Oversættelse: Niels Dygaard
Jeg er så heldig at være i stand til at tage på jagt over hele kloden, men når det er sagt: hvis det ikke lykkes mig at komme på jagt efter thar mindst én gang om året herhjemme i New Zealand, begynder jeg at få abstinenssymptomer. Det er modbydeligt.
Ingen tid at spilde
Så, da to venner fra Norge kontaktede mig og forhørte sig om jagt på tahr og gemser i løbet af vinteren, var jeg ikke sen til at opfordre dem til at komme på besøg – selvfølgelig på betingelse af, at jeg kunne få lov til at være med. Espen Haugeland og Ronnie Røiseland tog turen hele vejen fra Lyngdal i Norge ned til mig i Levin. I samme øjeblik som de steg ud af flyveren, læssede jeg dem ombord i min pick-up og kørte direkte ned til færgen for at tiltræde vores tur til Sydøen. ”I gutter kan slappe af på båden, lad os ikke spilde kostbar jagttid,” sagde jeg.
I juni er det højsæson for jagt på thar og gemse, så min plan var at tage ud til vestkysten til Fox Glacier, inden vi ville flyve ind til ”The Tai Poutine Mountain Park”. Men vi skulle først gøre et par stop undervejs. En anden jagtkammerat var fløjet til Blenheim, en lille by på toppen af Sydøen og ventede i lufthavnen på at blive samlet op. Derefter var det afsted til St. Arnaud for at mødes med den sidste i vores gruppe, Nick King, en Kiwi- jagtlegende. Med fem jægere komfortabelt anbragt i trucken satte vi næsen sydpå og kørte til Fox.
Vores plan var at flyve ind i bjergområdet for derefter at vandre langs med en bjergflod til det sted, hvor den mundede ud i en anden flod, inden vi ville kæmpe os vej igennem tæt kratskov ind til, hvad jeg stolt refererede til som The Hidden Valley. Det er dér, at der er flere tahr, end der er stjerner på himlen.
Ugens vejrudsigt lød på stormvejr af orkanstyrke med kraftige kastevinde. I New Zealand kalder vi det “Swazi Weather”, og det var præcist, hvad der ventede os på vores seks dage lange tur i bjergene. Okay, det måtte vi tage med!
Den flyvende legende James Scott ved styregrejerne i sin Hughes 500 D – Luftens Ferrari – som fløj det norsk/new zealandske jagthold op i bjergene.
Ronnies første gemse
Vi tog med den første helikopter, som kunne flyve os ind til flodens udspring, hvorfra vi ville gå ned til den hytte, som skulle være vores base under det ugelange ophold. Efter at vi have etableret os i lejren, mente vi, at en sen eftermiddags recognosceringstur ville være på sin plads, og vi tog afsted for at kigge nærmere på et område ved en bjergflod neden for hytten. Det var i det mindste vores plan. Blot 80 meter fra hytten stødte vi på en gemsebuk, og efter en kort pürsch langs med floden lagde Ronnie sig ned og skød den med et velplaceret halsskud med sin lynhurtige .270 WSM. Her, hvor vi knapt nok var kommet i gang, havde Ronnie skudt sin første gemse – en rekord det vil blive svært for ham at slå. I min binokulære Leica Geovid målte jeg afstanden fra det sted, hvor gemsen var faldet og til vores hytte. Den var på 162 meter. Pokkers! Nu kunne nordmændene jo let komme til at tro, at resten af vores jagt ville blive ligeså nem.
Med udsigt til det truende vejrsystem, der nærmede sig, vidste vi, at vi skulle udnytte enhver chance, der måtte byde sig. Den følgende morgen bød på masser af regn, så vi krydsede floden og stilede imod bjergtoppene, idet vi håbede, at der ville blive et ophold i regnbygerne, så vi i vores kikkerter forhåbentlig kunne få øje på nogle dyr. Bare 600 meter oven for os opdagede Nick en pæn tyr oppe i et græsbevokset område. Sammen med Espen ville han gå op igennem skybankerne for at prøve at komme på skudhold, mens Ronnie og jeg gik over en glat klippeside for at komme hen til en bjergsø.
Jeg ville op til et stort klippefremspring oven for bjergsøen, hvor dyrene gerne ville være, og hvorfra jeg vidste, at det var et glimrende sted at spotte dem fra, og hvor vi samtidig ville komme i læ for vinden. Vi havde lige netop slået os ned på læsiden af klippeblokkene, da en tahrtyr dukkede op i disen. ”Hvad synes du, Davey?” spurgte Ronnie mig. ”Jeg synes, at du skal tage den, makker!” På ny demonstrerede min norske ven sin skydefærdighed og nedlagde sin første tahr.
Ronni og jeg havde ikke hørt nogle skud fra nabodalen – både Ronni og Espen skød med .270 WSM-rifler med Hausken lyddæmpere – alligevel var jeg temmelig sikker på, at de andre ville have hørt vores skud, så jeg troede ikke, at de havde været i stand til at komme på skudhold af deres tyr. Med Ronnie´s tahr i min rygsæk vendte vi tilbage til det aftalte mødested, lige i rette øjeblik til at se dem komme ned fra klipperne – Espen med et tahrskind omring skulderen. Jeg vendte mig om imod Ronnie. ”Lad os lave lidt skæg med dem. Ikke et ord om din tahr, Ronnie – det holder vi mund med!”
Et par timer efter mørkets frembrud var vi tilbage ved hytten, og med en øl i hånden spurgte jeg ligesom tilfældigt Espen, om han ikke lige kunne stikke mig mit kamera henne fra min rygsæk, der stod i et af hyttens hjørner. Han åbnede den og kiggede op med et smil. ”I luskede banditter!”
Et flot eksempler
På turen brugte vi dette udstyr:
Leica APO-Televid 62 spotting scope
www.leica-sportoptics.comLeica Geovid 10×42 HD-B med afstandsmåler
www.leica-sportoptics.comSwazi Tahr Ultralite jacket
www.swazi.co.nzSwazi Hasbeanie hat
www.swazi.co.nzSwazi Ali-Gaiter Kevlar/polyester gamacher
www.swazi.co.nzSwazi Fingerprints microfleece handsker www.swazi.co.nz
At bo I en lejr ved en flod har sine fordele, men I det dårlige vejr blev vi i et par dage bremset af hastigt stigende vandstand, indtil et ophold i regnen gav os chancen for at følge floden nedstrøms for at udforske den næste bjergsø.
Syndfloden var blevet afløst af en konstant finregn, og de mange mindre floder, vi skulle over, var det pludseligt umuligt at passere. Åbne områder, hvor vi tidligere havde været, så indbydende ud, så vi stoppede mange gange for med kikkerten at spejde efter dyr. I disen højt oppe oven over os løb en kronhjort under sin fødesøgning frem og tilbage i et åbent område, helt uvidende om de jægere, der lænet op ad nogle træer stod og holdt øje med hver af dens bevægelser.
“Det er en fin tolvender, fandeme et flot eksemplar for dette sted at være,” var Nicks kommentar. Men gutterne var rejst hertil for at jage tahr, så vi besluttede at gå efter den en anden dag og fortsatte ned i dalen i vores søgen efter de store, stridhårede djævle.
Da vi gjorde holdt for at få lidt frokost neden for et kæmpestort, nyt stenskred, lettede tågen og lige med ét forandrede det knudrede sammensurium af forvredne træstammer og klippeblokke så store som huse sig fra at have set ud som en labyrint til en gylden trappeopgang, som kunne føre op til de åbne klippetoppe oven over bevoksningen.
Efter en hård tur op igennem en ravine trådte vi ud på et lille, fladt plateau, hvorfra vi havde mulighed for at afsøge klippefremspringene til højre og venstre for os. En ung tyr trådte ud fra noget kratskov og begyndte uvidende om jægerne lidt længere nede at esse. Så kom en flok hundyr til syne til højre for ham – så pludseligt som var de blevet landsat af ”USS Enterprise”. I det ene øjeblik havde der ikke været nogen, og med ét stod der et halvt dusin. Sådan noget forbløffer mig altid og får mig til at spekulere på, hvor mange man mon går forbi.
Hold lige på!
Vi slog os derfor ned til et lille hvil, mens vi samtidig med kikkerterne omhyggeligt afsøgte området. Der måtte være en eller anden ”big boy” et eller andet sted her. Ud fra skyggerne fra en langstrakt tunge af solide granitklipper forvandlede en form sig langsomt fra at have været en mørk klippeblok til en mørk klippeblok med to horn og en lang man. ”Dér er vores tyr!”
Espen lagde riflen til rette på et par rygsække, stablet oven på hinanden og spurgte om afstanden. ”280 meter, men næsten lodret op” svarede jeg. Den ballistiske kalkulator angav, at det svarede til 203 meter. Så jeg sagde: ”Hold lige på!”
Uden at vente på flere beskeder skød han næsten omgående, og tyren væltede omkuld og ud af syne for os. Smukt skud! Klatreturen derop blev mere og mere stejl, jo højere vi kom op. Og selv om det i virkeligheden var en ret kort afstand, syntes det at tage en evighed at nå op til det sted, hvor vi sidst havde set tyren. Et perfekt skud, et stort dyr og en helvedes lykkelig nordmand.
En jagtligt efterskrift
Efter min mening er antallet af tahr for tiden for stort til at være bæredygtigt, og som jægere bør vi ikke kun være interesserede i trofæer. Vi er også nødt til at være opmærksomme på den miljømæssige påvirkning, store populationer har på den omgivende natur. Man skønner, at der lever 35,000 til 40,000 tahr i New Zealands bjerge, og det antal bør mindst halveres, hvis ikke mere. Hvis vi jægere ikke gør det, er der nogle andre, der vil.
Vi er nødt til at sikre os to ting: at bevare en rig natur, og at kommende generationer vil få mulighed for også fremover at kunne jage den majestætiske Himalaya-tahr på en af denne planets mest uberørte og fjerne lokaliteter.
New Zealands Sydalper – ikke kun for bjergbestigere.
Det var en dejlig mindeværdig tur. Gode kammerater og god jagt. I tidens løb har andre new zealandske jægere ofte spurgt mig om, hvordan mine europæiske jagtkammerater klarer vores bjerge – så stejle de er, den kendsgerning, at vi ligger i lejr i rædselsfuldt vejr, og alene den fysiske udfordring ved at skulle jage i ofte tæt, ufremkommeligt terræn. Til det kan jeg kun sige, at det klarer de fint. Det kræver naturligvis, at fysikken er i orden, og at der kun medtages det nødvendigste udstyr for at kunne overleve under de ofte barske forhold, men indtil nu er jeg vildt imponeret af alle mine venner, der er rejst rundt om jorden for at komme hertil og opleve denne jagt. Hvis du selv planlægger en sådan tur, lad dig da ikke bremse af kommentarer om, at vores bjerge er ”pure tiger country”, der kun er tilgængeligt for bjergbestigere. Kom i form, opøv dine skydefærdigheder, og kom så og nyd jagten på et af denne planets mest fantastiske dyr.
For yderligere information om Swazi, besøg: www.swazi.co.nz.
