Der er stille i den store sal. Rampelyset fra de store projektører oplyser manden i mørket, og akustikken og det enorme scenegulv giver efter for samtalens resonans. En dyb mandestemme markerer sin position på gulvet, imens kropsposituren langsomt, men bevidst, vendes mod de ukendte ansigter i mørket. En alternativ men koncentreret jagt er netop gået ind – en jagt på publikums intense og uafbrudte opmærksomhed. Hovedpersonen på scenen, skuespilleren Casper Crump, er Jæger med hjerte.
Skuespilhuset løfter sig imponerende op over kajkanten, lige imellem indsejlingen til det mondæne Nyhavn og den smukke historiske bydel Frederiksstaden, skuende over mod den admirable Opera på den anden side af havneindløbet. Der er dog ikke meget glamour og stjernestøv over den moderne glasbygning på denne grå og regnfulde vinterdag i det gamle København, andet end den smukke belysning inde i foyeren, som på denne mørke eftermiddag lyser op som tusind fjerne stjerner.
Den tunge, mørke og næsten fire meter høje dør åbner sig, og endnu en stjerne træder til.
”Har du læst Ugens Rapport?” griner den sprælske og smilende skuespiller, Casper Crump, da han kommer frem i teaterets smalle korridor af mørke, smalle Kolumba teglsten. Casper er midt i prøverne til Det Kongelige Teaters forestilling ”Ugens Rapport” på Skuespilhuset, som har premiere i slutningen af april.
”Ugens Rapport! Ja, tænk engang,” siger Casper. ”Det var sgu en helt anden tid og en lidt anden slags jagt, der fandt sted dengang,” griner den imødekommende skuespiller, som i øjeblikket har travlt med at indøve de skrupelløse replikker og sætte sig mentalt ind i den løsslupne, lumre og joviale omgangstone, som herskede på det sagnomspundne blad i 70’erne.
Der kan egentlig ikke være tale om større kontraster, når man kender mennesket bag skuespilleren, og Caspers trang til ro og fordybelse, når han er privat med familien, sine gode venner eller alene i sin camper. Det til trods, så er det imponerende at se den danske skuespiller i internationale stjernespækkede film og Tv-serier som for eksempel hovedskurken i ’Legends of Tomorrow’, Kaptajn Kerchover i ’The Legends of Tarzan’ eller som den empatiske pedel i kortfilmen ’Helium’ fra 2014, som modtog en Oscar for bedste kortfilm.
Parallel forberedelse
Man skulle tro, at jagt og scenekunst ikke havde meget til fælles, men der er faktisk slet ikke så langt fra den efterspurgte scenekant til den populære og stigende buejagt, som er Casper Crumps foretrukne jagtform.
”Der er rigtig mange paralleller og fællestræk,” fortæller Casper, da vi har sat os ved bordet i den mennesketomme foyer.
”Når du står på scenen, så er det der, du er nu og i de næste to timer. Du er velforberedt, du ved, hvad du skal sige, hvad du skal have på, og hvordan du skal agere. Det ville jo slet ikke gå, såfremt du pludselig havde lyst til at gøre noget helt andet, tale i telefon, tænke på, hvad du skal huske at købe i Bilka eller pludselig tage en sjov hat på, for det ville mærkes hos dit publikum lige med det samme og forringe oplevelsen prompte. Det er jo præcis det samme med jagt. Man sidder i sit træ, der hvor man har planlagt at sidde efter måneders intense forberedelser. Det er dér, du er nu. Du er låst i det forløb, og du skal være skarp og mentalt til stede 100 %,” forklarer Casper og fortsætter hurtigt. ”Du kan jo ikke forudsige en jagt eller en forestilling, men du kan gøre dine kår væsentlig bedre. Jo mere du har forberedt dig, jo større er chancerne for et godt udfald. Du kan ikke lige sige din replik om igen. Du har én chance, og det er præcis det samme som på jagt. Der er kontant afregning, og du bliver i ét med dit publikum – og i ét med dyret på samme måde.”
Forbudte våben
Koncentrationen om at være i nuet, og det planlagte aftræk er ikke fremmed for Casper Crump, som dog ikke er vokset op med jagt eller forfædre/-mødre, som trak ham ud i naturen ved enhver lejlighed.
