Der er ikke mange, der kan skyde som prins Franz-Albrecht zu Oettingen-Spielberg. Han er bedst kendt for sin medvirken i Hunter’s Videos og kultserien Wild Boar Fever, som kan ses eksklusivt på MyOutdoorTV (MOTV), og hans lynhurtige reaktioner er uovertrufne med meget lange, tilsyneladende umulige skud. Men at skyde vildsvin er faktisk kun en lille brøkdel af det, han laver. Hans daglige arbejde er at forvalte enorme landområder, hvor han stræber efter, at landbrug, skovbrug og jagt skal trives og fungere i harmoni. I denne artikel afdækker vi, hvordan hans engagement i skydefærdigheder, selektiv jagt og miljøforvaltning har givet ham international anerkendelse.
Så hvem er Franz-Albrecht?
Jeg er tysker, men gik på kostskole i Yorkshire og på universitet i London. Jeg er 40 år og gift med Cleo, som voksede op i Chile. Vi har tre små børn – Matilda, Louis-Albrecht og vores nye lille datter, Milana. Vi bor i Madrid i Spanien, hvor jeg føler mig meget hjemme: jagt er her i høj grad en del af kulturen i modsætning til i Tyskland, hvor vi føler os mere og mere marginaliserede. At optræde på Wild Boar Fever er en lille del af det, jeg laver. Min hovedbeskæftigelse er at forvalte jord – nemlig vores familiegodser i Bayern og i nærheden af Berlin. Og nu har vi også noget i Spanien. Jordforvaltning ligger i mit DNA. Som familie er det det, vi altid har gjort i århundreder. Jeg lever med og af jorden. Jeg føler mig utrolig privilegeret over at være født til at eje jord, og jeg tager min rolle som forvalter meget alvorligt.
Hvilke udfordringer står du overfor som jordejer?
Jeg vil anslå, at jeg bruger 75% af min tid på at forsvare vores rettigheder som jordejere – vi bliver bekæmpet hver dag. Alle jordejere står over for de samme problemer, det er ikke kun os. Det ser ud til, at den tyske regering foretrækker en monokultur, hvor alt dyreliv bliver udryddet i et forsøg på at maksimere antallet af træer til skovbrug og hjælpe med til at bekæmpe klimaforandringerne. Deres plan virker kortsigtet og ideologisk. Mit job, som jeg ser det, er at afbalancere skovbrug, landbrug og jagt, så vi får et godt udbytte af vores tømmer, afgrøder, husdyr og vildtkød, samtidig med at vi sørger for et stressfrit miljø, hvor vildtet kan trives. På mine godser er der en overflod af kron-, då-, råvildt- og vildsvin, som man kan se frit fremme i dagtimerne. I modsætning til i Storbritannien, hvor jordejere selv kan bestemme, hvordan de vil forvalte disse dyr, er det stærkt reguleret her. Der er strenge kvoter for, hvilke dyr der må nedlægges. Vi er nødt til at være superselektive.
Der er 16 delstater i Tyskland, og hver enkelt har lidt forskellige regler. Det kan være et minefelt bare at holde styr på papirarbejdet, deltage i møder og holde sig ajour med eventuelle ændringer i reglerne. Vi er nødt til at forsvare os hele tiden. Det triste er, at vi tilsyneladende ikke kan forene folk fra skovbrug, landbrug og jagt. Hvis vi ikke er forsigtige, vil Bruxelles tage meget fra os. Jeg nyder at se de fremskridt, vi har gjort, og håber på at kunne blive ved med at forbedre forvaltningen af det. For tre år siden købte vi to meget nedslidte ejendomme i Spanien, hvor jeg nu er ved at implementere min plan. Jeg er allerede begyndt at se resultater, hvilket er meget lovende.
Ville du nogensinde arbejde i politik?
Jeg tror, at politik ville slå mig ihjel. Jeg er ikke diplomatisk nok og alt for åbenmundet. Og så kan jeg godt lide at få ting gjort. Jeg bliver ofte bedt om at sidde i bestyrelser. Jeg er dog meget omhyggelig med ikke at påtage mig for meget, så jeg har kapacitet til at give alt, hvad jeg siger ja til, min fulde opmærksomhed. Men jeg siger altid, at, hvis der er et enkelt akut projekt, der kræver opmærksomhed, så er jeg glad for at komme om bord. I dette tilfælde er jeg åben for at donere penge og tid. Jeg har brug for at kunne se et projekt til ende.
Hvordan blev du involveret i Hunter’s Video?
