Polens største orne

Nede i Polen, ikke så langt sydvest for Bydgoszcz, ligger den lille by Szubin omgivet af større og mindre skovstykker og grønne kartoffelmarker med de mange og vigtige randområder og det rigelige foder i form af friskt oprodede kartofler, et perfekt område for vildsvinene. I Szubin har skovridder, Swietosław, sin administration og sin privatbolig i et stort stenhus bygget i koldkrigstidens bombastiske socialistiske stil. Koldt, funktionelt og ikke spor hyggeligt.

Uden for byen, i kanten af en af småskovene og lige op ad kartoffelmarken, bor skovløber, Amadeusz, med sin kønne kone Amanda samt i denne uge også med min bror Ole og mig. Amadeusz´ hus er som taget lige ud af ”Hist hvor vejen slår en bugt”. Hyggeligt, ikke spor funktionelt, skæve vægge, utætte vinduer, gulvtræk, men hyggeligt.

Min bror Ole er lige fyldt rundt og har for kort tid siden fået sit jagttegn. Til dato har han kun haft held til at nedlægge en enkelt fasankok, der i slutningen af drevet forvildet fløj op lige under næsen på ham. For at fejre dagen og jagttegnet inviterede jeg ham på hjorte-vildsvinejagt i Polen, en gave, han kun lidt tøvende tog imod. – ”Det er måske lige lovligt voldsomt, så ny jeg er”, som han beskedent sagde.

Ole og jeg deler et lille værelse bag stuen. To senge med klumpede madrasser, et lille vakkelvornt skab, en servante med et blomstret servantestel og en cirkusplakat med to primitivt tegnede kulørte charmerende stribede tigre, det er alt, men det er nok. Vi skal jo kun sove her.

I den forløbne uge har jeg ikke set meget vildt. Jeg har skudt en enkelt hjort og en halvstor orne. Ikke det vilde sus, når man tænker på forreklamen til denne tur. Men traileren lægger jo ofte op til mere spænding, end selve filmen kan opfylde. Bror, Ole, har intet skudt. Han har set både hjort og svin, men mener selv, at han på grund af sin begynderstatus har været for langsom i aftrækket, har fået en akut blanding af usikkerhed og bukkefeber. Noget, de fleste vist kender fra deres start på jagtstien.

Vi skal køre hjem i morgen tidlig. Skovridder, Swietosław, er på grund af det magre udbytte bekymret for både sit eget og revirets gode renommé og nok ikke mindst for trofæafgifternes forventelige ringe størrelse. Han stiller her til aften med det improviserede forslag, at vi i den månelyse nat skal på vildsvinejagt. Bror, Ole, Amadeusz og jeg skal vandre ud over kartoffelmarkerne. Swietosław skal holde vagt hjemme hos Amanda, så han, som han siger, er i nærheden, hvis vi får brug for assistance. Det der med Swietosław alene hjemme med Amanda er Amadeusz ikke så glad for, men hvad skal den stakkels mand gøre. Chefen har talt.

Så vi hanker op i vort udstyr. Ole har en Marlin bøjlespænder i kaliber .45-70. En kraftig kaliber for en begynder på jagstien, men den giver ham et moralsk rygstød. Han føler sig i hvert fald ikke underbevæbnet. Jeg har min gamle Remington Model 700 i kaliber .30-06, som jeg betragter som henholdsvis min all-round riffel og all-round kaliber. Amadeusz er ikke bevæbnet. Han er med som vejviser.

Amadeusz kysser Amanda pænt farvel. Ole og jeg er lidt misundelige. Vore kyssepartnere bor jo langt borte. Vi synes, Swietosław ser på ægteparret med et lumskt smil, men det er jo ikke vort problem.

Så går det ud over kartoffelmarken, nærmest i samme formation som en rekognosceringspatrulje i ingenmandsland. Ole i spidsen, Amadeusz som højre flanke, jeg som venstre.

Cirka hundrede meter foran os ude i marken, kun 20-30 meter fra skovkanten ser vi pludselig i månelyset en stor, mørk trekant. Et kraftigt vildsvin. Vi stivner alle tre og står fuldstændig bomstille, Ole har bukkefeber og hvisker, at jeg skal skyde. Jeg hvisker, at han skal skyde, og Amadeusz nærmest hvisler, at vi skal holde kæft og komme til skud. Det er ganske vist på polsk, men vi opfatter helt klart, hvad han mener.

Vi ligger alle tre på maven oven i kartoffeltoppene. Ole bakser med den tunge riffel. Han tager for en sikkerheds skyld et tyst ladegreb, selv om han godt ved, at der er en patron i kammeret og sigter så længe og omhyggeligt gennem Kähles-kikkerten, at både Amadeusz og jeg kommer med lavmælte ikke særlig pænt formulerede instrukser om at få afgivet det skud, inden svinet flytter sig.

Endelig går skuddet. Det er en kraftig kaliber og ekkoet runger over marken og gennem skoven. Amadeusz og jeg kan i vore kikkerter se svinet flygte ind i skoven i vild flugt. Vi kan ligefrem høre dens paniske galop. Ole mener, han har skudt forbi og bander sig selv, svin og polakker ned i hede, hule helvede, men mest sig selv for forbiskuddet.  Amadeusz beroliger ham. Han siger, at han hørte skuddet gå ind. Nu skal vi blot finde svinet i inde i den mørke skov. Det er jo ikke noget behageligt og sikkert job her midt om natten.

