Foto: Niels Dygaard samt Edgar G Biehle/Shutterstock
Igennem de senere år har flere og flere danske jægere fået øjnene op for de spændende jagtmuligheder, Tyskland har at byde ikke mindst riffeljægeren på. Selv har jeg i efterhånden en del år deltaget i forskellige jagter i dette dejlige jagtland, hvor man på smukkeste vis holder alle jagtens ritualer i hævd. Således har jeg sammen med tre jagtkammerater mange gange oplevet det nede ved vor mangeårige ven, Michael von Treuenfels på dennes gods, ”Althorst”, lidt syd for Lübeck.
”Kupferhochzeit”
Det var derfor med stor glæde, at jeg en septemberdag sidste år kunne jeg fortælle mine venner, Preben, Leif og Søborg, at den med spænding imødesete jagtinvitation fra Michael netop var dumpet ned i min mailboks. Invitation til ”kobberbryllupsjagt” kunne man næsten kalde det, for det var ikke mindre end 12. gang, vi var inviteret til ”Hochwildjagd” på ”Althorst” med dets jordtilliggende på 750 hektar, fordelende sig med cirka 400 hektar under plov og resten skov og mose.
Som tidligere var vi dagen før jagten kørt hjemmefra ved to-tiden og var sidst på eftermiddagen ankommet til det hyggelige Landgasthaus, hvor vi som regel overnatter, og hvor vi ligeledes traditionen tro havde indbudt vores værtsfolk til spisning, denne gang med en tysk klassiker og en af jagtherrens yndlingsretter ”Knusprige, gebratene Schweinehaxe” på menuen. Da klokken nærmede sig 23, var det efter nogle gemytlige timer sammen tid til opbrud, så vi alle kunne være friske til morgendagens jagt.
Ich gebe heute frei – – –
Under en azurblå novemberhimmel stod vi derfor i den rene, kølige morgenluft veludhvilede efter en god nats søvn og velforsynede efter et traditionelt tysk morgenbod klar til – sammen med 30 andre indbudte jægere og en snes drivere med deres hunde – at påhøre Michaels parole.
Hvad kronvildtet angik, måtte der for hjortes vedkommende nedlægges otteendere og ”Spießer” – hjorte, hvor sprosserne højest har ørenhøjde, endvidere hind og kalv – og altid kalv før hind, da en moderløs kalv ikke ville have store chancer for at klare sig igennem vinteren.
Med hensyn til vildsvin gav Michael ”Frischlinge”, Überläufer” og ”Keiler” fri, men ikke ”Bache”, og i særdeleshed ikke hvis det var ”Eine führende Bache”, en so med smågrise. Det ville koste bøde i form af ét eller flere frugttræer – alt efter forseelsens størrelse – til ”Die Sündenallé”, den allé, hvor vildtet, ikke mindst vildsvinene kan gøre sig til gode med nedfaldne æbler, pærer og blommer. Ræv og mårhund måtte selvfølgelig også nedlægges, og for råvildts vedkommende rå og lam, men ikke løbende stykker.
Jagten, var sat til 4 drev med ”Hahn in Ruh´” klokken tretten. Efter at vi var blevet fordelt på vores ”Anstellere”, gik vi sammen med ham hen til den firehjulstrækker med anhænger, som ville bringe os ud til vore poster. Her kom jeg i første drev til at sidde i en hochsitz i randen af en gammel blandingsskov med både nåle- og løvtræer. Herfra kunne jeg skue ud over en stor, nytilsået mark med vinterraps, og samme udsigt havde Søborg, som var blevet sat af lige før mig.
Den svære kunst at tælle til 8 – og KUN til 8!
Efter et kvarters tid hører vi et hornsignal som tegn på, at nu går drevet i gang. Ikke længe efter starter en ny koncert fra ivrigt halsende hunde i et stort, blandet kor med terrierne i høj diskant og ruhårerne i buldrende bas. Opmærksomheden skærpes omgående med skarpt udkig ud over rapsen. Højere og højere lyder hundenes halsen. Nu hører jeg det også knase og brage voldsomt i de tørre, afbrækkede grene inde på skovbunden. En rotte vildsvin eller måske kronvildt?
Her skulle jeg snart sande, at flokken giver beskyttelse til det enkelte individ, for, da en rudel på ikke mindre end ni trofæbærende hjorte brød ud fra skoven og tordnede ud over marken i strakt karriere, havde jeg det på akkurat samme måde som rovfuglen, der i en stæreflok har svært ved at udse sig sit bytte. Deres antal var så distraherende, at jeg i de få sekunder, jeg havde til rådighed, ikke kunne beslutte mig for at udvælge mig min hjort. At de havde – om ikke helt lige store – så dog alle pæne gevirer, gjorde det ikke lettere.
