Foto: Steen Andersen, Simon Barr og Byron Pace
Jagthornet gjalder gennem skoven. En lang lidt vemodig tone der sættes an nedefra og trækker sig op til fuld tonehøjde. Signalet besvares fra de andre drivere. Hundene løsnes. Drevet er i gang. Spændingen stiger. Åndedrættet bliver kortere og hastigere.
Der går bare et par minutter, så rumsterer det i skovbunden. Mit blik retter sig mod lyden. En rotte bestående af to store søer og en snes smågrise trisser ud af såten. Nærmest lige forbi det omtrent to meter høje skydetårn hvor jeg står med min nyligt udleverede riffel og forsøger at få et frit skud til en af de smågrise som følger den forreste so.
Det røde punkt i sigtet finder en passende gris, men den flankeres af en anden, så skud ikke giver mening. Rotten suser over det åbne spor. Ind gennem den unge højskov og væk på den anden side.
Drevet fortsætter. Hundene hetzer. Hornene går amok i sekvenser af fire korte stød. Der er vildt på vej ud til skytterne.
På ny knaser det i underskoven. Hochstanden jeg er placeret i er mindre end tre meter fra en stor veltrampet veksel. Der kommer et enligt vildsvin i den rigtige vægtklasse på vekslen. Forbi skydetårnet. Over vejen. Ned i grøften og op i højskoven ret væk fra mig. Jeg venter. Grisen drejer vil venstre og har nu bredsiden til mig. Jeg trækker gennem grisen sådan som prinsen har forklaret mig dagen før og ved tidligere lejligheder, og lader skuddet gå.
Grisen falder i knaldet. Lander pladask på maven. Og bliver liggende.
Jeg er faktisk rystet over, at den slags skydning forekommer i virkeligheden og ikke kun på dristige film om vildsvinefeber i første, anden eller niende potens.
En virkelig stor keiler springer over vejen midt mellem min nabo og mig. Den forsvinder uantastet ind i skoven på den anden side af vejen.
Mere hundeglam. Skud i det fjerne. Mange hurtige skud. Mere støj i skovbunden på vej mod min post. Det er dagens andet drev – og det er godt.
Frankrig
Det er september i Frankrig et par timers kørsel syd for Paris. Løvet er ved at tage farve og de mest sommerhungrende træsorter har så småt sluppet bladene.
I første såt regnede det en smule. Vildt var der til gengæld ikke så meget af, men nu er alt bedre: Vejret klarer op, og her otte-ti minutter inde i anden såt er der skudt dobbelt så mange skud som i hele den første.
Fra tid til anden må jeg lige forvisse mig om, at svinet jeg skød for lidt siden stadig ligger hvor det faldt. Men alt er som det skal være.
Endnu et vildsvin kommer i min retning, og tager næsten samme rute som den forrige nu forendte slægtning.
Første skud træffer, men er ikke helt så effektivt som det seneste. Jeg repeterer uden at tænke over det, og gør som jeg har fået indprentet. Bagfra – frem – skyd. Vildsvinet laver en dobbelt piruette og forender på stedet.
Nu ruller blodet raskt i mine årer. Det er altså ikke filmtricks når tyske Prins Franz-Alrecht og franske Phillipe Lavit vælte svin på stribe i filmene fra MOTV.com – eller HuntersVideo som selskabet bag vildsvinefeberfilmene hed indtil for et par år siden.
Nu har jeg også fået feber. Er blevet besat. Har taget et uigenkaldeligt skridt ind i drivjagtens svar på Formel 1. For pokker hvor skulle jeg dog være blevet hjemme. Det her vil jeg drømme om resten af mit jægerliv og være feberbesat på at opleve igen og igen. En ny passion har ramt mig.
Langt ude i skoven
Vi er samlet fra nær og fjern i Europa. Femten jægere fra Norge, Sverige, Portugal, Italien, England, Danmark og så videre. Jagtskribenter for det meste, men også tre meget benovede jægere fra henholdsvis Sverige, Norge og England.
De har vundet konkurrencen som MOTV har kørt over sommeren, og har fået besked på at møde op i en af de parisiske lufthavne på en given dag og til et givent tidspunkt, hvorefter de i to dage vil blive diverteret med skydeinstruktion af stjernerne fra vildsvinefeberfilmene og ikke mindst en dags drivjagt på vildsvin.
