Alexandra Overgaard-Høifeldt
Administrativ leder og riffelinstruktør hos Hunters Game
Født i 1965
Jagtegn i 2004
Riffeltegn i 2008
Går primært på jagt på Vestsjælland og i Sydsverige
Har en Irish Glen of Immal-terrier, som er trænet til jagt.
Så længe jeg kan huske, har jeg interesseret mig for dyrelivet og naturen. Som barn strejfede jeg meget rundt i skoven og ved stranden og observerede dyr og fugle. Jeg var medlem af organisationer som Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen og WWW og gik meget op i dyrevelfærd. Min far bedrev ”fattigmandsjagt”, som han kaldte det, og jeg måtte tit hjælpe til og sejle med ham mellem Dragør og Saltholm i dieseldunsten fra hans lille kutter for at røgte garn eller tømme ruser.
Alexandra Overgaard-Høifeldt – Jeg hader, når dyr lider. Jeg har prøvet at stå i en uheldig situation, hvor bukken forsvandt efter et dårligt skud, og jeg måtte have schweisshund på. Vi fandt ikke bukken, og jeg havde så dårlig samvittighed, at jeg på egen hånd ledte efter den i to dage. Jeg får det stadig skidt, når jeg tænker på den episode. Det er en vigtig lektion at få som jæger, og jeg træner derfor ofte med min riffel, så jeg har gjort alt for, at det ikke sker igen.
Selvom jeg går meget op i riffelskydning, så går jeg ikke så meget op i mærker og riffelnørderi. Tingene skal bare virke og opfylde mit behov. Jeg har en Tikka T3 i kaliber .308 med træskæfte, hvilket jeg fortryder lidt, da træet somme tider slår sig i det svenske vintervejr. Derudover har jeg en halvgammel spansk Victor Sarascetta side-by-side haglbøsse med engelsk skæfte, som jeg har købt, fordi jeg syntes, den er smuk, selvom den er godt slidt og udfordrende at skyde med.
Da jeg lige havde fået jagttegn, var jeg på en del selskabsjagter rundt omkring, men fornemmede af og til en vis uvilje, når jeg trådte ind i jagthytten om morgenen. Hen ad vejen fandt jeg ud af, at der mange steder ofte sad nogle mænd med en eller anden saftig vittighed, som de havde glædet sig til at fyre af under morgenbordet, men som nu pludselig kunne forekomme upassende med en kvindelig jæger i flokken. Så jeg begyndte selv at servere en mere eller mindre underlødig vittighed, og så var isen ligesom brudt – og jeg kunne slappe af resten af jagten. Jeg møder ikke mange kvinder på jagt. Til gengæld møder jeg dem i foreningsregi, som instruktører, medlemmer i bestyrelser og ved hundetræningen.
Den uvilje, jeg har fornemmet med min tilstedeværelse i mandens domæne, har også betydet, at jeg har holdt lidt igen med mine jagthistorier. Det er muligvis en kvindeting, men jeg kan ikke lide at prale med, hvad jeg har skudt. Og når jeg blev spurgt, om jeg havde nedlagt en buk, sagde jeg ofte nej. Jeg kunne ikke lide at fortælle, at jeg, kort efter jeg fik riffeltegn, var så heldig at nedlægge en stor dåhjort, som senere viste sig at holde sølv. Det var mit første dyr med riffel. Der gik mange år, før jeg begyndte at fortælle om den jagt.
Jagt er så mangefacetteret og byder på mange andre ting end selve jagten: jagthornsblæsning, hundetræning, genladning og knivmageri. Jeg kan godt lide at lave jagtgrej selv. Jeg har blandt lavet mig en kniv og har også banket en skydestok sammen, som er blevet ret lydløs. Det giver en enorm tilfredsstillelse at gå på jagt med ting, man selv har lavet, og når folk ser noget nyt, kommer de ofte hen og spørger ind til det, og så er snakken i gang.
Hver jagt er en stor oplevelse, men nogle er mere intense end andre: For et par år siden var jeg, Alexandra Overgaard-Høifeldt, på grisejagt i det nordlige Skåne og skulle for første gang ikke sidde i et lukket tårn. I stedet havde jeg sat mig godt til rette for natten med ryggen op ad et lavt, gammelt stendige, som omkransede en stor eng med en foderplads til vildsvin, godt 50 meter derfra. De havde været der natten før, så forventningens glæde var trods alt større end ubehaget ved myggene, som sværmede rundt om øjenhullerne i min camo-elefanthue. Jeg har en gang tidligere oplevet en stor keiler, som i vrede over min tilstedeværelse skubbede til det skydetårn, jeg sad i, men trods det havde jeg det fint med at sidde på jorden. Timerne gik, og da det var blevet mørkt, sad jeg med alle sanser skærpet og lyttede til de mange lyde i skoven bag mig. Pludselig hørtes det karakteristiske ’sus’ mellem træerne bag mig, som varsler grisenes kommen. Mit hjerte begyndte at galopere. Lige så stille fik jeg riflen op og var klar. Men grisene må have fornemmet mig, for i stedet for at komme ind på engen kunne jeg høre dem piske frem og tilbage langs stendiget lige bag mig. De larmede voldsomt, og min puls kom så højt op at ringe, at jeg fik næseblod. Blodet fik lov at løbe, for jeg ville ikke forspilde chancen ved at røre det mindste på mig. Jeg ved ikke, hvor længe grisene løb der bag mig. Det føltes som flere timer. Pludselig forsvandt de, men jeg turde ikke slappe af. De ville nok komme igen. Det gjorde de også, men de blev igen bag mig, og jeg fik dem aldrig at se. Selvom jeg ikke nedlagde noget den aften, var det en meget intens oplevelse at være kun en meter fra dyrene, selvom der var et stendige mellem os. Det var først, da jeg kom tilbage til jagthytten og så de andres skrækslagne ansigter, at jeg med opsvulmede øjne pga. de mange myggestik kom i tanker om næseblodet, som nu var godt smurt ud og størknet i hele ansigtet.
Alexandra Overgaard-Høifeldt – Mange ikke-jægere tror, at de fleste jægere går op i at bare at plaffe løs, på hvad der måtte røre sig derude. De aner ikke, hvor mange regler der er for jagt, og hvor mange timer og kræfter der bliver lagt på naturpleje, forberedelser og på at være derude, hvor en skudchance ikke byder sig. De kan heller ikke forstå, hvordan jeg kan skyde dyr, når jeg nu går så meget op i dyrevelfærd. Men jeg vil hellere sætte tænderne i et dyr, som uden at ane det, måske midt i et måltid, ender sine dage, end i et stykke flæsk fra en gris, som måske har været under transport og ender sine dage under stressede forhold.
