JÆGER MED HJERTE – Alexa Bruun Rasmussen

Alexa Bruun Rasmussen er tredje generation i det familieejede auktionshus, grundlagt af hendes farfar, Arne Bruun Rasmussen, i 1948. Alexa er Danmarks eneste kvindelige auktionarius, og kunsten har derved altid været en vigtig del af hendes liv og opvækst. Hun udstråler også i den grad begejstring og glæde, når hun med sikker hånd svinger hammeren på podiet under diverse spændende auktioner. Når hammeren lægges, svinger hun i stedet gerne haglbøssen over skulderen og tager på jagt eller på skydebanen – og allerhelst i godt selskab.

”Jagt kan noget helt specielt. Jeg er vild med at komme ud i naturen en hel dag. Det er fuldstændig vidunderligt og mind-blowing. At få frisk landluft i lungerne og bare være i ét med sig selv gør godt for alle mennesker, og især for en person som mig,” fortæller Alexa, som ofte tilbringer både arbejdsliv, fritid og familietid i indre København.

”Jeg elsker byen med dens summen af mennesker, liv og aktivitet, men dét også at have jagten gør, at jeg har mit grønne islæt med mig, og det er slet ikke så tosset,” konkluderer hun.

I sit professionelle virke, når Bruun Rasmussen afholder våbenauktioner og eftersyn, har hun stor glæde ved og en uvurderlig fordel i at have erhvervet sig jagttegn som ung.

”Det er et helt specielt og meget dedikeret klientel, som ofte kommer på eftersyn til vores våbenauktioner. Her er det utroligt gavnligt for mig at kunne tale med om jagt, våbentyper og meget andet, så det ikke kun er mændene og eksperterne i de grønne fløjlsbukser, som forstår sig på den slags,” siger hun med et glimt i øjet.

”Det er mennesker med stor og essentiel fagkyndighed, og mange er jo deciderede samlere og connaisseurs inden for jagtvåben, knive eller andre specielle jagtgenstande, så det er vildt spændende at høre dem fortælle og dermed blive klogere på de forskellige våbentyper,” fortæller Alexa begejstret.

”Og så passer det bare meget godt sammen – auktioner og jagt, det er sådan lidt old school begge dele,” tilføjer hun gladeligt. Hendes eget første jagtgevær, en slank AYA S/S, blev da også købt på auktion og herefter tilpasset. Men nu er det en tungere Browning O/U, som hun skyder med både på skydebanen og på jagt.

”Men den skal snart opgraderes,” smiler hun: ”Jeg har nemlig en forkærlighed for udstyr, og det værende i alle sportsgrene eller hobbyer.”

Jagttegn i byen

Alexa Bruun Rasmussen tog jagttegn som 16-årig, selvom hun dengang inderst inde ikke var særlig optaget af eller interesseret i jagt, sjældne våben eller eftertragtede trofæer.

”Jeg har aldrig været tilhænger af store trofæer og værelser eller stuer fyldt med opsatser eller hovedmonteringer, og som barn syntes jeg faktisk også, at det med døde dyr, fasaner og ænder, var lidt klamt. Men så alligevel var det ret sejt, når man på jagt fik lov til at bære fasanerne, fik lidt blod på tøjet og var med til at lægge dem på paraden,” husker hun.

”Min far har altid gået på jagt og hygget sig meget med det, så min mor synes, at det var en god ting, at jeg også tog jagttegn. Som barn i byen kunne det godt være, at man ikke lige fik det brugt så meget her og nu, men det var godt at have, og det var muligvis noget, som jeg ville kunne tage op senere i livet. Lidt ligesom at lære at stå på ski eller få kørekort. Det er ikke de to mest anvendte færdigheder som byboer,” griner Alexa. Hun mindes hurtigt 30 år tilbage og smilende fortsætter hun:

”Vi var en 5-6 jævnaldrende kammerater, som tog jagttegn sammen herinde i København, men jeg kan simpelthen ikke erindre hvorhenne. Jeg husker bare, at vi havde det virkelig sjovt og et fantastisk kammeratskab og sammenhold. Jeg ser stadig et par af dem den dag i dag, og vi griner altid sammen, når vi mindes den tid,” fortæller Alexa, som i øvrigt selv har en fantastisk humor og en smittende latter.

