Foto: Aske Rif Torbensen
Nu er jagtjournalen udfyldt. Jeg sidder i stuen og kan dufte gryderetten der simrer i køkkenet. Kødet fra den nyskudte hjorts yderlår er skåret i tern og i godt selskab med rodfrugter, urter og rødvin og bliver aftenens hovedmåltid.
For mig er det at udnytte hele dyret, anvende alt kødet, også en meget vigtig måde at ære dyret på udover at hænge trofæet op på væggen.
Glæden ved at servere noget som man selv har nedlagt er noget helt særligt. Både mens man står i køkkenet og tilbereder vildtet og især mens det bliver serveret og fortæret, genoplever man hele jagtsituationen.
Tidlig morgen
Forventningerne var store da jeg efter en urolig nats søvn stod og pakkede udstyret klokken 05.00 en tirsdag morgen i oktober 2018.
Maven rumlede alt imens tankerne vandrede imod tidligere brunstjagter; fantastiske minder om jagt efter råbukke og kronhjort både i Danmark og i Polen.
Der er noget helt specielt ved brunstjagt, både det at stå og lytte til dåhjortenes grynten og kronhjortenes brøl i skoven, men også det at være vidne til de mægtige dyrs kamp om hunnernes gunst.
Det er blevet til mange dejlige brunstoplevelser i årenes løb og til stærke trofæer som bare gør lysten til at fortjene endnu et stadig større.
Nu er dagen endelig kommet hvor jeg atter skal på brunstjagt efter dåhjort.
Vejrudsigten siger høj sol og næsten ingen vind. Det vil være fantastisk hvis vejret viser sig fra sin gode side, nu hvor de foregående dage har været regnfulde og med stærk stormende aften.
Klokken 07.45 ruller jeg ind på gårdspladsen ved skytteboligen på Brahetrolleborg Gods for at mødes med skytte Søren Nielsen.
I løbet af de fem år jeg har haft jagt her på godset er Søren blevet min gode ven og jagtmentor. Det var her jeg nedlagde min første buk og det var side om side med Søren da vi for et par år siden pürchede os frem til en stærk dåhjort. Alt det jeg i dag ved om jagt, har jeg lært af Søren Nielsen.
Efter en hurtig kop morgenkaffe og lidt strategi snak satte vi kurs mod Galteløkkernes 179,5 hektar hvor dagens jagt skal udfolde sig.
Farverig pürsch
Endelig står vi på sporet i den sydlige ende af skoven. En fantastisk smuk efterårsmorgen hvor solen farver skyerne lyserøde og løvet stille falder ned fra træerne omkring os. Vi sætter straks kursen mod et bakkedrag mod vest, hvor en af brunstpladserne ligger.
Efter blot fem minutter på sporet hører vi de første hjortes grynten. De er godt gemt bag træerne. Vi tjekker straks vindretningen, og gør det flere gange undervejs mens vi står og lytter efter de karakteristiske grynt. Det lyder som hjortene er på vej væk fra os.
Vi sætter nu kurs mod midten af skoven, og efter få minutters pürsch i den tætte granskov, ser vi den første hjort komme løbende langt mod syd. Det er en enlig hjort uden følge, hvilket tyder på, at det er en meget ung hjort.
Der er fuldstændig magisk i den tætte mørke underskov imellem løvtræer og nåletræerne hvor de spæde solstråler bryder gennem toppene og gør det lettere at se silhuetterne af dyrene i skoven.
Vi hører flere hjorte grynte forskellige steder rundt omkring os i skoven, og Søren beslutter sig for en af dem og sætter kurs mod hjorten.
Efter en længere pürsch gennem både løv- og nåleskov står vi i små 20 minutter og observerer terrænet uden at høre hjorten.
Mange hjorte
Pludselig kommer en ung spidshjort helt ind på 30 meter af os. Den står længe og betragter os. Helt upåvirket af vores tilstedeværelse kredsede han rundt omkring os i små 5 minutter, for derefter stille at liste af mod vest.
Vi pürscher små 50 meter og pludselig gør Søren tegn til, at der er aktivitet foran os. Jeg lister stille hen bag Søren og kan nu se både grå, sorte og hvide spidshjorte, flighjorte, fuldskufler, dåer og kalve rende rundt 150 meter fremme i en solbelyst lysning.
Søren bruger rutineret sin håndkikkert til at nærstuderer flokken mens jeg observerer gennem riffelkikkerten. Vi beslutter os for at pürsche tættere på og for at finde et godt sted at skyde fra – hvis nu muligheden skulle opstå. De næste meter tilbagelægges på knæ, mave og albuer indtil vi når frem til et træ med god dækning. Herfra studerer vi atter flokken, og dér er han!
En stor flot grå fuldskuffel kommer ind fra venstre på den solbelyste brunstplads og kredser meget uroligt omkring en då alt imens de unge hjorte trækker sig på sikker afstand af ham.
Hjortefeber
Hjorten er meget urolig og bevæger sig konstant.
En helt sort flighjort dukker flere gange op i mit synsfelt, mens jeg studere den grå hjorts gevir, for at vurdere, om det er den rigtige hjort.
Søren visker, at det er en stærk hjort og spørger om jeg vil skyde.
Han sætter skydestokken op og jeg rejser mig nu helt op og træder ud i det fri, hvor jeg har en lige linje imellem de tætte træer til at afgive skud.
Jeg lægger riflen op i skydestokken. Vurderer afstanden til små 100 meter og indstiller kliktårnet til afstanden. Lægger hovedet ned til skæftet og finder hjorten i sigtekikkerten.
Dåen har opdaget os, og står og stirrer direkte op mod os.
Hjorten kredser uroligt omkring hende og forsvinder flere gange ud af sigtet, for så til sidst at stille sig med bagenden skråt mod os.
Søren hvisker at jeg kan skyde, hvis jeg er parat. Feberen rammer med det samme og mine ben begynder at ryste kraftigt. Jeg kæmper med at få styr på feberen og trækker vejret dybt flere gange helt ned i maven.
Skud
Den belyste røde prik i trådkorset finder stedet lige bag ribbenene, idet hjorten står med bagenden skråt mod os. I skud fra denne vinkel skal kuglen gå gennem maven og lungerne for at ende i hjertet.
Jeg hvisker ”der skydes” og lader skuddet gå. Jeg kan høre kugleslaget og ser gennem riffelkikkerten hjorten gå en halv omgang omkring sig selv og sætte sig på bagenden for derefter at bøje sig bagover og vælte omkuld. Hjorten er død.
Reaktionen
Nu kom feberen for alvor og hele min krop rystede imens Søren ønskede tillykke og sagde, at hjorten var ramt perfekt og at måden den lagde sig på viste, at den var død i skuddet.
Vi stod og ventede lidt inden vi begav os frem mod hjorten.
Der lå han i solstrålen mellem de høje graner. Det lignede egentligt en fredfyldt søvn. En stærk, gammel medaljehjort. Den helt rigtige at tage ud af flokken… Han opdagede aldrig hvad der skete, nøjagtig sådan som man altid tilstræber.
Efter skudafgivelse bliver jeg for alvor ramt af bukkefeber. Det er på en gang en fantastisk følelse og en tilstand hvor jeg bliver ramt af lidt vemod over at have taget livet af dette smukke dyr, der ligger der for mine fødder i skovbunden.
Her er det vigtigt for mig, at have tid til at reflektere over hele jagten. Situationen inden skuddet og alle de andre detaljer. Det er tiden, til at suge alle indtrykkene til sig. Indprente sig omgivelserne og selvfølgelig alle detaljerne om hjorten, indgangshullet og det imponerende gevir.
Da hjorten er blevet æret, studeret og fotograferet i de fantastiske omgivelser, slæber vi den mod bilen.
Turen går derefter mod skytteboligen hvor hjorten skal brækkes.
Brahetrolleborg Gods er et 2607 hektar stort dansk gods på Sydfyn, som kan trække sin historie helt tilbage til 1100-tallet. Godset driver eget jagtvæsen på 1800 hektar, mens andre arealer udlejes til jagtkonsortier. Skytten og skytteleverne arbejder med biotopforbedringer, vildtpleje, udsætning og naturforvaltning, og jagten drives på en for naturen lempelig måde således, at der på ejendommen er en stor artsdiversitet.
Jagtvæsenet drives i forening med bl.a. rugende havørne, store skarvkolonier og samtidig er hele Brahetrolleborg udpeget som Natura 2000 Fuglebeskyttelses-område, med bl.a. hvepsevågen som udpegningsgrundlag.
På godset jages der fasaner, gæs, ænder, snepper, bekkasiner, råvildt og dåvildt.
