Foto: Peter Fuglsbjerg og Shutterstock
Man hvad var det… var det et bæverplask i vandet? Det løb koldt ned ad ryggen på mig. Og igen, ja den var god nok. Det er vildt, hvor tændt man pludselig føler sig, når man ved, at der er bæver på vej. Måske ligger denne anspændthed i vores forfædres genmateriale, det skal jeg ikke kunne sige, men en ting er sikker…. når du sidder alene dybt inde i skoven, og tankerne flyver mod det haglskud, man skal til at afgive, så er man nærmest lykkelig. Meget lykkelig
Jeg var klar, helt klar, hvis en brun skikkelse skulle vise sig i overfladen. Jeg havde ca. 60 meter ud til det åbne vand.
Minutterne gik, og halve blev til hele timer, og intet skete, desværre. Kunne det virkelig være sandt, at chancen ikke bød sig? Så tæt på og alligevel så uendelig langt væk.
Da den sorte Volvo to timer efter rullede ned ad vejen, måtte jeg sande, at det ikke blev denne aften.
Da vi kom hjem til jagthytten, var der tændt op i den traditionelle østeuropæiske sauna, og stemningen blandt de andre lokale jægere, der var kommet for at se giraffen fra Danmark, var høj. meget høj.
Det var nok ikke lige med det samme, jeg kom i seng, måtte jeg sande. Den var da også langt over normal sund fornuft, før jeg fik lov at gå.
Det var i Letland, hvor dette tabubelagte stykke vildt må jages lovligt og findes i uanede mængder.
Det var næsten for godt til at være sandt, og det var med en klump i halsen, jeg bestilte denne kolde jagtrejse. efter bæver med min elskede haglbøsse i Letlands enorme flodområder.
Jeg sad på anstand med haglbøssen, og den lettiske jægermester havde forberedt sig godt til mit besøg.
Ugerne forinden havde han brugt uanede timer på at rydde en håndfuld forskellige pladser i skovens dybe stille ro nær de delvist frosne floder.
Det skulle da også vise sig at give pote, og allerede ugen inden min ankomst ringede telefonen da også en sen eftermiddags time. “Nu er der bæverfod ved den store plads. og der er faldet en halv meter sne, “ meddelte jægermesteren ophidset i telefonen.
Fedt, så skulle det måske lykkedes at få et eksemplar af dette sagnomspundne dyr.
Min glæde var stor lige ind til næste dag, hvor telefonen ringede igen.
“Så fik vi den. Det var en stor hanbæver,” råbte jægermesteren.
Der var svært at finde den rigtige grimasse, men jeg overvandt min ærgrelse og fik fortalt, at det var fedt, og at jeg glædede mig på hans vegne.
Når alt kommer til alt, kan jeg kun respektere, at man som jæger tager chancen, når den er der.
Det ville jeg nok også selv have gjort.
Ankomsten
Da vi mødtes i lufthavnen i Riga, og den obligatoriske flaske Gammel Dansk var blevet overbragt som et symbol på vores gode danske traditioner, kunne han da også fortælle, at der trods alt var gode muligheder, idet 2 nye bæverdæmninger var under konstruktion.
Snakken gik livligt, og det organisatoriske var i top, lige ind til Volvoen begyndte at hakke vældigt for siden at gå i stå. Så var jagtrejsen i gang.
Heldigvis kun et mindre problem, og min sympati var stor. Hvem har ikke selv kørt i gamle biler!
Indlogeringen foregik privat, hvilket jeg egentlig altid foretrækker.
Prinsessesengen var godt nok ikke for lang, men min erfaring siger mig, at man ofte får et bedre indblik i dagligdagen, når man bor privat.
Ofte er det også billigere, og hvis man er heldig, kan det jo være, at man får en ny jagtkammerat. Og hvem kan ikke bruge det.
Sne, sne og atter jagt
Jagten foregår i de tidlige morgentimer samt fra middag til mørkets frembrud. Siddende på hug. Time efter time. Dag efter dag.
Det er koldt, rigtig koldt, og jeg har god tid til at prise mig lykkelig for de varme US militær støvler, jeg har arvet fra en god ven fra Thule Air Base.
Heldigvis er her masser af vildt, råvildt, kronvildt, los og mårhund at se på, men ikke skyggen af bæver…og dog.
Skyd
Den store flod er ikke frosset til, og det er netop her, jeg får mit første stykke vildt. En lettisk bæver.
“Skyd!” råbte han pludselig, og først da så jeg den karakteristiske bæver komme svømmende langsomt midt ude på floden.
Jeg troede egentlig, at det ville være sværere, og at de fleste ville være i hi på dette tidspunkt, men ingen regel uden undtagelse.
Jeg fik den på kornet og holdt meget højt på hovedet.
Jeg har skudt bæver før og ved af bitter erfaring, at man tit skyder for lavt.
Taktikken virkede da også, og bæveren døde i skraldet.
Så langt så godt, men hvordan får man så landet byttet, der driver lystigt afsted midt ude på floden?