På vejen her til jagtområdet, der ligger et godt stykke ude i skoven i fin afstand fra nogle små maleriske landbyer hvor vi er indkvarteret, sad jeg i minibussen med et par af de nordiske vindere. De var benovet. Måske ligefrem forfærdede over at skulle stå ansigt til ansigt med de velskydende kendisser som de kender fra alle filmene.
Og som de virkelige stjerner Désirée, Phillipe, Alexander og ikke mindst Franz-Albrecht er, så er det hele meget afslappet og uformelt. Faktisk har jeg den følelse, at det her er som at møde sin rigtige familie igen. Det kan godt være at det er flere år siden jeg sidst mødte blot et par af familiens medlemmer, men vi tilhører på en eller anden måde den samme klan. Det mærkes tydeligt. Her er varme, ægte interesse og ærlig omsorg for hinanden. Det er en dejlig familie, som man kun kan håbe på snart at møde igen.
Det første møde i denne samling foregik ved den store murede jagthytte, hvor der var stående frokost. Derpå velkomst og hurtigt ind i våbenkammeret, hvor der var spritnye rifler – Sauer 404 med syntetisk skæfte og Aimpoint i montagen – til alle femten inviterede skytter.
Fem af de seks stjerner fra Vildsvine Feber 9 filmen hjalp de inviterede skytter tilrette ved det lille skydetårn foran den løbende vildsvine skive. I serier af fem fik vi alle flere ture til det bevægelige mål. Ikke mindst Franz-Albrecht fungerede her som riffelinstruktør og gjorde som de forrige gange jeg har haft fornøjelsen af hans skydelektioner meget ud af at få fodstillingen og skuldermonteringen til at står så skarpt som muligt.
Skydetårnet var placeret en smule asymmetrisk i forhold til skivens bane, så målet hele tiden ændrede afstand til skytten, således at grisseskiven var længst væk ude i den højre position.
Premieren
Efter alle havde fået skudt det de gerne ville var der lidt projektil-teori ved Jens Tigges fra Hornady, som skød to forskellige slags projektiler ind i hver sin blok med ballistisk sæbe. Blokkene blev derpå skåret igennem, og det var atter en gang tydeligt at se, hvordan det blyholdige projektil sender små blyfragmenter ud i sårkanalen, mens det homogene projektil naturligvis ikke kan forurene kødet på denne måde.
Derpå dagens højdepunkt: Premieren på den nye produktion fra MOTV.com Vildsvine feber X. Den tiende film i denne overordentlig populære og hårdtslående serie af jagtfilm. Det er den niende film hvor den navnkundige Prinz Franz-Albrecht medvirker, og som i den foregående feberhede film flankeres han af en række andre yderst velskydende notabiliteter fra Sverige, USA og Frankrig.
Lad mig sige det lige ud, og med afsæt i de 240 episoder af Jagtmagasinet som jeg selv har produceret til dansk, italiensk, spansk og russisk tv. Det her er den bedste film til dato fra MOTV og fra det gamle HuntersVideo. Og af flere væsentlige grunde.
Den bedste film
Produktionen er i top. Der er mindst seks fotografer i såten, samt diverse droner og fjernstyrede kameraer. Skydningen er bedre end nogen sinde tidligere, og – her kommer det subjektive og efter min mening allerbedste – der er en masse formidling af benhård jagtkundskab. Et element som jeg har savnet i alle de andre produktioner fra denne kant. Det vil måske være en svaghed i nogle seeres øjne, men denne film er produceret og klippet sådan som jeg selv ville have gjort det.
Prinsen er en strålende formidler, og han forklarer både i interviewform og i forlængelse af de enkelte situationer hvad der foregår, hvordan jagten drives og hvorledes skydningen afvikles. Det er fantastisk jagt som er formidlet af de bedste.
Well done.
”Synes du virkelig det,” spurgte Franz-Albrecht, da jeg komplimenterede ham umiddelbart efter premieren. Han troede et sekund at jeg lavede sjov med ham, hvilket ville have været helt i tråd med hans egen smilende og somme tider ganske kontante form for humor og britiske ironi. Men jeg bekræftede: Den film rammer en i mine øjne perfekt balance mellem intense jagtscener og uddybende forklaringer, så man ikke blot bliver underholdt men også klogere.
