Fotos: Trine Dixen og Naturstyrelsen Blåvandshuk

Fællesjagter med riffel på klovbærende vildt har mange betegnelser, og igennem tiden er disse blevet blandet lidt sammen. I Danmark bruger vi ofte betegnelsen trykjagt, så snart det handler om jagt på de større vildtarter som dåvildt og kronvildt.

Oprindeligt er trykjagt en jagtform, hvor man jager uden hund. Et par enkelte drivere bevæger sig roligt rundt i såten, mens fire-seks jægere står på post i terrænet ved veksler og andre naturlige passager i skoven.

Har man hunde med på jagten, kaldes det for drivjagt. I Danmark er der mest tradition for at bruge kortdrivende eller stødende hunde, mens man i Sverige også bruger langdrivende hunde. Forskellen ligger i, at langdrivende hunde kræver større arealer og jægere, som kender terrænet og hinanden, så de har mulighed for eventuelt at flytte sig rundt efter drevet. Med kortdrivende og stødende hunde har man mindre såter, flere hunde og flere jægere, som står fast på post – ofte i skydetårn.

Igennem de seneste år har man fået mere fokus på mindre forstyrrelse af vildtet. Både når det gælder oprettelse af kerneområder, hvor antallet jagter per år holdes på et absolut minimum, og jagtformer, som effektiviserer afskydningen. Den tyske jagtform bewegungsjagd egner sig i denne forbindelse godt til målsætningen om mindre jagttryk på vildtet, hvor årets afskydning kan fordeles på et færre antal jagtdage.

Vildt i bevægelse

Ideen med bevægelsesjagt er at få en så stor afskydning som muligt i det jagende område i løbet af få timer. På en sådan jagtdag vil man kun have en eller to såter, hvor man holder vildtet konstant i bevægelse. Hundeførerne bevæger sig rundt i området efter vildtets færden, og såterne har som sådan ingen retning.

På den måde vil det vildt, som ’løber bagud’, blive samlet op igen senere i såten. Vildtet holdes som sagt hele tiden i gang, dog uden at blive presset hårdt. De mange jægere, som er placeret i skydetårne rundt omkring i området, vil opleve, at der kan komme vildt fra alle retninger og under hele den tid, såten drives.

På en bevægelsesjagt bliver vildtet naturligvis forstyrret af de mange jægere, hundeførere, hunde og skud. Alligevel opfattes jagtformen som god vildtforvaltning, fordi vildtet i disse områder kun bliver jaget en eller to dage om året, da hele afskydningen komprimeres til bevægelsesjagterne. Resten af året har vildtet fred og ro, og området vil på den måde danne et kerneområde for hjortevildtet.

Bevægelsesjagt på svensk

Johannishus Gods i Blekinge er en af de ejendomme, som har taget den tyske jagtform til sig. Den årlige bevægelsesjagt på godset i Sydsverige er ikke bare jagtsæsonens store begivenhed, men også en meget vigtig brik i hele forvaltningen af ejendommens klovbærende vildt.

Johannishus afholder én årlig bevægelsesjagt i starten af december, hvor kalvene har en passende størrelse, og vildtet endnu ikke er hæmmet af sne og begrænset føde. Godset forvalter selv jagten på de 8.250 ha, da ejeren ikke ønsker jagtlejere på området – netop for at sikre, at forvaltningen sker efter princippet om mest mulig fred til vildtet.

På Johannishus laver man optælling af vildtet fra helikopter. Man har derfor en god fornemmelse af bestanden. På ejendommen har man en vinterbestand på ca. 600 vildsvin og ca. 500 stykker dåvildt, samt en middel bestand af råvildt, kronvildt og elg. Da jagttrykket uden for ejendommen er temmelig højt, står bestandene ret fast på Johannishus og er stødt stigende.

Der nedlægges årligt ca. 300 vildsvin og 100 stykker dåvildt samt en mindre del råvildt, kronvildt og elg på godset. Carl-Johan Bengtsson er én af to vildtforvaltere på Johannishus, og han har en dansk baggrund som Skov- og Naturtekniker med biotop- og vildtpleje som speciale. Jeg har talt med Carl-Johan om bevægelsesjagten på Johannishus og om, hvorfor ejendommen foretrækker denne jagtform fremfor den klassiske svenske drivjagt.

For vildtets skyld

”Som jægere nyder man hver dag i skoven med sin riffel. Jo flere jagtdage i sæsonen, jo bedre,” forklarer Carl-Johan. ”Ser man derimod på jagten som et forvaltningsredskab, hvor målet er at skabe et trygt levested for vildtet, så handler det om at have så få jagtdage om året som muligt. Øvrige forstyrrelser som skovgæster, arbejde i skoven, løse hunde m.m. kan vi ikke altid styre, men vores afskydningsplan kan vi tilpasse bestandens størrelse og trivsel.”

Direkte adspurgt lægger vildtforvalteren på Johannishus da heller ikke skjul på, at han gerne var på drivjagt med sine hunde så ofte som muligt. Han er dog mindst lige så meget vildtforvalter som jæger, og han lader vildtets tarv komme i første række.

”Der er kun én effektiv måde at sikre vildtet mindst mulig forstyrrelse, og det er at samle afskydningen på så kort tid som muligt,” tilføjer Carl-Johan. Han fortæller også, at det tager tid at lære at afholde bevægelsesjagt: ”Vi har effektiviseret den årlige bevægelsesjagt så meget, at vi nedlægger næsten halvdelen af hele godset årlige afskydning på den ene jagtdag. Det kræver et stort kendskab til vildtet og området, samt en utrolig lang og grundig forberedelse.”

Allerede om foråret starter jagtvæsenet på Johannishus med at gennemgå de to såter til den årlige store jagt, hvor der bliver planlagt og ryddet for nye poster og evalueret på sidste års jagt. Carl-Johan viser et kort, hvor alle godsets 554 skydetårne er markeret med GPS. Her kan vi også se de to såter til bevægelsesjagten, som er på henholdsvis 1.200 og 1.000 ha. Området er altså samlet set på 2.200 ha og jages som nævnt kun én gang om året. De resterende 364 dage danner det kerneområde for en stor del af vildtet på ejendommen.

På den store jagtdag i december nedlægges der 150-160 stykker klovbærende vildt, og resten af afskydningen foregår på godsets øvrige arealer, ved anstandsjagt på vildsvin, pürschjagt på bukke og hjortevildt, stillende jagt på elg samt mindre drivjagter.

Den store jagtdag

Når jeg spørger Carl-Johan ind til selve afholdelsen af bevægelsesjagten, giver svaret et klart billede af, hvor meget forberedelse sådan en jagt kræver: ”Vi er ca. 180 mand i gang samtidig på dén ene jagtdag. Vi er fordelt på 60-70 skytter, 50 hundeførere, 10 eftersøgningspatruljer og øvrige hjælpere til vildtvogne, slagteri, transport af skytter, køkken m.m. Vi har til og med en person siddende på kontoret under jagten, som udelukkende koordinerer og fordeler eftersøgninger til de 10 eftersøgningsekvipager.”

Formiddagens såt på 1.200 ha deles op i 10 mindre områder. I hvert område arbejder ca. fem hundeførere, hvor én af disse har ansvaret for koordineringen. Den ansvarshavende hundefører er den eneste i gruppen, som har radiokontakt til jagtlederen og eftersøgningskoordinatoren. På den måde har jagtlederen et godt overblik over såtens forløb, uden at der er for meget snak på jagtradioen.

Carl-Johan beskriver jagtens opbygning: ”Vi skubber rundt med vildtet i hvert af de 10 områder samtidig. Forlader vildtet et område, kommer de ofte over i et af de andre områder, hvor fem andre hundeførere holder dem i bevægelse. Med mange skytter placeret rundt både om og i såten får vi flere jægere med skudchancer, typisk til den samme gruppe vildt.”

Når første såt bliver blæst af, starter eftersøgningspatruljerne med det samme, mens jægere og medhjælpere spiser frokost. Herefter gentages samme procedure i eftermiddagens 1.000 ha store såt, der ligesom den første tager ca. tre timer.

På sidste års store jagtdag på Johannishus blev der nedlagt 160 stykker vildt, hvoraf 100 var vildsvin. Carl-Johan har et mål om, at fordelingen fremover skal være 50 % vildsvin, 45 % dåvildt samt 5 % elg, kronvildt og råvildt.

