Tekst: Simon Staffeldt Schou
Foto: Aske Rif Torbensen
Hvordan kan du i gang med jagten?
Min familie havde et sommerhus ved Mariager Fjord, og der mødte jeg nogle knægte på 12-14 år som mig selv. Vi begyndte at gå på jagt med små 9 mm-haglbøsser og skød små fugle og egern. Det udviklede sig til venskaber for livet, og vi går stadig på jagt sammen.
Samtidig med, at jeg blev mere og mere aktiv som jæger, kom jeg også hurtigt ind i naturfredningsarbejdet, og jeg var medstifter af DOF Nordvestjylland. Det at gå på jagt og samtidig arbejde for naturfredning har altid hængt sammen for mig.
Jægerne, naturfredningsfolkene og ornitologerne har ellers ikke altid været lige gode venner…
Nej. Jeg oplevede det had, der var hos mange naturfredningsfolk og ornitologer mod det at gå på jagt. Det generede mig meget tidligt, for jeg følte selv, at der var en rigtig god overensstemmelse mellem det at ville tage vare på naturen og det at være jæger.
Jeg har dog også selv haft det ambivalent med at være jæger engang imellem. På et tidspunkt i 90’erne sagde jeg: ”Nej, jeg vil fandeme ikke slås i hartkorn med jægerne.” Jeg indløste mit jagttegn, men jeg gik ikke på jagt i fem-seks år. Jeg oplevede simpelthen, at mange jægere havde en frygtelig jagtetik, hvor man så stort på alle de mange anskydninger. Det var udtryk for en manglende respekt over for vildtet, og det generede mig altså så meget, at jeg hængte bøssen væk.
Stille og roligt kom der dog mere fokus på anskydningsproblematikken, og jeg begyndte igen at gå på jagt. Men jeg har altid følt, at jeg var jæger og samtidig var i opposition til store dele af jægerstanden. Senest har jeg som formand for den nationale hjortevildtgruppe sloges en del med jægerne…
Du har også været formand for Danmarks Naturfredningsforening (DN) i en årrække, så du må have oplevet en del stormvejr?
Jeg er blevet truet med tæsk, når jeg har gået fra debatmøder i Vestjylland sidst på natten, både af landmænd og jægere. Jeg har egentlig aldrig brudt mig om at stille mig frem i en sal, men har jeg følt, at der ikke var andre, der gjorde det, og så måtte jeg gøre det.
Hvilke sager mindes du, at du har villet kæmpe for?
Jeg blev nok formand for Danmarks Naturfredningsforening, fordi jeg gik ind og blandede mig i Viborg Amts håndtering af Jarbæk Fjord. Fjorden er en lomme på Limfjorden, og der blev etableret en dæmning og en sluse, så man ikke fik saltpåvirkning inde i fjorden.
Det gjorde, at alt liv døde i fjorden. Fjorden blev kort sagt en mudderpøl, og engene forsumpede, så landbruget fik ikke engang rigtig nytte af dem. Der tog jeg virkelig en kamp for fjorden, for fiskerne og for jægerne, og jeg blev kaldt det ene og det andet af de lokale politikere.
Søger man på dit navn, dukker der billeder op af dig med afrikanske trofæer samtidig med, at der står at du er naturfredningsmand…
Det er lidt bevidst, at jeg har afleveret den slags billeder til forskellige medier, når de har villet skrive om mig. For der er ingen modsætning i mit liv mellem at være naturfredningsmand og samtidig nyde at gå på jagt.
De nuancer forsvinder tit, særligt på sociale medier?
Ja, desværre. Vi har slet ikke lært at tackle disse sociale medier endnu. Der er tit nogle tosser, som har samlet sig omkring en endnu større tosse, og så smider de noget på Facebook. Og pludselig mener selv de store organisationer, at vi skal forholde os til det. Men det skal vi jo ikke!
Da jeg sagde ja til at være formand for Den nationale hjortevildtsgruppe under Jægerforbundet, gik jeg ind og så, hvad der egentlig var skrevet på nettet om forvaltningen af vores hjemlige hjortevildt. Det var godt nok en hvepserede, jeg så der. Men jeg lærte meget hurtigt at kende folk på Facebook, og jeg kunne se, at det var den samme lille gruppe af folk, som var så højrøstede i deres kritik, at de virkede som mange flere, end de var.
Der er i virkeligheden langt større samhørighed, end nettet giver udtryk for?
Ja, helt klart. Nogle personer har jo bare et ubændigt had, der skal ud på en eller anden måde. Jeg bruger selv DCE på Aarhus Universitet som faglig garant, ligesom Miljøstyrelsen også gør. DCE står som en videnskabelig garant for sagligt arbejde, og så kan jeg ikke tage mig af de der andre støjsendere.
Har fagligheden og sagligheden sværere kår nu end tidligere?
Ja, det har den. Der har været en total mangel på ambition på naturens vegne fra vores regeringer siden Svend Auken. Vi har helt mistet den ambition. Anders Fogh nedgjorde eksperterne, og vores nuværende minister har sagt, at han vil høre på hverdagens specialister og ikke på universiteternes specialister. Hvad er det for noget?! Hverdagens specialister er den jæger, der gerne vil skyde fem stykker kronvildt på fem hektar. Det kan jeg det slet ikke med.
Dertil kommer så støjen fra de sociale medier…
Vi kan se, at virkelig gode forskere fra DCE virkelig er blevet hængt ud på de sociale medier, og det er de ikke vante til. De er vante til at forske. Det går mange af disse forskere så meget på, at de kan blive bange og trække sig tilbage.
Er der slet ikke noget positivt at sige?
Jeg har fået lov til gennem sidste 15 år at arbejde sammen med Aage V. Jensens Fond for at redde noget af det, som regeringen ikke vil redde. Men selv i den politiske opposition tæller naturfredningsarbejdet ikke rigtig længere. Det er noget halvhjertet noget det hele. De Konservative har også svigtet, og jeg havde ellers håbet på, at de kunne påvirke Venstre. Jeg havde et rigtigt godt samarbejde med Per Stig Møller som miljøminister, og Connie Hedegaard har også altid stået for mig som en lysende stjerne i forhold til at ville noget med naturen. Men de konservative har helt mistet det grønne fodfæste, de indordner sig bare under Venstre. Og venstre søger de vælgere, de har tabt i landbruget.
Jægerne kan have det svært med at blive enige med hinanden…
Tag nu hjortevildtsdebatten. Jægerne kan ikke blive enige om at bakke op om den helt nødvendige arealbegrænsning, der skal til, for at vi kan forvalte hjortevildtet ordentligt. Så kan enhver jæger fortsat sidde at ødelægge det for de andre.
Den fynske dåvildtjagt er blevet ødelagt på den måde, og den var ellers et mønstereksempel på, hvordan man kunne opnå gode resultater ad frivillighedens vej. Men dåvildtstammen bliver ødelagt af små brodne kar rundt omkring, der sidder og pander alle handyrene ned, så vi får alt for mange hundyr.
Jægerne har simpelthen ikke gjort nok ud af den kæmpe oplevelse, det fx er at skyde en kalv. Den smager meget bedre end de store hjorte, og jagtoplevelsen ved at nedlægge den kan være lige så stor. I stedet lader jægerne en masse hinder og kalve løbe, fordi de sidder og venter på en snoldet hjort.
Hvis jægerne ikke selv tager ansvar, er der andre, der vil gøre det for dem?
Ja, og det bliver ikke til jægernes bedste. Det store problem er, at jægerne ikke kan blive enige.
Er jægerne mere stridbare end de andre grønne grupper?
Helt bestemt. Jeg har oplevelser fra alle de grønne organisationer, og jægerne er helt klart dem, der har den største interne splittelse og uenighed.
Et godt eksempel er, at i 2004 lovede jægerne, at de skulle lave en forvaltningsplan for hjortevildtet. Hvad har man brugt tiden på siden da? At slås indbyrdes og spytte på hinanden. Det generer mig virkelig meget. Vi jægere er simpelthen vores egne største fjender.
Ved årsskiftet så vi, at ministeren vil tillade jagt på sølvmåger, udvide jagttiden på grågæs og fjerne den såkaldte ’bør-regel’, så jagttiderne vil kunne blive mere fleksible. Er det sejre for jagten i Danmark?
Ikke helt, nej. Bør-reglen var en vigtig del af det, vi nåede frem til, da vi lavede reservatforliget i 1980’erne. Vildtet skal have fred på visse tider af året, og det skrider nu. Jeg er ikke sikker på, at det er en sejr for os jægere, for vi skal kunne forklare resten af samfundet, om der er fred i naturen på bestemte tider af året eller ej.
Hvis vi derimod kunne komme videre med den adaptive forvaltning og lade den være forklaringen på alle de ændringer, vi laver, ville vi stå meget stærkere over for resten af samfundet i vores forklaringer. For den adaptive forvaltning kan også forklares til folk, der ikke går på jagt: ”Se alle de bramgæs, de har ædt hele min mark! Det må vi gøre noget ved.” Det kan folk forstå. Problemet er, at mange jægere mener, at den adaptive forvaltning er noget, djævelen har skabt, og at den vej skal vi aldrig slå ind på.
Jægerne har på overfladen vundet nogle sejre ved at få jagttid på sølvmåger, få udvidet jagttid på grågæs og i det hele taget få mere flydende jagttider. Men det kan nemt give konflikter med alle andre her i landet, og det kan virkelig give bagslag på sigt.
Vi jægere har til dels glemt, at vi skal kunne retfærdiggøre jagten over for resten af befolkningen?
Problemet er, at mange jægere i dag hellere vil nedlægge vildt end forvalte det. Det bliver et stort problem fremover. Jægerforbundet gør en stor indsats for at forsøge at sige, at vi jægere er aktive naturforvaltere, men der er godt nok samtidig et stort efterslæb af jægere, der ikke er forvaltere, men som bare vil skyde noget. Bl.a. dem, der lader en god kalv gå for i stedet at vente på en sølle hjort.
Hvordan ser du fremtiden for dansk jagt?
Jeg ser den egentlig som fornuftig, hvis jægerne bliver bedre til at løse problemerne internt, inden man går ud og slås med omgivelserne. Vi jægere ville også stå langt stærkere, hvis vi alle var samlet under ét forbund. Lige nu står halvdelen af de danske jægere jo udenfor.
Et stærkt forbund, der kunne løse problemerne internt, ville give jægerne en kæmpe fordel over for de andre organisationer. Jeg har været medlem af dem alle, så jeg kender dem indefra. Jeg ved, at et enigt jægerforbund vil stå meget stærkere, end vi gør i dag.
Hvis jægerne derudover kunne forklare omverden, at vi skyder for at undgå markskader og sygdomme blandt vildtet, at vi spiser det, vi nedlægger, og at vi går på jagt for at få naturoplevelser, så ville vi stå langt stærkere. Men det kræver, at den enkelte jæger hanker op i sig selv.
