Foto: Aske Rif Torbensen

Jens har gået på jagt, siden han var stor dreng. Jagt er en stor del af hans liv, og han ved, hvad han har med at gøre. Han er ikke helt ung længere, men er stolt af, at han stadig kan følge med de unge på jagterne, selvom han har gået på jagt i 50 år og nu nærmer sig de 70. Når parolen bliver holdt, siger jagtherren bare: Og Jens du kender jo det hele, så du gør bare, som du plejer.

Det er en flot dag med sol, og skoven ligner en ildebrand. Alle glæder sig, ikke mindst Jens, men hvad han ikke ved, er, at det, der starter så smukt, bliver den værste dag i hans liv.

På dagens sidste såt står Jens på marken og ser frem mod den. Den drives et par hundrede meter fremme fra en remise, hvor fasanerne nu kommer flyvende mod skytterne. Jens synes ikke, at han har det helt godt, og han har lidt svært ved at holde fokus på fuglene. Der kommer imidlertid en rigtig god fugl. En stor flot kok suser lige mod Jens i kun 15 meters højde, men jens misser i sit første skud og ærgrer sig.

Jens ærgrer sig mere end normalt. Den var jo oplagt, og hans skydning har været dårlig i dag. Han har faktisk skudt forbi til en del fugle. Så denne, der skulle være dagens første fugl, missede han også. Jens vender sig om og vil give fuglen et bagskud, selvom han godt ved, at det ikke er helt i orden, men fuglen dykker for at komme ind under de nederste grene i skovkanten, som den nu næsten har nået, og flyver nu kun få meter over jorden. Det hele går jo hurtigt, og Jens skyder til fuglen…

Det var den værste lyd, han nogensinde havde hørt. 10 meter fra ham ligger en apportør og tager sig til armen, mens hans hunde løber forvirrede rundt. Den efterfølgende lydside skåner jeg læseren for, men Jens hører det hele.

Det var ikke en urutineret jæger, der kom i denne frygtelige situation. Tværtimod var det en meget erfaren jæger, der hele sit liv har haft sikkerheden i tankerne. Bare ikke den dag. Han har hørt mange hundrede paroler, hvor jagtherren har påpeget, at sikkerheden skal være i højsædet, og han har nok også sagt noget om at måtte skyde ved 45 grader, ikke lavere. Jens har hørt det så mange gange, at han lukker lidt af, når det kommer, han ved det jo. Men Jens kom aldrig mere på jagt, og apportøren mistede også lysten.

Tænk en gang til

Jeg ved godt, at den ovenstående historie ikke er hyggelig læsning, når man nu ligger på sofaen og slapper af med det nye jagtmagasin. Heldigvis er ovenstående historie ren fiktion, men den kunne lige så godt have fundet sted.

Der kunne også skrives andre historier om den lave sneppe, der jo er så eftertragtet, at den gør noget ved jægere og får nogle til at handle uoverlagt. Det kunne også være råvildtet, der suser gennem det lave krat, og hvad er der bagved? Det kan vel også være, at de kolde fingre fumler ved ladningen, og bøsseløbene ikke peger væk og ned.

Meget kan gå galt og gør det også indimellem. Konsekvenserne er store, skuddet kan ikke kaldes tilbage, og som alle jo nok har hørt, fortryder man aldrig det skud, der ikke bliver skudt. Men stakkels Jens fra før kan sammenlignes med den meget erfarne bilist, der gør alt på rutinen. Vedkommende tænker ikke mere over de forskellige øvelser, han gør det bare. Det går jo fint. Indtil det ikke går fint længere.

Særligt på jagter, hvor man må skyde til løbende vildt, skal man passe på.

Alles frygt

Jeg tror ikke, at der findes en eneste jæger eller apportør med erfaring, der ikke har været ude for et eller andet, der var farligt. Måske var det bare et kort øjeblik at kigge ind i nabopostens geværløb, uden at der skete mere, eller at man kunne høre hagl suse gennem bladene, da man gik igennem.

