På jagt i Rusland

Photography Credit: Tweed Media
Oversættelse: Niels Dygaard

For to år siden bookede Steve Hornady og jeg en jagt i Rusland på Midtkaukasisk tur, en stenbukkeart der med sine meget tykke horn minder om en krydsning mellem et får og en ged. Jeg havde længe haft et ønske om at jage sammen med Steve, som jeg har kendt i over otte år. Han havde inspireret mig til mange af mine hidtidige jagtoplevelser i høje bjerge, og det her ville blive min første tur sammen med ham. Vi måtte dog udskyde turen lidt, for som Steve forklarede: ”Jeg har fået en ny hofte og skal lige have genoptræningen overstået”. Nu, hvor det er klaret, er Steve ivrig efter at give sin nye hofte et ”work out” i bjergene – imponerende i betragtning af, at han snart bliver 69 år.

Vi var opsatte på at komme af sted, så snart vi var ankommet til “Mineralnye Vody” lidt nord for Georgien. Ikke mindre end 6 gange var min riffel blevet kontrolleret undervejs, hver eneste gang med uhyre stor grundighed og stakkevis af dokumenter med stempler. I håbet om at få et lille hvil inden, det der sikkert ville blive en barsk tur ud til lejren, var det dejligt at høre, at vi skulle tilbringe en nat i byen. Men det blev spoleret af en pludselig ændring i planerne. Vi blev straks gennet ind i et køretøj, og var ikke helt klar over, hvad der foregik. Vi trillede af sted gennem byens mørke gader og gjorde en enkelt gang holdt i en sidegade, hvor vores pas blev overrakt til en person, helt indhyllet i mørket. Jeg var ikke helt rolig ved situationen, men Steve, der mange gange tidligere havde været på jagt i Rusland, forsikrede mig om, at det var helt normalt.

En lang nats rejse

Igennem natten og mørket kørte vi sydpå mod Kaukasus, indtil vi endelig stoppede kl. 5 om morgenen. Dagslyset, der var ved at bryde frem, åbenbarede, hvad der ventede os, og det så lovende ud. Vi var omgivet af grønne bakker, og længere væk kunne vi i morgentågen skimte flere interessante toppe. Vi fik allernådigst bevilget nogle få timers søvn, inden riflerne skulle indskydes, og udrustningen sorteres for at begrænse den til et minimum inden den stejle klatretur, der ventede forude. Derefter sad vi sammen med vore guider bøjede over et kort over regionen for at finde de mest lovende steder at jage og beslutte, hvor vi ville slå lejren op til den ugelange tur. Steve og jeg var enige om, at vi ville jage sammen, selv om vi fik at vide, at der var større chancer, hvis vi gik hver for sig. Men for os er en delt oplevelse en dobbelt oplevelse!

I mørket steg vi næste morgen til hest og red af sted. De blide kurver på bakkerne, der dagen før havde forekommet os så indbydende, viste sig hurtigt at være stejle, og de fårepelse, der dækkede sadlerne, kunne ikke beskytte vores bagdele mod deres hårde jernramme. Som vi kom frem over grønne græsmarker, hvor vi passerede en flok yakokser, blev trævæksten mere og mere sparsom, og det varede ikke længe, før vi var over trægrænsen, mens morgendisen nådigt skjulte, hvad der lå foran os. Vi red hele dagen og tilbagelagde cirka 15 kilometer og nåede op i en højde af 1500 meter. Den eneste, befriende pause fra de hårde sadler fik vi, når vi kom til steder, der var for stejle for hestene, og vi derfor måtte stige af og trække dem. Sidst på eftermiddagen gjorde vi omsider holdt, slog teltene op mellem skyerne i en højde af 3000 meter og kollapsede. Det var ved at gå op for os, at vore guider ikke var gentlemen, men hårde og utålmodige typer. Det, vi oftest hørte, var ”come, come, come!” Jeg lå i min sovepose klokken 5 om eftermiddagen, helt udmattet – for øvrigt havde jeg heller ikke kunnet sidde ved lejrbålet med alle de vabler, som den ukomfortable saddel havde givet mig. Jeg kunne kun ligge ned eller stå op.

