Polarforsker i Afrika

1337

Han har turet rundt i forskellige ødemarker, siden han var teenager, og har bl.a. været pelsjæger i Sibirien. Vi har mødt professor i antropologi Rane Willerslev til en snak om buejagt i Afrika og det at stikke af fra mænd med maskingeværer, der vil slå dig ihjel.

På alle plane flader i kontoret på Aarhus Universitet ligger der ting spredt ud: Udprint fra Current Anthropology, en del jagttøj fra Fjällräven, en bunke studenteropgaver, der snart skal bedømmes, skind af forskellig art, et par termoflasker og et sæt slidte gaiters. På toppen af de fleste bunker ligger tomme pakker nikotintyggegummi.

Professor i antropologi Rane Willerslev er ved at pakke til sin afrejse mod det nordlige Uganda, og der er meget udstyr, der skal tjekkes op på inden ekspeditionen. Han skal igen besøge Ik-folket, der lever i højlandet i trekanten mellem Sydsudan, Kenya og Uganda. Ik’erne er et af de få folk, der stadig lever som jæger/samlere.

Hvem er Ik-folket, og hvor lever de?
De lever i Timu-skoven, der ligger i en bjergkæde i Karamoja-regionen i det nordøstlige Uganda. Fra højderne i Ik-landsbyen kan man kigge ned på Sydsudan og se den Kenyanske savanneørken i det fjerne. Her lever de i deres befæstede landsbyer, hvorfra de driver deres jagt, samler føde i skoven og passer deres ultrasmå marker.

Det eksakte antal Ik’er er netop blevet talt, der er omkring 6.000 personer. Der er altså tale om en meget lille gruppe, når der sammenlignes med de store stammenationer af kvæghyrder, der tælles i flere 100.000. Deres områder er nemlig omkranset af det, man kalder ’the east african cattle-complex’, som er det største kvægnomade-system i verden og omfatter grupper som Turkana, Dodos, Nuer, Dinkaer og flere andre.

Ik’er er radikalt anderledes. Det gælder både deres sprog og deres lille kropsbygning, der er mindre end de høje, slanke kvægnomader. Deres kultur er baseret på at være jægere og samlere kombineret med minimal agerbrug. Deres strategi har været at trække sig væk til områder, hvor de ikke var i fare for at blive angrebet af kvægfolkene. Altså så lidt kontakt med omverdenen som muligt.

Hvorfor har Ik’erne valgt denne strategi?
Man ved ikke så frygtelig meget om Ik’erne. De blev første og eneste gang beskrevet i 1972 af Colin Turnbull i bogen ”The Mountain People”. Turnbull var hos Ik på et tidspunkt, hvor der var dyb hungersnød, folk stjal fra hinanden, efterlod deres børn i ødemarken, åd hinandens opkast og døde i hobetal. Det er en virkelig skrækkelig bog, og man troede faktisk folket uddøde. Ik’erne blev presset fra flere sider af statens nationalparker, det utilregnelige klima og krigeriske naboer, og de lever stadig ret ekskluderet fra omgivelserne.

Hvad lever de af i bjergene?
De lever nærmest i en form for konstant semi-sult, hvor al mændenes tid går med at skaffe føde og jage, mens både kvinder og mænd opdyrker deres små havebrug eller samler ind af frugter og lignende, de kan finde i skoven. Hver sjette-syvende år slår det over i decideret hunger, når regnen udebliver, eller det regner så meget, at jorden skylles væk.

Det betyder, at de konstant skal skaffe føde. Af samme årsag spiser de også alt af byttedyrene. Simpelthen alt! Jeg troede, at jeg hos tjuktjierne i Sibirien havde mødt det folk, der udnyttede byttet mest intensivt. I Sibirien spiser man jo altid de spyfluelarver, der lever under skindet, men hos Ik spiser de simpelthen også hele skindet. Det bliver smidt på et glødende bål og får så lov at riste, så de fleste hår forsvinder. Så bliver det skåret i strimler og tygget.

Hvordan jager de dyrene?
Man sætter fælder hele året, men jager kun med bue, pil og spyd uden for rengtiden, og det er store, kollektive jagter. Det fungerer på den måde, at man sætter ild til ret store områder. Det får for det første vildtet til at bevæge sig, og det gør samtidig, at der hurtigt kommer friske spirer.

Derfor trækker dyrene ikke bare op i bjergene for at køle sig, men også for at spise de mange nye spirer. Her ligger de så i det gamle højere græs om dagen for at finde lidt skygge og ligge i skjul. Når der brændes af, er det drengenes opgave at drive dyrene hen mod de voksne jægere.