”Jeg er på ingen måde præget af en årelang tradition for jagt i familien. Min mor havde faktisk en aversion over for våben. Som dreng måtte jeg ikke lege indianer, krig eller cowboy med vildt seje våben og høje skydelyde. Det eneste våben, jeg fik lov at lege med, var, hvis jeg selv kunne lave det. Så jeg var kreativ og fik hurtigt lavet en bue og pil af bambus. Det var jo helt klassisk og næsten efter første side i jagtens historiebog,” siger Casper og mindes tilbage til en barndom nord for København med masser af gode legekammerater tæt på.
”Ja, det udviklede sig så ret hurtigt derfra – og uden min mors viden,” bekender han og fortsætter fortællingen om sit tidlige kendskab til hjemmelavede våben.
”Min ven, Henrik, og jeg var virkelig nørdede omkring vores hjemmelavede buer. Det var vildt fedt.”
Så et klassisk eventyr fik allerede der skrevet sin morale ind hos den spirende kunstner.
”Ja, det er jo tit sådan, det går,” smiler Casper bredt. ”Når der er noget, man ikke må, så tiltrækkes man af det! Det triggede simpelthen noget i mig.”
Trods et forbud blev den tidligere uskyldige haveleg hurtigt mere avanceret, og tanken om at kunne nedlægge sit eget bytte var som et manuskript skrevet til den unge dreng.
Herfra skød Casper sig ind i den lokale bueskytteklub og udviklede her, samt igennem sin fascination, en stor viden om bueskydning. Hurtigt gik den unge bueskytte fra hjemmelavet bambus-bue, til sin første langbue, videre til recurve-buer og endte op med at tage jagttegn, så han kunne komme afsted på buejagt med en professionel compoundbue.
Jagtforberedelser: En kunstart
Selve jagten eller interessen for hagl- og riffelvåben var ikke synderlig markant hos den dedikerede bueskytte. Det var først da Casper med sin ven Michael fik taget jagttegn, at interessen for selve jagten kom til at spille en væsentlig rolle.
”Det er egentligt skammeligt så lidt, man ved om naturen og det at gå på jagt, når man som jeg ikke er født ind i det. Hvor lidt man ved om alle de enormt mange forberedelser, der kræves for at kunne begå sig i naturen på dyrenes præmisser. Alt det med at pleje og passe dyr, tilse revirer, plante til, lave biotopplaner, tilse vildtagre, regulering, udsætninger, love, regler, vedligeholdelse af skydetårne og almen dyrevelfærd. Det var virkelig en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Hvor mange gode ting jægere gør for naturen. Det var helt vildt spændende,” siger Casper helt duperet og tænker altid over de mange jagtforberedelser, hvor end han kommer rundt i landet.
”Før så jeg absolut ingenting. Jeg blæste bare forbi i min bil. En skov var en skov og en mark ja! Men nu ser jeg jo ALT og læser naturen på en helt anden måde. Jeg ser jo revirer, smukke tilplantninger, skydetårne, harer, råvildt – jamen det er jo en oplevelse hver gang, jeg kører rundt i landet med min camper eller bare et smut op til vores sommerhus,” slutter den begejstrede jæger.
Målet for Casper Crump var ene og alene buetegnet, men at hagl- og riffelprøven også lige skulle bestås, så han kun som en udfordring.
”Jeg havde vitterligt ikke sat mig godt nok ind i tingene. Det kom helt bag på mig, at man skulle have sit eget våben med til skydeprøverne. Igen skal man altså gøre sit forarbejde, men det gik skam alligevel. Siden har jeg så fået anskaffet mig en riffel, men det er helt klart buejagten, som gør det for mig. Der er en vis buementalitet, som jeg befinder mig godt ved. Du skal have det hele tæt på, og der er så mange ukendte faktorer, som kan påvirke dit skud med buen. Dyret kan høre strengen, aftrækket, pilens susen, og selv små siv eller en lille bitte kvist kan påvirke pilens flyvebane drastisk. Dit skud skal være ordentligt og præcist. Hver gang.”
Duften af buk
En af Caspers bedste jagtoplevelser var netop også med jagtbue på Sydsjælland hos sin gode ven, Henrik, som også er en erfaren og dygtig buejæger.
”Der sad jeg så en varm sommerdag helt alene i en stige i et træ i fire timer og bare nød ensomheden og den mentale, tiltrængte ro. Pludselig var det som om, at hele naturens lydbillede ændrede sig på et splitsekund. Jeg kunne mærke, at der var en tilstedeværelse af noget andet end mig. Noget ukendt og noget, der brød naturens stilhed. Blodet brusede i mig, og hårene i nakken rejste sig. Er det nu? tænkte jeg. Så ser jeg en fin gaffelbuk stå 3 meter fra mig og esse. Jeg sad 2,5 meter lige over den og håbede på, at den ville trække lidt ud, så jeg kunne trække buen på det rette tidspunkt. Fuldt træk er hårdt at stå med, og man kan ikke slippe trækket ubemærket, så vil dyret opdage det. Desværre trækker jeg buen for tidligt, da bukken langsomt bevæger sig ud på 8-10 meter, hvor en lille tynd grangren kommer i vejen for pilens flyvebane. Bare en halv meter til, så ville jeg slippe, men jeg kan ikke holde buen længere, og det sitrer i hele min krop. Jeg fører strengen tilbage med pilen og får ikke skudt, men det var bare den vildeste magiske oplevelse.
Tænk, jeg kunne lugte bukken, høre den trække vejret og se dens ar og bid. Efterfølgende fik jeg en slags bukkefeber, men jeg var overrasket over, hvor fattet og skydeklar jeg var i skudøjeblikket. Det kom faktisk bag på mig. Det er netop de oplevelser, som for mig kan være antiklimatiske. Men når du så kommer hjem, så har du stadig oplevelsen under huden længe efter. Det var der noget vidunderligt over.”
Fra hæmsko til dokumentar
Casper Crumps mange intense oplevelser og mentale tilgang til buejagten synes desværre at have en negativ påvirkning på hans lyst til at tage på hagl- eller riffeljagt. Buejagtens intensitet og instinktive jagtform synes han, har hæmmet ham i en del jagtlige situationer blandt andet med sin riffel.
”Jeg kan mærke, at jeg med riflen ofte er for tøvende i mit skud. Jeg har fået rigtig meget for og har haft mange vildt gode chancer, men jeg skyder ikke. Det er som om, at jeg har tilvænnet mig bueprocessen og en skudafstand på 10-20 meter, og derfor ikke stoler på riflens længere og sikre rækkevidde. Vildtet skal være inden for en vis radius, inden min hjerne vil acceptere og agere på skudafgivelse.
Det er virkelig frustrerende, og jeg skal se at komme ud af min skal og få noget mere erfaring med riflen,” konstaterer Casper frustreret, men fortæller begejstret videre om sin fascination af buejagten, som er mundet ud i et filmprojekt. En dokumentar om buejagt med arbejdstitlen ”Første blod – En eftertænksom film om buejagt”, som er planlagt til at blive færdiggjort til maj. Men det kan man aldrig vide, når det har med jagt at gøre. For det er planen, at de mange forberedelser gerne skulle give noget for pilen til bukkejagten i maj. Men det er en afslutning, som ikke kan skrives, og som al anden jagt, noget som ikke kan planlægges på forhånd.
En vild nervøs nat
En afsluttende historie om riffeljagt kan Casper alligevel godt komme i tanke om, inden det er tid til at komme tilbage til det lumre øvelokale bag scenen.
”Jeg elsker at være alene på jagt, men på grund af min tillagte dårlige vane med at tøve med riflen er det rart at have en dygtig jæger og god jagtkammerat ved sin side. Sådan en, som kan støtte, når det gælder, og som i øvrigt har alt det rigtige udstyr til låns. En slags wing-man,” fortæller Casper og smilende begynder sin fortælling om sin gode jagtven, Per, og en vild nat i Sverige – på jagt efter vildsvin.
”Vi gik på en vinterpløjet mark langs de dybe, frosne og hårde pløjespor. I Pers termiske spotter ser vi fremme på 180 meter noget stort, som lyser op i kikkerten. Jeg er sikker på, at Per tager pis på mig, og at det bare er en stor sten, som lyser op på marken som lygtefisk i vandet. Vi nærmer os en afstand på 140 meter og stenen bevæger sig pludselig.