Bjerget som modstander

Efter en urolig nat under en blafrende teltdug og på et stenet underlag, var udsigten til bjergene ganske opmuntrende. Vores to guider Omar og Sasha var opsatte på at komme ud at finde en flok stenbukke. Det var klart i vejret, og der var udsigt til at det ville holde resten af dagen, så vi havde heldet med os. Da vi begyndte at klatre, indså jeg, at jeg ikke var forberedt på dette, hverken fysisk eller psykisk. Efter min nyligt overståede tur til Nepal, havde jeg ikke trænet så meget, som jeg normalt ville gøre før en bjergjagt. Som alle, der har oplevet bjergjagt, ved, er netop det at holde fokus af største vigtighed – og ikke mindst nu hvor vi klatrede næsten lodret op af klippesider dækket af med løse småsten, der ofte fik vore fødder til at smutte væk under os. Mens jeg sloges med mine egne indre dæmoner, fik Steve smertende krampe i benene. Hans beslutsomhed og udholdenhed var en spartaner værdig, og han nægtede at give op og kæmpede sig igennem smerterne.

Ved frokosttid var vi nået yderligere 500 meter højere op. Vi holdt en kort pause, og guiderne indviede os i deres masterplan, som gik ud på, at de hurtigt ville gå om på den anden side af bjerget for at se, om de kunne jage nogle stenbukke ned i et lavere liggende, skålformet parti, som vi kunne overskue derfra, hvor vi sad. Det vil aldrig komme til at fungere, tænkte jeg, men vi gjorde os hurtigt klar, fandt et godt underlag for riflerne og spejdede ned i lavningen. Hvis deres plan, mod min forventning skulle vise sig at holde stik, ville det være helt ideelt, da det fjerneste sted i ”skålen” kun var omkring 175 meter fra os. Vi ventede og holdt udkig, indtil et hundyr og en etårig buk efter et stykke tid kom til syne, og da guiderne lidt efter dukkede op, var vi klar over, at det ikke ville blive nogen nem jagt. Lidt skuffede og modløse vendte vi om, for i al hast at nå ned til lejren, inden det blev mørkt, for at bevæge sig ned i det stejlt skrånende terræn med løse sten efter mørkets frembrud ville være livsfarligt.

Nådesløse guider

Om aftenen fik Steve igen krampe I benene. Han besluttede sig derfor for at tage en hviledag hjemme i lejren og overlod det til mig at tage ud sammen med guiderne. De var nådesløse i deres fremfærd og stoppede aldrig op, så jeg kunne nå at få vejret. Efter en times hård og udmattende klatring var vi nået op i en højde på godt 300 meter over lejren. Her fik vi øje på den første flok, men guiderne havde højere oppe observeret en mere lovende flok, så den ville vi prøve at nå op til.

Bjerget tårnede sig op foran os, og kun spredt fuglesang brød en gang imellem stilheden. I den tynde luft smertede det i mine lunger, mens jeg forsøgte at holde trit med guiderne. Store sten og klippestykker lå spredt ud over området, men under fodsålerne kæmpede vi stadigvæk med små, løse, skarpe sten og glatte skiferplader, der krævede al min koncentration.

Det varede ikke længe, før guiderne bekræftede, hvad jeg havde frygtet – flokken var forsvundet, så det ville være formålsløst at fortsætte. Vi måtte tilbage til den første flok, som forhåbentlig stadig var i området. Det havde været hårdt at følge med guiderne, da det gik opad, men det var skrækindjagende nu, hvor det gik nedad, og hvert skridt, der sendte byger af sten ned på klipperne under os, var risikabelt.

Vi skulle cirka 300 meter længere ned for at komme i skudposition, sagde guiderne, da vi omsider holdt en lille pause for at få vejret. Netop da vi satte i gang igen, dukkede en flok på 17 dyr op bare 80 meter fra os. De havde stået, så vi ikke kunne se dem, og vi havde forskrækket dem nu. Det var kaos. Det var kun ungdyr, men nej, bagerst i flokken fik vi øje på en stærk buk.

Nu satte de sig i bevægelse.

Skulle jeg vove et skud, eller skulle jeg ikke?

Det her kunne meget vel være vores bedste chance.

Mens guidernes gestikulerede og talte hurtigt på russisk, så jeg mig om efter et godt underlag for riflen, men vi havde netop nået et sted på bjergsiden, hvor der intet var, der ragede op fra den helt plane skiferoverflade. Dyrene flyttede sig hurtigt, så jeg var nødt til at tage en rask beslutning, inden de forsvandt over klippekammen.

Jægerens valg

Vi jægere står konstant over for at skulle træffe valg: skal man tage et sikkert skud eller vente?  Har dyret den rette alder? Er det, det rigtige dyr, eller man skal vente på en bedre chance? Det er utroligt, hvad ens hjerne formår i løbet af en brøkdel af et sekund. Heldigvis gør vores instinkter meget af arbejdet for os. For de jægere, som tager af sted på en jagtrejser som denne, er enormt presset. Det er måske den eneste chance, man får, og hver gang vil guiderne næsten med garanti tilskynde dig og lægge pres på dig, for at få dig til at trykke på aftrækkeren. Jeg havde op til denne tur trænet i skydning på lange hold på op til 600 meter og havde forestillet mig, at jeg skulle afgive et velovervejet skud på et godt anlæg og med god tid til at tage kuglebanen i betragtning. Men realiteten her og nu var en helt anden. Det vare et kaos af modstridende tanker og beslutninger.

Jeg så bukken, et stærkt, fuldvoksent dyr, der løb i en bane lidt højere end resten af flokken. ”Den er stor, den er stor, skyd, skyd!” sagde guiden, mens jeg tog riflen fra skulderen. ”Skyd, skyd!” pressede han mig igen. Jeg var ikke sikker på skudafstanden, så jeg spurgte guiderne. Jeg vidste, at dyrene nu var noget længere væk end de 80 meter, så jeg måtte ændre mit sigte. Og ikke nok med det, for netop, som jeg skulle til at lægge mig ned, kunne jeg mærke grunden skride under mig, og hvordan jeg var ved at rutsche ned ad klippesiden. ”Hurtigt, giv mig rygsækken!” råbte jeg til guiden. Kostbare sekunder var gået tabt, for guiden havde været så opsat på at få mig til at skyde, at han ikke havde tænkt på, hvad jeg først behøvede. Jeg greb ud efter rygsækken, lagde mig ned og fandt bukken i kikkerten. ”Skudafstanden?  Hvad er skudafstanden?” spurgte jeg, mens jeg prøvede at få en rolig vejrtrækning.

Klassisk fejl

Svaret lod vente på sig. ”Hvor langt er der?” spurgte jeg igen. Guiderne diskuterede på russisk, mens jeg fastholdt sigtet på bukken og samtidig brugte alle min kræfter på ikke at rutsche ned ad klippesiden. Omsider svarede de: 240, nej 260 meter. Jeg justerede mit sigte, åndede ud og skød. Sten eksploderede oven over den flygtende buk. Den fortsatte sin flugt og satte farten yderligere op efter at have været udsat for denne byge af klippefragmenter fra mit skud. Jeg havde begået en fejl, der er helt klassisk i bjergene. Jeg havde overkompenseret for distancen, især med en så stejl vinkel som der her var tale om. Jeg havde indskudt riflen på en afstand af 100 meter, men på grund af vinklen og den horisontale kuglebane skulle jeg ikke have holdt over – i hvert tilfælde kun ganske lidt – selv ikke med en kugle på 13 gram. Hvis jeg havde brugt min Leica kikkerts indbyggede, ballistiske kalkulator, ville den have fortalt mig det, men det havde der ikke været tid til. Og der var heller ikke tid til, at jeg selv kunne nå at anslå afstanden til målet.

