Foto: Peter Lassen
Det blev til en heldagsjagt fra klokken 9 til klokken 16. Men selve jagtområdet var også cirka 10 kilometer langt. Det er en lang såt, så jægergruppen blev delt op i dem, der skulle stå for ude i kanten af såten (især i klitterne) og så dem, der skulle gå. Flere gange i løbet af dagen blev der omgrupperet, da det er ret anstrengende at trave gennem Skallingens marskområde med græstuer, sivskove og småsøer. Det var en temmelig bred såt, som rækken af drivende jægere langt fra kunne dække effektivt ind. Det blev der kompenseret lidt for ved, at hundene var løse og kunne udfylde de lange afstande, der var mellem jægerne.
Hundene var overvejende tyske hønsehunde – robuste, udholdende hunde, der kunne holde fuld fart hele dagen. De var dog ikke så voldsomme og kompromisløse som et par af dem, jeg oplevede på Föhr. Der er dog ingen tvivl om, at hundene på Skallingen fik jaget en del harer op, men slet ikke alle kom på skudhold af jægere. Området er alt for stort til, at der kan dækkes effektivt af på siderne af såten. Fra min plads på toppen af en klit så jeg flere gange harer smutte mellem klitterne og ned på stranden, hvor de var uden for fare. Dette havde formanden og de øvrige jægere en dejlig afslappet holdning til, og i lighed med formanden for Mandø Jagtforening, Ove Hjorth Nielsen, glædede de sig over, at så var der også harer til den næste jagt. Til sammenligning var såterne på Föhr dækket meget effektivt op med jægere på alle flanker, så det vist kun var forbiere, der reddede enkelte harers liv.
Det var fantastisk at sidde på toppen af en klit med udsyn ud over dette særegne landskab, som Skallingen er. Engang imellem lød der skud både fra klitterne og nede fra marsken. Med hjælp fra kikkerten var det undertiden muligt at se en af jægerne hanke op i en hare. Desuden blev der i løbet af dagen nedlagt gråænder, krikænder og bekkasiner.
Det var formanden for Blåvand Jagtforening, Søren Johnsen, der på bedste vis stod for planlægning og afvikling af dagens jagt. Og til frokost var han med til at servere det lækreste flæsk, stegt over åben ild – en af de madtraditioner, som man også mange andre steder oplever i forbindelse med afholdelse af fællesjagter. Frokosten blev nydt foran eller i læ indenfor i Den Gamle Redningsstation. Denne hvidkalkede bygning, der også har været benyttet af fårehyrder, kaldes også madpakkehuset, da det er almindeligt, at huset, hvis døre aldrig er låst, bliver benyttet af turister, når vejret ikke er til udendørs frokost. Imens kan man på væggens plancher studere Skallingens historie samt se billeder af de fuglearter, der især i træktiden optræder i meget store mængder. I nærheden af Den Gamle Redningsstation findes folde, der benyttes, når kvæget om efteråret skal indsamles, og her er også en af de tre muligheder for kvæget til at få vand. De små søer, man kan se mange steder ude over engen, er saltvandsrester fra de mange årlige oversvømmelser.
Søren Johnsen var lidt skuffet over, at der ikke var mødt flere af medlemmerne op. Han ville gerne have flere af de unge jægere med til at deltage i jagten. Der kunne godt være brug for unge ben til at trave gennem marsken. Søren fortalte, at det kun er sogneboende, der kan deltage i jagten – et fingerpeg om, hvordan man gennem tiderne lokalt har forsøgt at forsvare og bevare det oprindelige Skallingen og dens enestående natur. Der har i det hele taget gennem tiderne været rift om jagtretten til Skallingen og øen Langli. Søren Johnsen kender Skallingen vældig godt – ikke bare på baggrund af de mange jagter, han har deltaget i. Han tilbragte som dreng mange somre på Skallingen, da hans far var hyrde for de mange kvier, der på denne årstid erobrer det store engområde. Sammen med faren boede han hele sommeren i Vogterhuset, og man skulle tro, at for en dreng som Søren, der allerede som dreng var meget interesseret i naturen, ville det være en svir at have hele Skallingen som legeplads. Men selv om han skabte lidt variation i tilværelsen ved at passe leddet til det hegn, der er sat op rundt om hele Skallingens græsningsområde og derved tjene lidt skillinger, husker han disse somre som ret kedelige i det lange løb.