En stor keiler bliver synlig, og Per rækker mig langsomt riflen og siger:” Du skyder!” Jeg parerer ordre, tager imod riflen og skyder. Grisen lægger sig, men rejser sig kort efter og møver sig over mod et tæt buskads. Jeg var rædselsslagen, og så pludselig flere forsidehistorier for mig: ’Lille Casper jaget vildt’ og ’Spiddet af kæmpe gris i Sverige. Jeg skyder igen, men hardcore-grisen lægger sig ikke. ”Igen!” siger Per, men til min skræk opdager jeg, at vi ikke har flere bønner. Per fortæller mig, at jeg skal holde sigtet på grisen, så vil han løbe tilbage til bilen efter mere ammunition.
Casper fortæller indlevende videre, mens han entusiastisk rejser sig og næsten fremfører hele den spændende jagtscene på foyerens stengulv.
”Jeg siger dig, det var de længste fire minutter i mit liv. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Hvad hvis grisen vendte, kom galoperende mod mig og flåede mig op som en lynlås?”
Skrækscenarierne fra de seneste års jagtberetninger om vildsvinejagt i Italien med dødelig udgang står mere end stjerneklart for Casper, og alene i mørket panikker han fuldstændig over tanken om den arrige gris, imens han fremstammer højlydte danske eder og forbandelser over Pers manglende tilstedeværelse under det højspændte drama.
”Fuldstændig nonchalant og afslappet kommer Per så retur og siger:”Hvem taler du med?” ”Jeg taler med dig, din store sløve gris! Få fart på NU!” griner Casper, da han til sidst fortæller, at de to kammerater tidligt næste morgen fandt Caspers gris (altså keileren) 12 meter længere fremme. Den var faldet om og ned på bredden af en lille å, som lå skjult i mørket for de to jagtkammerater.
En lykkelig afslutning på et lidt for spændende dansk drama udspillet på en svensk pløjemark.
Gris i camperen
Den svenske gris viste sig slet ikke at være lige så vild som Caspers fantasi. Grisen kom glad med hjem, og Casper mindes ofte de opdigtede dramatiske minutter med glæde, når hele familien hygger sig med at lave mad af fars gris.
”Det er så fedt at se mine børn spise vildt. De har en helt naturlig forståelse for det at tage ud for at jage, og at man laver mad med det, man skyder. De har slet ikke en bambi-lignende opfattelse af at tilberede eller spise vildt eller et Disney-ficeret forhold til det at gå på jagt. Jeg synes, at det er vigtigt at vise børn, hvor maden kommer fra, og at man ikke bare henter kød i bakker fra supermarkedets køledisk. De er også helt vilde, når vi tager afsted i vores Hero Camper med indbygget køkken bagi og laver vildsvineragout over bål. Det er ren lykke og kvalitetstid på vildt højt plan,” slutter en tilfreds og nu sulten Casper Crump.
Prøverne på den kommende forestilling om det vilde dødsruteportræt af ”Ugens Rapport” skal til at starte igen. Casper skal lige nå at smøre halsen med lidt frokost forinden, og han forsvinder bag den store skjulte dør med lovning på at blinke lummert tilbage fra scenekanten i april.
Så for den succesfulde skuespiller Casper Crump er jagt alt andet end store sociale godsjagter med tweed og parbøsser. Det er en beundring over det store arbejde og alle de forberedelser, der skal til for at kunne gå på jagt på naturens præmisser. At skulle koncentrere sig om kun én eneste ting ad gangen, som at sidde stille i et træ med sin jagtbue, og komme så tæt på vildtet, at det kan lugtes, høres og mærkes – inden det kan ses. En magisk oplevelse, som han automatisk søger og værdsætter højt, og som han selv forsøger at give tilbage til sit publikum – om det så er fra scenen og ud i salen eller fra træet til de stille, usynlige dyr derude. Man kender ikke altid sit publikum – ej heller i naturen.
Deklaration
Vores jagt- og madskribent, Julie Hey, har skabt artikelserien ”JÆGER MED HJERTE” for at blive klogere på, hvad jagt betyder for forskellige jægere. En farverig palet af jagtinteresserede mennesker, som alle har forskellige oplevelser og historier om jagt med i patrontasken. Selv er Julie Hey ’Jæger med Hjerte’ og optaget af samværet blandt mennesker med gode jagthistorier – gerne over et vildt godt måltid.
FAKTA BOKS
Navn: Casper Frederik Dyhr Crump ( 44 år)
Bopæl: Humlebæk
Profession: Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Se mere på www.caspercrump.com
eller @cascrump
