Foto: Johannes Krarup
I kulturdebatten har der i de sidste par år været en række meningsudvekslinger
om nye film og TV-serier. De fremstår som historiske, men deres indhold rummer så meget fiktion og bevidst udeladelse af historiske fakta, at de forårsager en mytologisk forståelse af historien. Den danske TV-serie 1864 er nok den, som har været størst genstand for en sådan diskussion. Men blandt jægere findes der også myter.
Der findes mange forskellige synonymer for myter. Vi kender udtryk som kællingehistorier, vandrehistorier og ammestuesnak. Jeg tror ikke, at disse historier skyldes bevidst fordrejning af sandheden. Myterne er ofte noget, folk helt og aldeles er overbeviste om korrektheden af.
Mark Twain anføres ofte som ophavsmand til følgende citat: ”Det er ikke det, du ikke ved, som giver dig problemer. De kommer af det, du helt sikkert ved, men som bare ikke er korrekt.”
Kraftigere?
En af de myter, som kun ganske få jægere tror på, men som lever blandt mange danskere, stammer fra action-filmene. De uindviede tror fejlagtigt, at en pumpgun er kraftigere end andre haglbøsser.
Denne myte hører helt klart til en af de mest banale, som de fleste jægere vil kunne aflive. Myten er ikke grebet ud af den blå luft. Mange har set en action-film, hvor en dør bliver skudt op. Den spektakulære scene giver nemt de uindviede seere den tanke, at disse våben er særlig kraftige. Scenen i filmen er formodentlig meget reel, for en haglbøsse har en meget spektakulær effekt, når den affyres på klos hold. Hvem har ikke set en vandmelon forsvinde i en dampsky, fordi en haglbøsse blev affyret 5 cm. fra melonen? Myten bliver yderligere næret af skurken i filmen, som bliver skudt på klos hold med en pumpgun og herved flyver 3-4 meter baglæns.
Det eneste, der kan gøre en haglbøsse kraftigere end andre, er bøssens kaliber og den patron, som man kommer i den. Ganske vist kan længere haglbøssepiber i dag give en anelse højere udgangshastighed, fordi vi til stålhagl bruger krudttyper, som er lidt mere langsomtbrændende og progressivt forbrændende end tilsvarende krudt til blypatroner. Hastighedsforøgelsen er dog stadig ikke noget kvantespring.
Et spadestik dybere
Der kan dog være forståelige grunde til, at nogen tror, at en haglbøsse er kraftigere end andre. Det kan være en oplevelse med en haglbøsse, hvor skæftet er meget krumt og derfor afleverer et hestespark på kindbenet, når haglbøssen affyres. En anden grund kan være, at en haglbøsse har en trangboring, som er strammere end en hønes rumpe. Når man så træffer et stykke vildt, så er det en træffer med et massivt antal hagl. Det kan se dramatisk ud, når en fugl rammes på kort hold, og fjerene støver fra fuglen.
Der er haglbøsser, som er lavet specifikt til at håndtere tungere ladninger, og de er bevidst blevet gjort mere massive og tunge end standardbøsser. En sådan bøsse opleves ikke nær så hårdt ladet som en let bøsse med krumt skæfte. En let bøsse behøver end ikke at have en særlig hård ladning for at opleves ubarmhjertig. Men ildkraften fra de to bøsser er dog stadig den samme.
Små og store hagl
Det blev måske sagt hyppigere før i tiden, men jeg har hørt ældre jægere hævde, at når man skal skyde gæs, så skal man bruge små hagl, for de penetrerer bedre end store hagl. Det er direkte forkert og forholder sig fuldstændig omvendt. Uanset materiale vil et større hagl have en bedre evne til at holde på hastighed og energi end et lille hagl af samme materiale. Store hagl har større masse, større inerti og forholdsvis mindre overflade, hvorfor de penetrerer bedre end små hagl.
Nu er der jægere, som går bevidst efter at træffe hals og hoved på en gås. Det er en anden sag. Her behøver de ikke den store penetrationskraft. Her har de først og fremmest brug for hagldækning. Men denne praksis er kun forbeholdt de dygtigste skytter. For den almindelige eller dårlige skytte vil den i mange tilfælde resultere i anskydninger.
Til det mest skudstærke vildt er der kun to ting at gøre. Det er at gå op i haglstørrelse og i et vist omfang hastighed. Forøgelsen af haglstørrelse giver den mest markant positive forøgelse af gennemtrængningen og dermed dræbeevnen.
Fjer, dun og fedt?
Der er også nogle jægere, som vælger at gå over til større hagl sidst på jagtsæsonen. De begrunder det med, at fjer-, dun- og fedtlag er blevet tykkere, eller med at fuglene letter længere ude. I den sammenhæng er der blot at sige, at fjer, dun og fedt ikke gør nogen større udfordring i forhold til den penetration, haglene skal præstere.
Det kan også være en fristelse for nogle at gå op i haglladning sidst på sæson. De vælger måske at gå fra 28 til 35 gram haglladning. Heller ikke det behøver at være en god løsning. For når man øger haglladningens vægt, så giver man oftest køb på haglenes hastighed. Dermed får man måske en anelse bedre dækning, men det enkelte hagl får en lavere anslagsenergi og har lidt mindre penetration.
Mit råd er at finde en patron, man godt kan li’ at skyde med og bruge den samme patron hele jagtåret rundt. Det er ikke nødvendigt at kompensere i løbet af sæsonen. Den patron, som dræber godt i september, dræber akkurat lige så godt i januar.
Retning af skuddet?
Sammen med myten om de små hagl har jeg også hørt, at man skal sørge for at skyde de skudstærke gæs bagfra. Teorien bag denne myte er, at haglene nemmere kommer under fjerene. Selvom det lyder plausibelt, så er det også bare en myte. Haglene ”løfter” ikke fjerene. Hvis man skyder en gås bagfra, vælger man den længste vej til de vitale dele, og haglene skal tillige gennemskyde en grusfyldt kråse. Et skud skråt forfra er langt bedre. Her har man den korteste vej ind til de vitale dele. Fra vingens rod til halsen er det område på en fugl, hvor der er kortest vej til lunger og hjerte. Det er samme grundlæggende tanke, der ligger bag, når vi foretrækker at skyde råvildt i sideskud.
Kaliber og trangboring
Flere gange har jeg på skydebaner overværet en samtale, hvor en jæger overvejer at gå over fra kal. 12 til kal. 20. Efter konstateringen af, at træningspatronerne er dyrere i kal. 20, har jeg hørt den hårdnakkede påstand, at en kal. 20 spreder mindre end en kal. 12. En kaliber 20 er derfor sværere at skyde med end en kal. 12. Det er ikke helt forkert. Erfaringsmæssigt skal man med stålhagl bruge en trangboring, som er ca. ¼ mere åben i en kaliber 20, sammenlignet med en kaliber 12.
En bøsse i kal. 20 kan i nogle tilfælde være sværere at skyde med, men det er ikke haglenes spredning, der er problemet. Det er som regel våbenets lave vægt, som bevirker, at man ikke har så jævnt et sving som med den tungere kaliber 12. En kal. 20 er som regel lettere, og her skal man være lidt mere bevidst om sit sving i bøssen. Færre hagl fra en mindre haglladning fra et mindre kaliber kan også gøre skydningen sværere. Men selve påstanden er forkert, at en kal. 20 spreder mindre end en kal. 12.
Definitionen på en trangboringsgrad er noget, man afgør på en skive. En trangboring bestemmes ud fra et bestemt procentuelt antal af haglladningen, som sætter sig indenfor på en ringskive (normalt Ø: 75 cm.) på en given afstand (normalt 35 meter).
Det er ikke haglløbets diameter, der afgør haglsværmens spredning. Det er derimod den indsnævring, der er i trangboringen, der afgør det. Hvis en producent har lavet en indsnævring, som samler mere end bøssen er opgivet til, så ligger fejlen ikke nødvendigvis hos producenten. Patronens ladning og haglskålens type har også betydelig indflydelse på skudbilledet.
Hvis man ser på oversigter hos choke-producenter, så vil man se, at indsnævringen i en kal. 20 er mindre end en kal. 12, når de begge f.eks. skal have en kvart trangboring. På de bøsser, som har ”backbore” (større diameter i en del løbet end standard), kan differencen blive endnu større.
Mange jægere tænker ikke over, at en af de mest revolutionerede ting inden for haglpatronens udvikling var, da man opfandt (plastik)haglskålen. Haglskålen kan være med til at skabe et mere trangt eller åbent skudbillede med samme boring. Hjemmeladere eksperimenterer en del med det, når de skærer slidser i en haglskål. Slidserne får haglskålen til at åbne sig, når den forlader piben. En åbent boret bøsse kan man faktisk få til at lave mere trange skudbilleder ved at bruge en haglskål, der fremmer et trangere skudbillede.
Flytbart aftræk
For tyve år siden gik jeg ind i en jagtforretning for at se på nogle haglbøsser. Her fandt jeg en bøsse, som var tiltalende, men desværre for kort til mig. Ekspedienten forklarede, at bøssens aftrækker var lavet, så den kunne flyttes frem, hvorved haglbøssen ville komme til at passe mig. Det var ikke sidste gang, jeg hørte den forklaring, men den er naturligvis helt forkert.
Skæftelængde har en afgørende betydning for, hvordan man bringer en haglbøsse i anslag. Og når man måler afstanden fra bagenden af skæftet til aftrækkeren, så er dette mål kun ét blandt flere forhold, som skal tages i betragtning. Det er en vejledende måde at måle på. Hvis man blot flytter aftrækkeren frem, ændrer man ikke på den vinkel mellem overarmen og underarmen, der bør ændres. Man ændrer heller ikke på den afstand, der bør være frem til basculen og sigteskinnens begyndelse. Det ændrer heller ikke på, hvor langt fremme på skæftet kinden ender med at blive placeret ved anslaget. Denne myte er måske en af de mest tarvelige, jeg har hørt om haglbøsser.
Skovbøsse?
I Danmark har bøsser med korte løb med inspiration fra E. J. Churchill tidligere været meget populære. Det er ofte bøsser med 25 tommer (63,5 cm.) løb. De har fået tilnavnet ”skovbøsse”. Myten i denne sammenhæng er, at man ikke kommer til at ramme grene eller andet i skoven med den kortere pibe, når man skal skyde.
Jeg kan kun huske én gang i min jagtkarriere, hvor jeg ikke kunne svinge min haglbøsse, fordi der var tynde små træer omkring mig. Jeg drev igennem med min hund og lettede en hare inde i en skovpart med mange tynde træer. I denne situation var en hvilken som haglbøsse helt ubrugelig.
Den virkelige fordel ved en såkaldt skovbøsse er dens kvikkere håndtering. En bøsse med kortere løb kan som regel bringes hurtigere i sving. Det giver et fortrin, hvis man ikke har særlig lang tid til at afgive et skud. Det kan være på et skovspor eller en anden lille åben passage mellem nogle træer.
Men en haglbøsse i kaliber 12 med 25 tommer piber er ikke nødvendigvis hurtigere at svinge end en kal. 20 med 30 tommer piber. Det afgøres af bøssens vægt og især dennes fordeling. En skovbøsse er først og fremmest en let haglbøsse, som hurtigt kan bringes i anslag og sving.