“Swim,swim!” råber jægermesteren, og sådan blev det. Jeg trak blank og vadede de 20 meter ud i det iskolde vand.
Da jeg kom frem til dyret og tog fat i halen, slog det mig….. ”Jeg håber, at den er død.”
Ikke så rart at stå der i vand til brystet med en anskudt bæver. Den var forendt, og bagefter kunne vi kun grine ad det. Da jeg lige havde fået varmen.
Vildsvinedrev med haglbøssen
Næste morgen ringede telefonen: Der var spottet vildsvinespor i sneen.
Måden, de griber det an på, er ved at køre rundt på skovvejene i bil og lokalisere, hvor grisene er gået ind i skoven uden at komme ud igen.
Dette opkald betød, at vi hastede på en lille drivjagt, mens svinene stadig var i skoven.
6 jægere og 2 hunde. Det var alt, hvad vi var til de 200 hektar skov.
Men Letterne kan deres kram, og bemandingen skulle vise sig at være tilpas.
Jeg fik en post på jorden og kunne hurtigt konstatere, at det ikke var tilfældigt. Foran mig stod en mindre eg med et stort nyt riffelskud-ar i barken. Dejligt, så var det nok her, de plejede at komme.
Efter få minutter gav hundene hals, og man kunne høre den vilde jagt gå inde i såten. Desværre i den anden retning, og kort efter hørte jeg 2 Brenneke-skud.
Jeg stod yderligere en halv time og begyndte at slække lidt på opmærksomheden, da min nabopost begynde at snakke i telefon.
Pludselig lød der er et Brenneke-skud mere ganske nær mig. Jeg hoppede nok en halv meter op i luften, så forskrækket blev jeg.
Skuddet blev efterfulgt at et højt og langt svinehyl, der gennemtrængte skoven.
Yes, så havde vi to grise, og jagten var ovre.
Jeg var faktisk meget imponeret over, hvor effektivt og strømlinet, de greb det an.
To x 80 kg grise havde de set spor efter i sneen, og de var begge leveret. Ja øvelse gør mester.
Jeg var den første til at melde mig, da de skulle trækkes ud til vejen. For det første fordi man må skik følge eller land fly, og for det andet fordi det var hårdt tiltrængt at få varmen. Minus 14 stod termometret på.
De havde en smart trækkemetode, der gjorde det nemt at hjælpes ad og styre mellem træerne.
De bandt en snor i trynen, og derefter flere håndtag af grene, så der var god plads til alle, der skulle trække. Ikke sidste gang jeg har brugt denne metode.
Løs ko
På vej hjem fra drevet fik vi et opkald fra en lokal bonde om, at han havde en ko, der havde været forsvundet i skoven i 3 dage. Han havde flere gange været i kontakt med den og havde da også skudt efter den med sit jagtgevær, men uden resultat.
Han spurgte, om vi og hundene kunne hjælpe med at tracke og skyde den.
Han berettede, at det var en krydsningsko på ca. 800 kg, og at den var sort.
Da vi kom frem, var det let at følge de karakteristiske kospor i den dybe sne. Afsted ind i skoven gik det, men helt så nemt var det alligevel ikke.
Efter kun en times tracking var jeg færdig som popsanger. Det var godt nok hårdt at gå i sneen med haglbøssen.
Og hunden der var ved at hive en arm af mig. Utroligt hvad en sådan 40 kg. tung blodhund kan trække.
Jeg svedte, så det løb ned ad mig, og vand havde vi selvfølgelig ikke fået med. Så jeg var forvist til at banke isen af en pyt og slukke tørsten på alle fire. Det er der vist aldrig nogen, der har taget skade af, men alligevel en oplevelse.
Videre gik det, og hårdere og hårdere blev det. Der var utrolig smukt i skoven, og
en fed oplevelse at være så langt fra alfarvej.
Pludselig vendte jægermesteren sig mod mig og forklarede bestemt: “Hvis vi finder den, og den angriber dig, så gem den sidste Brenneke kugle, til den er helt tæt på. Max 5 meter.“
Det havde jeg ikke lige tænkt på, og tankerne fløj straks til bøffeljagt i Afrika.
Det gav lige jagten en ekstra dimension, og fra da var jeg faktisk lidt mere opmærksom.
Koen fandt vi aldrig, og da vi efter en stund kunne konstatere, at den nu krydsede sine egne spor, og at vi stort set var tilbage ved start, gav vi heldigvis op. Dumme ko. Den dag i dag lever den stadig i skoven, hvis altså ulvene ikke har taget den.
Resten af turen bød på mange timers jagt, og det blev i alt til 19 bævere. Koldt og ventende, men en fantastisk oplevelse.
Da jeg efter 4 dage blev afleveret i lufthavnen, kunne jeg konkludere, at Letterne er et fantastisk jagtfolk, der stadig og i høj grad er i kontakt med deres jagtgener.
Efter sådan en tur gør godt at komme hjem, få varmen og en ordentlig nats søvn.