Mens guiderne hele tiden gav mig afstanden: 270, 280, 290 meter, blev jeg ved med at holde sigtet, idet jeg håbede, at bukken ville stoppe op. Omsider satte den farten ned for at komme over bjergkammen og om lidt ville den være forsvundet.

Det var nu eller aldrig.

Den stoppede op i et splitsekund og gav mig derved den chance, jeg behøvede.

Ude på 300 meter var der ikke tid til at tænke, kun til at handle, da den satte i gang igen. Jeg vidste nu, at jeg havde holdt højt på de 260 meter, så med det in mente, trykkede jeg på aftrækkeren. Skuddet tordnede ud over klippesiderne. Bukken forsvandt over bjergkammen og var dermed ud af syne.

Var det en træffer eller en forbier?

De karakteristiske horn

Jeg var sikker på, at jeg havde ramt den, men efter det første, mislykkede skud og uden nogen synlig bekræftelse fra guiderne, begyndte jeg at tvivle. Det terræn, hvor bukken havde stået, var utrolig stejlt og alt for farligt for andre end den mest erfarne af guiderne at forcere. Det blev en pinefuld ventetid for mig og den guide, der var blevet tilbage med mig.

Vi kunne i spænding iagttage hvordan guiden klatre op mod klippetoppen for at se, om der var noget. Vi håbede, at han ville finde det døde dyr. Da han nåede op til det sted, hvor bukken havde stået, holdt jeg vejret. Vi kunne se, hvordan han stirrede ned over klippesiden og skiftevis kiggede til højre og til venstre. Omsider rakte han så endelig den ene arm i vejret, som tegn på at den var fundet.

Det var for risikabelt for os andre at komme over til det sted, hvor bukken var forendt. Guiden skar hovedet af det 100 kilo tunge dyr, men han var nødt til at efterlade resten af bukken der, hvor den lå. Det ville ganske enkelt være for farligt at forsøge at tage den med tilbage til lejren. Men det betød ikke, at kødet ville gå til spilde. Det ville med garanti blive opdaget af den udryddelsestruede kejserørn, der lever her. Vi havde under jagten set flere af dem kredse rundt over bjergene. Kadaveret ville de næste dage være god føde for mange af områdets ørne. En times tid senere vendte guiden tilbage med det afskårne hoved, som han bar på ryggen. Turens mærkværdige horn, lignede noget, der kom fra Tolkiens fantasiland, ”Mordor” og ikke fra Kaukasus.

Den næste buk

Sådan kommer du af sted:

Der findes flere informationer om jagt på tur på hjemmesiden: www.profihunt.com

På denne rejse anvendte Steve og Simon følgende udstyr:

Sauer 404 XTC .300 Win Mag
www.sauer.de

Leica Geovid HD-B 3000 10×42 binokulær kikkert med afstandsmåler
www.leica-sportoptics.com

Leica Magnus i 1.8-12×50 riffelkikkert
www.leica-sportoptics.com

Hornady 200-grain ELD-X
www.hornday.com

Beklædning:

Swazi Tahr: Ultralet jagtjakke
www.swazi.co.nz

Swazi Driback jagtbukser
www.swazi.co.nz

Steve havde brugt dagen på at rekreere sig og havde gjort lejren noget mere hyggelig med stensiddepladser rundt om bålet. Han delte min glæde, og det blev en aftenen i munter og opløftet stemning. De første dages skuffelser og ubehageligheder var hurtigt glemt, og jeg havde noget lettere ved at falde i søvn den aften.

