Foto: Aske Rif Torbensen
Han er en af de mest berejste jægere i Danmark og har nedlagt vildt på seks forskellige kontinenter. Vi har mødt Jens Kjær Knudsen til en snak om trofæer, internationale organisationer og jagtens fremtid.
Der var ikke nogen i min familie, der tog mig med på jagt. Men det gjorde min nabo, og fra jeg var 7-8 år, kom jeg med ham ud. Jeg hjalp til med at ordne hans vildt og begyndte senere at spille jagthorn og fik også en jagthund, så jeg kunne komme mere med på jagt. Jeg var elitesvømmer på landsholdet i min ungdom og svømmede seks dage om ugen, men droppede til sidst svømningen for jagten.
Hvornår tager det fart i forhold til at komme på jagt i udlandet?
I 1990 kom jeg i kontakt med Holger Jensen, der bor og organiserer jagt i Sydafrika, og jeg tog ned for at arbejde for ham. Min drøm var at skyde en zebra, en oryx og en kudu. Så behøvede jeg ikke at skyde mere i mit liv, tænkte jeg. Jeg var i starten af 20’erne og så heldig, at når han skulle åbne nye jagtområder, så fik jeg lov at teste jeg dem, inden kunderne kom til. Når kunderne var taget hjem igen, måtte jeg ofte jage en dag mere, mens jeg pillede teltcampen ned.
Fik du nedlagt de tre dyr?
Ja, jeg kom hjem med 20 forskellige arter. Og jeg fandt ud af, at man lærer helt vildt meget af de lokale om det at gå på jagt, når man rejser. Man er meget intenst sammen – er man fx i Alaska, bor man i et telt eller en hytte sammen med de lokale jagtguider. Når man er færdig efter 14 dage, kender man alt til hinanden, og det ansporer til nye rejser og oplevelser.
Jeg kan godt lide, når man kommer tæt på folk fra andre kulturer med andre verdenssyn. Jeg har fx lige været i Kaukasus, hvor jeg gik på jagt med nogle meget fattige guider, som simpelthen levede for og af jagten. De kendte bjergene som deres egen baglomme.
Trofæerne fylder meget herhjemme hos dig – men det er ikke kun dem, du er rejst ud for?
De er kun kronen på værket. Det kan hurtigt se ud som om, at man kun rejser ud for at få trofæer, men det er ikke tilfældet. Mit trofærum er faktisk ikke et sted, jeg normalt viser frem til folk. Det er et rum for mig selv.
Der er meget mere end selve trofæet – der er hele planlægningen og så det at komme ud at møde de forskellige kulturer og jage sammen med lokalbefolkningen. Hvis du rejser som rygsækrejsende eller fototurist, er det meget sværere at komme ind at bo hos en lokal familie. Men her har du et fælles mål med den familie, du er hos.
Det er vildt spændende at se, hvordan de lokale griber jagten an. For nylig var jeg i Skotland at skyde hundyr, og ham, jeg jagede med, nedlægger 400 stykker kronvildt om året. Han havde en billig kikkert med fast forstørrelse på sin riffel, jeg kunne næsten ikke se gennem den, og han har skiftet piben tre gange, så meget har han skudt. Det var meget lærerigt at se hans jagtudstyr, hans teknikker og se, hvordan han pyrscher.
Der er dårligt noget, der er så dårlig en investering som trofæer.
Nej, det er værre end biler og alt andet. Priserne på jagt er også blevet virkelig høje, faktisk vanvittigt høje i visse dele af verden. Men de høje priser er med til at skabe økonomi i forvaltning af naturen og vildtet. Blot for at nævne et eksempel: Hvis du vil jage markhor i Tajikistan, skal du betale 45.000 dollars blot i donation til den lokale vildtforvaltning ud over prisen for jagten og trofæet.
Der er simpelthen også større efterspørgsel på jagt rundt omkring i verden nu end tidligere. En af årsagerne er at de nye generationer af jægere er mere berejste, og så er der kommet ekstremt velhavende russere til. For så velhavende personer er prisen på jagten uden betydning.
Hvad er det, der så gør, at du bare må rejse ud igen og igen?
