Oversættelse: Niels Dygaard
Foto: Tweed Mdia
I de 13 år, hvor jeg har været ansat på Euston Estate, har jeg vist fået, hvad der tilkommer mig, når det drejer sig om jagt på kronvildt, men i de seneste år er antallet af gamle hjorte gået ned. Jeg længtes efter at jage kronvildt igen og bestilte derfor en jagttur til et sted, som er synonymt med kronvildt.
Kronvildtet i “The Highlands” I Skotland er under pres på grund af et mangeårigt projekt, der skal genskabe den caledoniske fyrreskov – et bånd af træer, der engang strakte sig fra vestkysten til østkysten, men som blev fældet for hundreder af år siden. For skovvæsenet er kronvildtet deres primære mål. Forsvarligt nok. Uden naturlige prædatorer og kun med få andre kilder til at øge indtægterne for godserne i ”The Highlands” tillod man en uhyre stor kronvildtbestand.
The Highlands
Ikke desto mindre er det at se kæmpestore rudler kronvildt på bjergskråningerne I “The Highlands” et imponerende syn. Skønt deres naturlige levested er i skovområder, har UK´s største landpattedyr fint tilpasset sig denne mere barske tilværelse. Den caledoniske fyrreskov er langsomt ved at komme på fode igen bl.a. takket være indhegninger, som giver beskyttelse mod sultne hjortemunde. Det er godt for træerne, men ikke for dyrene, der om vinteren søger læ og beskyttelse, sådan som de under naturlige forhold ville være i stand til det. Knock down-effekten herved er en høj dødsrate i hårde vintre, en kendsgerning som godserne er nødt til at medregne i deres bortskydningspraksis.
Pürsch efter kronhjort på store Highland-godser er yderst populært, så jeg var heldig med at kunne sikre mig en booking med nogle amerikanske kunder til en 6 dages jagt nær Aberfeldy. Vi lejede to hytter og stod selv for forplejningen. De havde aldrig tidligere været på stalking i ”The Highlnands”, så på toppen af den udstyrsliste, som jeg havde givet dem, stod vandtæt tøj. Hvis der er én ting, man kan garantere, når det drejer sig om stalking i ”The Highlands”, så er det, at man bliver våd!
Stålhjorten
Den første morgen mødte vi chef-stalkeren, Steven og hans team ved godsets kølehus. Inden jagten krævede han en hurtig test af træffesikkerheden hos de to, der skulle på pürsch, så de blev beordret til at sigte på hullet i brystet på en metalhjort, der stod 100 meter væk, og skød som instrueret igennem det. En pose med kalk, anbragt bag hullet afgiver en hvid sky, hvis kuglen rammer igennem hullet på hjorten, hvorimod et metallisk smæld er resultatet af et dårligt skud eller en ikke korrekt indskudt riffel.
Den første dag begyndte med tørvejr, men skyer formørkede himlen og det begyndte snart at regne – og regnen ville ikke høre op. Af de to lykkedes det den ene at skyde en fin, ældre 10-ender. Den anden trak en nitte, selv om han var tæt på at komme til skud, hvilket dog mislykkedes i sidste øjeblik. Næste dag lykkedes det dem begge at nedlægge hver en hjort. Det var de første kronhjort for vore amerikanske venner, som måtte arbejde hårdt for den. De næste tre dage viste sig at blive succesfulde for begge jægere i en uge med både sol og regn.
Nye muligheder
Det blev snart min tur, og efter, at jeg i ugens løb havde lavet mad og arrangeret tingene for de andre, kunne jeg nu tage min Rigby Highland Stalker med ud i bakkerne. Jeg havde i tre dage trasket efter de andre og havde derfor en klar fornemmelse af, hvor på godset jeg befandt mig. Efter at være kørt ud ad et stenet spor i Land Rover´en med en ATV på en trailer nåede vi vort bestemmelsessted, hvorfra vi havde udsigt til en af de talrige hydroelektriske dæmninger, som er karakteristiske for landskabet i det nordlige Skotland. ATV´en blev læsset af traileren, og vi kørte højere op til det sted, hvor vi ville starte jagten.
Vores plan var at dække et stort område i én retning i det bakkede landskab. Vi startede nede ved et afbrændt område og stoppede en gang imellem op for i kikkerten at afsøge åbne landskaber længere nede, når de dukkede op. Efter at have gået blot 300 meter opdagede min stalker nogle gevirer nede til venstre for det afbrændte område og cirka 900 meter længere fremme. Det var ikke meget, vi kunne se derfra, hvor vi stod, så vi fortsatte langsomt.
I terrænet til højre for os, der var mere åbent, dukkede en rudel på omkring 15 unge hjorte pludselig op. De vidste åbenbart, at de ikke stod på vores liste – vi gik efter svage hundyr eller gamle hjorte – og de iagttog os ubekymret, da vi gik forbi dem, inden de travede længere op ad bakken.
Tålmodighed
Det jagede vi med:
Rigby Highland Stalker riffel i kaliber 275 Rigby
www.johnrigbyandco.comRigby Silent Sling with thong ends/geværrem med to læderstropper i stedet for bæltespænder.
www.johnrigbyandco.comRigby Baseball Cap
www.johnrigbyandco.comLeica Visus glossy in 2.5-10×42 i
www.leica-sportoptics.comLeica Geovid binokulær kikkert, 8×56
www.leica-sportoptics.com
Sammenlignet med ugens første dage havde vi en let dag, hvor solen var dukket frem på himlen. Da vi rundede toppen af en lyngklædt bakke, kunne vi ikke få øje på nogle dyr, hvorfor vi gik lidt højere op. Mens Stephen stod afsøgte området længere væk med kikkerten, fik han øje på en flok hjorte, hinder og kalve, der havde lagt sig på en solbeskinnet plet. På en afstand af 400 meter var de for langt væk til et skud. I UK – selv i åbent terræn – er et skudhold på over 200 meter ikke velset. Under alle omstændigheder bestod rudlen mest af unge hjorte.