Bevægelsesjagt i Vestjylland

Naturstyrelsen har i en del år afholdt bevægelsesjagter på kronvildt. Særligt hos Naturstyrelsen i Blåvandshuk på vestkysten har denne jagtform i mange år været en stor del af distriktets vildtforvaltning. Jagterne i de store klitplantager giver jægere fra hele landet mulighed for at opleve jagten på vores største hjorteart – kronhjort.

Distriktet er på i alt ca. 15.800 ha, hvoraf de ca. 13.000 ha ligger samlet omkring Oksbøl Skyde- og øvelsesterræn, som er på ca. 6.000 ha. Det sammenhængende statsejede areal kommer derved op på ca. 19.000 ha. I dette område, plus de tilstødende private arealer, tælles kronvildtet hvert forår inden kalvesætningen. Bestanden skønnes til minimum 1.900 stykker kronvildt, hvilken har været støt stigende de sidste år.

Naturstyrelsen Blåvandshuk afholder otte bevægelsesjagter årligt, hvoraf de fire udbydes til salg. På disse jagter drives én såt om formiddagen, og hele jagten afblæses til frokost. Der er plads til ca. 45 jægere på hver jagt, og normalt nedlægges 15-25 stykker kronvildt samt lidt råvildt og dåvildt på de tre timers jagt. Såterne er på 600-1000 ha, som hver drives en til to gange om året. Resten af året finder der hverken drivjagt eller pürchjagt sted i områderne.

Alle kan købe en til fem pladser på bevægelsesjagterne ved Naturstyrelsen, hvor man har fri afskydning af kalve, og desuden må hver jæger nedlægge tre hinder og én hjort fra sin post. Der er dog ingen afskydning af førerhinder, og øvrige hinder nedlægges naturligvis efter kalven. Af hjorte må nedlægges op til og med 6-ender eller 12-ender og derover.

Vildtforvaltning og turisme

Jeg har talt med vildtkonsulent Karsten Lund-Platz, som står for jagten hos Naturstyrelsen Blåvandshuk. Karsten har igennem de sidste tre år arbejdet på at optimere forvaltningen af kronvildt i distriktet. Hans tanker omkring bevægelsesjagter som forvaltningsværktøj stemmer godt overens med de erfaringer, man har på Johannishus i Sverige.

For Karsten handler det nemlig også om at give vildtet i Blåvandshuk mest muligt ro. ”Mit mål er at give kronvildtet en mere naturlig adfærd, hvor de ikke samles i de enorme rudler, som man ser andre steder i Jylland, men fordeler sig i grupper af naturlig størrelse på 3-15 dyr. De skal også blive mere dagaktive og samtidig søge føde over hele arealet. På den måde plejer kronvildtet vores heder og andre åbne naturarealer. Resultatet vil være, at vildtet trives i vores plantager, men vi har også rigtig mange skovgæster i distriktet, som på den måde vil få mere glæde af kronvildtet. Bevægelsesjagterne giver os mulighed for at holde færre jagter hvert år og stadig opnå den samme afskydning, så vi på den måde holder jagttrykket og presset på vildtet nede.”

Selvom Karsten mener, at Statens skove er forpligtiget til at give befolkningen mulighed for at opleve vildtet i den danske natur, har Naturstyrelsen Blåvandshuk alligevel områder, hvor man gerne ser, at skovgæster ikke kommer. Karsten fortæller: ”I Vejers Nord-plantage har vi med opbakning fra brugerråd og tilstødende lokale grundejerforeninger udlagt ca. 75 ha, hvor der aldrig drives jagt eller forekommer andre forstyrrelser af kronvildtet. Samtidig er der sat informationsskilte op, som henstiller skovgæster til ikke at gå i området. Det er det, vi i Danmark kalder en krondyrslomme, som har til formål at fastholde vildtet i området ved at tilbyde føde og ro hele døgnet.”

