I oktober 2000 var jeg på min tredje jagtrejse til Afrika. Jeg var fulgt med et par andre danske jægere til Zimbabwe. Det skulle senere vise sig, at vi var nogle af de sidste, som jagede plainsgame på private farme, inden Mugabes banditter skræmte de hvide farmere ud af landet.
På en af turens sidste dage var en kudutyr blevet anskudt af en af de andre jægere. Tyren var gået ned i skuddet som ramt af lynet, men sprang pludselig op efter nogle lange sekunder og stak i fuld fart af igennem bushen. Et typisk tapskud. En rigtig uheldig anskydning med minimale chancer for at spore den anskudte tyr og rette op på fejlen.
Outfitteren Frik Muller og jeg var løbet tilbage til Toyota Landcruiseren og havde startet en vild forfølgelse. Jeg stod på ladet med outfitterens Winchester M70 i kaliber .300 Winchester Magnum. Planen var – i al dens åbenlyse desperation – klokkeklar. Som Frik råbte til mig, da jeg klatrede op på ladet: ”Skyd på den mindste chance – vi skal have sænket farten på den tyr!”.
Jeg stod med en kvalm og knugende mavefornemmelse. Situationen føltes ikke rigtig. Det hele mindede nok lidt for meget om summen af mine værste fordomme om skydegale rednecks på jagt, selvom jeg jo inderst inde godt var klar over, at alle kneb bogstavelig talt gælder, når et stykke vildt er anskudt.
Jeg holdt krampagtigt fast i ladets forkant med den ene hånd og i riflen med den anden. Frik skimtede i flygtige glimt kuduen, der havde slået følge med en anden tyr, men vi var for langt væk fra dyrene til så meget som at overveje et skud.
Efter næsten ti minutters vanvidskørsel kom vi tættere og tættere på de to tyre, som havde sat tempoet lidt ned under det hårde pres. Den bagerste havde en tydelig mørk stribe af schweiss ned ad siden. ”Gør dig klar”, råbte Frik, men jeg kunne intet stille op fra den dansende bil, før han bremsede.
Det gjorde han 20 sekunder senere. Så eftertrykkeligt, at jeg smadrede låret ind i ladets forkant, så det var sort og blåt i en uge bagefter. Kuduerne var sprunget ned ad brinken i et udtørret flodleje. Der var ingen chance for at fortsætte forfølgelsen. Vi var fremme præcis tids nok til at se den anskudte tyr springe op ad den modsatte bred. Afstanden var godt 100 meter, og den galoperede væk fra mig.
Der var ikke tid til at tænke. Jeg kastede riflen til skulderen og fandt tyren i kikkerten. Jeg kunne se ryggen igennem trækronerne. Jeg svingede godt frem på den i håbet om at sende en kugle igennem toppen af ryggen og trykkede instinktivt af.
Tyren faldt slapt sammen i en støvsky. Som en ko skudt med en boltpistol. Den var stendød, inden braget nåede den.
Jeg repeterede hurtigt og sigtede igen på tyren. Men der var fuldstændig ro. ”Great shot!” udbrød Frik, og jeg formåede at lade som om, at alting var gået som planlagt. I virkeligheden havde jeg ikke nogen sikker fornemmelse af, præcis hvad der var sket.
Da vi kom frem til dyret, tog det nogle minutter at få klarhed over situationen. Tyren var stendød, den var – som forventet – let tapskudt på ryggen og havde desuden en smule blod på læberne. Men vi kunne ikke rigtig finde noget kuglehul i ryggen fra det dræbende skud.
Til sidst bestemte Frik sig for, at indgangshullet måtte skjule sig i strejfskuddet på ryggen over skulderpartiet. Vi tog nogle hurtige billeder og tog fat i dyret for at slæbe det tilbage til bilen. Jeg greb i det ene horn og mærkede i samme øjeblik, at det slet ikke sad ordentligt fast.
Ved et nærmere eftersyn fandt vi forklaringen på dagens mysterium. Kuglen havde ramt nakkeknuden lige bagfra og var passeret igennem hjerneskallen, ganen og tyrens åbentstående mund. Der var ikke så meget som en ridse på læberne og det kaliberstore indgangshul kunne kun findes ved møjsommeligt at gå nakkehårene igennem. Et fuldstændig usandsynligt skud, som til og med ikke havde ramt, hvor jeg troede, at jeg sigtede. Om jeg så forsøgte det samme skud 1000 gange i træk, ville det med garanti ikke lykkes med samme resultat en eneste gang.
Så hvorfor anser jeg dette skud af alle for at være mit sværeste skud? Hvis jeg nu valgte at påstå, at hændelsesforløbet var fuldstændigt bevidst fra min side, så ville det være ret indlysende, hvorfor dette skud var så svært. Men jeg gør mig ikke nogen illusioner om, at jeg formåede at imødegå en komplet umulig udfordring med mesterlig skydekompetence. Snarere tværtimod. Jeg må blankt erkende, at denne rigtig elendige jagtsituation løste sig ene og alene på grund af usandsynligt svineheld. Ikke det mindste svært i øjeblikket, men for en evighed derefter.
Dette er en af de lektier i mit jagtliv, som jeg egentlig helst vil glemme. Irriterende at ribbe op i. Men vi skylder os selv og de jægere, der kommer efter os, at huske vore lærestreger. Også de ubehagelige. Nogle gange kan det gå så galt på jagten, at vi er fuldstændig afhængige af held for at lykkes. Derfor hænger den nakkeskudte kudu på min væg, til jeg ikke kan længere, og minder mig om mit sværeste skud.