”Hvor er jeg glad for at du siger det” replicerede den velskydende jagtstjerne, som jeg har en velbegrundet mistanke om har skelet lidt til hvordan vi her i Danmark producerer jagtfilm til tv.
Vildsvine feber X er udkommet på MOTVs europæiske platform og er klippet så den strækker sig over tre afsnit. Det vi i Frankrig fik mulighed for at se var det midterste afsnit hvor der i løbet af cirka 70 minutter fældes 45 vildsvin – sådan i runde tal.
Poul Erik Madsen, som er manden bag HuntersVideo der blev solgt til MOTV tilbage i 2017, er fortsat den drivende kraft i indspilningen af disse vildsvinefilm, og – den store nyhed – Vildsvine feber 11 er allerede ved at blive filmet netop dette efterår.
Forventningerne
Efter filmen og de sidste lykønskninger fik min norske kollega fra Jagt og Fiske udleveret nøglerne til en af de fire jagtbiler – en blå Land Rover Defender. I den kørte vi gennem skoven til det ene af de tre anvendte logi, hvor der var middag. Stemningen var hjertelig og intens, og det hele var hurtigt overstået, så alle kunne få en god nats søvn. En detalje som jeg ofte selv lader hånt om i det gode selskabs tjeneste, men det er tydeligt for mig, at de der skyder allerbedst også er dem der sover mest. Denne aften forsøgte vi alle at efterleve dette enkle men festdræbende mantra.
Velmødt ved jagthytten er spændingen til at tage på med de bare næver.
Alle får udleveret et flot lille gæstekort med angivelse af posterne og hvilken bil man skal springe på.
Der er fire jagtbiler. De er sådan set ens, men i hver sin farve. Et virkelig simplet system.
De fem jagfilmsstjerner er med på post og fungerer som spottere og hjælper i det hele taget med at få konkurrende-vinderne og skribenterne til at få en maksimal jagtoplevelse ud af dagens tre såter.
Lige så tynd som den første såt viste sig at være, lige så vellykket blev den anden.
Den svenske vinder skød otte vildsvin. En norsk blogger fik de to største keilere, og danske Mette Karin Petersen fældede tre flotte vildsvin med franske Phillipe Lavit som sekundant i tårnet.
Alle fik vist deres forventninger opfyldt og en håndfuld skytter fik langt mere end de havde turdet håbe på.
Paraden
Tredje såt var en omgang med restriktioner til de skytter der havde fældet mest. En retfærdig og rettidig håndtering af det uundgåelige at nogle fælder meget mere end andre.
På denne måde endte det hele med at sol og vind blev nogen lunde ligeligt fordelt – og også regnen som styrtede ned over vores syndige hoveder netop som den sidste såt blev blæst af.
Paraden blev afviklet i tørvejr uden for jagthytten akkompagneret af tre franske hornblæsere der fik de store horn til at frembringe en sær snurrende guttural lyd, som man ville tro var en fejl, hvis man ikke stod der og hørte det med sin egne øren.
I den sidste såt havde jeg selskab af Phillipe Lavit i tårnet, og det blev til et enkelt forbiskud og en lang og hjertelig snak om alt fra ulykkelig kærlighed til succesfyldt fremfærd på de sociale medier. Phillipe, som nok er bedre kendt som Feliew, kom med på feberholdet i forrige film og er til daglig direktør for den offentlige vildtforvaltning i et af de nordlige franske jagtdistrikter. Og en flittig filmmager med egen YouTube kanal og over 55.000 følgere.
Efter at have lyttet til de mærkelige horn, måtte jeg selv prøve at spille på et af dem. Kun hvis jeg blæste mine lunger halvt ud af schalstykket kunne jeg få hornet til at frembringe den der særligt hæslige lyd.
Diskret spurgte jeg Feliew om hans indtryk af denne form for – skal vi kalde det musik – og han forklarede mig, at det altid ramte ham lige i hjertet med en særlig følelse af vemod, andagt og glæde. Det var tydeligt, at han forbandt disse sære horn med nøjagtig de samme følelser som jeg bliver ramt af når der efter en smuk jagtdag bliver blæst jagt forbi.
… og så var der aftenens middag, hvor ingen var under præstationspres til en følgende jagtdag.
Det blev en lang og lykkelig nat.