Jeg voksede op med at se programmerne på VHS. Jeg var vild med dem. Dengang var Hunter’s Video ejet af den danske filminstruktør, Poul-Erik Madsen, og det svenske tøjmærke, Härkila. Jeg blev introduceret for Poul Erik i 2008, da jeg skød vildsvin på et tysk gods, og endte med at blive filmet, og vi blev venner. Han hjalp mig fra starten med at føle mig tryg ved at optræde foran kameraet. Derefter inviterede jeg filmholdet til min families ejendom for at skyde råbukke under brunsten. Da jeg var færdig med min uddannelse i London, var jeg på udkig efter en karriere i jagtbranchen, så timingen var perfekt. I starten var jeg nervøs for at blive filmet, da det kunne tiltrække negativ opmærksomhed for mig selv og min familie. Min far og jeg tænkte meget over det, før vi gik i gang. Den dag i dag har jeg aldrig modtaget en eneste negativ e-mail, brev eller direkte besked på de sociale medier. Selvfølgelig er der de forudsigelige grimme kommentarer på YouTube, men jeg har aldrig modtaget noget personligt. Jeg modtager masser af post, men det er alt sammen positivt – masser af små børn, der stolt deler billeder med mig. Vildsvinefeberserien var en uventet succes – og til min overraskelse bliver den stadig set over hele verden. Vildsvinefeber: Spain, som er den 12. i rækken, er netop blevet lanceret på MyOutdoorTV.
Kan du fortælle os mere om Wild Boar Fever: Spain?
Det er virkelig en milepæl for os. Showet er nået langt siden sin opstart, og jeg kunne ikke være mere stolt over at være en del af det. Vildsvinefeber: Spain, præsenteret af Aimpoint, lover at levere hjertebankende action og fremvise de smukke landskaber i Spaniens Castile-La Mancha-region. Det er en ære at arbejde sammen med brancheeksperter som Neil Davies fra Hornady og Carl Gustav Schulin-Howaldt fra Aimpoint.
Optagelserne til denne sæson var en unik udfordring, da Spanien oplevede usædvanlige vejrforhold. På trods af tilbageslagene lykkedes det os at fange nogle utrolige øjeblikke, som jeg er sikker på, at vores publikum vil sætte pris på. Jeg har altid været en stor tilhænger af jagt i Spanien, og denne sæson var en måde for os at fremhæve de rige jagttraditioner i dette smukke land på.
Jeg er begejstret for at dele denne sæson med vores fans, uanset om du er en erfaren entusiast eller nybegynder inden for vildsvinejagt, Wild Boar Fever: Spain bliver en spændende og lærerig oplevelse. Du kan se hele sæsonen nu på MyOutdoorTV.
Hvem har lært dig at skyde?
Min far lærte mig det, før jeg nogensinde tog et våben i hånden. Han var selv en dygtig skytte og var tæt på at komme med på det olympiske traphold i 1972. I denne periode havde han også en række tyske og europæiske titler. Jeg tilbragte meget tid sammen med ham på post, hvor jeg så på og lærte. Jeg kan huske første gang, jeg så ham skyde et vildsvin. Jeg må have været omkring seks år, og jeg var irriteret over, at jeg ikke havde fået lov til at deltage i jagten om morgenen, fordi jeg skulle i skole. Men om eftermiddagen var jeg med begge mine forældre på post.
Min far doublerede vildsvin med min bedstefars Holland & Holland 8×57 dobbeltriffel. Det fantastiske var, at jeg siden dengang i mange år aldrig så ham skyde forbi, og han dræbte det, han sigtede på, rent, hver gang jeg så på. Han lod ikke, som om han ikke skød forbi, eller at tingene ikke gik galt nogle gange, men jeg var aldrig vidne til det.
Da jeg begyndte at skyde, med en .22, satte min far et mål op på lang afstand og spurgte mig, om jeg troede, jeg kunne ramme det. Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg ville prøve. Han stoppede mig og sagde: “Franz, vi prøver ikke. Enten ved du, at du kan ramme, eller også skyder du ikke.” Han var meget streng på det punkt – jeg lærte, at man aldrig må tage chancer, når man skyder på et levende bytte. Sandsynligheden for et rent drab skal være ekstremt høj, ellers skyder man ikke. Jeg vil vide, at jeg kan dræbe noget rent, ikke bare ramme det.
Har du altid været god til at skyde, eller var det noget, du måtte arbejde hårdt på for at nå dit nuværende niveau?
Det må du spørge min far om! Jeg har skudt fra en meget ung alder, og jeg har altid været meget interesseret i det, så jeg tror, at den kombination har gjort det muligt for mig at blive bedre med årene. Som dreng var jeg ikke rigtig interesseret i ret meget andet. Jeg har tre søstre, så jeg var ofte nødt til at underholde mig selv som barn. Min far arrangerede en årlig skydekonkurrence, hvor omkring 100 mennesker deltog i mange forskellige discipliner. Jeg begyndte at konkurrere, da jeg var otte år gammel, og det gav mig et årligt sammenligningsgrundlag for forbedring.
Hvad er den mest almindelige fejl, du ser blive begået derude på jagten?
En af de mest almindelige fejl, jeg ser, er, at man får feber og kommer til at ryste på hånden. Det kommer og går – jeg oplever det også, mere end man skulle tro. Når du træner, skal du have det rette forhold mellem tørtræning og egentlig skydning. Det er vigtigt ikke at skyde for meget, når du træner – det kan gøre lige så stor skade som slet ikke at træne. Andre fejl, der ofte begås, er dem, der vedrører feltarbejdet: ikke at vide, hvornår man skal tage det første skud mod en gruppe vildsvin, eller hvilket vildsvin man skal starte med, ikke at kunne identificere den rigtige størrelse og køn af vildsvin hurtigt nok, så man kan udnytte enhver mulighed. Alt dette vil have en stor indflydelse på din succes.
