Gennem de seneste år har flere og flere danske jægere fået øjnene op for de muligheder for jagt, der findes direkte syd for os, i nabolandet Tyskland. Det er især de stort anlagte tryk- og drivjagter på klovbærende vildt, der trækker i de danske jægere. Populariteten er forståelig, for terrænerne er store, og organisationen er typisk i top, når jægerne samles for at gøre et indhug i bestandene af råvildt, kronvildt, dåvildt og vildsvin. At det så også er let og relativt hurtigt at komme til de forskellige dele af landet i egen bil, er et ekstra plus.
Efterhånden er der også mange danskere, der er gået skridtet videre og har fået et ege jagt i Tyskland. Det kan være som egentlig jagtlejer med de rettigheder og pligter, der følger med her. Mens andre benytter sig af muligheden for at købe en såkaldt ”Begehungsschein” på et privat revir eller i en statsskov. Det er en jagttilladelse, der giver jægeren mulighed for på egen hånd at gå på jagt i et område efter nærmere retningslinjer.
Med et tysk jagttegn og en tysk jagtforsikring i lommen har man således gode muligheder for jagtlige oplevelser i særklasse på de tyske revirer. I tillæg kommer man til at opleve en jagtlig forvaltning og praksis, der på afgørende punkter adskiller sig fra den danske.
De tyske arealkrav
I Danmark har enhver jordejer juridisk set jagtretten på egen jord. Sådan er det som udgangspunkt også i Tyskland. Men der er et ”aber dabei”. For at få lov til at udøve jagten, er det nemlig et krav, at ejendommen har et sammenhængende areal på mindst 75 hektar. Har man dette areal, kaldes ejendommen et egenjagtdistrikt (Eigenjagdbezirk).
Det betyder med andre ord, at en jæger, der ejer 40 hektar i Tyskland, ikke umiddelbart har lov til at drive jagt på denne jordlod, ligesom hans nabo, der måske ejer 15 hektar klos op ad en af dåvildtets brunstpladser i en statsskov, heller ikke kan leje dette smørhul ud separat til højstbydende. I stedet lægges områder som disse sammen til større, sammenhængende såkaldte fællesjagtdistrikter (Gemeinschaftsjagdbezirke), der mindst skal være 250 hektar store.
Som udgangspunkt forvalter tyskerne dermed vildtet på større arealenheder, end vi gør i Danmark. De mindste revirer er 75 hektar store, men de fleste er betydeligt større. Men selv disse terrænstørrelser er ikke tilstrækkelige, når det gælder det store hjortevildt. For når man ved, at kronvildtet på en given lokalitet aktivt bruger mange tusind hektar i løbet af året, er selv områder på nogle hundreder hektar forvaltningsmæssigt set jo stadig blot dråber i havet. Derfor sker forvaltningen af det store hjortevildt på endnu større arealenheder i de såkaldte ”Hochwild-hegeringe”.
Fælles forvaltning
I Tyskland har man bindende afskydningsplaner for de store hjortevildtarter. For at kunne deltage i afskydningen skal ens jagtterræn indgå i en ”Hochwildhegering”. De deltagende revirer, godser, skovdistrikter m.m. danner et samlet forvaltningsområde på mange tusind hektar. Når den årlige afskydning af kronvildt eller dåvildt i et forvaltningsområde af denne type skal fastlægges, sker det gennem de lokale myndigheder i et tæt samarbejde med egnens jægere. Fordelingen af kvoten på de enkelte revirer sker derefter internt i lavet på en sådan måde, at alle hen over årene får adgang til at nedlægge de relativt få, store hjorte, der årligt sættes til afskydning.
Det er denne forvaltningsmodel, der gør det muligt, at man i Tyskland på terræner med en fast kronvildtbestand altid årligt kan nedlægge en eller flere kapitale hjorte, dvs. hjorte, der er mellem 10 og 13 år gamle. Dåhjortene, der kulminerer lidt tidligere trofæmæssigt, vil man typisk satse på at nedlægge som 9-10-årige. Forud for dette vil der i afskydningsplanerne typisk være en relativt hård afskydning af de yngste aldersklasser og en meget beskeden og stærkt selektiv afskydning i klassen af mellemhjorte. Hundyr og kalve har også deres kvoter, hvor man på terrænerne typisk vil gå meget højt op i at nå de fastlagte minimumstal.
