Stenalderjæger
Stenalderjægeren med sit bytte og denne artikels skribent med sit bytte. Genetisk set er der ikke nævneværdig forskel på de to jægere.
Stenalderjæger
Stenalderjægeren med sit bytte og denne artikels skribent med sit bytte. Genetisk set er der ikke nævneværdig forskel på de to jægere.

Jeg tror aldrig nogen sinde, at der er lavet et genetisk studie, hvor man prøver at finde jægergenet eller jægervarianterne – jeg har aldrig set det i hvert fald – men jeg må indrømme, at jeg vil være meget overbevist om, at det ville komme frem,” forklarer DNA-forsker og professor Eske Willerslev, da jeg besøger ham på hans kontor på Geologisk Museum midt i København. ”Vi er alle sammen genetisk set et produkt af vores forfædre. Og for os her i Danmark er vi et produkt af i hvert fald tre forskellige grupper af mennesker. Den ene af dem er jægerne og samlerne. Så kommer der nogle agerbrugere ind og nogle hyrder,” fortsætter professoren, der har jagttegn og tidligere har været pelsjæger i Sibirien. En succesrig jagt har været hele grundlaget for overlevelse for bare 400-500 generationer siden, så den jagtdrift, der styrede stenalderjægerne, den har vi helt sikkert også i vores arvemateriale i dag, uddyber Eske Willerslev på mit spørgsmål, om jeg er genetisk identisk med stenalderjægeren. Så ja, i det store og hele så er jeg bare en stenalderjæger med en lidt mere teknologisk tilgang til jagtens udførelse. Og det giver utrolig god mening, for når jeg går på jagt, så føler jeg, at det hele er rigtigt. I tidens løb har det undret mig inderligt, at ikke bare jeg, men også alle de andre jægere, jeg kender, får det så forbløffende godt af at slå et andet levende væsen ihjel. Denne forundring har jeg i længere tid søgt en forklaring på, og med mit møde med Eske Willerslev falder det hele på plads.

Stenalderjæger
Den moderne stenalderjægers jagtredskaber

Jagtens belønning

Fra den moderne hjerneforskning ved vi, at vores følelse af velvære, succes og glæde styres af en række hormoner og signalstoffer, som udløses i vores hjerne og nogle små kirtler i kroppen. Man kan populært sige, at der er fire gode grunde til, at vi går på jagt, og det er foruden hormonerne adrenalin, som dannes i binyrene, oxytocin og signalstofferne endorfin og dopamin. Bortset fra adrenalin, som også kaldes for kamphormonet, der får blodkarrene til at trække sig sammen og øger vores fysiske og mentale præstationer kortvarigt, så er de øvrige stoffer knyttet til hele det kompleks af biokemi, der udløses i centralnervesystemet, når vi kæmper, vinder, besejrer, marven overlever og værdsættes – kort sagt når jagten er hård, udfordrende, intens og afsluttet med et velnedlagt bytte. I disse situationer oplever vi moderne jægere antagelig nøjagtigt det samme som vores stenalder forfædre, der havde haft lykke og held på jagtekspeditionen og hjembragt byttet til bopladsen, hvor begejstringen for udsigten til overlevelse gav anderkendelse og forskellige belønninger til de dygtige jægere. Endorfin er i den sammenhæng et meget stærkt stof, som man nemt bliver afhængig af. Det er stærkere end morfin og virker lidt på samme måde. Det får en til at føle sig virkelig godt tilpas og fuld af energi. Endorfin udløses i forbindelse med smerter eller under hårdt fysisk arbejde, samt når vi vinder, er forelskede, har sex eller ved latter.

