Steffen Gregersen Prehn

Steffen Gregersen Prehn
Født i 1982
Biolog
Jagttegn i 2010, buetegn i 2014
Går primært på jagt ved Asnæs og i Afrika

Min interesse for jagt kommer fra en grundlæggende følelse af at være fremmed i naturen. Jeg havde brug for at være en del af det system, som jeg indgår i, og ikke lade andre bestemme, hvordan dyrene har haft det, inden de bliver serveret. Vi er som mennesker kommet langt væk fra vores naturlige tilstand, og vi lukker øjnene for, hvordan dyrene bliver behandlet. Det havde jeg ikke lyst til.

Som biolog færdes jeg sommetider i miljøer, hvor folk er kritiske over for jagt. Her plejer jeg at sige, at jagt handler om, hvordan dyret har levet, og ikke om, hvordan det dør. Selv folk, der er absolutte modstandere af at slå dyr ihjel, plejer at kunne se idéen i at sætte kvaliteten af dyrets liv i højsædet, inden man dræber det. Og at jagt trods alt er mere humant end kødindustrien.

Jagt er med til at give mig en bedre forståelse af, hvad det vil sige at være menneske. Vi observerer dyrene, planter føde til dem, optimerer deres habitat, og når jagten er succesrig, så takker vi dem, spiser dem, laver redskaber og trofæer af dem og deler vores historier med hinanden. Det har mennesket gjort i tusinder af år, så hvordan vi som folkefærd mistede interessen for jagt og natur, er et interessant spørgsmål.

Steffen Gregersen Prehn – For mig er det ikke drabsøjeblikket, der er det centrale. Det er hele det liv, der leder op til det. Hvis drivkraften bag jagten var at få mad på bordet, ville man vælge den mest effektive måde og ikke snige sig rundt med en bue i timevis i håb om at finde et bestemt dyr. Det er nok svært at forstå, hvis man ikke selv er jæger, og vi er nok heller ikke så gode til at sætte andre ind i det.

Som jægere er vi er alle ambassadører for jagten. Vi har alle sammen flere oplevelser i naturen, hvor vi ikke skyder noget, end vi har trofæbilleder på væggen derhjemme. Det er stor del af historien, som vi bør fortælle omverdenen.

En oplevelse, der står stærkt i min hukommelse, var første gang, jeg tog min far med på jagt. En tidlig morgen i Sydafrika, hvor vi var oppe før solen, sneg vi os ud i bushen og satte os op i et stort træ. Efter lidt tid kom en skaberak-sjakal (black backed jackal) forbi og snusede rundt lige foran os. Vi sad bare og nød synet af sjakalen, og det faldt os slet ikke ind at skyde den.

Som buejæger har jeg et behov for at presse mine evner, så noget af det værste, jeg ved, er at sidde i et skydetårn og vente. Jeg vil hellere snige mig ind på dyrene, opleve dem tæt på og gøre mig nogle erfaringer. Man når til et tidspunkt, hvor man glemmer alt andet. Man går så stille, at man ikke kan høre sig selv, og når man spotter dyrene, før de opdager én, er det spændende at være på jagt.

Læs også

Miniportræt: Kim Madsen

Jægerne: Troels Bronée Tinggaard