Foto: Mark Longhi Andreasen samt AP Hannibal, Porojnicu Stelian/Shutterstock
Vi var to jægere, Lasse og mig selv, én låneriffel, vores professionelle jæger Arpad, to lokale hjælpere og en tredje jæger, som tillige var fotograf. Vi skulle på én og samme tid være lydløse og usynlige, samtidig med, at Arpad pludseligt blev utrolig ivrig, da en gammel gemsebuk pludseligt kom til syne. Han ville gøre alt for at Lasse fik chancen for at skyde til den.
Jeg gik specifikt efter et hundyr og Lasse efter et handyr. Dette var nok den eneste praktiske detalje, vi var helt afklaret med, før denne skudsituation opstod. Resten føltes som et skoleeksempel på, hvor kluntet et optrin kan blive, når fem mennesker i den bedste mening og på tre forskellige sprog prøver at hjælpe jægeren til det den bedst mulige skudchance.
Tumulten endte med, at ingen af os fik udnyttet denne første chance på jagtdag nummer to af vores tre-dags tur. Vi sad nu tilbage med en noget flad og kedelig fornemmelse i kroppen.
Jeg prøvede at genspille min egen skudsituation på indersiden af mine øjenlåg. Jeg havde tilbragt tilpas mange timer på skydebanen, til at jeg havde det komfortabelt med at tage et skud på 230 meter. Jeg er også vant til at skyde med låneriffel på udenlandsjagter, og indskydningen på 150 meter dagen før var gået helt fint.
Havde jeg ikke kompenseret nok for den ekstra afstand, og at vi skød i en nedadrettet vinkel? Havde jeg været for lang tid om at tage skuddet på det noget kuperede underlag, som det jo er på bjergjagt? Havde jeg brugt for megen energi på at lytte til Arpads hurtigtalende instruktioner og for lidt på at koncentrere mig om rolig vejrtrækning? Undskyldningerne stod i kø.
Vi tog den medbragte frokost frem, talte situationen igennem og forsøgte samtidig at nyde det smukke oktobervejr og de fantastisk smukke rumænske Karpaterbjerge.
I hyrdernes fodspor
To måneder forinden havde jeg fået muligheden for at tage med på denne bjergjagt efter gemse. Vi var fem jægere, som ikke havde rejst sammen før, og vi havde alle meget forskellige jagtoplevelser i bagagen. Samtidig var vi alle klar til at tage den fysiske udfordring, det var at komme på skudhold af Karpatergemsen i op til 2300 meters højde i de Rumænske bjerge.
Vi var usandsynligt heldige med vejret. Blå himmel og lune efterårstemperaturer på trods af, at det var midt i oktober måned. På samme tid året før, var outfitteren blevet nødt til at aflyse jagten på grund af to meter sne! Dette fantastiske vejr gjorde, at vi fik muligheden for at overnatte i en helt simpel hytte i bjergene, der om sommeren blev brugt af de lokale hyrder. Hyttens vægge og tag var et lag planker, køkkenet var et bål på det jordstampede gulv, toilettet var bag en busk, som man selv kunne vælge, og efter kort tid duftede vi alle sammen af bål og hyrdehytte.
Men pyt, vi var her jo ikke for at slappe af i hytten, men for at gå på jagt. Stemningen i gruppen var i top, og så havde vi også på forhånd fået ekspertråd til pakkelisten af medrejsende jæger Claus Ballisager, som er indehaver af jagtbutikken B-Wild i København.
Karpaternes gamle dame
Frokostpausen gav den nødvendige energi, som det krævede både fysisk og mentalt at komme videre ud på jagt efter vores spildte chance. Dyrene var allerede begyndt at få deres tykkere og mørkere vinterpels, så da vejret var lunt, håbede vi at finde nogle dyr i skyggen på den anden side af næste bjergkam.
Vi så små spredte grupper på langt over 600 meters afstand. Gang på gang blev jeg imponeret over, hvordan vore lokale guider – uden kikkerter – kunne spotte dyrene på disse distancer. Men også hvordan dyrene med deres gode syn lige så nemt fornemmede, at der var fare på færde trods den store afstand.
Vi bevægede os i et langsomt, men konstant tempo. Luften var frisk og klar, og udsigten var som på et postkort. Vi kunne ikke se andre mennesker i bjergene end os. De eneste stier, vi så, var dyreveksler fra gemser og hyrdernes får, og så skulle vi ikke glemme, at der var mulighed for at støde på bjørn. Højt oppe svævede nogle ravne dovent, som om de bare ventede på, at vi nedlagde en gemse. Det var en fornemmelse af, at tiden stod stille. Vi nåede op på en bjergryg, som bestod af et stort plateau.
Det var næsten lidt af en lettelse at stå på nogenlunde fladt underlag efter at have brugt de store græstuer til trappetrin og grene til håndtag de steder, hvor der var allermest stejlt.
Efter nogen tid lykkedes det os at komme uset ind på ca. 100 meters afstand af tre hundyr, som lå på en meget stejl klippeformation. Vi betragtede dem længe og konkluderede, at jeg ikke kunne komme til at skyde til dem, da de ikke så ud til at ville rejse sig.
Vi gik hen mod et højere punkt, hvorfra der var direkte udsigt til Rumæniens højeste bjerg, Moldoveanu Peak på 2544 meter. Der var ikke længe til, at vi skulle tænke på at gå tilbage mod hytten, men vi besluttede os alligevel for at tjekke, om de tre hundyr havde rejst sig på vejen tilbage.
Arpad havde på forhånd gjort os klart, at hvis det lykkedes os at nedlægge et dyr, var der stor risiko for, at det ville falde ned ad de stejle bjergsider, og at vi måske ikke kunne komme frem til det. Hvis vi var heldige at nedlægge et og kunne komme til det, var der stor risiko for, at hornene og knoglerne på dyret ville brække i faldet.
Den måde, vi tidligere var kommet ind på de tre hundyr, var at kravle frem i skjul af de lavtvoksende granbuske, græstuer og sten. Vi gentog manøvren, mens jeg sendte håbefulde tanker til Diana. Jeg tog riflen frem, og Mark gjorde klar til at tage billeder. Arpad, som kravlede forrest, gjorde pludselig tegn til, at vi skulle ligge helt stille.
Mit hjerte begyndte at banke hurtigere! Vi forstod på de efterfølgende håndtegn og mumlen, at de andre skulle blive, hvor de var, mens det kun var mig, som skulle bevæge mig fremad. For at få en ordentlig skydeposition blev jeg nødt til at lægge mig på maven med fødderne opad bjerget, hovedet nedad og med næsen lige ind i den granbusk, hvor jeg fandt underlag til riflen. Forsigtigt løftede jeg hovedet. Gennem granbusken så jeg den største af de tre hunner stå majestætisk på toppen af klippeformationen i solen.
Et kort øjeblik hold jeg vejret ved det smukke syn. Jeg var med det samme klar over, at jeg havde få sekunder til at stabilisere riflen og afgive skud. Jeg tog en rolig vejrtrækning, og i det øjeblik var det som om, at alle lyde og dufte forsvandt. Det eneste, der eksisterede, var billedet gennem kikkertsigtet. Et billede, som kunne være taget ud af en reklame for riffeloptik, men som var min virkelighed i dette sekund.
Jeg var helt bevidst om, at, selvom jeg måtte træffe den, var det ikke sikkert, at jeg kom til at se den igen. Men igen: dette var måske den eneste chance, jeg ville få og jeg afgav skuddet.
Dyret blev helt tydeligt ramt og væltede nu ned ad bjergsiden under os, indtil vi ikke længere kunne se det. Lyde og dufte kom tilbage, og bukkefeberen, som jeg ellers havde holdt for døren, meldte sig også. Selvom jeg flere gange fik bekræftet af resten af gruppen, at dyret helt tydeligt var dødt, var det umuligt for mig at slappe af, før jeg med egne øjne kunne se det forendte dyr.
Jeg lagde nu også mærke til, hvor stejl bjergsiden var, og netop af den grund lod Arpad os ikke gå derned i første omgang. Han sendte en af sine lokale guider, som kendte hver en sten på bjerget.
Det var nogle meget meget lange minutter. Der blev råbt en masse op og ned ad bjergsiden, før jeg forstod, at den gamle hungemse på mirakuløs vis var blevet stoppet på en mindre sten i det tørre græs. Ingen af hornene var tilsyneladende brækkede.
På den ene side var det en enorm lettelse at vide, at dyret kun lå et mindre stykke nede ad bjerget, men det var samtidig ubeskriveligt frustrerende, at jeg ikke selv havde fået syn for sagen.
Tanker og følelser hvirvlede rundt i kroppen på mig, og jeg kunne mærke den ivrighed, som jeg kender mig selv nok til at vide, hvad betyder. Når jeg bliver ivrig, kan jeg glemme almindelig sund fornuft. Jeg prøvede at samle mig. Tog nogle dybe vejrtrækninger og tjekkede, at mine trofaste jagtstøvler var stramt og sikkert snøret. Det siger sig selv, at man aldrig skal undervurdere, hvor farlig en stejl bjergside kan være, så jeg vidste, at jeg blev nødt til at få ro på mig selv.
Konklusionen på alt råberiet op og ned ad bjergsiden blev, at vi forsigtigt kunne kravle ned til dyret, og så kunne jeg opleve det med egne øjne.
Da jeg endelig lagde min hånd på den muskuløse gemsehun, kunne jeg ikke holde følelserne tilbage. Jeg var meget rørt, en enorm lettelse og glæde skyllede ind over mig. Solen skinnede stadig fra en skyfri oktoberhimmel, og i baggrunden var Moldoveanu Peak. Jeg var så utrolig glad og taknemmelig for denne fantastiske jagtoplevelse.