Stephen tog da et sidste kig op ad den bakke, som vi netop var gået ned ad, og, da jeg ville til at gå tilbage til det afbrændte område, gav han tegn til mig om at blive stående. Selv om vi kunne se en mindre rudel langt ude i lyngen, var vi nødt til at komme tættere på for at kunne afgøre, hvilke dyr den bestod af. Vi rykkede langsomt frem og kunne nu se tre hjorte, der sad bag en gruppe hinder og kalve, i alt otte dyr. Mens vi lagde os ned i skjul, så vi, at en af hinderne stod op og kiggede i retning af os. Jeg anbragte forsigtigt min riffel på min rygsæk for at komme så fri af lyngtæppet som muligt, og Stephen angav, hvilken hjort jeg skulle holde til, hvis den rejste sig op og stod til et rent sideskud. Efter, hvad der føltes som en evighed, lagde hinden sig, men blev ved med at stirre intenst hen imod os. Vi var cirka 100 meter fra dem, men i det helt åbne Highland-landskab føltes det, som om vi var lige oven for dem. ”Det ser ud til, at vi skal ligge her i et stykke tid,” hviskede Stephen, og dermed begyndte testen af vores tålmodighed. Vi befandt os i det mindste på et rart sted. Væk fra de våde områder lå vi på et behageligt lyngtæppe, og solen varmede min ryg. Vi lå i godt og vel halvanden time, hvor vi ind imellem rettede kikkerten mod den hjort, vi havde udset os.
Jeg hviskede spøgefuldt til Stephen, at, hvis vores hjort endelig skulle rejse sig, ville det være for sent til et skud. Som om den havde hørt mig, rejste den sig op og stod med front væk fra os. Jeg hævede riflen og ventede på, at den skulle stå med siden til. I det samme gav den sig til at kradse sit venstre bagløb med spidsen af geviret. Derefter lagde den sig igen og gav mig ingen mulighed for at afgive et skud. Efter endnu en time rejste den sig langsomt og stod denne gang med front direkte imod os. Vi ville ikke give den flere chancer, og skuddet bragede ud over bakken og sendte igen hjorten ned i lyngen.
Den anden hjort
Jeg ladede igen, sikrede riflen, mens jeg så de andre dyr sætte i løb og ikke væk fra os, men parallelt med os langs vores venstre flanke. Vi havde ligget der så længe, at de ikke havde nogen anelse om, hvor skuddet var kommet fra. De blev ikke engang forskrækkede over det ikke dæmpede brag fra min Rigby Highland Stalker .275. Stephen forklarede, at det skyldes, at mange i dag benytter rifler med lyddæmper. Dyrene bliver mindre panikslagne over et gammeldags brag, end det svagere brag fra en lyddæmpet riffel.
Vi blev liggende i nogle få minutter endnu i tilfælde af, at hjorten mirakuløst skulle komme til live – hvilket den ikke gjorde. Vi så da en anden rudel på omkring 40 dyr med kurs direkte hen mod det sted, hvor vi var. Steven havde hele tiden iagttaget denne store rudel i kikkerten og havde spottet en hjort med et dårligt gevir, som, idet den udnyttede sin større legemsvægt, gik og tyranniserede de yngre hjorte i rudelen. Selv om der var en uges tid til brunsten, var han alligevel aggressiv i sin adfærd og så ud til at være en plage for de andre hjorte. Jeg rettede også min kikkert mod ham og focuserede på ham, som han kom nærmere. Det braget fra Rigby´en lød igen, og, idet jeg repeterede, så jeg hjorten vakle lidt, modstå kuglen i nogle få øjeblikke for derefter at falde til jorden.
Tre mand og 12 hjorte
Vi ventede nogle få minutter, mens vi så flokken forsvinde lidt hurtigere end efter det første skud, men vi vidste, at begge hjorte var forendt. Vi gik hen til hjorten for at få det bekræftet. Begge var store hjorte men med svage gevirer – gode dyr at bortskyde. Steven brækkede den første hjort og jeg den sidste, mens vi ventede på, at ATV`en skulle komme ned oppe fra toppen af bakken. Det havde været en god afslutning på ugen, hvor vi i løbet af seks dage skød 12 kronhjorte i et af Skotlands fineste terræner. Hvad min Rigby Highland Stalker angår, satte den i et stort antal skud hver gang kuglerne på rette sted. Det er en dejlig riffel at stalke med, og som navnet antyder, hører den i sandhed hjemme i ”The Highlands”.
Chris kan arranger stalking på kronhjort og hind på forskellige lokaliteter I Skotland, samt stalking på Euston, England. Hans mailadresse er: eustondeerhunting@yahoo.co.uk
For yderligere information om John Rigby & Co., besøg: www.johnrigbyandco.com.
Chris Rogers og Steen Andersen da de jagede sammen tilbage i 2008.
Chris er passioneret jæger og han har de sidste 13 år været hjorteforvalter på det godt 4000 hektar store gods Euston Estate i Suffolk i det sydlige England.
Vi mødte Chris Rogers første gang da han stort set lige var tiltrådt sin stilling på Euston Estate, hvor han guidede vores redaktør på en mindeværdig jagt på råvildt og muntjak.
I mellemtiden er Chris vokset med opgaven og er i dag ofte omtalt som ”Rigby-eventyreren” der tager de jagtlige udfordringer i stærk samklang med sin Rigby Highland Stalker riffel.