Har du en yndlingssucceshistorie om naturbevarelse?
Der er mange, men én, der springer i øjnene, er, da min far overtog en koncession i Uganda i 2009. I 2012 gav han mig til opgave at oprette en safarilejr og rekruttere PH, Ade Langley. Sammen har vi arbejdet utrætteligt med de ugandiske naturmyndigheder for at genoprette dyrelivet i området i regi af Karamojong Overland Safaris. Den lokale stamme, Karamojong, er et traditionelt kvægfolk, der afgræsser vilde områder og skubber indfødt fauna ud, der konkurrerer med deres tamme dyr. Kombineret med en stadigt stigende befolkning og en historie med politisk uro i området, herunder despoten, Idi Amins styre, var der et hurtigt fald i arter og antal, før reservatet blev oprettet. Selv efter, at reservatet blev etableret, så lokalsamfundene ingen grund til at bevare dyrelivet i området eller til at undgå at lade deres kvæg overgræsse det og dermed reducere levestederne for dyrelivet. Dette projekt har gjort det muligt for mig at være førstehåndsvidne til, hvordan kontrolleret jagt giver enorme fordele for både dyrelivet og lokalsamfundene.
Vi har nu haft 11 år med jagt i Pian Upe Wildlife Reserve, og vi ser flere arter og et større antal dyr. Det er direkte relateret hertil. Krybskytteri var et forfærdeligt problem, og de få dyr, der var her, kunne man næsten ikke finde, de gemte sig altid. Men nu oplever vi, at lokalsamfundene udpeger krybskytterne for os. De kan se, at dyrelivet vokser, men de kan nu også lovligt spise det kød, der høstes af vildtet. Desuden jages de gamle, syge eller svage dyr, hvilket betyder, at de unge, stærke og sunde dyr kan yngle mere. Jægerne tager skindene og trofæerne, men lokalsamfundene får kødet og 75% af indtægterne fra hver af jagterne. Det får dem til at se mere værdi i dyrelivet end bare kødet, og det får dem til at respektere det. Et tegn på succesen er ikke kun den massive stigning i antallet af dyr, men også de arter, der langsomt vender tilbage. Vi har for nylig genindført giraffen, og snart vil den sjældne ugandiske kob-antilope også vende tilbage. Når det kommer til bevarelse, ser jeg os selv som en del af naturen, ikke adskilt fra den. Vi er fundamentalt forbundet med naturen. Der er en forskel, og denne forskel er den måde, jeg er blevet opdraget på, og som jeg nu prøver at opdrage mine egne børn på.
Spiser du det nedlagte vildt?
Jeg vil sige, at 90 % af det kød, vi spiser derhjemme, er fra vildt. Jeg er af den faste overbevisning, at alt, hvad der bliver skudt, skal spises. En af mine yndlingsretter er vildsvineschnitzel serveret med rødkål og kartoffelmos. Mine egne børn er også meget glade for at spise det nedlagte vildt. I sommer var vi alle sammen ude at fiske og tilberedte en ørred, som vi fangede. For nylig tilberedte jeg også hjertet fra et rådyr til dem. Jeg donerer regelmæssigt en del af det vildt, der jages på min ejendom, til en velgørenhedsorganisation, der hedder Tafel, som distribuerer usolgte fødevarer fra supermarkeder til de trængende. Der er sjældent noget kød at give videre, så vores donerede vildt er virkelig værdsat.
Har du en jagthund?
Indtil for et par år siden havde jeg en fantastisk sort labrador ved navn Frieda, som var opdrættet i Yorkshire. Hun udviklede desværre som 11-årig en svulst på rygsøjlen og måtte aflives. Hun efterlod et stort hul i vores liv. Nu har jeg kun Macey, som er otte år gammel og en blanding af borderterrier og tysk jagtterrier. Hun er fantastisk til at følge op på vildtet og fantastisk sammen med mine børn.
Hvad er dit største problem på en jagtdag?
Min største er, når skytter ikke kan tage del i andre skytters succes – at de tydeligvis er misundelige. Nogle skytter kan ikke klare at sidde i en hochsitz, hvor der ikke sker meget, mens de ser deres venner skyde løs. Hvis det ikke er din dag i dag, så er det det måske næste gang. Hvis det gik, som vi ville, hver gang vi tog på jagt, ville det næppe være et eventyr, vel? Den slags ungdommelig opførsel kan lægge en mørk sky over dagen for alle. Jagt er ikke en konkurrence.
Fortæl os noget om dig selv, som ikke mange ved.
Jeg er af natur introvert. Det vil måske overraske nogle, men jeg synes, at sociale situationer – hvor fornøjelige de end måtte være – også kan være meget trættende. Jeg har brug for at tilbringe megen tid alene for at genoplade mine batterier. At være sammen med min kone og mine børn er også meget restituerende for mig.