Alle frygter det, og alle har det i baghovedet, og det er ikke min opgave at belære erfarne jægere om, hvordan de skal opføre sig på jagt. Men jeg vil fortælle lidt om, hvordan jeg selv tager forholdsregler. Det er både høfligt og pænt at stole på sine medmennesker, men når føromtalte medmennesker omgås på jagt, og alle er bevæbnede, må man nu godt tage sig lidt forholdsregler.

Pas på dig selv

Hvis det er nødvendigt, at jeg og mine hunde skal være iklædt orangefarvede hatte, veste og halsbånd på jagt for at undgå at blive beskudt, er det nok det forkerte jagtselskab, jeg er i. Det burde være muligt at være tryg på jagt uden at ligne et fastelavnsris. Så er det sagt.

Jeg ved godt, at orangefarvet jagttøj ses mere og mere, men det er i mine øjne en symptombehandling, en lappeløsning. Det virkelige problem ligger i at vælge sine jagtkammerater ud fra, om de kan holde fokus og være veloverlagte.

Flere steder, særligt i udlandet, kræves det, at man bærer orange jagttøj. Det kan nogle gange være en symptombehandling, i stedet for at kigge grundigt på sikkerheden.

Apportøren

Jeg har med stor glæde og i mange år apporteret på store fasanjagter, og de store herregårdsjagter er såmænd nok de sikreste at deltage i.

Der er en stram og effektiv ledelse, som man kan takke herregårds- skytten for, da det ofte er ham, der holder styr på både skytter drivere og apportører. Samtidig er det ofte ikke tilladt at skyde på løbende vildt på disse klapjagter, og det hjælper jo meget, at man ikke skal passe på harer og ræve.

Alligevel er det tilladt at tænke sig om. Apportøren står som regel et pænt stykke bag ved skytten, og det er ikke altid, at skytten ved, at der står en apportør der. Det er ofte, at apportøren er på plads, før skytten kommer til sin post, og tit står apportøren inde mellem træerne, hvor skytten står ude på marken. Selvom skytten ikke kunne finde på at skyde lavt bagud, giver jeg alligevel tegn til skytten, at jeg er der. Det forstyrrer ham ikke, hvis man lige giver sig til kende, bare for en sikkerheds skyld.

Stå lavt

En apportør skal helst stå, så han eller hun kan overskue kampen og spotte de fugle, der falder. Det er ikke alle fugle, hunden ser, hvis der kommer mange fugle, og det gør der nogle gange. Men det vil nok være smart at stå lidt lavt og ikke oppe på en bakketop.

Skråner terrænet kraftigt bag skytten, må man stille sig på siden af skytten i stedet. Ingen grund til at træde ham i hælene af den grund. Lidt tættere dog, end man ellers ville have placeret sig.

Pas på de firbenede på jagterne, og lad være med at skyde igen til fuglevildt på jorden, der allerede er truffet.

Pas på hundene

Nogle gange har jeg set, at en skytte, der har anskudt en fugl, skyder andet skud på fuglen, når den har ramt jorden. Lad være med det, så er det sagt. Der er sandsynligvis allerede en hund på den, og den skal nok få den.

Risikoen for, at hunden bliver ramt, er kæmpestor, for det kræver, at de skytter, der ingen hund selv har, sætter sig lidt ind i, hvad hundearbejde går ud på. I den bedste af alle verdener kunne man ønske sig, at disse hundeløse skytter i bare en eller to såter stod sammen med apportøren uden at skyde og så situationen fra denne side. Det ville nok være svært lærerigt.

Markér dig, hvor naboposten står, og husk at hilse på ham, inden jagten går i gang.

På post

Når man er sat af på post, er det som før nævnt en rigtig god ide lige at give sig til kende til naboskytterne til begge sider. Bare lige et: ”Hallo, jeg står hér.” Det er så også hamrende vigtigt at blive stående, hvor man er blevet sat af. Især hvis der må skydes løbende vildt. Jagtherren eller skytten har jo nøje udvalgt pladsen, så der ingen fare er.

En helt anden ting er, at hvis man ikke holder sin plads, forhindrer man ofte naboskytten i at skyde, fordi man står i vejen. Ja, det er da irriterende at stå lige under en stor gran og ikke kunne se fuglene. Bare fem meter til venstre er der vist ellers fint udsyn. Men bliv nu stående. I næste såt står du nok bedre.

Er der tale om løbende vildt eller snepper, plejer jeg at gøre fuldstændig, som jeg gør på trykjagt med riffel: Før der bliver blæst, finder jeg mit sikre skudområde. Jeg finder to buske eller træer, som nu markerer højre- og venstregrænsen. Alt inden for de to punkter kan jeg uden betænkning skyde til. Jeg skal ikke tænke eller tøve. Alt udenfor, uanset hvor fristende det er, er forbudt. Det giver ikke kun stor sikkerhed, men også langt bedre skydning.

Lave skud

Det er nok ikke kun mig, der ikke skyder så godt, som jeg plejer, når der er tale om lave skud, selvom der er en kilometers frit felt foran mig. En lav agerhøne på stubmark… Ja, jeg kan godt se, at der er frit, så langt øjet rækker, men alligevel tøver jeg ofte, med det resultat at jeg skyder forbi.

Idiotisk nok skød jeg tidligere ind imellem alligevel, selvom jeg inderst inde kendte resultatet, men jeg er nu alligevel glad for denne naturlige bremse. Det skal ligge så dybt, at man ikke kunne drømme om at skyde lavt, selvom det ser helt sikkert ud.

Husk at finde dit sikre skudområde. Når en ræv fx kommer for, ved du på forhånd præcis, hvor du forsvarligt kan skyde til den.

Opspringere

Da jeg var ung, var jeg overbevist om, at skød man i jorden, ville eventuelle opspringere fortsætte i den lige linje, jeg skød. Denne opfattelse ændredes dramatisk, da jeg overværede en demonstration i mørke, i   militæret, hvor der blev skudt med maskingevær med lysspor.

Det lignede fyrværkeri. Der var ikke ét eneste projektil, der tog en ret bane, og næsten alle skud var opspringere. De kunne spinne til siderne og endda loope og gå bagud. Det var meget lærerigt, så jeg fik fat i lyssporshaglpatroner, som man dengang kunne købe, og lavede mit eget forsøg en mørk aften for at se, om det også gjaldt hagl. Jeg skød på forskelligt underlag: Pløjejord, eng, grusvej og vand. Det gjaldt!

Der var opspringere fra alle mine forsøg, selv på den våde eng. Der skal jo bare ligge en sten, det er nok. De gik heller ikke ret ud, men spandt. Vandet var faktisk værst. Dengang var det blyhagl, og det er ikke blevet bedre med stålhagl, så pas på, der skal være meget langt til hunde og mennesker, når man skyder på løbende vildt.

Både med riffel og haglbøsse er et godt kuglefang ikke altid nok. Især affangning af en anskudt and på vandet kan blive en fatal oplevelse, hvis man ikke tænker sig om.

Livrem og seler

Gennem mit jægerliv har jeg selv oplevet en del farlige situationer, heldigvis uden katastrofale følger. Jeg har da måttet pille hagl ud af benet, og jeg har flere gange oplevet, at skytter er blevet sendt hjem i utide fra jagten.

Det er ubehageligt for alle, og det lægger unægtelig en dæmper på jagten. Men en jagtherre må ikke tøve. Der skal handles, uanset om det er Viggo, der er kommet her i 30 år, eller en helt ny jæger. Den dårlige stemning, der opstår ved at sende en jæger hjem eller afvæbne vedkommende, er ingenting mod en frygtelig ulykke, der kan være uoprettelig.

Det har i denne artikel ikke været min mening at være pedantisk, at bære glorie om hovedet eller med løftet pegefinger belære alle. Jeg vil blot minde de erfarne jægere, der jo ved alt om sikkerhed på jagten, om måske at hive erindringen lidt længere frem i hjernekisten. Til de unge eller nye: Må de lige mindes om, at et er teori, når man sidder i ro og mag og læser om sikkerhed. En helt anden ting er, når man står midt i det, når pulsen er oppe, og fuglene flyver.

Pas på hinanden, og kom sikkert hjem, både hunde og jægere.

Læs også: Sikkerhed på havjagten

 

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: