JAGT, Vildt & Våben har været med på strandjagt på fjorden. Den ene gang på årets koldeste dag, den anden gang hvor det trak op til hård storm.
Det har sneet kraftigt hele natten, og klokken er halv seks om morgenen. Det skal blive årets koldeste dag, viser det sig senere, men i dag skal vi på strandjagt på fjorden – fire jægere – med en motorbåd og en skydepram på slæb.
Vi sejler gennem den lange kanal, der fører fra Næstved ud i Karrebæk Fjord, og jægeren ved motoren sidder og lyser ud i mørket med en stavlygte for at orientere sig mellem bøjerne.
Allerede da vi stod inde på kajen, hørte vi dem, hvinænderne, hvis vingefjer hviner, når de flyver gennem luften. De er et sted herude, eller på vej, og hvis vi er heldige, får vi lagt os et af de steder, hvor de og de andre dykkeænder vil søge hen for at finde føde. Båden er fyldt med geværer – flere af jægerne har taget to med – og store baljer med lokkeænder. Når lyskeglen fra stavlygten falder på vandet, kan man se flager af is, og vi er på vej gennem mørket.
Mellem kirken og kraftværket
Karrebæksminde Kirke lyser gulligt op i det fjerne, hvide snelandskab, og inde ved Næstved troner byens firkantede varmeværk med de høje korstene. Herude har vi kastet anker, i mørket mellem kirken og kraftværket, inde ved bredden hvor sivene dækker vores ryg, og hvor vi har fjorden foran os.
Motoren bliver taget af båden, lagt i en pose og båret ind på land blandt sivene, for der er ingen, der skal sige, at vi jager for motor. Jægerne går rundt i tykke waders og sætter lokkeænder på liner, der bliver trukket ud fra båden som stråler fra en sol. Næsten 100 bliver der ført ud, for dykkeænderne slår ikke på hvad som helst, de vil have selskab.
Til sidst bliver der sat et sløringsnet op på den side af båden, der vender mod fjorden, og vi sætter os tilrette, mens den ene jæger løsner rebet til skydeprammen og kryber ned i den, ved siden af os. På de sorte løb er der begyndt at brede sig hvide isblomster.
Strandjagt på fjorden – De første skud
Det første skud ruller ud over fjorden. På vejen ind til bredden så vi en gråand, der i modsætning til de andre fugle på fjorden ikke fløj op og væk, efterhånden som vi nærmede os. I stedet svømmede den med besvær ind blandt sivene, hvor den har ligget og trykket sig. Efter lidt tid har den langsomt bevæget sig ud igen, jægeren i prammen har set den, og den bliver affanget i knaldet. Han henter den, og vi kigger nærmere på den. Det er vores første nedlagte stykke vildt i dag, men den er afmagret, og der har tydeligvis været noget galt med den.
Kort efter hører vi vingeslag, det er endnu en gråand, og da den flyver lavt ind over lokkeænderne, lyder skuddene. Den rammer vandet, og igen padler jægeren i skydeprammen ud for at hente det nedlagte vildt.
Solen er langsomt ved at stå op over horisonten, og den sorte himmel bliver blå over den frostklare fjord. Over os flyver der gæs – skræppende grågæs, store canadagæs og bramgæs med hvide hoveder – alle sammen langt uden for skudvidde, men smukke i de tidlige morgenlys. Ude på fjorden flyver dykænderne forbi, nogle gange to og to, andre gange i større flokke, med hurtige vingeslag.
Pludselig hører vi igen det karakteristiske hvin fra en hvinands vinger, da en enkelt and er slået af og har retning mod vores lokkeænder. Geværet bliver hurtigt bragt op, og skuddet lyder ud over fjorden. Anden er ramt og falder til vandet, men den er stadig levende, og med det samme affyrer to andre jægere deres geværer. Dykkeænderne er små, men skudstærke på grund af deres tykke lag fedt og fjer, og bliver de ikke hurtigt affanget, dykker de og dukker måske først op langt væk, uden for skudvidde.
Vandet sprøjter op, hvor skuddene falder, og i tredje skud slår anden kraftigt med vingerne, vender rundt og ligger stille.
Kulden breder sig
Solen er langsomt på vej op, men foran os er vandet ved at fryse til. De små krusninger på overfladen er væk, nu driver der større og større isflager forbi, der skurrer mod undersiden af lokkeænderne og trækker i linerne, hvor de hænger fast.