En af ugerne var vi på tre jagter, og der blev skudt omkring 30 stykker hjortevildt, og vi så nok omkring 60-70 stykker. I virkeligheden tømmer de et område mere eller mindre for vildt. De skyder på alt, f.eks. de store rotter, der er i området. De er også velkomne på menuen. På den måde er det helt modsat, hvad jeg er vant til fra Sibirien. Der er man langt mere specialiseret og går f.eks. kun på jagt efter elg, og lader andet vildt være.

Og det hele forgår med bue og pil?
Ja, Ik’erne bruger nogle små stive buer med pile uden fjer eller gift, og de skyder lynhurtigt, instinktivt. De er sindssygt gode til at ramme. Der har jeg et problem med min egen bue, for der er ikke tid nok til at trække buen. To sekunder, så er dyrene allerede væk.

Selvom Ik’ernes buer for os vesterlændinge ligner noget skrammel, er de nærmest toptunet til deres form for jagt. De er helt korte, med en minimal træklængde. De er altså hurtigt ’på’ dyret og rammer faktisk også tit i halsen. Nogle af jægerne står også med spyd. De kaster dem ikke, men stikker det i dyret. Det fortæller sgu noget om, hvor tæt på vildtet er.

På et tidspunkt står vi to mand på en post. Pludselig rejser der sig et sæt horn lige foran os, under tre meter fremme, og en Ugandan Kob-antilope dukker op af græsset. Den går direkte til angreb og stanger omkring sig og sætter i et stort spring lige ind i hovedet på os og hen over. Væk er den.

Du har ikke jaget med deres udstyr så?
Nej ikke endnu, men jeg overvejer at begynde at skyde med langbuen for at nærme mig deres teknik. I det hele taget er jeg blevet ret fascineret af de mere simple buer. Der er jo i virkeligheden et fantastisk stykke jagtudstyr. Det vejer ingenting, det er praktisk talt lydløs, og man kan reparere det, når man står i felten.

Flere gange har jeg set, at Ik’erne simpelthen står og laver en bue, mens de er ude på jagt. Det eneste, de ikke kan lave på stående fod, er pilene. Eller rettere spidserne på pilen. Men de har en smed i landsbyen, som er specialiseret i at lave spidserne. Han har en helt særligt status og nyder godt af at kunne et erhverv, som alle de andre har brug for. Jernet får han af gammelt jern, han bytter sig til, og så smeder han spidserne ud af det. Selve monteringen ordner jægeren selv. Det skyldes også, at de dekorerer skaftet på pilene i særlige mønstre, så de kan kende deres egne fra naboens. Det har både betydning, når man finder forbiskudte pile, og når man skal afgøre, hvem der ramte dyret først. De får nemlig en bestemt del af kødet, ligesom den, der så slår dyret ihjel, får en anden del.

Hvordan håndterer de dyrene under jagten?
Alle dyrene bliver parteret med det samme, liggende på ryggen. På den måde kan man opsamle blodet i bug- og brysthulen, og det drikker alle jagtmedlemmerne meget gerne. Det er de unge og børnenes opgave at slæbe det parterede dyr, når jagten fortsætter. Nogle får en kølle, andre hovedet og så videre.

Mod aften er der meget at slæbe på, og man trækker tilbage til landsbyen. Men inden man når helt hjem, holder man en stor festmiddag for jægerne. Her er der ret strenge regler for, hvad de må spise, og hvad der skal fordeles videre hjemme i landsbyen. Deres samfund er meget ligeligt, men der er et hierarki i forhold til, hvem der må spise hvilket kød.

Ved jagtens afslutning, nogle kilometer fra landsbyen, laves der et stort bål, hvor kødet ristes. Jægerne sidder i grupper i forhold til alder: jagtlederne for sig, de unge drenge for sig og børnene for sig. Jaglederne kan spise leveren, mens de ældre jægere spiser køllen, og de helt unge må få det, de andre giver dem.

Resten af kødet bringes hjem til lejren, hvor f.eks. svigermor får en bov, mor nederste del af ryggen osv. Vigtigst er det, at landsbyens mænd får hele luftvejssystemet med tunge, lunger og hjerte. Det spiser de så på landsbyens offentlige gårdsplads dagen efter.

Hvad er det typisk for nogle dyr, de nedlægger?
Der er ingen jagtlovgivning overhovedet. I hvert fald ikke nogen, Ik’erne følger, så de skyder ret beset, hvad der er. F.eks. er der er en del svin og antiloper i diverse afskygninger, fra de små dikidiki helt op til kudu-størrelse. Der er ingen løver i højderne og kun sjældent hyæner. Til gengæld er der leoparder, og dem er der også nogen, der skyder, hvis de kan komme til det. Det er selvfølgeligt ulovligt, men når du konstant er sulten, er det vel en slags undskyldning.

I det hele taget er der meget vildt i området, og da det samtidig er en vanvittig smuk skov, er de bange for, at området skal blive inddraget af staten til naturpark. Det ville være en stor fejltagelse, fordi det er helt klart, at det lille jægerfolk lever i balance med deres naturomgivelser: De fornyer skoven ved afbrænding, og hjortene elsker de nye skud, som skyder frem.

De går aldrig ud alene eller få jægere ad gangen?
Ikke rigtigt. Men ud over deres daglige jagt sætter de også en del fælder op. Det er som regel mindre snarer hen over dyrenes veksler, men også massive og helt vanvittige klapfælder, der er store nok til at tage en hjort.

På et tidspunkt have de fanget en større hjort i en fælde, og den kom de slæbende med ind i landsbyen. Den stank af råddenskab og havde tydeligvis ligget al for længe i solen. Men alle skreg af glæde og jublede og gik i gang med at partere og gøre klar til at koge kødet. Det lugtede virkelig forfærdeligt, og da jeg fik første bid i munden, brækkede jeg mig simpelthen på stedet.

Men bliver Ik’erne ikke syge af at spise kødet?
Jo, hele landsbyen havde diarré dagen efter, men det er ligesom sådan, det foregår. Intet går til spilde, selvom det kan være en dårlig idé at spise det.

Når du tager afsted til Uganda, hvordan håndterer du så våbentilladelser og jagtlovgivningen?
Der er en generel afvæbningspolitik i den ugandiske regering, og kommer du anstigende med et gevær, kan du komme i alvorlige problemer. Jeg gik derfor gik ind til det lokale politi og viste dem min bue. De sagde: ”If it is for self defense, it is ok”. Det sagde jeg selvfølgelig ja til.

Det kan være rigtig farligt i området, derfor hyrer to soldater, der følger mig rundt hele tiden. Der er en lille militærbase med seks soldater, som er blevet udstedt i håb om at beskytte Ik’erne mod angreb fra de omkringliggende kvægfolk. Jeg hyrer de to soldater dels på grund af sikkerheden, dels fordi alle vil have en del af kagen. De får så en håndfuld dollars, alle er glade. Så sidder de foran mit telt og passer på mig, når jeg sover.

Myndighederne er pivrædde for, at der skal ske mig noget, så første gang, jeg skulle på jagt dernede, ville soldaterne ikke tillade det. Det endte med, at jeg bestak dem, og så tog de med. Det blev et helt absurd cirkus, hvor jeg gik afsted med bue og pil sammen med Ik’erne, og vagterne fulgte efter med bazooka og maskingeværer.

Med de krigeriske naboer kan det vel også være farligt at være i området?
Helt afgjort. En dag da vi skulle til at slå lejr, var alle Ik’erne pludselig væk, på nær to. Den ene peger og hvisker: ”The enemy… run!”. Så kan man se gennem bevoksningen, at der går tre Turkana’er med maskingeværer. De har heldigvis ryggen til os. Vi smider alt, vi har, og løber afsted så hurtigt, vi kan.

Jeg er klart den langsomste – den tykke, hvide professor, du ved – og forsøger bare at følge med op ad bjerget. Efter tre kvarter kan jeg nærmest ikke trække vejret længere eller løfte mine ben og spørger, om ikke vi kan skjule os et sted. Min Ik-kammerat peger igen ned ad bjerget, og så kan jeg se, at Turkana’erne følger efter. ”If we hide we must kill them or they will kill us,” siger han. Fandeme ubehageligt, og så kan man pludselig godt løbe lidt igen.

Omkring klokken halv otte gik solen ned, og omkring ækvator går det hurtigt, og det bliver bælgravende mørkt. Så det ender med, at jeg holder fast i enden af et spyd og bliver ført igennem skoven ad de små stier, som Ik’erne jo kender ud og ind. På den måde kommer vi væk og i sikkerhed. Havde vi nået at slå lejr, havde det sikkert været vores dødsdom.

Har du også været truet af de vilde dyr dernede?
Indirekte har jeg. Når jeg er dernede, sover jeg som regel i telt. Vi har faktisk fået bygget flere hytter i landsbyen, mest for at hyre folk og give samfundet lidt hård valuta. Men der er utrolig mange rotter i landsbyen, de kravler tit hen over dig om natten, sidder i ansigtet, gnaver i dine tæer og alt muligt klamt. Så jeg holder mig til mit telt.

Sidst, jeg var dernede, begyndte der godt nok hurtigt at lugte fælt af dødt dyr i teltet, men jeg kan ikke finde noget ådsel noget sted. Så flytter jeg teltet, og under det ligger der sgu en halvrådden kobraslange. Den har jeg åbenbart ligget oven på, og på en eller anden heldig måde fået mast ihjel. Det er ret vildt at tænke på, at hvis jeg var blevet bidt, var der flere dages rejse til et hospital, så det var jeg sikkert død af.

Af Mads Dengsø Jessen
Fotos: Rane Willerslev