Sikkerhed fremfor alt

De to vildtforvaltere fra Danmark og Sverige har begge et særligt fokus på to ting: sikkerhed og begrænsning af eftersøgninger. Skytterne er ikke placeret på linje, men inde i såten. Hundeførerne kan komme fra alle sider, så det er afgørende, at alle skytter står i skydetårn, hvor der er markeret forbudte skudretninger. Jægerne informeres om vigtigheden af sikkerhed ved parolen.

Også med hensyn til anskudt vildt gælder de samme regler hos Naturstyrelsen og på Johannishus: Jægerne får kun lov at skyde på vildt i samme retning, som de tidligere har afgivet skud, hvis det første dyr ikke ligger synligt forendt. Har en jæger skudt til to dyr, som ikke ses fra skydetårnet efter skuddet, må der ikke blive afgivet flere skud fra den post.

For at øge jægernes chance for velplacerede skud bruger man kun hunde, som driver med hals. På den måde er jægerne forberedt, når de hører hundene, og har tid til at gennemtænke situationen. På Johannishus anvendes kun hunde, som ikke driver for hurtigt. Så kommer vildtet til jægerne i et naturligt tempo, hvilket giver jægerne de bedst mulige skudchancer og tid til at vælge det rette vildt at nedlægge.

Det at bruge de mere kortbenede og langdrivende hunde er noget, som Karsten fra Naturstyrelsen Blåvandshuk har indført for nyligt. Traditionen med ruhåret hønsehunde i drevet i Vestjylland er derved blevet brudt, og hønsehundene er blevet skiftet ud med gravhunde, terriere og wachtelhunde.

Samarbejde på tværs af grænser

Erfaringer fra både Tyskland, Sverige og Vestjylland viser, at færre jagtdage og mere ro giver vildtet optimale levevilkår og øger trivslen hos det klovbærende vildt. Vi har i denne artikel mødt to forvaltere af klovbærende vildt, som arbejder med meget store arealer, men selv på noget mindre områder vil det være muligt at forvalte afskydningen af bestanden på færre jagtdage.

Et samarbejde på tværs af grænser, hvor lodsejere eller jagtkonsortier går sammen om at afholde nogle få fælles bevægelsesjagter, vil give øgede muligheder for både at give vildtet mere fred og samtidig få et bedre overblik over fordelingen af afskydningen.

De store hjortearter bevæger sig over områder, som i Danmark sjældent dækkes af én lodsejer. Netop derfor vil aftaler om afskydning, etablering af kerneområder og samarbejde om afholdelse af jagterne kunne skabe en mere bæredygtig forvaltning af hjortevildtet.

Selvom Karsten fra Naturstyrelsen Blåvandshuk forvalter mere end 13.000 ha klitplantage, lægger han heller ikke skjul på, at han gerne havde set, at Forsvaret ville samarbejde om forvaltningen af kronvildtet på deres tilstødende 6.000 ha: ”Vi har et godt forvaltningssamarbejde med Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Filsø, men jo flere områder, vi får med i samarbejdet, jo bedre er det for vildtet i dag og i fremtiden.”

Kom på bevægelsesjagt – Johannishus Gods

Fri afskydning på hinder og kalve af hjortevildtet samt elgkalve. Hjorte og elgtyre må også nedlægges, men afregnes efter prisliste. Det særlige ved jagten på Johannishus er, at der også er fri afskydning på alle vildsvin, undtagen søer. Det betyder, at en stor keiler ikke koster ekstra. Derimod kan der gives bøder, hvis man nedlægger en elgko eller vildsvine-so. Prisen SEK 9.375.- per jæger, inklusive morgenmad, frokost og en snack efter jagten. Dertil kommer eventuelle trofæafgifter. Læs mere på johannishus.com.

Naturstyrelsen

Statens skove tilbyder bevægelsesjagter flere steder i landet. På Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde oplysninger om de forskellige skovdistrikter, som udbyder pladser på de store jagter. På jagterne i Blåvandshuk har man fri afskydning af kalve, og desuden må hver jæger nedlægge tre hinder og én hjort fra sin post. Der er ingen afskydning af førerhinder, men hjorte må nedlægges op til og med 6-endere eller fra 12-endere og derover. Prisen er 4.750 kr. per jæger, inklusive frokost og trofæafgift for én hjort. Læs mere på nst.dk.

LÆS OGSÅ

Det bør du vide om jagt og jagtkultur i Tyskland