Der er nogle ting, som man bare må vende tilbage til. Fx bjergjagt. Har man først prøvet det, er det få, der ikke bliver bidt af det. Afrika går også i blodet, fordi biodiversiteten er så stor: Herhjemme kan vi være heldige at se en kronhjort og en fasan og en ræv, men i Afrika kan du nemt se 10 forskellige arter i løbet af en dag.
Jeg har en plan om Iran nu, for det er fra gammel tid et af topstederne med hensyn til bjergjagt. Det, der trækker ved bjergjagten er de store vider. Man spotter ofte vildtet på lange afstande, du skal planlægge en rute derhen, vejr og vind kan hurtigt skifte, og der er så mange ting, du skal tage højde for, for at jagten bliver en succes.
Bjergjagten er også en fysisk udfordring, der giver mig motivation til at holde mig i form. For der er meget større chance for succes, hvis du er i god form. Mange tager afsted uden at være i god nok form, og så bruger de lokale guider flere dage på at få jægeren rundt i bjergene end normalt. Det kan betyde, at du som jæger slet ikke når at komme til skud.
Hvordan forbereder du dig på sådan en tur?
Jeg følger erfarne jægere på de sociale medier og læser mig frem til, hvordan jagten foregår, hvad succesraterne er, og hvilke guider der er gode. I Nepal findes der fx fem firmaer, og to af dem er seriøse. Det er den slags oplysninger, jeg forsøger at finde ud af på forhånd.
Så begynder jeg at tage kontakt til outfitteren, og jeg mærker hurtigt på vores dialog, om det er et seriøst firma. Derudover trækker jeg på erfaringerne hos folk i mit netværk og fra Safari Club International (SCI), for der er altid nogen, der har været på jagt det pågældende sted før dig. Ofte går jeg i gang med forberedelserne flere år i forvejen.
Hvad så når du kommer tættere på at skulle afsted?
Så kigger jeg tit på billeder af de lokale jægere: Hvad for noget tøj har de på? Hvilken slags udstyr bruger de? Jeg lægger særligt mærke til deres støvler, for det betyder meget, at du har det rette fodtøj på, når du skal afsted.
Derudover undersøger jeg, hvor fysisk udfordrende den pågældende jagt er. Så intensiverer jeg min træning op til, at jeg skal afsted. Fx er det altid en god idé at gå lange ture med sin rygsæk, inden man skal afsted, gerne med noget tungt i. Det er der mange, der glemmer.
Der er meget på sådan en jagttur, man ikke kan forudse, så man skal have en del overskud for at kunne få en god tur.
Ja, der er rigtig mange faktorer, som du skal have overskuddet til at kunne klare: manglende søvn, dårlig mave, influenza, højdesyge… På min jagt i Kaukasus fik jeg diarre og havde det i otte dage. Jeg sked i bukserne flere gange under turen, under jagten i bjergene, og du mister simpelthen kræfter, når det bare løber ud af dig.
I Nepal sov jeg i 3.800 meters højde i et telt, og mange gange vågnede jeg med fornemmelsen af, at jeg i søvne havde glemt at trække vejret. Jeg følte, at jeg blev nødt til at sove med åben mund for bare at huske at trække vejret. Den slags kan du dårligt forberede dig på.
Der er stor blæst om trofæjagt i disse år?
Her i Norden er vi meget privilegerede med hensyn til den store folkelige opbakning, der er til jagt. Kommer du til Frankrig eller England, er der langt større modstand mod jagt, end det vi er vante til. Når du interesserer dig for jagt i Danmark, bliver du også nødt til at interessere dig for, hvad der sker i de andre lande.
Hvis Trump eller anden amerikansk præsident fx siger, at nu skal det være forbudt at indføre trofæer fra elefanter, så kigger de andre lande på det, og så indfører man måske også det forbud i EU. Hvis vi blot tror, at vi kan padle rundt i vores egen andedam og være ligeglade med, hvad der sker ude i verden, så tager vi fejl.
Der er så store kræfter, der arbejder mod jagt, og de organisationer, som arbejder for at begrænse eller forbyde jagt, har langt flere midler end dem, jagtorganisationerne har til rådighed.
Der er sjovt, for jagtmodstanderne taler omtaler ofte jægere rige folk, der skyder, hvad de vil – på trods af fredninger – fordi de har penge til det.