Jeg kunne have siddet der på bjergskråningen og nydt følelsen resten af dagen, men vi skulle nå at komme ned, inden det blev mørkt. Nu gik det for alvor op for mig, hvor stejlt der rent faktisk var. Netop derfor var det for farligt at bære dyret tilbage i ét stykke, så Arpads dygtige og bumstærke lokale guider skar dyret op i mindre dele.
Vi grillede ryggen af gemsen over bålet til aftensmad, og da jeg krøb ned i soveposen, var det med et stort smil på læben og visheden om, at denne dags jagtoplevelse altid vil stå som noget helt særligt.
Over alle bjerge
Der var ikke min plan at nedlægge flere dyr, men jeg havde utroligt nok stadig energi i benene. Jeg benyttede derfor muligheden for at følges med Lasse, som gik efter en gammel hangemse.
Selvom der havde været frost om natten, steg temperaturen hurtigt. Om formiddagen spottede vi flere gange mindre grupper af dyr, der opholdt sig i skyggen, men for langt væk til, at vi kunne komme på skudhold. Et par ravne hang igen højt oppe over os i den vindstille, lune luft. Det var, som om alting foregik i slowmotion, mens vi langsomt satte det ene ben foran det andet op ad bjergsiden.
Nina anvendte på denne jagt:
Blaser R93 kal. 7mm Rem.Mag.Swarovski optik.
De steder, hvor det var mest stejlt, var min opmærksom på jorden foran mig og mine standhaftige jagtstøvler. Dem havde jeg købt før min første riffeljagt fem år tidligere, og de har været min tro følgesvend på jagt gennem koldt, varmt, vådt og tørt i Europa, Canada, Afrika og Centralasien.
Mine tanker blev afbrudt af, at vi var ved at nå toppen af endnu en spids bjergkam. Nysgerrigheden for at se, hvad der var på den anden side af toppen, gav mig et tiltrængt skud energi. Samtidigt var der unægteligt noget dragende ved at nå toppen og se det smukke landskab folde sig ud under sig.
Lasse var i topform og selvfølgelig ivrig efter at jage, så frokostpausen på toppen blev kort. Der skulle gå endnu en times tid, før vi så en flok med cirka 25 dyr, som var et godt stykke oppe ad næste bjergskråning. Men der var ingen tvivl: vi blev nødt til at give det en chance.
Selvom det ikke var mig, som var den skydende jæger denne eftermiddag, var oplevelsen af at være medfølger næsten lige så stor for mig. Anstrengelserne, intensiteten, glæden, skuffelsen, spændingen og alle de mange følelser, som opstår, får man som medfølgende jæger lov til at være en del af – og det hele fra første parket.
Jeg tænkte tilbage på min egen jagt dagen før. For mig er jagt en aktivitet, hvor man om noget kan samle sit fokus og lukke alt ude på et splitsekund og lige så hurtigt nå ud i alle kroge af følelsesregisteret.
Vi var nu kommet ind på under 150 meters afstand af flokken og lå perfekt i skjul. Der var flere flotte hundyr, unge handyr og lam. Men gemsebukken – han var over alle bjerge.
Gemsen, Rupicapra rupicapra, er en
stærk og slank bjergged med udspring
i de centrale europæiske og
asiatiske bjergmassiver.
Både hanner og hunner har horn.
De er størst, det vil sige længst og
kraftigst, hos hannerne, som også er
mere mørke i pelsen. Dyrene er skedehornede,
hvilket jo som bekendt
betyder, at hornene hele tiden vokser
fra neden af, og at dyrene har de
samme krogede horn livet igennem.
Gemserne færdes jævnligt i mindre
flokke på 15-30 individer med geder
og lam hver for sig. I brunsttiden,
som falder i oktober, slutter de enlige
hanner sig til flokkene af geder, hvilket
resulterer i rivaliserende kampe
om hunnerne.
Helt generelt er gemserne påpasselige
og ganske sky dyr, så i en jagtlig
sammenhæng skal man gøre sig
klart, at man skal højt op for at fi nde
dyrene og være forberedt på såvel
mellemlange som rigtig lange skud
på 300 meter eller længere.
IUCN har i sin seneste opgørelse
over truede dyrearter slået fast, at
gemsen ikke er en truet art.
På nuværende tidspunkt oplistes
fem forskellige underarter af gemserne,
som måske vil blive ophøjede
til selvstændige arter på et senere
tidspunkt.
Gemsen som Nina fælder i denne
artikel kommer fra den rumænske del
af Karpaterne, og tilhører derfor
underarten Rupicapra rupicapra
carpatica.
Uden for artens oprindelsesområde
er den udsat i såvel New Zealand
som i Latinamerika. I New Zealand
betragtes gemsejagt som særlig intens
og udfordrende, fordi både vildtet,
bjergene og vejret er en konstant
modstander.