Fra min udsigtspost fra toppen af klitten, hvor jeg det meste af dagen kunne følge jagtens gang, havde jeg endvidere fine muligheder for at observere andre af Skallingens beboere. Ikke kvæget – det var for længst hentet hjem af deres respektive ejere, og hyrden, Bjarne Slaikjær, var optaget af sine andre gøremål som naturvejleder i Naturstyrelsen. Alligevel kom jeg et øjeblik i tvivl, da mit blik faldt på fire dyr langt borte – helt ude i fladvandet mod Langli. Kunne det tænke sig, at de havde glemt fire dyr? Nej! Naturligvis ikke. Undskyld Bjarne. Får så? Nej, der er ikke længere får på Skallingen (men stadig fåremarked i Ho). Forstørret otte gange med kikkerten kunne jeg konstatere, at det drejede sig om råvildt. De gik roligt og nippede af de græstotter, der ragede op over vandoverfladen på fladvandet. Et forunderligt syn.
Et par gange så jeg agerhøns i luften, jeg hørte de vemodige fløjtetoner fra regnspover og så en stor flok hjejler imitere ’sort sol’. Men de store flokke af trækfugle, der kan opleves om efteråret på Skallingen, befandt sig sikkert ude i Ho Bugt og Langli og ventede på oversvømmelse på Skallingen.
Om Skallingen
Bogudgivelse:
Ole Andreassen: Jagt og natur ved Vadehavet.
Fotograf: Peter Lassen.
Fiskeri- og Søfartsmuseets forlag.
Esbjerg 2019.
Blåvand Jagtforening har lejet den nordlige del af Skallingen hos Naturstyrelsen Blåvandshuk, det tidligere Oxbøl Statsskovdistrikt. Her sælger foreningen et antal kort, der giver adgang til trækjagt på ænder og gæs. I begyndelsen af sæsonen skydes navnlig krikænder på Skallingen, senere især pibeænder og senere endnu navnlig spidsænder. Hele sæsonen igennem nedlægges der gråænder, og ud over ænder er det til tider muligt at skyde grågæs, kortnæbbede gæs og sidst på sæsonen canadagæs. I modsætning til Langli, der er yngleplads for mange arter af vandfugle, er Skallingen trods de store marskområder ret fattig på ynglende fugle. Der er kun spredte forekomster af viber, strandskader, rødben, stor præstekrave, gråænder, gravænder, krikænder og spidsænder. Det skyldes blandt andet, at der ofte er oversvømmelse – også i yngletiden.
Når man står ved skovkanten af Ho Plantage og ser ud over den 7 km. lange halvø, Skallingen, er det flade landskab et pragtfuldt skue. Oplevelsen bliver ikke mindre af at tænke på, at stod man samme sted for godt 350 år siden, ville man kigge ud over Nordsøen. Halvøen er noget af det yngste land i Europa, dannet af havets aflejringer, og området er konstant under forandring. Skallingens dannelse tog først sin begyndelse efter den voldsomme stormflod i 1634, og tiden efter har været meget dynamisk. Halvøen lever en omskiftelig tilværelse og er i dag på cirka 2.000 hektar. ”Cirka” skal tages meget bogstaveligt, for få steder i verden forandrer et stykke natur sig fra dag til dag – næsten fra time til time – som på Skallingen. I disse år bliver Skallingen lidt mindre år for år, hvor stormvejr fra nye retninger betyder, at Skallingen ædes fra vest. Men det kan hurtigt vende, og vi kan få en periode, hvor Skallingen vokser igen. Skallingen er af samme årsag genstand for megen forskning. Området er i dag fredet og ubeboet, og det ejes af Naturstyrelsen. Kun i en kort periode fra 1901 til 1909 har der været nogen beboelse for personalet ved fyret, som blev bygget på Skalling Ende i 1901. Fyret blev dog allerede i 1909 ødelagt af havet sammen med de tilhørende huse.