Kulden er trukket ned i tæerne, og vi lægger rygsække og poser under fødderne for at varme os. Grågæs, taffelænder, troldænder, skarver og hvinænder flyver forbi ude på fjorden, ude ved sejlrenden, og vandet er snart sort af fugle fra Karrebæksminde ind mod Næstved. Inde ved båden er der derimod stille, ingen fugle slår ned her. Isflagerne er begyndt at hænge sammen i større og større masser, og det får vildtet til at søge væk.
Klokken 10 giver vi op. Det er flere timer siden, den sidste and blev skudt over lokkeænderne, og det er nyttesløst at ligge her, mens kulden breder sig, og vildtet flyver forbi.
Benene stikker, da vi rejser os og begynder at trække linerne med lokkefugle ind. Lokkeænderne er dækket af et blåhvidt lag is, som vi banker af mod bådens ræling, inden de bliver lagt i baljerne. Kulden gør ondt i de bare fingre, der arbejder med at hægte ænderne af linerne. Det er tid til at vende hjem.
Storm på vej
Det er to uger senere, og vi står her igen. Dagen forinden har stormen Dagmar rusket gennem landet. I dag er stormen Egon på vej. Men nu her, hvor vi igen sejler ud af kanalen, ud mod Karrebæk Fjord, er der næsten vindstille, en stilhed før stormen.
Vi er kun tre jægere denne gang, men vi har skydeprammen på slæb ligesom sidst. Der er brug for den, når der skal samles vildt op, og på nuværende tidspunkt ved vi ikke, at den senere næsten vil trække os ned. Lige nu ånder alt fred og ro over fjorden, og der er kun små krusninger på vandet.
Vi skal ikke så langt som sidst. Kort efter vi er kommet ud på fjorden, slår vi mod bagbord og sejler hen langs Gavnø, hvis nøgne træer knap kan skimtes i januarmørket. Bag en pynt dukker Gødensholm op, en lille ø med siv og få træer. Her skal vi ligge i læ, det er her, vi skal prøve lykken.
To uger tidligere var det lavvande, nu står vandet højt, og jægerne kan ikke gå ud i waders med lokkeænderne som sidst. I stedet bliver linerne med lokkerne sejlet ud, en for en, til de igen ligger som stråler ud fra båden. Motoren bliver pakket sammen og lagt væk, sløringsnettet sat op, og vi sætter os igen tilrette og lytter til mørket.
Blishøns på skudhold
Solen vil ikke stå op. Natten hænger ved, og selv da solen ifølge uret burde være lige under horisonten, er det stadig så mørkt, at man knap kan se længere end ud til de fjerneste lokkefugle. Men lydene er taget til over os og omkring os, skræp, hvin, plask, susen af vinger.
Ude ved lokkefuglene er der dukket en større gruppe fugle op. De ligger på vandet og virker ikke sikre på, hvilken retning de vil bevæge sig i. De trækker dog nærmere, det er blishøns, måske 20 fugle, og nu er de inden for skudvidde. Vi hæver alle tre geværene på samme tid, og skuddene falder hurtigt efter hinanden, seks i alt, inden de resterende fugle forsvinder under skrig, vandet falder til ro, og der bliver stille over fjorden.
Den ene jæger springer i prammen og ror ud mod stedet, hvor flokken lå for et øjeblik siden. Et enkelt skud smælder derude, og derefter hører man igen kun padlen, mens han samler fuglene op. Vi har nedlagt syv fugle, viser det sig, da han en for en lægger dem over i den større motorbåd. Nu er vi i gang med strandjagt på fjorden.
Skudstærke troldænder
Vi har kun siddet et øjeblik, inden en and flyver tæt hen over lokkefuglene. Selv i mørket kan man se dens røde hoved, det er en taffeland, og den er død, inden den rammer vandet. Igen går prammen ud for at samle op, og den når knap nok tilbage, inden der igen er fugle.
En efter en slår der troldænder ned på lokkerne eller flyver lavt ind over dem med hurtige vingeslag. Pludselig er de der, ud af mørket, det første, man ser, er den skinnende hvide bug, og så falder skuddene.
De fleste slår kraftigt med vingerne på vandet, når de falder, og kaster sig rundt i en cirkel, inden de ligger stille. Men ikke alle. En enkelt lægger an til at slå ned på vandet, og den rammes lige på, bare 15 meter fra båden. Skuddet slår den omkuld, men da den rammer vandet, drejer den en omgang og ryster hovedet som en bokser, der ryster et slag af sig, inden han igen er klar. ”Igen!” råber den ene jæger, og endnu et skud pisker vandet op omkring den, inden den ligger stille.