”Og så er der det med, at mine forældres venner og jagtkammerater samt deres børn og børnebørn, jo også den dag i dag er mine jagtvenner. Vi ses på kryds og tværs af generationerne, og vi har det altid så sjovt og hyggeligt sammen, når vi er på jagt. Det er det, jeg værdsætter allermest ved at gå på jagt.”

Generationer

At være sammen på tværs af generationer specielt på jagt er også noget af det dyrebareste, som Alexa Bruun Rasmussen nu nyder at kunne give videre til sin egen datter Maxima på 8 år.

”Hun har allerede været med som klapper på jagt, og det bedste er, at Maxima er lige så optaget af de forskellige jagtforberedelser, som jeg selv var i den alder. Og så er det fantastisk at se hende stå og rense gevær, når vi kommer hjem,” tilføjer Alexa, og fortæller, at datteren til jul ønskede sig sine egne høreværn.

”Så hendes første jagtudstyr er allerede i hus – geværet venter vi med,” ler hun.

Alt med traditioner og gerne imellem generationer ligger Alexa meget på sinde.

”Jeg elsker alt ved bevarede traditioner og gode ritualer især i forbindelse med jagt. Den etik og moral, der er omkring jagt, som jeg fra barnsben har lært og taget til mig, er guld værd. At jeg ved, hvorledes man skal gebærde sig på jagt, er meget værdifuldt for mig. Der er sådan en indforstået respekt og værdighed omkring jagt, og det har jeg altid været og er stadig vældig betaget af,” fortæller hun.

Alexa nyder især det gode kammeratskab og den hyggelige stemning, som jagt altid er garant for, men én ting kan dog få Alexa til helt at miste den naturlige jagtglæde.

”Hvis der sniger sig et konkurrenceelement ind i den rare og joviale stemning, som jagt altid er dannet af, så mister jeg fuldstændig lysten til at gå på jagt.”

En ting, som Alexa erindrer som yngre at have svært ved, var, når man efter hver såt skulle melde tilbage til jagtlederen, om hvor meget vildt man havde skudt på sin post. For som ung kvinde fra byen uden den store jagterfaring kunne det føles en anelse intimiderende, at højlydt skulle melde én enkelt eller to stykker vildt, når sideposten stolt pralede af sine 25-30 stykker vildt.

”Jeg mister simpelthen glæden ved det, når det bliver en slags konkurrence. Det er ikke derfor, at jeg går på jagt. Jeg forstår godt, at man skal holde styr på det nedlagte vildt, men det kunne sagtens gøres meget mere diskret og elegant.” Alexa trækker vejret og erkender herefter:

”Jeg tror egentlig ikke, at mænd generelt eller jagtlederen tænker over det. Der er jo ikke nogen, som ønsker at sætte sine jagtkammerater i en ubehagelig situation, men det kan bare godt føles sådan, når man som ung kvinde fra byen med relativ begrænset jagterfaring kommer på landet, og skal begå sig blandt ældre garvede og erfarne jægere.”

”Jeg er jo ikke vokset op på landet med jord og muld under neglende, så især som nyjæger kan man godt føle sig målt og vejet, når man står der i sit nydelige tweed, fine oilskinsjakke og tørklæde med fasaner uden de korrekt patinerede gummistøvler. Her tænker jeg meget på de nye kommende jægere, som lige har fået jagttegn og skal på deres første gang jagt. Den konkurrencemæssige attitude hører ikke hjemme på jagt, den må man gemme til skydebanen eller andre sportslige præstationer. For man bliver ikke bedre, end når man gør sig umage,” konstaterer Alexa.

”Men nu som ældre er jeg heldigvis blevet mere afslappet med det ydre look, når jeg færdes på jagt. Her gælder det bare om ikke at fryse på dagen, for det er simpelthen det værste, jeg kan udsættes for. Jeg er jo en petite én og temmelig kuldeskær, så jeg kan ikke fungere, når jeg fryser. Jagt og kulde er virkelig en dårlig kombination. Nu er jeg endelig blevet gammel og klog nok, så jeg har lige investeret i en varm og praktisk Fjällräven – og den fryser jeg IKKE i,” griner hun, for som hun siger:

”Jeg troede aldrig, at jeg ville gå i Fjällräven. Da jeg var barn, var det lidt for ’fodformet’, men nu er det jo super hipt og cool, og alle de unge er vilde med det. Så det er jeg også,” ler hun med et smil i øjet.

Veteraner

Unge mennesker har en stor plads i Alexa Bruun Rasmussens hjerte. Igennem sit profilerede og anerkendte job som auktionarius hos Bruun Rasmussens Kunstauktioner er Alexa engageret i velgørenhedsauktioner for udsatte børn eller sårede krigsveteraner, blandt andet for The Danish Wounded Warriors Project i samarbejde med vennen og krigsveteranen Jacob Panton-Kristiansen, kendt som ”Den døde Soldat”.

”Jacob er helt fantastisk, et enestående menneske og for mig en stor inspirationskilde, da han har dedikeret sit liv til at hjælpe andre krigsveteraner,” siger hun, og fremhæver især deres gode samarbejde og ikke mindst de hyggelige timer, som de ofte har sammen på skydebanen. Og det er især træningen på skydebanen, der er med til at gøre hende til en bedre jæger, mener hun.

Det er også Jacob, som Alexa allerhelst vil på den vildeste jagtrejse sammen med, hvis der ikke var nogen begrænsninger eller restriktioner at forholde sig til og alverdens jagtbare muligheder var uudtømmelige.

”Så skulle vi på jagt i en skøn hytte oppe i Sverige. Vi skulle ankomme flyvende i en cool helikopter, så vi først kunne nyde den storslåede natur og se de fantasiske vilde dyr oppefra. Vi skulle have selskab af to veteraner, spise god mad af, hvad der kom forbi, og så ellers bare sidde omkring bålet om aftenen og snakke samt reflektere over livet,” drømmer Alexa, men tilføjer så også lige, efter et tænksomt øjeblik, sin datter og sine otte gudbørn på den hyggelige drømme-jagtrejse i de svenske dybe, stille skove. 

Kokkeskole i baggården

At Alexas hjerte banker for børn og unge samt hendes datter er tydeligt, og når det kan kombineres med god mad og i godt selskab, så bliver det ikke bedre.

”Jeg elsker at være sammen med unge mennesker, som brænder for noget og især mærke børns begejstring for de små ting i livet,” supplerer Alexa og kommer i tanke om sin vildeste måltidsoplevelse, som fandt sted i vinter, under den seneste corona-nedlukning.

”Min gode veninde, Bolette Ahlefeldt-Laurvig, kom i november hjem til os med 3 skudte gæs under armen. Bolette kan bare det der med mad og vildt og er en ørn til hurtigt at trylle alt om til det lækreste måltid. Så på ingen tid forvandlede vi vores baggård her i indre København til den vildeste kokkeskole for min datter og hendes to venner August og Philip. Bolette viste børnene, hvorledes man håndterede og plukkede de store gæs og tusindvis af fjer fløj om ørene på os, alt imens vores gamle labrador og Bolettes gravhundehvalp bjæffede rundt om benene på os. Det var det ’vilde’ kokkecirkus, børnene elskede det, og folk åbnede deres vinduer ud til baggården og nærmest heppede på os,” griner Alexa hjerteligt.

”Herefter gik vi med børnene op i køkkenet og kreerede deres og mit livs vildeste måltid. Det var en fest, og så bliver det ikke mere naturligt at spise fra jord til bord. Det er en gave fra hjertet at kunne give sådanne oplevelser videre til den næste generation,” slutter Alexa, som igen må videre på jagt efter vilde oplevelser og sjældne kunstgenstande.

Så for Alexa Bruun Rasmussen er jagt alt andet end dyre haglbøsser, specielle rifler eller størrelsen på trofæerne. Jagt er glæde, kammeratskab og en gave at kunne nyde sammen på tværs af generationer – både blandt værdifulde kunstgenstande, i den storslåede natur eller hjemme i baggården i København.

Proklamation

Vores jagt- og madskribent Julie Hey har skabt artikelserien ”JÆGER MED HJERTE” for at blive klogere på, hvad jagt betyder for forskellige jægere med anderledes erhverv, personlige baggrunde og tilgange til jagt. En farverig palet af jagtinteresserede mennesker, som alle har forskellige oplevelser og historier om jagt med i patrontasken. Selv er Julie Hey ’Jæger med Hjerte’ og optaget af samværet blandt mennesker med gode jagthistorier – gerne over et vildt godt måltid.

LÆS OGSÅ

Når gåsejagt lykkes

Jagten er i vores gener og det er sundt