Det bruger jagtmodstanderne som argument, og der sidder markedsføringsfirmaer, som hjælper disse organisationer med at puste til jagtmodstanden. Man anvender dyr i kampagner, der vækker store følelser – fx løver og isbjørne – og kører kampagner på dem. Ingen interesserer sig for slanger, insekter og sangfugle og alle de mange andre dyr, der er truet, for dem er der ikke penge i for de organisationer.
TV-stationer og sociale medier begynder nu at begrænse eller forbyde, at man viser jagt på deres kanaler, og flere luftfartsselskaber vil ikke transportere trofæer. Til trods for, at alt er lovligt, og de gang på gang bliver bevist, at jagt er en meget vigtig del af naturforvaltningen. Uden jagt har de vilde dyr mange steder i verden ikke en chance for at overleve på lang sigt.
Vi danske jægere skal begynde at få øjnene op for, at vi skal støtte op om vores hemmelige danske jagtforbund og de internationale organisationer som SCI og lignende organisationer, der internationalt kæmper jagtens sag. I Europa har vi Face, der er en sammenslutning af de europæiske jagtorganisationer.
Hvad får en dansk jæger ud af at engagere sig i SCI?
SCI sender fx et korps af advokater afsted, når de internationale CITES-møder finder sted. Det er på disse møder, at man beslutter, hvilke arter der skal fredes, og hvilke lister vildtet skal stå på. Det betyder rigtig meget for jagten.
Her går SCI ind og samler videnskabeligt materiale ind fra de forskellige lande og fremlægger det. Dermed er de med til at vise, hvor katastrofale virkninger det kan have på et lands vildtbestand, hvis det bliver forbudt at gå på jagt i det pågældende land, som man fx har set det i Kenya.
Derudover støtter SCI forskningsprojekter og genudsætningsprojekter. Fx gik SCI ind og støttede, at man kunne få den 5.000 år gamle bestand af balearean boc på Mallorca på fode igen.
Har jægerne været for dårlige til at tale jagtens sag?
Ja. Du får ikke mange til at stå frem og fortælle om deres jagtoplevelser, når det drejer sig om jagt på de større dyr i eksempelvis Afrika. Men fortæller vi ikke om jagten, så danner folk sig alle mulige forestillinger, hvor krybskytteri og jagt bliver blandet sammen. Fortæller man dem om jagten og om, hvordan den foregår, så forstår mange godt, hvorfor vi går på jagt.
Man kan tit godt få den fornemmelse, at vi er vores egne værste fjender med de billeder, der nogle gange bliver lagt ud.
Det er ret slemt, når folk fx lægger billeder ud af råvildt, der er blevet skudt i hovedet på lang afstand. Og det er endnu værre, hvis du ser på, hvad der bliver lagt ud af folk i Spanien og Rusland. Problemet er, at den slags begynder at florere på nettet, og så når det frem til folk, som bruger det mod jagten. Og så bliver vi alle dømt over én kam.
Jeg mener, at man i Frankrig forbød actionkameraer på våben, for der blev lagt for mange forfærdelige videoer op på nettet. Er du på jagt, så skal du koncentrere dig om at ramme rigtigt, ikke om at filme nogle bestemte situationer. Jeg så selv en video med en dåseløve i Sydafrika, hvor en jæger skyder fire-fem pile den. Jeg kunne ikke holde ud at se den til ende.
Er vi ved at tabe kampen om jagtens omdømme?
Hvis ikke vi jægere vågner op og begynder at støtte op om organisationerne, der taler jagtens sag, så taber vi. Det er et spørgsmål om ressourcer. I England er der organisationer, der udelukkende – afbrudt – arbejder på at forbyde jagt i hele verden.
Hvis ikke vi gør noget, vil der blive flere og flere af den slags organisationer, og de vil få mere indflydelse. Det er derfor, at det er så vigtigt at melde sig ind i organisationer, der kæmper for jagten: Vi har virkelig brug for at få spredt budskabet om, hvor vigtig jagten er. Ellers er der på verdensplan ikke meget jagt tilbage om 20-30 år, og her taler jeg også om nære lande som Frankrig og England.
Læs mere
