Harejagt

Tekst: Steen Andersen
Fotos: Steen Andersen og Shutterstock 

Haren triller i skuddet. Som en brændeknude der kastes hen over den vintergrønne hvedemark.  

Skytterne sidder på hug eller simpelthen på bagdelen ude i markskellet, mens den næsten 600 meter brede kæde af skydende drivere kommer nærmere og nærmere. 

Endnu en hare springer af sædet.
Den løber frem mod skytterne.
Standser.
Sætter sig. Venter. Sonderer.
Vender om og løber mod driverkæden.
Drejer atter og snyder de siddende skytter i skellet og slipper uantastet forbi. En tredje hare fælles af et opfølgende skud ude på marken. 

En rask hund kommer bag kæden med en hare. Skudt, apporteret og leveret. Driveren slynger i en lang rutineret bevægelse det langørede bytte om i jakkens harelomme. 

DET VAR DENGANG

Det er ikke mange år siden. Men nu er alting meget anderledes. 

”Harerne har ændret adfærd. Nu møder vi dem inde i skoven,” forklarer Thomas Buch Ehlers fra jagtrejsebureauet Field & Forest, der har hovedsæde på Falster lige ved siden af det store jagtrevir, hvor fordums tids store harejagter fandt sted. 

Thomas har i en årrække arrangeret nogle af de store traditionelle harejagter med sådan cirka 40 skytter og et sted mellem 80 og 120 harer på paraden efter en god dag. 

Men det stoppede han med for et par år siden, fordi udbyttet blev for lavt. 

”Jeg tror ikke, at der er færre harer, men vi kan slet ikke jage dem som for blot fem-seks år siden,” uddyber den erfarne og helt igennem lokale jæger. Hans iagttagelser understøttes af lignende erkendelser hos nogle af de store lodsejere på Falster og af jagtlejerne på det vestlige Sydsjælland.

Dengang – og det er altså bare tilbage i 2012 – var der harer i hvert et drev. I dusinvis. For bare seks jagtsæsoner siden kunne Field & Forest sælge harejagten til en hel busfuld tilrejsende nord- og vestjyske jægere, som på en enkelt dag kunne se flere harer på Falster end gennem et helt og ellers virksomt jagtliv på den jyske hjemstavn.   

På de bedste af de store drev var der hele tiden mindst én hare i bevægelse fra start til slut. En potent faunademonstration af kølig flugt og fremragende livsbetingelser. Storslåede udfordringer for jægerne og masser af gedigent arbejde til de veltrænede og helt harerene hunde.

Skønt regn og rusk så var den jyske begejstring stor over det rige hareudbud og -udbytte den oktoberdag, hvor en af de sidste store harejagter på Falster fandt sted. 

”Vi kan slet ikke holde den slags jagter mere,” siger Thomas Buch Ehlers med et skuldertræk. ”Paraderne bliver for små, og folk vil ikke risikere en hel dag uden så meget som en eneste skudchance til en hare.” 

Derfor er det i hvert fald for Field & Forests vedkommende fortid med de lokale harejagter, som ellers var et godt alternativ til de traditionelle jagtrejser til udlandet, som er firmaets primære virkefelt. Det lokale islæt er lagt på køl, indtil harerne vender tilbage til de store, flade marker på Falster.

EN MULIG FORKLARING

”Jeg ved det ikke, men i de senere år har havørnene jo etableret sig stærkt her i området,” forklarer Thomas som en af flere mulige grunde til harernes ændrede adfærd. 

Og rigtigt er det i alt fald, at der for hvert år bliver flere og flere ynglende havørne i Danmark, og at de også i stadig stigende grad etablerer sig på og omkring Lolland Falster.  

I 2011 var der ifølge Dansk Ornitologisk Forenings rapport 9 i alt 14 ynglende par havørne i det tidligere Storstrøms Amt. Heraf var der fire yngelpar i Guldborgsund Kommune. 

I løbet af de seneste ti år er afskydningen af harer i Guldborgsund Kommune blevet halveret. 

NEDGANG I UDBYTTET AF HARER

Lige så længe, der har været først statistik over det danske vildtudbytte, har afskydningen af harer været for nedadgående (Figur 2).

Fra et toppunkt omkring 1943, hvor der blev fældet 477.779 harer til et foreløbigt lavpunkt i den seneste sæson, der er endelig opgjort (2016-17) til 46.644. Med andre ord under en tiendedel af det udbytte danske jægere – som der var betragteligt færre af den gang – kunne levere for 75 år siden. 

Nedgangen i hareudbyttet er helt demokratisk fordelt over hele landet. Men i det seneste ti-år er der så tilstødt et særligt voldsomt fald i udbyttet på de sydlige danske øer, her eksemplificeret ved opgørelserne fra Guldborgsund – se tabel 1.  

Tabel 1: Jagtudbyttet af hare i fire danske kommuner. Opgørelsen viser det faktiske udbytte i kommunen og udbyttet pr. km2. Kilde: DCE, Aarhus Universitet. 

Hvor udbyttet i Hillerød, Faaborg-Midtfyn og Viborg falder med mellem 6,9 og 18,5 procent, så er faldet i den samme periode på iøjnefaldende 52,6 procent i Guldborgsund. 

