I år 2000 lykkedes det mig at komme på jagt i Iran. Efter 9 dages jagt i den vestlige og centrale del af landet, gik turen østpå efter Irans vel nok fornemste trofæ, en vædder af arten Transkaspisk Urial.
Desværre var vejret det værst tænkelige med tåge og snebyger. Den følgende dag forsøgte vi at jage, men sigtbarheden var så dårlig, at det ikke gav nogen større mening. Det dårlige vejr fortsatte, og jeg begyndte at blive bekymret, for jeg måtte hjem søndag aften – urialvædder eller ej. Men natten til søndag blev det stjerneklart, og ved daggry drog vi af. For at kunne nå min flyver, måtte vi være tilbage fra terrænet allersenest kl. 14. Tidnød synes at være min lod som fårejæger.
Ved nitiden så vi de første får, men der var ingen voksne væddere i flokken. Men en time senere fik vi øje på en ny flok med to store væddere i. Måske havde jeg alligevel en chance? De vilde får i Iran har været jaget i over 25.000 år, så de ved godt, hvad det drejer sig om. Og når de store væddere ville krydse dalen foran os, ville de være over de 400 meter borte, som er min etiske grænse for skud til levende mål.
Men pludselig stak flokken af. Det var næsten vindstille, så dyrene kunne ikke have fået vind af os. Et solglimt i en af vores kikkerter havde formentlig stødt dem. De to store væddere løb bagerst. Heldigvis befandt vi os højere oppe end vædderne, så, idet de løb skråt op ad den modsatte bjergside, kom de lidt tættere på os. Det lykkedes Amir med en brægende lyd at stoppe vædderne et kort øjeblik. Jeg havde fulgt dyrene i sigtekikkerten og var klar over, at det var nu eller aldrig. Jeg vidste, at kuglen faldt ca. 20 cm. ude på 350 meter, og placerede derfor trådkorset ud for skulderen af den forreste vædder og i højde med hornenes base. Hvilken af de to væddere, der var størst, kunne jeg ikke afgøre, men det betød ingenting. De var begge fuldvoksne væddere med prægtige hvide fuldskæg. Og Diana var mig nådig, for vædderen faldt i knaldet. Drømmetrofæet var mit.
