Børn med på jagt

Jagt- og friluftsliv byder, som bekendt, på uendeligt mange gode oplevelser i naturen. Ved at kombinere begge dele og tage børnene med dig i en tidlig alder får du ikke alene jagtkammerater for livet. Du er også med til at give et ungt menneske den interesse og glæde for naturen, som du kan være næsten sikker på opstår undervejs, og som er vigtig for naturens og jagtens fremtidige eksistens.

Der findes en række gode grunde til at tage børn og unge mennesker med i naturen. I den mere ideologiske ende ligger den grundlæggende naturforståelse, respekt for naturens dyr og planter og måske en dybere selvforståelse, de får ved at komme med. Mere konkret får de muligheden for at koble af fra de endeløse timer i et iltfattigt klasselokale, komme væk fra skærme og tablets og frem for alt bruge tid med mennesker, børnene holder af. Det er et samvær uden en masse afbrydelser, der kendetegner de fleste ture i naturen, uanset om I fisker, går på jagt eller blot er taget ud for at sove i telt og lave et bål: Man er væk fra hverdagen for en stund. Og hvorfor skulle den mediterende og afslappende effekt, vi som jægere oplever og elsker ved en tur i skoven, være mindre eller anderledes for børn? Kunne en weekend i naturen måske ligefrem føre til øget koncentration og større fordybelse hos dem i hverdagen?

Børn på jagt
Fodring på nattens vildsvinepladser er sjovest med håndkraft.

Naturhistorie for børn

Ikke alle er født på en gård med naturen som nærmeste nabo og med en endeløs række af familiemedlemmer, der går på jagt, og som tager en med, fra man er helt lille. Men alle jægere har deres egen korte eller lange natur- og jagthistorie. Selv er jeg vokset op i et rækkehus nord for København med få hundrede meter til hegnet til Jægersborg Dyrehave. Som spejder og lystfisker var jeg, som barn, tæt på naturen og lærte der de grundlæggende færdigheder i outdoor-livet.

Efter gymnasiet oplevede jeg, på en tur til USA, den nordvestamerikanske natur og nedlagde mine første stykker vildt på jagt. Mens jeg de følgende år var i Forsvaret, tog jeg jagttegn, og derfra var der ingen vej tilbage. Jeg har altså ikke gået på jagt fra barnsben af. Men jagtdriften og glæden ved naturen har altid været der. Jeg er ikke pædagog eller på anden måde fagligt uddannet i børneopdragelse, så mine erfaringer er skabt på baggrund af oplevelser med mine egne børn, der i skrivende stund er 9 og 12. En dreng og pige, én af hver.

Børn på jagt
Artiklens forfatter, Nikolaj Trier.

Min søn Oskar og jeg har ved flere lejligheder haft fornøjelsen af at gå på jagt med vores jagtkammerat Jan R. Tarnowski og hans børn. Jan er 42 år, læge, og bor i lejlighed på Østerbro i København med sin hustru og sine to piger. Jan har ’kun’ haft jagttegn i ca. 10 år, men har allerede meget stor erfaring med at tage Sofie på seks år og Emilia på otte år med på jagt. De sidste tre år har én af pigerne, på skift, været med på ALLE Jans jagter, og begge parter har efterhånden svært ved at forestille sig, at Jan skulle afsted på jagt alene. Vi har taget en snak med Jan om hans erfaringer med at ha’ sine børn med på jagt.

En aktiv del af teamet

Der er som sådan ingen retningslinjer for, hvilken alder børn skal ha’ for at komme med på jagt, så længe begge parter for noget ud af det. Jan forklarer: ”Mine piger startede begge med at komme med på jagt, fra de var fem år gamle. De første jagter, Emilia deltog i, var fasanjagter, andejagter, andetræk og duejagt. Hun fulgtes med mig eller med stedets jagtleder, der også syntes, det var sjovt med et barn på jagt, og som hun efter få jagter udviklede et fantastisk forhold til. Efterhånden som min datter blev mere og mere erfaren, valgte jeg at tage hende med på vildsvinejagter i Sverige. Man må se i øjnene, at når man tager sit barn med på jagt, er det for at få en fælles oplevelse og ikke nødvendigvis nedlægge vildt hver gang. Bliver barnet træt og vil hjem, bør man respektere dette. Presser man for meget, ender man formentlig på længere sigt blot med at barnet ikke gider med næste gang.”

Børn på jagt
En stolt Emilia efter en vellykket haretramp.

Fællesjagter kan være en rigtig god måde at starte ’karrieren’ på. Ofte er dagene ikke så lange, eller de kan ’knækkes’ på midten. Der er god aktivitet, andre jægere, jagthunde og nogle gange en varm jagthytte og en dejlig lun frokost eller madpakke. Børnene lærer hurtigt, hvilke roller der findes på jagt, og at samspil og teamwork er afgørende for succes og vildt på paraden. ”På fællesjagterne fik Emilia mulighed for at gå med hundene og være med til at samle vildt op,” fortæller Jan. ”Jagterne var ikke så krævende, der var næsten sikkerhed for vildt på paraden, og hun følte, at hun var en vigtig del af teamet. Jeg tror, at netop det, at hun kunne deltage aktivt på et vist niveau og ikke kun være på ’slæb’, har været med til at udvikle hendes interesse og store ønske for at være med, hver gang jeg er afsted.”

Husk at ’lege’ undervejs

Du skal være opmærksom på, at jo yngre børnene er, jo mere bliver det hele – på godt og ondt – på deres præmisser. Hverken voksne eller børn bliver glade af at ’presse citronen’. Selv har jeg har aldrig været en stor tilhænger af at ændre radikalt på måden, jeg er på jagt og opholder mig i naturen på, fordi jeg skulle have mine børn med. Men jeg gjorde på et tidspunkt mig selv den tjeneste at lytte interesseret med, når børnene fortalte andre udenforstående om deres oplevelser fra vores ture.

Børn på jagt
Der er mange timers sjov og leg i en håndkikkert med afstandsmåler.

Selvfølgelig var der mange fælles højdepunkter, men jeg fandt hurtigt ud af, at der også var mange små detaljer og oplevelser i deres beretninger, der fyldte utroligt meget i børnehøjde, og som jeg ikke havde bemærket i farten. En særligt rar jagthund eller en anden jæger, der havde vist interesse og lært dem et eller andet. Ja, en tur på ladet af en firhjulstrækker ud over markerne på en fuglejagt endte, for en glad by-knægt, med at være en altoverskyggende begivenhed på den jagtdag og et evigt fremtidigt emne, når vi skal afsted: ”Far, er der en bil, vi kan sidde på ladet af?”

Jeg fandt ud af, at det i virkeligheden blot handlede om at huske på, hvad man selv syntes var sjovt, da man var barn. Det er faktisk ikke så svært for mange af os. Jan udtrykker det således: ”En af de vigtigste ting ved jagt med børn er, at barnet skal føle sig underholdt og have en fornemmelse af at være aktivt med. Fra egen erfaring mener jeg, at det eneste, man skal være meget streng med, er sikkerheden. Alt andet kommer i anden række.”

Grej til børn på jagt

Vi voksne kan ofte kompensere for manglende tøj/eller grej på en eller anden måde, eller blot ved at bide tænderne sammen. De fleste mindre børns tolerancetærskel er noget lavere end voksnes, og det er derfor vigtigt at have 100% styr på grejet, så alle får en god oplevelse, der ikke bliver kortere end nødvendigt.

Da det meste skandinaviske jagt foregår i de kolde måneder på året, er tøjet et af de vigtigste punkter. Bliver barnet først vådt eller koldt, er jagtdagen som regel slut. Varmt, vind- og/eller vandtæt tøj og fodtøj er derfor obligatorisk. Sikkerheden på jagt er naturligvis også altid noget af det vigtigste, så en orange vest eller hat er vigtig, og selvfølgelig har alle høreværn på, når der skydes. Skal I sidde på anstandsjagt i et jagttårn, så medbring et tæppe eller en gammel sovepose og et underlag at sidde eller ligge på. Det er også godt med en ekstra kikkert, så alle kan følge med på de lidt længere afstande.

Børn på jagt
En tur i terrænet på ladet af 4×4’eren slår det meste for et par by-børn.

Aktiviteter

Ofte er der, på lidt længere jagture, masser af tid til at lege og opleve andre ting end selve jagten. Og selvom der, efter min mening, bør være så få skærme som muligt i selve jagttårnet, når vi er på jagt, kan der sagtens kan være tid til at se en film på en medbragt tablet i jagthytten.

Der findes imidlertid også masser af andre muligheder for, at børn – afhængig af alder – også alene kan aktivere sig selv. Jeg vil aldrig glemme begejstringen, da mine børn kom tilbage fra en ’fotojagt’ med et af mine gamle kameraer, hvor de, sammen og på egen hånd, var lykkedes med at tage deres første billeder af råvildt. Endda rigtigt fine billeder, viste det sig. Det kan dog også bare være billeder af alt muligt andet, de finder på deres vej. Ellers kan hulebyggeri, en fisketur, buebyggeri, et luftgevær eller blot et dejligt lejrbål være simpelt og spændende.

Børn på jagt
Oscar trækker nattens jagtudbytte op på ladet.

Jagt forbi

Når jagten er forbi, starter det hårde arbejde ofte, og det kan børnene sagtens deltage i. Opbrækning, flåning, rengøring og forlægning hører med til arbejdet med vildtet, og børn tager på ingen måde skade af at se blod, og hvor kødet kommer fra på dyret. Der kan fortælles mange gode historier om, hvordan vi høster af overskuddet, og om vildtkød kontra kød fra kølediske under arbejdet med at gøre vildtet klart til at spise.

Børnenes oplevelse ’slutter’ først, når man over middagsbordet kan fortælle jagthistorien til familie og venner, der spændt lytter, mens de bogstaveligt talt smager på oplevelserne. Skind, tænder, opsatse og gevirer bliver til mere varige minder på børneværelset, og der kan børnene også sagtens være med til afkogning og pillearbejde. Det er både Jans og min oplevelse, at man bliver endnu mere passioneret jæger af at give sin passion videre. Det kan endvidere føles, som om man får lov at opleve en masse ting ’for første gang’ igen med sine børn.

Så har du børn, eller kan du låne et barn et sted, så kom afsted, men tag det hele i børnenes tempo, og hold pause, hvis interessen falder. Hvis du i øvrigt er den eneste jæger i et forældrepar, kan det være, at der bliver plads til flere jagtture i familiekalenderen, hvis du tager børnene med på jagt?

Børn på jagt

Huskeliste for børn, anstandsjagt

  • Varmt og vandtæt tøj, hue og vanter
  • Sikkerhedsvest/-hat
  • Høreværn
  • Tæppe eller gammel sovepose, evt. Fjellduken ’Mini Hunter’
  • Siddeunderlag
  • Snacks/madpakke
  • Vand/drikkevarer
  • Toiletpapir
  • Børnejagtrygsæk med barnets egne ting

Jans grejfavoritter til børnenes jagttaske

  • Kikkert
  • Kniv
  • Lygte eller pandelygte
  • Notesblok/blyant
  • Håndvarmer
  • Lille førstehjælpssæt

10 tips fra eksperten

Børn på jagt
Jan R. Tarnowski og hans datter Emilia har allerede mange fælles vildsvin og gode jagtoplevelser på samvittigheden.

Navn: Jan R. Tarnowski, 42 år

Bopæl: Østerbro, København

Jagttegn: 2005

Børn: Pigerne Emilia på ni år og Sofie på syv år

Jagtdage (med børn): Samlet ca. 50 jagtdage de sidste tre år.

Jagtjournal (med børn): Ca. 25 stykker vildt med riffel, primært vildsvin på anstand, men også råvildt og ræv.

 

  1. Inddrag børnene i dine jagt/fiskeri-interesser, fra de er helt små. Gør noget ud af at fortælle om dine jagtoplevelser og vise billeder, og tag masser vildt med hjem. Børnene kan så både kigge på og hjælpe til med at plukke fuglene og flå harerne.
  2. Tag børn med i ud på svampejagt, fiskeri, bål og outdoorliv. Deres interesse for naturen øges, og de oplever spændingen og tilfredsstillelsen ved at få noget på krogen eller finde en fin rørhat, som I kan tage med hjem til gryden. Husk også at snakke om naturen og ikke kun jagt. Stop op, og kig/rør/snak.
  3. Da tiden var inde til, at mine børn skulle med på jagt, brugte jeg meget tid på at fortælle og forklare: om hvordan man helst skal opføre sig, hvad vi kan komme til at opleve og vigtigst af alt om sikkerheden.
  4. Tøj, mad og toiletting til barnet er meget vigtige. Hvis barnet fryser, bliver sultent eller skal på toilettet, og man ikke har de nødvendige remedier med, så er jagten slut. Husk derfor: hellere for meget tøj end for lidt. Man kan altid tage et lag af, hvis det bliver for varmt. De første gange, vi sad i tårn i Sverige, havde jeg også en lille potte med, som vi heldigvis slap for at bruge.
  5. Sørg for, at børnene er aktive og deltager i så mange af opgaverne i jagten som muligt. Sæt dig i barnets sted, og opsøg de sjove og spændende elementer frem for dem, der – måske – giver størst chance for nedlagt vildt.
  6. Tal på forhånd om jagten og om det, der skal ske. Børn er gode til at visualisere og har god tid til at glæde sig. Hvis der er elementer i jagten, man kan øve sig på, så gør det. Har man planer om at tage lidt guf med i jagttårnet, kan man øve sig på at pakke det lydløst ud. Man kan også træne at tale stille til hinanden og fx tage høreværn af og på.
  7. Inddrag børnene i forberedelser til jagten. Det kan være indkøb, det at pakke grej, vildtfodring, tjæring på vildsvinepladserne osv.
  8. Efter endt jagt taler vi meget om oplevelserne. Mine døtre vælger tit at tegne de dyr, de har set, mens vi har været ude. Hvis vi har været heldige med jagten, ’hjælper’ de med at slæbe, brække, flå og partere, mens der forklares undervejs.
  9. Hvis du vil have børn med på fællesjagt, så sørg for, at du er i et konsortium, hvor det er ok at have børn med, og husk at drøfte det med dine jagtvenner og jagtlederen, inden du tager barnet med.
  10. Spis, hvad du skyder. Lad børnene deltage i madlavningen, og lad dem evt. invitere deres venner, der så må lægge ører til børnenes egne jagthistorier.

Læs også:

Grillet vildsvinekølle med kartofler og grønt

Grillede vildsvinekoteletter med kartofler, svampe og salsa verde.