hønsehund. Klassisk jagt.
Den unge jæger, der utålmodigt venter på at opfylde lovens krav om at være seksten, før man bærer våben, var blandt de omkring tredive andre jægere initiativrig og vedholdende. Ivrig og ihærdig med at trykke selv de tætteste krat igennem, derinde hvor snepperne jo har for vane at putte sig.
Det var en god jagt. Som jeg husker det, var der over 20 snepper på paraden, og mange flere havde været i luften. Også et par rådyr blev høstet, så selskabet var lykkeligt, og det var de to generationer helt klart også.
Den ungdom, som – i øvrigt alt for ofte – dømmes skærmafhængige og verdensfjerne, er i alt fald ikke repræsenteret i denne unge kommende jæger, der selvfølgelig er ligesom alle andre drenge i den alder, og som i tilgift værdsætter timerne og dagene sammen med sin far, hvor jagten atter går i arv, og i familien Petersens tilfælde nu går mindst fire generationer tilbage.
Det er der masser af fremtid i.