Jeg tilbyder at gå i front i eftersøgningen, men vil gerne lige hente min drilling for dog for en sikkerheds skyld at have tre hurtige skud mellem svinet og os. Jeg haster hjem over kartoffelmarken, styrter gennem stuen, hvor Swietosław ligger på sofaen og er i fuld gang med at skrive og tegne skitser af næste dags jagtplaner på Amandas smukke, nøgne mave. Jeg undskylder forstyrrelsen.  Finder drilling- riffel- og Brenekke-ammunition frem, husker på trods af hastværket endnu en gang at kontrollere, at min riffel er afladt, inden jeg stiller den fra mig i skabet, finder den kraftige lommelygte og farer tilbage gennem stuen, undskylder endnu en gang forstyrrelsen. Parret reagerer slet ikke. De har alt for travlt med jagtplanerne, og jeg haster igen ud over kartoffelmarken til Ole og Amadeusz.

Der er kraftig schweiss på skudstedet, der er godt gennemrodet af svinet i dets fouragering efter de lækre kartofler. I lommelygtens skær kan vi tydeligt se den brede sti tværs over kartoffelrækkerne, som vildsvinet har trampet i sin vilde flugt op mod skovkanten efter at være blevet ramt. Blodet, der i lommelygtens skær glimter i det lave græs mellem fyrretræerne i skoven, giver os også et tydeligt spor at følge.

Vi er opmærksomme på risikoen for et angreb, fordi svinet muligvis blot er såret, og igen indtager vi automatisk en form for patruljeformation. 50 – 60 meter inde i skoven blandt de lave fyrretræer finder vi imidlertid ornen forendt. Først da går det op for os, hvor kolossalt et dyr Ole har skudt.

Uden at tænke os rigtigt om begynder vi at hale i ornen. Vi kan imidlertid ikke rokke den ud af stedet. Jeg spørger Amadeusz, om der er en traktor i byen med et spil, der kan trække ornen ud. Han mener bestemt, at det kan Swietosław sagtens organisere og tilbyder at løbe hjem og tale med sin chef om sagen. Jeg ser dog nødigt, at han spilder parrets tid. De har nok at se til. Jeg løber derfor selv endnu en gang tilbage til huset, hvor parret har afsluttet planlægningen og lige så fredeligt sidder og drikker kaffe med avec i form af et glas vodka.

For at gøre et langt og kedeligt afsnit kort, så lover Swietosław at sørge for, at ornen kommer hjem til Amadeusz inden klokken seks morgen. Så kan vi nå at opmåle tænder og afregne, inden vi skal køre ved syvtiden. Hvordan han vil fixe mandskab og traktor, er hans problem. Men han skal nok klare sagen. Det gælder jo hans egen og revirets indkomst.

Ole og jeg får lige et par timer på øjet, inden vi bliver vækket klokken seks. Swietosław og en skovløber er i fuld gang med vægt, målebånd, knive og flåning. Swietosław vender sig om. Han ser alvorligt på os og siger, at den bliver dyr, denne her, og hvem skal betale? Ole peger på mig, det er jo trods alt en fødselsdagsgave fra mig til ham, og Swietosław spørger, om jeg har en bil derhjemme. Jeg peger på min bil, der står parkeret lige ved siden af os. Han siger, at den bliver jeg nødt til at sælge, så jeg kan betale trofæafgiften for den meget store orne.

Så galt går det dog ikke. Efter beregning og betaling af trofæafgifter og drikkepenge, og en tårevædet afsked med de flinke polakker kommer vi af sted kun et kvarter forsinket. Vi når færgen i rette tid, kommer smertefrit gennem både den udgående polske, den svenske og danske indgående told og er endelig hjemme, lykkelige over det gode resultat af jagten.

Hjemme må jeg tage et lån i huset og trække på min pensionsopsparing, så jeg kan dække underskuddet på kassekreditten. Jeg får også Ole til at love at bespise min kone og mig og vore syv børn tre gange om ugen i de kommende 12 måneder.

Det garvede skind med de fire uhåndterlige klove bliver faktisk en legende i Oles familie. Da kone og børn bliver trætte af at snuble over hovene, ruller Oles kone det uden varsel en dag sammen og lægger det ind under dobbeltsengen. Der ligger det den dag i dag. Når nogen af os, der kender forhistorien, spørger til det, hvad vi ofte gør – i hvert fald de tre gange om ugen, vi spiser der – for at holde børnene lykkelige og historien i live, kommer svaret højlydt og prompte fra mindst et af børnene: ”Svinet ligger oppe under sengen!”.

 Anvendte våben:

Bemærk:

De angivne værdier for meter i sekundet og Joules er gennemsnitsberegninger. De nøjagtige tal er blandt andet afhængige af projektil- og krudtvægt samt af våbnets løbslængde og af en nøjagtig måling i en kronograf.

.45-70-patronen kan i de moderne bøjlespændere lades kraftigere, men konsultér altid lademanualerne og våbnets modelnavn og gå forsigtigt og trinvist frem.

7,92x57mmR er den tidligere tyske militærpatron til jagtbrug i knæklåsvåben. Patronen lades noget svagere end militærpatronerne.

Brenneke, Slugs, i Danmark normalt uanset fabrikationsnavnet kaldt Brenneke er ikke tilladt i Danmark.

Læs også: Freddy Wulff – Vilde eventyr