Hvordan kom du i gang med falkejagt? Da jeg var 38 år, tog jeg til Skotland for bl.a. at skyde grouse over stående hund. Ude på jagten møder jeg en ældre tysker, Eckart Schormaier, som havde sindssygt dygtige stående hunde, og han fortalte mig, at han brugte dem en del til falkejagt. ”What!” tænkte jeg, ”det lyder spændende.”
Jeg spurgte ham, om jeg måtte få lov at se det, og det måtte jeg. Næste dag tog jeg ud med Eckart, hans hunde og hans falke, og det blev en fantastisk oplevelse. Hundene fandt grousene, og så sendte han falken på vingerne. Den tog højde og kredsede rundt halvanden hundrede meter over os. Så gik vi frem mod fuglene og fik dem op, og falken susede ned og slog på den ene grouse. Grousen blev ramt i luften og faldt ned og tumlede rundt i lyngen, og så var falken over den. Jeg sagde til Eckart : ”Du må lære mig det her! Jeg er færdig med at skyde grouse med stående hund, hvis du kan lære mig at gå på jagt med falke.”
Hvad var fascinationen ved falkejagt?
Ud over, at den er utroligt flot, er det fascinerende, at man kan få hund, falk og mand til at arbejde sammen og se, hvor effektivt og elegant sådan en falk går på jagt. Mange kender oplevelsen af at køre galt i en bil, og man ligesom optager en masse billeder inde i hovedet, så man bagefter kan se hele forløbet i slowmotion. Sådan er det også nogle gange i disse situationer med fuglene: Du ser byttefuglen, der forsøger at stikke af, og du lægger nakken tilbage og ser falken, der falder gennem luften som en sten, hvorefter den retter op og fanger fuglen 100-150 meter længere væk. Det er en fantastisk flot oplevelse.
Hvordan kom du så i gang?
Eckart ringede til Frank Skaarup, der var formand i Dansk Falkejagt Klub før mig, og spurgte ham, om han ville tage mig i lære. Det ville han gerne, og jeg læste bøger og lærte af ham i to år, inden jeg som 40-årig fik min første falk. At stå der med sin første falk på armen var lidt ligesom at holde sin første kæreste i hånden: Man er fuldkommen lykkelig, men ved ikke rigtig, hvad man skal gøre med hende.
Kan det at træne og blive fortrolig med en jagtfalk sammenlignes med det at oplære en jagthund?
Ja, men det er svært, og det tager tid. Når du går på falkejagt, er det som at spille skak med naturen: Når du har fundet ud af, hvordan du flyver med falken, skal du vide, at i den der mose, der ligger nogle ænder, og vinden kommer derfra, og når jeg så går derhen på den anden side og sætter falken på vingerne, så kan jeg måske skabe en chance for, at den slår på en and.
Hvis falken ikke er højt nok oppe, så flyver ænderne slet ikke, for de ved godt, hvad der sker, hvis de flyver over åben mark, og der hænger en falk 50-60 meter oppe. Men hvis falken er 150 meter oppe, og den måske er 200 meter væk fra vandhullet, så ser ænderne den slet ikke. Så handler det bare om at få lettet en eller to ænder, og i det øjeblik, de kommer væk fra vandhullet, kommer falken efter dem.
Der er rigtig mange faktorer i spil?
Det er et meget kompliceret regnestykke, og det er netop det, der er fascinationen. Der er rigtig mange gange, hvor det ikke går op, men når det så sker, er det fanstatisk. Jeg skyder stadig, men jeg er slet ikke så hooked på det, som jeg har været, for det at skyde blegner lidt i forhold til falkejagten.
Det, der er den virkelige udfordring, er, at man ikke må gå på falkejagt herhjemme. Der er mange, der vil være falkonerer, men vi plejer at tale dem fra det. Som det er nu, er det eneste, jeg lovligt må jage, de duer, der flyver til og fra mit dueslag. Så jeg kan træne og træne, men vil jeg rigtig på jagt med mine fugle, skal jeg tage til udlandet.
Det er lidt ligesom at have en elskerinde på afstand?
Ja, og jeg har faktisk ikke været afsted, siden vi lavede Nak & Æd, hvor jeg mistede falken. Jeg har også tidligere været på en stor jagt i Tyskland, hvor min falk blev taget af en duehøg. Jeg fandt kun skroget af den, og det må man affinde sig med, når man jager på naturens præmisser.
Jeg bryder mig ikke så meget om at tage til udlandet med de falke, jeg har nu, for der vil de være på udebane. Herhjemme flyver de måske frit i nogle timer, men de bliver ikke væk, for de ved, hvor gården ligger, og vender ofte selv tilbage.
Andre falkonerer tager til Frankrig, Tyskland, England og Skotland, men som det er nu, bliver jeg herhjemme med mine fugle og træner dem her.
Der er ellers en lang dansk tradition for at gå på falkejagt?
Ja, men siden 1967 har vi ikke måttet gå på falkejagt herhjemme, og der har desværre ikke hidtil været politisk stemning for at genindføre jagtformen. Der er kun omkring 50 registrerede rovfuglehold herhjemme, og det tæller også dem, der har en ugle. Til sammenligning er der dobbelt så mange rovfuglehold i England, hvor jagten er tilladt, som der er medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening herhjemme.
Hver gang, vi har været tæt på at få jagten lovliggjort, er vi blevet forhandlet endnu længere væk, for at man til gengæld har kunnet lave et nyt udsætningsforlig. Reglerne er fx blevet skærpet administrativt, så falkonerer skal have skriftlig tilladelse fra Naturstyrelsen til bare at tage deres vandrefalk uden for deres egen have og over på et andet matrikelnummer.
Man kan sagtens have den holdning, at det er forkert at have dyr i fangenskab. Men jeg ser ikke noget problem med rovfuglehold, og det gør Det Dyreetiske Råd heller ikke. En af dem, der ser skævt til falkejagten, ynder selv at trække hesten af stald, iføre den saddel og et bidsel og sætte sig tungt på ryggen af den. Jeg føler selv, at jeg giver min falk langt større frihed og selvbestemmelse, når jeg slipper den fri og lader den flyve lige derhen, hvor den vil og udfolde sine instinkter.
Hvordan oplever I, at befolkningen generelt ser på falkejagt?
Et af de spørgsmål, jeg hyppigst får, når jeg flyver med falke, er: ”Hvorfor er det overhovedet ulovligt?” Det forstår folk ikke. Det er jo naturens orden, at den ene fugl spiser den anden.
Jeg mener, vi skal have falkejagt, fordi der er mange positive aspekter ved det: Der er ingen anskydninger i denne jagtform, alt foregår på naturens præmisser, og det stykke vildt, der bliver nedlagt, er det, der er langsomst til at komme afsted. Det er naturens egen måde at luge ud blandt de dårlige dyr. Sådan er det ikke i de fleste andre jagtformer: De fasaner, der bliver skudt, er som regel dem, der er allermest sunde, og som flyver allerhøjest, for dem vil folk helst nedlægge. Dem, der er halvsløje og flyver to meter over jorden, som burde være blevet skudt, får lov at gå.
Det at gå på jagt med falk er samtidig noget, du let kan formidle til andre mennesker: Du kan tage en hel skoleklasse med, vise dem rovfuglen og gøre dem interesserede i naturen. Det er en fantastisk måde at fortælle om naturens gang på og videreformidle, at vi skal passe på den.
Fortæl lidt om træningen og plejen?
Fuglene har hver deres voliere. Når jeg skal have dem ud om morgenen, går jeg ind til dem med et lille stykke kylling, sætter snor på dem og tager dem med ud. Så lader jeg dem flyve rundt ved vores gård her på Møn og ud til Klinten. Jeg har altid en radiosender på dem, de flyver enkeltvis, og når de har fløjet så meget, de gider, kommer de tilbage og sætter sig oppe på tagryggen.
Når dagene blive korte, holder de fleste falkonerer op med at flyve falkene for at forberede den kommende yngletid. Så bliver fuglene sat sammen i en voliere, og man forstyrrer dem ikke, så de igen får den naturlige adfærd over for hinanden. Man fodrer dem godt, og hen over vinteren begynder de på deres yngleadfærd, og i det tidlige forår vil de lægge æg. Dem får de lov til at ruge på, og hvis der ikke kommer nogen unger ud af det, tager jeg falkene ud omkring påsketid, gør dem tamme og flyver med dem endnu en sæson.
Er det en dyr hobby?
Nej, du kan købe en falk for 3.000-4.000 kr., og de spiser væsentlig mindre end en jagthund. Mine falke får noget af det vildt, vi skyder, og så daggamle kyllinger, vagtler og tamduer. Udstyrsmæssigt kræver det en passende voliere og et fornuftigt pejleudstyr, det bedste koster lige under 10.000 kr. Det er selvfølgelig en del penge, men hvis du som almindelig jæger skal ud at købe jagttøj og gevær og kikkert osv., bliver det jo en mindre formue til sammenligning.
