”Nu kan det ikke vare længe, inden de første ankommer,” lød det fra min kammerat, mens han rumsterede rundt i skjulet og forsøgte at få alt på plads, inden den store indflyvning ville begynde.
Hund, kaffekande, patroner og haglbøsse fylder altsammen, og når først der er fugle over lokkerne, er det med at vide, hvor man har hvad, så man ikke griber ud efter termokanden, når der skal patroner i haglbøssen og en påskudt fugl skal have fangstskud.
Jeg gav ham ret. Det store take off måtte være lige på trapperne … Allerede mens vi satte lokkefuglene i den bløde stubmark, kunne vi høre gåsesnak fra de våde marker i horisonterne.
Vi var i god tid. Endnu var det halvmørkt, og da jeg trak låget ned over mit liggeskjul, var jeg klar til at tage imod, hvad dagen og trækket havde at byde på.
Tiden, før gåsetrækket starter, er faktisk tit den bedste. Sikkert noget med, at forventningens glæde som oftest er den største.
Den søde ventetid er nemlig som skabt til stille og næsten uforstyrret refleksion og til at lade tankerne gå på vandring. Til f.eks. dengang for efterhånden mange år siden, hvor gåsejagt blev drevet fra nedgravede skjul på Vejlerne i Hanherred.
Dengang kunne jeg have alt, hvad jeg...
