Nu kan det ikke vare længe, inden de første ankommer,” lød det fra min kammerat, mens han rumsterede rundt i skjulet og forsøgte at få alt på plads, inden den store indflyvning ville begynde.

Hund, kaffekande, patroner og haglbøsse fylder altsammen, og når først der er fugle over lokkerne, er det med at vide, hvor man har hvad, så man ikke griber ud efter termokanden, når der skal patroner i haglbøssen og en påskudt fugl skal have fangstskud.

Jeg gav ham ret. Det store take off måtte være lige på trapperne … Allerede mens vi satte lokkefuglene i den bløde stubmark, kunne vi høre gåsesnak fra de våde marker i horisonterne.

Vi var i god tid. Endnu var det halvmørkt, og da jeg trak låget ned over mit liggeskjul, var jeg klar til at tage imod, hvad dagen og trækket havde at byde på.

Tiden, før gåsetrækket starter, er faktisk tit den bedste. Sikkert noget med, at forventningens glæde som oftest er den største.

Den søde ventetid er nemlig som skabt til stille og næsten uforstyrret refleksion og til at lade tankerne gå på vandring. Til f.eks. dengang for efterhånden mange år siden, hvor gåsejagt blev drevet fra nedgravede skjul på Vejlerne i Hanherred.

Dengang kunne jeg have alt, hvad jeg skulle bruge, på en Yamaha 50, og selv om der er langt fra Aalborg til Vejlerne med haglbøsse, lokkefugle, kikkert og overfyldt patrontaske, var jagten fantastisk. Ikke mindre. Men målt i antal nedlagte fugle tåler den tids gåsejagt ikke sammenligning med i dag, hvor der er langt flere ynglende såvel som rastende gæs stort set overalt i Danmark.

Min første gåsesæson gav da heller ikke en eneste chance, selv om det flere gange var lige ved og næsten. Men de mange timer i tæt kontakt med Vejlernes fugleliv kunne ikke bruges bedre, selv om det kunne være lidt nedslående at sætte de samme to patroner tilbage i patronbæltet tur efter tur.

Men en dag, længe efter augustjagten på Vejlernes ynglegæs var klinget af, og andejagten var gået ind, skete miraklet. To grågæs landede mellem lokkerne.

I lang tid padlede de rundt og trak striber i det stille vand, indtil de pludselig og uden varsel lettede i retning af mit skjul bag nogle kogleaks, hvor jeg sad sammenkrøbet og håbede det bedste, jeg kunne.

Jeg kan stadig se den ene af de to gæs forende i det bløde morgenlys og endnu høre det bløde bump, da den tog den sumpede eng med et sjask.

I flere år efter kunne jeg endda mærke blodet rulle ekstra hurtigt, hver gang jeg tænkte på det øjeblik, hvor jeg løftede den døde gås fri af græsset.

Gåsen Gerda

”Sover du?” Lød det fra min kammerat, der åbenbart havde bemærket, at der havde været lidt stille fra mit skjul i en periode.

”Nej, nej … jeg mediterer bare lidt inden trækket,” svarede jeg i håb om, at han bemærkede ironien i sandheden.

Et eller andet meditativt sker der nemlig, når man ligger på ryggen i et gåseskjul. Man trækker sig ind øjeblikket, og verden bliver mindre. Ja, faktisk går den ikke længere end til den yderste lokkegås.

”Skal gruppen af Canadagæs flyttes lidt længere ned mod åen?” spurgte min kammerat

”Måske,” svarede jeg.

”Men vi kan også vente og se, hvordan de første fugle reagerer,” foreslog jeg.

”Men hvad med svanerne? Skal vi trække dem lidt tættere ind mod skjulene?”

Også her blev konklusionen den samme. Vi ville vente og se tiden an, og sådan fortsatte kommunikationen.

Under en gåsejagt snakkes der næsten kun om det, der sker fra den inderste til den yderste lokkegås, som faktiske er den eneste, der er navngivet, og som vi har valgt at kalde for Gerda.

Gerda kan nemlig baske med vingerne – hvis ellers man husker at trykke på fjernbetjeningen, når der er gæs på vej.

De bløde vingeslag gør, at flokken af lokkere virker lidt mere levende. For selv om mange af de anvendte lokkegæs af forskellig slags er så livagtige, at de næsten ikke er til at kende fra de levende, har de det minus, at de virker lidt kedelige. Bortset fra, at de kan vippe frem og tilbage, når vinden skubber til dem, flytter de sig ikke ud af flækken.

Og set fra gåseperspektiv hvem ønsker da at slå sig ned blandt 120 gæs, der alle står i stampe?

Det indtryk kan Gerda ændre på, da hun kan slå ganske besnærede med de bløde vingeflapper. Om det virker, er jeg dog ikke i stand til at afgøre.

Tro kan godt nok flytte bjerge, men når det gælder gæs, skal der mere til. Da er det ikke nok, at men selv tror på det. Gæssene skal også tro, at lokkerne rent faktisk er rigtige gæs.

Gæs

”Så er der gæs,” lød det mere eller mindre samstemmende fra os begge, da en flok Canadagæs pludselig vippede ind over diget med kurs direkte mod lokkerne.

Den lille flok gæs havde ikke varslet deres ankomst med de karakteristiske honk, honk lyde, der normalt kan høres på lang afstand. Derfor tog fuglene os bogstavelig talt på sengen, og i næste nu passerede de Gerda, der stod som stivnet med lange, ubevægelige flapper, da vi ikke nåede at få aktiveret vingetøjet.

Men det tog de langhalsede, nærmeste svaneagtige Canadagæs åbenbart ikke notits af. De fortsatte uanfægtet, og i næste nu sprang vi frem af skjulene, der næsten gled i ét med stubmarken og det efterladte halm, der lå i klumper her og der.

Synet af de to camouflageklædte jægere fik de tunge fugle til at hive i vingerne, men da var det for sent, og tre fugle måtte blive tilbage på stubmarken.

”Fin begyndelse,” lød det fra min kammerat, alt imens vi sikrede os, at de tre gæs på kanten af de yderste lokkefugle nu også var så døde, som de så ud til. En nedskudt Canadagås, som kommer til sig selv efter skudchokket, og som igen får luft under vingerne, kan på kort tid bringe sig uden for rækkevidde.

”Bliv bare liggende. Kiki og jeg hente dem,” lød det fra min kammerat, alt imens han kaldte den gule labrador op fra skjulet.

Kikis passion for gåsejagt er nok ikke helt på niveau med resten af det lille selvskabs. Hun er nok mest til fasaner, snepper og råvildt, og i afsættet fra skjulet bemærkede jeg, at hun tøvede en kende, da duften af friskbagt morgenbrød fra bageren i Brovst bredte sig fra mit skjul.

En brummende reprimande fra hendes fører, som ellers ikke hæver stemmen over for den gule og efterhånden ældre tæve fik hende dog tilbage på sporet. Og mens de to bevægede sig ud mellem lokkerne, benyttede jeg chancen til at tage et par billeder, da min kammerat er alt andet end det, som man kalder en linselus. Han forsvinder ud af billedet, så snart der dukker et kamera frem.

Men nu havde jeg chancen. Og uden at gøre noget særligt væsen af mig fik jeg listet kameraet ud gennem halm og sløring, og for et øjeblik lod han sig faktisk portrættere i sit rette miljø med haglbøsse og skudte gæs i hånden. Endelig! Det ville om ikke andre så hans bedre halvdel blive glad for, da hun af og til har efterlyst et billede af ham optaget under jagt.

Atter gæs

Kort tid efter var der atter gæs på vej mod lokkerne. Denne gang kortnæbbede, som i store flokke var begyndt at vende tilbage til området igen.

Fuglene gik lige på lokkerne, og vi kunne se lige op under vingerne på den store flok, da den trak forbi.

”Var de alligevel på skudhold?” lød det spørgende fra mit naboskjul.

”Jeg ved det ikke. Men jo, det var de måske.”

Overflyvende gæs er næsten altid for langt oppe, men også kun næsten, og det kan være vanskeligt at vurdere afstanden i de korte sekunder, man har, når en flok trækker over skjulet.

Man skal aldrig sige eller skrive aldrig, men som regel skydes der ikke på overflyverne.

Bedst er det at få fuglene ned over lokkerne, men selv da kan det være vanskeligt at vurdere afstanden.

Stop

”Skal vi stoppe?” lød det min kammerat.

”Det kan vi godt,” svarede jeg.

Vi har alligevel allerede nedlagt langt flere gæs, end jeg gjorde i min første og meget aktive sæson, hvor jeg kun satte et enkelt, men stort kryds ud for jagtjournalens rubrik med gæs.

Beslutningen om at stoppe virkede dog lidt brutal. Dels var der jo endnu mulighed for en chance eller to mere. Og dels betød det, at vi skulle i gang med bagsiden af vores lille eventyr – nemlig nedpakning og dermed den lange vandrig frem og tilbage tilbage mellem skjulet og de parkerede biler.

Gik det godt kunne vi nøjes med tre ture frem og tilbage, men mere sandsynligt var det, at vi havde udsigt til cirka fem kilometers vandring med lokkegæs, skjul og nedlagte gæs.

”Vi kan også lige tage en time mere. Vi har jo stadig kaffe på kanden,” lød det befriende fra min kammerat, der åbenbart også ønskede lidt mere tilløb til den lange slæbetur. Jeg skubbede mig atter ned i liggeskjulet, alt imens verden blev mindre og kun gik til Gerda og det store himmelrum over den lille mekaniske opfindelse.

En time blev til to, og pludselig var det ved at være midt eftermiddag. Det uundgåelige ventede.

Tre, fire ture frem og tilbage over den bløde stubmark ventede. Lokkefugle, skjul og nedlagte fugle skulle tilbage til bilerne, da høj bund og hundredvis af hestekræfter ikke hjælper, når bunden er blød, og bilerne sætter sig på maven. Den erfaring havde vi gjort os mere end én gang.

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, og pludselig fik min kammerat en ikke mindre end genial ide.

”Vi kan lade det hele stå: Lokkefugle, termokande, skul. Hele skidtet. Gerda undtaget naturligvis. I stedet henter vi det hele i morgen – med min Ferrari.”

”Med din Ferrari,” udbrød jeg forbavset, indtil det slog mig, at min kammerats traktor til vildtpleje var af mærket Ferrari – og dertil også Ferrarirød naturligvis. Det var den i hvert fald, sidst den blev brugt til at trække fodermarker på min ejendom i den Jyske ås.

Forslaget kom som sendt fra himlen, og let om hjertet begyndte vi at bevæge os tilbage mod bilerne. TV-reklamerne fra LeoVegas Casino taler sandt, når de aften efter aften påstår, at livet er dejligt.

Det havde nemlig på alle måder været en god dag, og risikoen for, at vores bekostelige opstilling af lokkefugle skulle falde i de forkertes hænder, beregnede vi til et stort 0. Det var trods alt dagen før juleaften, og gæssene kunne ikke spottes fra alfarvej.

Ferrarirøde næser 

Det havde været en god dag, blev vi endnu engang enige om, da vi tog afsked og kørte hver til sit. Men turens oplevelser var ikke helt slut endnu. Sidst på dagen opdagede jeg nemlig, at der var blandet lidt malurt i bægeret. For desværre levede mine billeder ikke op til det forventede, selv om forventningerne var lave, da billederne blev taget uden andet formål for øje end privat anvendelse.

For da jeg allerede samme aften ville gennemse dagens fotoskud, opdagede jeg til min store overraskelse en stor rød klat på flere af billederne.

I første omgang troede jeg, at der var tale om en digital fejl – indtil jeg konstaterede, at den røde plet havde det fællestræk, at den altid sad lige midt i ansigtet på min kammerat.

Der gik lidt tid, inden tiøren faldt, og jeg indså, at jeg var faldet for en practical joke.

Al den velvilje, som min kammerat udviste foran kameraet, faldt nu til jorden. For mens jeg havde haft travlt med at stille skarpt, havde han – uden at jeg opdagede det, forsynet sig selv med en rød klovnenæse og dermed sikret sig, at optagelserne forblev uanvendelige til det meste.

Men alt var tilgivet, da vi kørte op efter det store gåse-setup – med Ferrari på ladet af en meget stor trailer på anhængerkrogen.

Bortset fra, at vi ikke kom afsted som planlagt den 24. december og bortset fra, at den gamle, røde Ferrari var skiftet ud med en grøn af samme slags, gik alt lige efter planen.

Den lille traktor arbejdede sig gennem pløret, og inden længe var vi på vej tilbage igen med lokkefugle og skjul på ladet.

Turen blev begyndelsen til en ny epoke i vores gåsejagt, og dermed blev der markeret endnu en forskel på gåsejagt anno det 20. og det 21. århundrede

Dengang kunne jeg have alt, hvad jeg skulle bruge på en næsten helt lovlig Yamaha. I dag anvendes – ud over en mekanisk gås med fjernbetjente vinger – en firehjulstrækker, en boogietrailer og en fuldblods Ferrari.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: