I år 2000 lykkedes det mig at komme på jagt i Iran. Efter 9 dages jagt i den vestlige og centrale del af landet, gik turen østpå efter Irans vel nok fornemste trofæ, en vædder af arten Transkaspisk Urial.
Desværre var vejret det værst tænkelige med tåge og snebyger. Den følgende dag forsøgte vi at jage, men sigtbarheden var så dårlig, at det ikke gav nogen større mening. Det dårlige vejr fortsatte, og jeg begyndte at blive bekymret, for jeg måtte hjem søndag aften – urialvædder eller ej. Men natten til søndag blev det stjerneklart, og ved daggry drog vi af. For at kunne nå min flyver, måtte vi være tilbage fra terrænet allersenest kl. 14. Tidnød synes at være min lod som fårejæger.
Ved nitiden så vi de første får, men der var ingen voksne væddere i flokken. Men en time senere fik vi øje på en ny flok med to store væddere i. Måske havde jeg alligevel en chance? De vilde får i Iran har været jaget i over 25.000 år, så de ved godt, hvad det drejer sig om. Og når de store væddere ville krydse dalen foran os, ville de være over de 400 meter borte, som er min etiske grænse for skud til levende mål.
Men pludselig stak flokken af. Det var næsten vindstille, så dyrene kunne ikke have...
