Foto: Bjarne Grønnow

Mit sværeste riffelskud var til en isbjørn, der overfaldt min arkæolog-kollega, Jens Fog Jensen. Denne usædvanlige hændelse udspillede sig på en ellers fredelig augustdag i 2010 på Clavering Ø i Nordøstgrønland. Her havde vi to arkæologer slået lejr på Kap Breusing, der som en kilometerhøj skibsstævn skyder sig ud i drivisen. Imellem nogle vulkanske basaltsøjler neden for kappet gemmer sig sporene af en boplads fra Thule-kulturens inuit. Vores forskningsprojekt omhandlede dette jægerfolk, der forsvandt fra Nordøstgrønland i 1800-tallet, og vi var fuldstændigt koncentrerede om opmålingerne af de gamle hustomter dén dag, isbjørnen dukkede op.

Møder mellem isbjørne og mennesker i disse egne er ganske hyppige, og det ender sædvanligvis med, at begge parter respektfuldt undviger hinanden.
Det var ikke tilfældet på Kap Breusing. Her hindrede basaltsøjlerne overblikket, og Jens, der skrev noter i feltbogen, anede slet ikke, at der bag ham dukkede en hvid skikkelse op. Jeg befandt mig 100 meter derfra med måleudstyret, og skikkelsen opfattede jeg først som en polarulv. Dog, størrelsen afgjorde sagen: ”Bjørn”! råbte jeg, og Jens og bjørnen så begge i min retning. Men så fikserede bjørnen på manden, der nu spænede ned mod kysten.

Et dybt brøl, og så var bjørnen efter ham. I sekunderne derefter løb jeg hen mod vores riffel, der lå halvvejs henne mod Jens og bjørnen.
Den havde nu fejet benene væk under Jens, der kæmpede for sit liv under dyret.
Jeg sendte et desperat skud ned mod bjørnen, men uden effekt. Så nåede jeg ind på 5 -10 meters hold, og alt var kaos.

”Skyd for Helvede”! hørte jeg Jens råbe. Forunderligt nok blev jeg ikke panisk, men grebet af en rolig vrede:

”Jeg skyder, når jeg er klar”, var min fornemmelse.
Netop da drejede bjørnen sit hoved mod mig, og en trekant med kulsorte pletter som hjørnepunkter tegnede sig: to øjne og en snude neden for. Jeg afgav skud, og over sigtekornet så jeg en rød prik vokse frem lige mellem de to øverste pletter.
Situationen ligesom frøs, så faldt bjørnen sammen over Jens.

Det var en forbidt og forreven mand, der krabbede sig ud under den døde bjørn, og jeg var rystet. Men Jens udviste en enorm styrke, og vi slæbte os tilbage til den forladte fangsthytte, hvor vi havde en nødhjælpskasse. Lykkeligvis var bjørnens klør og tænder ikke nået ind til de store blodårer, men de dybe kødsår på Jens’ lemmer krævede alle vore forbindsstoffer. Fra depotet kunne jeg ringe via satellittelefon til biologerne på Daneborg, og herfra sendte Sirius inden for få timer en båd ud til os.

Jens blev lappet sammen på infirmeriet og sendt til Danmark i rimelig tilstand. Bjørnen blev hentet, og jeg assisterede biologerne på Daneborg med at dissekere dyret. Det var en ung hanbjørn uden indhold i mavesækken. Mit skud på klos hold med det blødnæsede projektil af kaliber 30-06 havde knust dyrets kranie og bjørnen døde øjeblikkeligt.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: