Foto: Steen Andersen og Shutterstock
”Der er stand!” Pointeren står som hugget i granit. Den stirrer hypnotiseret på et bestemt punkt i den lave, tætte vegetation. Jægerne går tættere på. Hurtigt. Koncentreret. Kontrolleret. De lukker bøsserne som på kommando.
”Avance!” Hunden springer frem. Letter en lille flok agerhøns. Sætter sig. Uden et skridt. Uden en lyd. Den sætter sig og venter på, at næste agt skal folde sig ud, mens de smukke fugle stryger hen over den flade mark.
Forvaltning på tværs af markskellene er nærmest blevet et mantra i moderne vildtforvaltning og er blandt andet blevet til virkelighed i de 66 frivillige markvildtlav, der er blevet etableret over hele landet. Flere kommer til, og på nuværende tidspunkt er næsten 70.000 hektar underlagt den frivillige forvaltning, som skal øge og styrke bestandene af harer og agerhøns.
Grundideen er, at man først og fremmest skal kende omfanget af den bestand, man gerne vil styrke og bevare, og dernæst at jagten indrettes på en sådan måde, at der ikke sker en ubæredygtig høst.
Markvildtlavet kan opnå en form for offentlig støtte, når en række fundamentale forhold er på plads. Blandt andet at projektets medlemmer arbejder frivilligt.
Der falder tre skud, og to agerhøns dratter ud af formationen og styrter kort til jorden.
Hunden venter. Markerer fuglene.
”Apport!” Så er det hundens tur. Den letter. Sætter af. Tager af sted. Ivrigt. Rutineret.
Henter den første fugl. Afleverer kort uden sit eller parade. Bare afleverer. Uden kommando stryger den væk igen. Hen til den anden fugl, som er i frisk erindring. Agerhønen leveres denne gang i et lidt roligere tempo, og hunden går på plads med det lysebrune markikon i et fast tag mellem kæberne. Afleverer. Får ros og klap.
Det er højtid. I skrivende stund er det ret lang tid siden, men heldigvis så starter det hele snart igen.
Jagten på agerhøns er nemlig noget helt særligt. Skulle man være i tvivl, så kan man bare se på de vejrbidte hundefolk, som inderligt ånder og lever for denne smukke og traditionsrige jagt. De sparer ikke sig selv. Er på reviret i tide og utide. Gennemfører vildttællinger, går til møder om fælles forvaltning, og så går de til markprøver og sidst, og det er lige før det sommetider er det mindste – de går på jagt.
Med deres stående hunde, i håbet om at komme på skudhold af de attråede agerhøns.
På sådan et enkelt slip når man gennem sit følelsesregisters yderkroge i flere omgange. Først er man skuffet, når der ikke sker noget lige fra starten. Så sitrer hele kroppen af forventninger og hønsefeber, når hunden pludselig tager stand. Lykken bruser gennem kroppen, når fuglene letter, og skyder man forbi, må man en tur gennem den mentale kulkælder, før man på ny er oppe i lyset og kan følge efter hunden, som allerede er videre.
Det renser sindet, det der agerhønsejagt med stående hunde. Det er som yoga og meditation på samme tid – tilsat knæhøje roetoppe og krudt.
Man har simpelthen ikke tid til at tænke på andet end at være helt klar til den næste situation, der kan opstå nu. Nu. Lige nu!
Man bliver så opslugt af det. Henført. Tabt for omverdenen, for tid og for sted. Det bliver man frisk i hjernen af, selvom man måske nok ender med vabler og ømme ben, inden dagen er omme.
Men det gør ikke det mindste. De sår, man pådrager sig på en agerhønsejagt, har man ærligt slidt sig til, og de skal behandles respektfuldt.
Samtidig heales sjælens sår, og efter en vellykket dag på hønsejagt med stående hunde er man et lykkeligere menneske i kontakt med sig selv og i dyb respekt for hundene, de andre jægere og i bedste fald også til resten af samfundet.
Agerhønsejagt giver ro i sjælden, og det smitter – heldigvis.
Derfor er det forårets bedste nyhed, der forleden blev præsenteret af en erfaren hundemand på denne måde, ”i år er det helt vildt. Der er masser af høns.” Den tørre varme sommer i 2018 har sat sig positive præg i forhold til kyllingernes opvækst, og de første meldinger derude fra hundefolkene er, at der i år er høns som aldrig før.
Det lyder jo godt nok lovende – og for pokker hvor der dog er meget at glæde sig til.
Herregårdsskytte Christian Stenkjær har været en af de mange drivende kræfter i det første pilotprojekt omkring Køng på Sydsjælland, hvor man i praksis afprøvede de nye forvaltningsprincipper. Her er han fanget i et øjeblik, hvor han radiopejler en flok agerhøns – hvor en eller flere af fuglene er forsynet med en lille radiosender.
