Arkivfoto af Erik Mandre fra Shutterstock
Min gode vens nabo, Per, var ivrig jæger. Han havde hørt, at jeg var begyndt at gå på jagt, og at jeg lige havde erhvervet mit riffeltegn. Han var frisk og spurgte mig, om jeg ville med på jagt i Sverige.
Der var ikke noget, jeg hellere ville. Jeg havde forberedt mig godt og grundigt på riffelbanen. Liggende, siddende, stående med stok, fritstående og ikke mindst havde jeg trænet meget på den løbende hjort, så jeg var virkelig godt og grundigt velforberedt, troede jeg.
Jeg pakkede det varmeste tøj, jeg havde. Det sneede i Sverige. Vi kom frem efter 4-5 timers kørsel til den hyggeligste hytte ude i skoven. Vi lavede mad, hoppede tidligt i seng, så vi kunne komme tidligt op. Næste morgen kørte vi lidt rundt i terrænet, og Per viste mig rundt.
Det var mega-spændende og et vildt smukt landskab. Per forslog, at jeg sad i et tårn i et gærde, hvorfra jeg kunne kigge ud på en mark, hvor der cirka 100 overfor lå en skov. Her mente han, at der kunne være en chance for, at et rådyr ville dukke op i skovkanten.
Jeg sad i et par timer, småfrøs og kiggede ud på det hvide landskab. Der skete ikke meget, og jeg lignede efterhånden en snemand. Det var sgu lidt koldt, og jeg kedede mig ærlig talt også lidt.
Ud af ingenting stod der pludselig en rå 50 meter fra mig – mellem mig og skoven. Den må være dukket op af jorden, for jeg havde ikke set, hvorfra den kom.
Så skete der noget, jeg ikke havde kunnet forberede mig på, og som jeg stadigvæk lider lidt af ,når jeg får et dyr for: Jeg får det voldsom varmt, mine briller dugger, og jeg begynder så småt at hyperventilere. Jeg listede riflen op, lagde an og kunne lige så fint se råen.
Nu er jeg sådan en typisk bybo og havde indtil dette tidspunkt aldrig set et levende rådyr før. Det var en meget voldsom oplevelse.
Tanken om, at jeg skulle tage livet af den for min fornøjelses skyld, gjorde, at jeg ikke kunne skyde. Råen blev bare stående og essede. Der gik mange tanker gennem hovedet på mig, medens jeg kiggede på den gennem sigtekikkerten.
Jeg havde samtaler inden i mit hoved om, at hvis jeg nu talte til 10, så skulle den bare smutte, og så ville jeg ikke skyde den. Det gjorde jeg et par gange, men den essede bare videre.
Den tanke slog mig også, at det ville jo være pinligt, hvis Per kunne se mig, og jeg ikke skød dyret, nu hvor den bare stod der med siden til, lige som den gør i bogen.
Efter mange overvejelser og tanker afsikrede jeg, lagde pegefingeren på aftrækkeren og klemte stille og roligt, medens jeg tydeligt kunne se råen og korset på bladet igennem mine halvduggede briller.
Jeg hørte ikke skuddet gå af, men jeg så råen lave et krumspring og en koldbøtte, og så tog den ellers benene på nakken og smuttede ind i skoven. Jeg tænkte shiiiiit, jeg må have såret den og blev mega-trist til mode.
Jeg havde hørt, man skulle blive siddende nogen tid, inden man gik hen til skudstedet. Pludselig stod Per under stigen og spurgte, hvad der var sket. Han forklarede, at det var et dødeligt skud, men råen var bare ikke klar over det endnu. Vi skulle bare følge tydelig schweiss i sneen.
Da vi kom til skoven, lå den lige så fint under et træ og var stendød.
Pyha, det var en forløsning, der ville noget. Medens den sidste rysten lagde sig, bredte der sig en fantastisk følelse i kroppen.