Vi vil dog gerne have, at der kommer en ny lovgivning, så det bliver lovligt at gå på falkejagt og erhverve hjemmehørende rovfugle, inden vi går ud og opfordrer andre til at blive falkonerer. Hvis først lovgivningen kommer på plads, vil vi lave en mentorordning, så dem, der gerne vil i gang, kan blive tilknyttet en mentor og på den måde komme godt fra start. For du er nødt til at have nogen, du kan ringe til med dine spørgsmål. Vi lægger også op til, at man skal have bestået en falkonerprøve for at have en rovfugl.
Der findes alle mulige jagtfugle ud over jagtfalkene?
Ja. Jeg synes, at falke er fascinerende, men kunne jeg få lov at have duehøg, ville jeg rigtig gerne det. Men det må man endnu ikke herhjemme. Man kan dog få lov til at holde flere forskellige ikke hjemmehørende arter, fx en harrishøg, som er en meget let fugl at have med at gøre. Den kan alle have, for den er trofast, og der skal meget til, før den flyver væk fra dig.
Andre fugle er lidt sværere at træne og jage med, fx berber-falke. De er mindre end vandrefalken, de er meget adrætte, og de flyver meget hurtigt og går højt i skyerne. Når de er i rigtig god kondition, og efterårets vinde raser, så kommer de hurtigt ud af syne. Det var sådan en, jeg mistede i Nak & Æd…
Fortæl om den oplevelse?
I Dansk Falkejagt Klub havde vi længe haft en drøm om, at nogen skulle interessere sig for vores jagtform og vise den til en bredere kreds af mennesker. Det blev opfyldt med Nak & Æd, men vi havde kun få dage til at få alle optagelserne i kassen.
Jeg var godt klar over, at det ikke var noget godt sted, vi endte med at skulle få fuglen på vingerne, og jeg var ikke glad ved situationen. For selvom området bliver brugt af nogle af de førende falkonerer i Europa, og der er masser af agerhøns, grænsede den mark, vi stod på, lige op til en motorvej.
Jørgen Skouboe skulle slippe fuglen, og det er meget vigtigt, at man får hætten af fuglen, inden den flyver. Jørgen var ikke vant til at flyve med fugle, så vi besluttede at sætte en snor igennem et sæt øjer på fuglens ben. Hætten kommer fint af, men så flyver fuglen, før snoren bliver taget af. I stedet for at lette skråt op fra handsken og komme hurtigt op, må falken derfor bruge sine kræfter på at komme fri af snoren. Den kommer helt ned ved jorden, inden den kommer fri, og på det tidspunkt har den brugt en del af de kræfter, den skulle have brugt på at stige, og så drejer den op mod vinden for at få løft, ud over motorvejen. Og så bliver den ramt af lastbilen.
I vælger alligevel at sende programmet?
Vi snakkede meget om det og blev enige om, at det eneste, vi ikke kunne holde til, var at lyve om, hvad der var sket. Udsendelsen viser på godt og ondt de udfordringer, der følger med falkejagt.
Der var nogle ornitologer, som skrev rasende indlæg mod det, og da en australsk komiker afspillede klippet og lavede grin med det, blev det set over hele verden. Det blev til noget af en shitstorm.
Herhjemme blev klippet også vist på Natholdet, og jeg tænkte: ”Det er langt ude, det her.” Jeg gik i en tid og sundede mig og havde ikke lyst til at gå ud i offentligheden med mine tanker omkring det. Men senere lavede jeg et skriv om det og lagde det på Dansk Falkejagt Klubs Facebook-profil, så folk kunne få en anden vinkel på historien. Det fik vi rigtig mange positive tilbagemeldinger på.
Har falkejagt en fremtid i Danmark?
I 2010 blev falkejagt anerkendt af UNESCO som verdenskulturarv. I den forbindelse kontaktede jeg straks Kulturarvsstyrelsen og fortalte dem om den lange tradition, vi har for falkejagt herhjemme, hvor der i flere århundreder bl.a. var en falkonergård på Frederiksberg, som supplerede hele Europa med jagtfalke. Det er derfor, at Frederiksberg har falke i byvåbnet, og der er en vej, der hedder Falkoner Allé. Men man ønskede ikke at anerkende falkejagten som kulturarv herhjemme.
Det går dog fremad, føler vi. Det er ikke Jægerforbundets fortjeneste, men fordi der er nogle politikere, som har fundet ud af, at Vildtforvaltningsrådet ikke rigtig fungerer, og at de beslutninger, man træffer i rådet, ikke altid er fagligt funderet. Det giver ikke nogen mening, at man ikke må udøve denne jagtform, der er langt mere bæredygtig end mange af de andre jagtformer, man laver forliger omkring i rådet.