Det er et stof, som både idrætsfolk, soldater, bjergbestigere og jægere jævnligt stifter bekendtskab med, og som man hurtigt knytter sammen med de aktiviteter, der sidst udløste følelsen af den velvære, som man så derfor gerne vil kaste sig ud i på ny. Kort sagt opskriften på dyb afhængighed og forklaringen på, at aldrig så snart man har sat geværet i våbenskabet, så melder trangen sig til igen at tage på jagt. Dopamin har nogenlunde samme karakteristika som endorfin og beskrives ofte som drivkraften bag alle positivt motiverede handlinger, der resulterer i velvære. Dopamin er også vanedannende og det stof, som hjernen udløser ved brug af blandt meget andet, narkotika, nikotin og alkohol. Oxytocin er et hormon, som sædvanligvis knyttes til kvinder, især i forbindelse med fødsler og den nybagte mors tilknytning til den nyfødte. Men i hvert fald ét nyt studie beskriver, at oxytocin også virker på mænd. Hormonet dannes blandt andet ved fysisk berøring af mere end 30 sekunders varighed. Det er grunden til, at det ofte kaldes for krammehormonet, og prøv så lige at lægge mærke til, hvor ofte jægere af ethvert køn krammer hinanden, når jagten (endelig) er lykkedes. Den lykkelige, tætte og indforståede nærhed med en jagtkammerat midt i kampens hede er måske også fremmende for produktionen af oxytocin, og er man mand, så skal man bare glæde sig over at blive dopet af dette ellers feministiske hormon, for det forstærker orgasmen, knytter stærkere bånd til partneren, forstærker faderfølelsen, reducerer frygt, øger erektionen og modvirker for tidlig sædafgang.

Jagtens helse

Mit interne belønningssystem går således amok, når jeg har lykke og held på jagten. Det er forklaringen på min altid afbalancerede og lykkelige tilstand, når jeg drager på jagt. For forude venter – forhåbentligt – alle de rare følelser. Når jeg er på jagt, ja bare når jeg er på vej på jagt, så starter forventningerne om alt det skønne. Og var der ikke én, der engang skrev noget om, at forventningens glæde er den største? Jeg er ikke enig. Forventninger er dejlige, men den fuldendte jagtoplevelse er endnu bedre. Og så er det hele til og med sundt. Når jeg tager på en helt almindelig søndagsjagt med en håndfuld af mine gamle og nye jagtkammerater, så viser skridttælleren på mit håndled, at jeg har gået 10.000 skridt eller mere – svarende til en samlet tilbagelagt distance på 6-8 km. – ude i den friske luft over mark og gærder med vekslende intensitet. Fysisk træning forebygger en lang række sygdomme og kan være med virkende årsag til at helbrede forskellige fysiske og psykiske skavanker. Øget kondition og øget fysisk styrke er et solidt bolværk mod aldersrelateret afmatning. De 10.000 skridt er nøjagtig den anbefaling, som en række sundhedseksperter sværger til, og hvis man undervejs har fået sved på panden og kan mærke sin puls stige, så er det hele bare endnu bedre.

Den lykkelige stenalderjæger

Så når jeg vender hjem fra en vellykket dagligdags jagt, så har jeg ikke blot tilbagelagt den sundhedsrigtige distance til fods, men er også hormonelt sporet ind på at være en endnu bedre far og en mere kærlig partner med alt, hvad dertil hører. Kort sagt: det er et lykkeligt stenaldermenneske, der vender hjem fra jagten. Byttet er leveret, og man er klar til at modtage resten af klanens lovprisninger. Ja, det er jo faktisk en forventning, for inden i er jeg bare en hulemand. ”Især her oppe i Nordeuropa der har vi for eksempel mere jægergenetik i os end for eksempel i Sydeuropa. Og for os alle sammen i hele verden, så har vi i langt størstedelen af vores evolutionshistorie levet som jægere og samlere. Vi blev til for 300.000 år siden, og det er først for omkring 10.000 år siden, at der egentlig sker en meget markant ændring af vores livsstil – det er dér, hvor nogle af os begynder at blive bønder. Evolutionen har hovedsageligt arbejdet på at tilpasse os til lige præcis jægerens livsstil. Så for alt, hvad der er sket tilpasningsmæssigt senere, da har vi haft meget kortere tid til det. Der er sket noget, men der er måske ikke sket så meget som i forhold til de foregående 290.000 år, så jeg kan sagtens genetisk forstå, at man har et behov for at gå på jagt,” slutter Eske Willerslev på sit lille, hyggelige professorkontor med udsigt ned til den store meteorit ved indgangen til Geologisk Museum.

Eske Willerslev
Professor Eske Willerslev i midten omgivet af forskerkollegaer under udgravningen af et fortidsmenneske

Se hele interviewet med Eske Willerslev i Jagtmagasinet på dk4 første gang søndag den 27. januar klokken 19.30 og mandag den 28. januar klokken 22.30.