Arkivfoto af Erik Mandre fra Shutterstock
Min gode vens nabo, Per, var ivrig jæger. Han havde hørt, at jeg var begyndt at gå på jagt, og at jeg lige havde erhvervet mit riffeltegn. Han var frisk og spurgte mig, om jeg ville med på jagt i Sverige.
Der var ikke noget, jeg hellere ville. Jeg havde forberedt mig godt og grundigt på riffelbanen. Liggende, siddende, stående med stok, fritstående og ikke mindst havde jeg trænet meget på den løbende hjort, så jeg var virkelig godt og grundigt velforberedt, troede jeg.
Jeg pakkede det varmeste tøj, jeg havde. Det sneede i Sverige. Vi kom frem efter 4-5 timers kørsel til den hyggeligste hytte ude i skoven. Vi lavede mad, hoppede tidligt i seng, så vi kunne komme tidligt op. Næste morgen kørte vi lidt rundt i terrænet, og Per viste mig rundt.
Det var mega-spændende og et vildt smukt landskab. Per forslog, at jeg sad i et tårn i et gærde, hvorfra jeg kunne kigge ud på en mark, hvor der cirka 100 overfor lå en skov. Her mente han, at der kunne være en chance for, at et rådyr ville dukke op i skovkanten.
Jeg sad i et par timer, småfrøs og kiggede ud på det hvide landskab. Der skete ikke meget, og jeg lignede efterhånden en snemand. Det var sgu lidt koldt, og jeg...