At dykkeænderne er skudstærke, er ingen sømandshistorie. Et stykke råvildt i skoven ville have gået ned i det skud, på den afstand, med den haglstørrelse, der er ingen tvivl om det. Men den lille troldand rystede skuddet af sig og var klar til at lette igen, inden den igen blev ramt og var død.
Anden der slap væk
Den samme situation opstår kort efter igen. En troldand lægger an til landing lige foran båden og bliver ramt lige på af den samme kraftige haglladning. Men i stedet for at sunde sig et øjeblik på vandet dykker den direkte og forsvinder.
Alle jægere rejser sig med det samme op i båden og spejder ud over vandet med geværet ved skulderen. Det virker som en evighed, inden et lille sort hoved dukker op, 20 meter ude, og skuddene lyder med det samme, men hovedet forsvinder igen. Igen en evighed, og så skimtes hovedet langt ude, helt ude blandt de voksende bølger på fjorden.
Der bliver bandet, men der er ikke noget at gøre. Skuddet sad, hvor det skulle, men det var ikke nok. Der er ingen jægere, der ønsker at ramme et stykke vildt og derefter se det forsvinde. Jægeren i prammen sejler ud, men anden er væk, der er ikke noget, vi kan gøre.
Blæsten er taget til. Der er læ her, hvor vi ligger, men ude på fjorden er bølgerne blevet større, og der bliver dannet skum, hvor de slår mod den modsatte bred. I bunden af båden ligger der grå og lilla afskudte patroner blandt rækker af sorthvide blishøns og troldænder. Over os flyver der skarver og skalleslugere, og himlen er mørk af regn.
Stormen er på vej
Vinden begynder for alvor at tage til. Det er tid til at vende hjem. Linerne med lokkefugle skal sejles ind, ligesom de blev lagt ud, vi kan ikke bare gå ud og hente dem. Strømmen er nu så stærk, at motoren hele tiden må gå, mens vi arbejder, og ankerne for enden af linerne griber hinanden.
Fingrene fryser, men det er ikke denne stikkende smerte som sidst, og lokkeænderne havner hurtigt i baljerne, inden det er videre til næste line, frem og tilbage.
Endelig er alt samlet i båden, og vi sidder tæt, ved siden af de store bunker af lokkefugle. De nedlagte fugle – syv blishøns, fem troldænder og en taffeland – er blevet lagt over i prammen, hvor der også ligger et ekstra gevær. Prammen er fastspændt med et reb til agterenden, og vi sejler inden om den lille ø, vi har ligget op ad, tæt op mod Gavnø, for at sejle i læ så langt så muligt, inden vi skal krydse fjorden.
En rørhøg letter blandt de nøgne træer og følger os med øjnene, mens vi sejler. Det regner, men vi er glade, på vej hjem med et godt jagtudbytte.
Da vi kommer fri af den sidste pynt og begiver os ind over fjorden, rammer bølgerne os. Båden går op og ned, og vandet stænker os i ansigtet, når en bølge slår skråt ind mod stævnen, men vi er godt på vej, og der er ikke langt til kanalen.
Pludselig slår en større bølge ind over den lave skydepram på slæb, som bliver fyldt på et kort øjeblik. Prammen vender sig på hovedet i vandet, og bagenden af båden, hvor prammen er gjort fast, begynder at blive trukket ned. Flere bølger slår ind over den lave agterende, og jægeren ved motoren kæmper med at få løsnet rebet til prammen op, så vi kan komme fri af den.
Til sidst må han skære rebet over, og den anden jæger springer i vandet for at gribe prammen og trække den ind mod land. Vandet når ham til livet, og de fugle, der indtil for et øjeblik siden lå i prammen, spredes ud over bølgerne.
Sikkert i land
En for en får vi samlet fuglene op igen, kun en enkelt blishøne går tabt i bølgerne. Inde ved land er en forbipasserende kommet jægeren med skydeprammen til hjælp, og sammen har de fået tømt prammen for vand og trukket den op på land.
Tilbage i havnen sunder vi os et øjeblik. Det er blevet lyst, men vinden tager hårdt fat i træerne, og vi stamper i jorden for at få varmen tilbage i fødderne. Ude på fjorden er bølgerne store nu, og der kommer flere folk til, mens vi lægger fuglene på rækker og står og kigger på dem.
Strandjagt på fjorden er ikke til at spøge med, selv når man er tæt på land. Men vi er trods uheldet kommet sikkert hjem og har kun mistet en enkelt fugl. Prammen bliver løftet op at ligge sammen med de andre pramme langs kanalen, og motorbåden bliver trukket op på en anhænger. Snart er sæsonen slut. Strandjagt på fjorden er helt sikkert en jagt man bør prøve.