Allerede ved daggry næste morgen startede vi ud igen, for Steve meldte sig nu klar til jagt. Det var ikke, fordi terrænet var lettere, eller fordi vi pludselig var i bedre form, men optimisme betyder meget, når man skal klatre i bjerge. Steves kramper vendte ikke tilbage, og efter en lang dags vandring fandt vi om eftermiddagen en flok tur oppe i nærheden af trægrænsen, og i den var en fuldvoksen buk.

Denne gang var der tid til at få vejrtrækningen under kontrol og til at finde et godt underlag for riflen, så Steve kunne afgive sit skud under optimale forhold. Til gengæld havde vi ikke bemærket den stejle klippeside under bjergkammen, hvor dyret tumlede ned og forsvandt ud af syne. På dette tidspunkt var lyset begyndt at svinde, og da vi vidste, at der ventede os en lang nedstigning, måtte guiderne hente Steves buk den næste dag.

Det tog flere dage, før Steves buk blev fundet, og på det tidspunkt var vi begge for længst vel hjemme igen. Det var godt at høre at Steve også ville få et varigt minde fra vores jagteventyr. På sine 40 bjergjagter har Steve nedlagt ikke færre end 20

bjerggeder og 26 bjergfår – og de fleste af dem er forskellige arter.

Som han sagde til mig, da han fortalte mig nyheden om, at hans buk var blevet fundet, syntes han, at det havde været en meget hård tur:” Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er det mest udfordrende, jeg nogensinde har været ude for – mine lunger var okay, så det var ikke den tynde luft, der var problemet. Det var det terrænet, det var virkelig en barsk omgang. At gå nedad på de bjergsider var simpelthen livsfarligt”. Det var jeg helt enig i. Jeg tror, at vi begge to havde undervurderet, hvor stor en udfordring, den jagt ville være.

Vi sludrede lidt om turen, og jeg spurgte Steve om, hvilken af de mange jagtture, han havde været på, der havde været den bedste. Svaret kom uden tøven.” Det var helt afgjort en jagt i Arizona efter vildfåret ”Desert Big Horn”. Det var også den dyreste. Jeg blev dybt fascineret. Jagten i sig selv var ikke så dyr, men det var besættelsen af bjergjagt, som den tur gav mig, der har kostet mig en formue.” Steve kommer nok ikke på så forfærdelig mange flere af den slags ture, men han vil virkelig gerne til Alaska efter et stort ”Dall Sheep”. Hos dem, der er så heldige at have oplevet bjergjagt, overskygger passionen helt klart fornuften, og selv efter en så hård tur som den, vi oplevede i Rusland, er vi begyndt at planlægge en ny tur.

Midtkaukasisk tur:

Den midtkaukasiske tur, Capra caucasica forekommer kun i et lille område i Rusland som befinder sig øst for “Mount El´brus” og vest for ”North Osetiya”. Med en skulderhøjde på 38 til 43 tommer er den lidt højere en vestkaukasisk tur. De sorte horn er mere glatte end dens fætters og med mindre, cirkulære kamme og hornspidserne tættere på hinanden. Skægget er kortere, og den midtkaukasiske turs hoved og bryst er mørkere med en rødgrå sommerpels.

Ligheden mellem de to er ikke overraskende, idet man antager, at det skyldes en naturlig krydsning mellem den østlige og den vestlige tur med de horn, som er karakteristiske for begge.

Licensjagt

Der er et nøje kontrolleret licenssystem for begge arter i Rusland, hvor der bliver udstedt 100 licenser om året. Bureauet ”Profihunt”, som vi rejste med, tegner sig for 20 af disse. Alle licenser er til fuldvoksne bukke. Andre bureauer sidder på 10, og de resterende udnyttes af lokale jægere. Formålet med dette licenssystem er at forhindre krybskytteri, som sammen med overgræsning af de lavereliggende områder udgør den største trussel for disse arter.