Hele forvaltningen lægger således op til, at der skabes og vedligeholdes en stærk bestand med et afpasset kønsforhold og en naturlig aldersstruktur. Det er erfaringen blandt tyske jægere, at en koordineret, selektiv afskydning på tværs af revirgrænserne er en nødvendighed, hvis dette mål skal nås. Danske jægere, der er på tryk- eller driv-jagt i Tyskland, vil f.eks. opleve dette i form af en meget udpenslet parole, hvis der må nedlægges trofæbærende hjorte på jagten.
Vild efter svin
Det er dog vildsvinene, der er hovedårsagen til, at danskere rejser til Tyskland for at gå på jagt. I den senest afsluttede jagtsæson blev der nedlagt over 600.000 vildsvin i Tyskland, hvilket er markant flere end i de umiddelbart foregående år.
Jagten på vildsvin er højt værdsat af en meget stor del af de tyske jægere, der tilbringer time efter time med tålmodig anstandsjagt om natten, nyder stemningen og intensiteten ved de store, klassiske drivjagter i skovene eller står klar, når majsen høstes, og svinene drives ud fra de marker, der har givet dem både skjul og føde gennem store dele af sommeren og det tidlige efterår.
Vildsvin er kendt for deres store tilpasningsdygtighed, for deres gode evner til at lure jægeren og for deres meget effektive formering, der betyder, at tilvæksten i en bestand under optimale omstændigheder kan være op mod 300 procent årligt. Derfor er jagten på vildsvin en meget omfattende og tidskrævende opgave, hvis man skal nå op på en afskydning, der kan holde bestanden inden for tålelige rammer, hvilket ikke mindst er vigtigt for at forebygge de markskader, som er en uundgåelig følge af, at der er vildsvin i et område. Derfor er der rigelig plads til danske og andre udenlandske gæstejægere på de tyske vildsvineterræner.
Den afrikanske svinepest
I disse år er det vanskeligt at tale om vildsvin uden samtidig at tale om den afrikanske svinepest, som er en alvorlig trussel mod den europæiske produktion af slagtesvin, og som derfor tages meget alvorligt også i Tyskland.
Den afrikanske svinepest er en smitsom virussygdom med en meget høj dødelighed. Sygdommen kan ramme både tamsvin og vildsvin, men er ufarlig for mennesker. Sygdommen findes i skrivende stund endnu ikke i Tyskland, men i en række østeuropæiske lande kendes den både fra vildsvin og i tamsvinebesætninger. Senest har smitten yderligere bredt sig til vildsvin i den sydlige del af Belgien.
Der er en tendens til, at der fokuseres på det landbrugsmæssige perspektiv, det vil sige på effekterne for produktionen og afsætningen af tamsvin, når talen falder på afrikansk svinepest. Men i og med at udbrud blandt vildsvin på det nærmeste udrydder bestandene i de berørte områder, vil spredningen af afrikansk svinepest også få betydelige konsekvenser for naturen, idet vildsvinene som en naturligt hjemmehørende europæisk nøgleart har stor betydning for at skabe levesteder til andre organismer. Desuden vil større udbrud af afrikansk svinepest blandt vildsvinene i Tyskland naturligvis få helt grundlæggende konsekvenser for den tyske jagt, som vi kender den i dag.
Den seneste stigning i udbyttet af vildsvin fra jagt i Tyskland skal bl.a. ses i lyset af truslen fra den afrikanske svinepest, idet de tyske jægere har iværksat en intensiveret afskydning, der skal sænke bestanden og dermed også mindske den mulige smittespredning ved et udbrud.
Sjældent småvildt
Mens jagten på det klovbærende vildt spiller en noget større rolle i den tyske jagt, end den gør i den danske, forholder det sig omvendt med jagten på småvildt. Selv om Tyskland er over otte gange større end Danmark, nedlægger de tyske jægere samlet set eksempelvis kun halvt så mange svømmeænder, som de danske jægere får på paraden. Tilsvarende er det med en art som skovsneppen, hvor der i hele Tyskland kun nedlægges en fjerdedel af det antal, der nedlægges i Danmark. For agerhønens vedkommende når det samlede tyske vildtudbytte kun op på en tiendedel af det danske.
Der er flere grunde til, at det forholder sig sådan. Geografien spiller naturligvis en rolle. Tyskland består af en række forskellige landskabstyper, herunder bjergområder, der ikke rummer de samme velegnede levesteder for småvildtarterne, som det frugtbare danske lavland gør. Tyskland udgør heller ikke på samme måde som Danmark en korridor for trækkende arter. Men lovgivningen spiller også ind.
Færre jagtbare arter
Jagtlig udsætning af fuglevildt, sådan som vi kender det fra Danmark, er således som udgangspunkt forbudt i Tyskland, hvilket afspejler sig i, at udbyttet af gråænder, fasaner og agerhøns er betydeligt mindre end i Danmark. Desuden er antallet af jagtbare småvildtarter generelt bare mindre. De præcise jagttider varierer fra delstat til delstat, men sammenligner vi med delstaten Slesvig-Holsten, der ligger umiddelbart syd for landegrænsen, og som landskabsmæssigt minder meget om Danmark, vil vi se, at af ænderne er det kun gråand, krikand, brunnakke og troldand, der er jagtbare. De øvrige er totalfredede. Der må heller ikke drives jagt på arter som dobbeltbekkasin, agerhøne, blishøne og husskade. Generelt er jagttiderne på de enkelte jagtbare arter også en anelse kortere end de danske jagttider.
Til gengæld kan de slesvig-holstenske jægere så glæde sig over, at de har hele seks måneder til rådighed til afskydningen af deres kronhjorte og fem måneder til afskydningen af dåvildtet. Disse meget lange jagttider for hjortevildtet er mulige, fordi der med afskydningsplanerne er lagt låg over hvilke og hvor mange dyr, der må skydes. Den afpassede og selektive afskydning af det klovbærende vildt er tidskrævende, og dermed bliver der ganske enkelt mindre tid til rådighed til småvildtjagten på de tyske terræner.
De tyske jægere
Vender vi os fra vildtet til jægerne, finder vi også tydelige forskelle mellem Danmark og Tyskland. Dette gælder ikke mindst antallet af jægere. I alt er der knap 400.000 jagttegnsløsere i Tyskland. I forhold til landets areal og befolkningens størrelse er der et forbavsende lavt tal. Det svarer til, at der er én jæger for hver 235 indbyggere. Det er især i storbyer som Berlin (en jæger pr. 1135 indbyggere) og Hamborg (en jæger pr. 674 indbyggere), at der er langt mellem jægerne. I mere tyndt befolkede og landligt prægede delstater som Slesvig-Holsten eller Mecklenburg-Vorpommern er frekvensen af jægere højere med cirka én for hver 125 indbyggere. Men derfra er der stadig et stykke vej til de danske forhold, hvor der er en jæger for hver 33 indbyggere. Groft sagt kan man sige, at mens der i Danmark er én elev pr. skoleklasse, der tager jagttegn, er der i Tyskland en elev pr. skole, der tager jagttegn. En vigtig del af grunden til dette er det noget mere omfattende pensum til jagtprøven, der i Tyskland – apropos skoleverdenen – populært kaldes ”Das grüne Abitur” – den grønne studentereksamen. Men dermed er nyjægerne også godt klædt på til den jagtlige praksis, når de står med deres nye jagttegn i hånden. Blandt andet har de gennem uddannelsen tilegnet sig forudsætningerne for at kende vildtarterne i de forskellige aldersklasser og dermed gennemføre en afskydning af klovbærende vildt i forhold til de forvaltningsplaner, der foreligger.
Interesse og inspiration
Man kan sagtens tage til Tyskland for at gå på jagt alene for oplevelsens skyld. Men har man tid og lyst, bør man unde sig selv at se lidt nærmere på nabolandets jagtforhold, hvor traditioner, lovgivning og forvaltning gribes an på en anden måde, end vi kender det fra Danmark. Interesse afføder ofte inspiration, og nytænkning er ikke mindst vigtigt netop nu, hvor der arbejdes med en mere afbalanceret forvaltning af de store hjortevildtarter i Danmark.
Erfaringerne sydfra kunne også med fordel have været bragt i spil i forhold til den danske forvaltning af vildsvin. Kommer man som dansker på jagt med tyske jægere med praktiske erfaringer med denne art, vil man opleve, at de kun har hovedrysten til overs for troen på, at et hegn med huller kan holde netop disse pågående dyr ude af landet.
Hjortevildtet har gået på gymnasiet, vildsvinet på universitetet, lyder en tysk talemåde.
Waidmannsheil!