Der er ingen tvivl om, at det fortsat er jægerne på Lolland Falster, der nedlægger flest harer her til lands, og at de tilsyneladende kan levere 2,3 hare per 100 hektar.    

Imidlertid er nedgangen på Falster så udtalt, at det vil være på sin plads at forsøge at finde frem til den eller de grunde, der har forårsaget denne nedgang. 

I første omgang har JAGT, Vildt og Våben forhørt sig hos de lokale jægere. 

Som Thomas Buch Ehlers siger andre, at harerne i højere grad træffes i skoven og i mindre udtalt grad på de store marker. 

Om denne tilsyneladende ændrede adfærd skyldes havørne, musvåger, landbrugsredskaber eller jægere, er der ingen, som på nuværende tidspunkt er i stand til at sige noget ædrueligt om.  

Ej heller står det klart, om det markante fald i udbyttet skyldes, at der simpelthen er færre harer at efterstræbe, eller om det er jægerne, der har ændret adfærd. 

Og det er heller ikke sandsynliggjort, at hverken fugle eller andre rovdyr overhovedet har indflydelse på det nedadgående antal af nedlagte harer på Falster. 

Men her er, hvad vi ved på nærende tidspunkt.

FAKTA

Den europæiske hare (Lepus europaeus) er ikke truet som art i Europa. Ifølge IUCNs bevaringsstatus er den henført til kategorien LC – Least Concerned/ikke truet. Anderledes står det til her i Danmark, hvor haren er på den nationale rødliste under kategorien VU – Vurnable/sårbar. 

Harens primære prædator er ræven, ligesom mårer, katte, musvåger og kragefugle også gør sig til gode med især harekillingerne. 

Der er endnu ikke offentliggjort et fuldt studie af havørnenes fødevalg, men en foreløbig undersøgelse af et enkelt redeholds fødetilbud til to ørneunger fra 2014 i en rede ved Hyllekrog på Lolland viser, at ca. 11,1 procent af den føde, der blev præsenteret for ungerne, var harer – svarende til i alt otte harer ud af en samlet leverance til ungerne på lidt over 120 kg. kød fordelt over 89 døgn. 

Over halvdelen af hele fødetilbuddet blev udgjort af forskellige fuglearter, hvor edderfugl, blishøne, gråand og måske grågås tegnede sig for størstedelen af byttet. Ikke færre end 80 hornfisk blev bragt til reden sammen med 17 kutlinger og 10 ål. To dåkalve blev også registreret i det varierede fødeudbud. 

Kim Skelmose, som har skrevet rapporten om havørnenes fødevalg, slutter sin beretning om sine observationer med en konstatering af, at en del af byttedyrene var levende, når de blev præsenteret for ørneungerne. Det drejede sig om syv hornfisk, fem blishøns, otte edderfugleællinger samt tre gråænder og en ælling. 

”Det lykkedes for en enkelt edderfugleælling at hoppe ud af reden, men det tog hannen mindre end et minut at hente den op fra skovbunden og aflevere den til ungerne – stendød.” 

FLERE FAKTA MERE JAGTTID

Det er også kendt stof, at fugleinfluenzaen for et par sæsoner siden tog livet af nogle af de danske havørne, og at bestanden ved den kommende offentliggørelse af de seneste optællinger antageligt ikke er steget betragteligt. Ligesom det er smerteligt velkendt, at der de seneste par år har været flere tilfælde af havørne, som er omkommet som følge af forgiftning. Ulovligheder som på ingen måde kan forsvares eller accepteres. 

Samtidig er det et udbredt fænomen, at jægerne effektuerer lokale fredninger på harerne som – tilføjet et tydeligt måske – kan forklare de seneste års nedgang i udbyttet af harer på landsplan.  

Ligesom der etableres markvildtlaug, vildtplantninger, såninger og pågår andre aktiviteter, som kan være til gavn for blandt andet harerne. 

Men den konkrete viden om disse tiltags overordnede betydning er indtil videre begrænset, fordi vi ikke tæller de danske vildtbestande. Den eneste eksakte viden, der findes om de fleste jagtbare arter, er ene og alene vildtudbyttets omfang. 

I det videnskabelige materiale, der ligger til grund for jagttidsforhandlingerne i Vildtforvaltningsrådet, påpeges det frem til forhandlingerne i 2018, at harejagten sandsynligvis ikke er bæredygtig i dele af Jylland og at den sandsynligvis er lokalt bæredygtig på Øerne. 

Samme sted vurderer forskerne fra Aarhus Universitet, at der ikke er biologisk belæg for at ændre jagttiderne på hare – som frem til forrige jagtsæson sluttede den 15. december – fordi Sunde & Asferg (også fra Aarhus Universitet) tilbage i 2014 kunne påvise, ”at jagtudbyttet hos stationære vildtarter generelt set kun i ringe grad afhænger af jagttidens længde.” 

I den jagtsæson som netop er afsluttet, var der 14 dages længere jagttid på harerne i den østlige del af landet. Om disse ekstra jagtdage kan veksles til et højere udbytte, skal vi vente mange måneder på at få klarhed over, og om det får betydning for den samlede østdanske harebestands ve og vel får vi først vished for om mange år.