- Foto: Szczepan Klejbuk
Næppe noget andet vildtlevende dyr er gennem tiderne blevet en så stor og bred bevågenhed til del som ræven – og ikke med urette, for den kan som ingen andre få alle vort følelsesregisters strenge til at svinge – og det lige fra dur til mol. Spørger man mig om, hvilket dyr jeg som jæger sætter højest, er jeg ikke i tvivl om svaret, selv om jeg – eller måske netop fordi jeg med digterens ord – ”først måtte så gruelig meget igennem”, inden jeg fik min første ræv. Her følger min lidelseshistorie.
Mit første møde med ræven på jagtens sti fandt sted for snart mange år siden, da jeg som ung, nydimitteret lærer – og jæger – i førstnævnte egenskab var blevet ansat ved en centralskole i en mindre stationsby i nærheden af Viborg. Hvad min pædagogiske virkelyst angik, var der således ingen grund til klage. Noget tungere lå det desværre med det jagtlige, for selv om de tider ganske vist var forbi, hvor en del af lærerens løn bestod af en tønde brødkorn, et læs brænde fra skoven, en præstehare og måske en selvdød smågris, rakte det for mit vedkommende dog ikke til noget så fyrsteligt som leje af jagt.
Jeg noterede mig derfor med tilfredshed, at der til den...