Med riflen sænket kunne jeg derfor kun glæde mig over synet af disse prægtige dyr, som de der fortsatte ud over marken.
Keiler – men hvis?
Nu høres de første skud også, nogle enkeltvis, andre i en mindre kanonade, som tyder på skud til en rotte vildsvin. De fleste lyder ovre fra den modsatte side af dette godt 500 meter lange og små 200 meter brede skovstykke. Der stod bl.a. Preben og Leif – spændende efter såten at høre, om de havde bidraget med noget.
Men nu fanges mit øje af noget andet. Noget mørkt kommer langt ude løbende med retning over mod vores skyttekæde. Vildsvin! men bache eller keiler”? Stort er det i hvert tilfælde, så en überläufer” kan det ikke være. Op med kikkerten, og i den tør jeg godt afgøre, at det er en keiler, og lige så hurtigt, som den nærmer sig, lige så hurtigt begynder min puls at galopere, for den har kurs ret imod min post, så der kommer måske chancen for mit første trofæbærende vildsvin. Sauer´en op på brystværnet, klar til skud. Men nej, hvad sker nu? Verdammt! den ændrer retning. Nu er det snarere Søborg, der vil få en skudchance.
Det sker også, og da keileren er inde på små hundrede meter, ser jeg ham lægge sin Steyer-Mannlicher til kinden og hører hans skud smælde, da han slipper sin kugle. Jeg ser også, at det ligesom giver et ryk i keileren, som dog fortsætter ind i skoven. Truffet eller ikke truffet? Få øjeblikke efter hører vi et skud affyret af en af skytterne derinde. Var det mon til keileren? Næsten ikke til at vente med at få det konstateret. Det fik vi, da såten var blæst af.
Det var Søborgs Keiler, hvor det viste sig, at han have ramt den i den ene kølle. Men hvis var nu trofæet? Det måtte tilkomme ham, da jeg bestemt mente at vide, at det tilfalder den, der sætter den første kugle. Den endelige afgørelse måtte vi dog med spænding vente på til ved paraden, hvor vi håbede, at det ville blive ham, der blev kaldt frem for at modtage sin Bruch, den afbrækkede, ikke afskårne grankvist – deraf navnet – som gives til de heldige skytter.
Kranker ”Fuchs”
Min post i dagens næste såt lignede den første, idet jeg også her havde fået anvist en hochsitz i kanten af et skovstykke med udsigt ud over vide marker. Vi havde ikke direkte aftalt det med Michael, men da han ved, at jagt hos os mest foregår med haglbøsse, tager han det hensyn, at vi alle i modsætning til de mere riffelvante tyske jægere som regel altid bliver anvist en post med godt udsyn og ikke på en smal skovvej, hvor reaktionstiden ofte kan være ganske kort.
Igen lyder hornsignalet, og opmærksomheden skærpes på ny. Ivrig hundehalsen fortæller, at der også her snart vil lyde skud. Det første hører jeg Michaels gode ven, Olaf affyre fra sin hochsitz lidt inde i skoven bag mig, og nu brager det løs med skud fra alle retninger. Derimod sker der ikke så meget dér, hvor jeg sidder. Jeg giver mig derfor som tidsfordriv til at tælle skud. Da jeg er nået til halvtreds, bliver jeg imidlertid opmærksom på noget, der dukker op inde i skovbrynet. En ræv! Ude på en afstand af godt 50 meter kommer den ud på marken. Men der er da noget galt. Den løber på en underlig måde. Nej, den snarere humper, og er der ikke også noget med det ene forløb?
En ræv i bevægelse og tilmed på vej væk fra én er ikke det nemmeste mål. Jeg beslutter mig dog for at forsøge, om jeg ikke kan gøre en ende på sagen og udstøder derfor et højt pift i håb, om at det vil få den til at stoppe op. Det sker desværre ikke, men med tanke på den grimme anskydning føler jeg, at jeg alligevel må forsøge mig med et skud. Igen op med Sauer´en, kikkerten op på stor forstørrelse. Jeg finder målet, krydser alt, hvad krydses kan bortset fra aftrækkerfingeren. Den bliver krummet, og alle jægerhjerter vil forstå den følelse, der gennemstrømmede mit, da jeg ser ræven vælte i knaldet.
Da der var blevet blæst af for denne såt, hvor der hos mig ud over ræven kun havde været løbende råvildt for, var jeg hurtigt henne ved ræven, hvor jeg kunne konstatere, at det ene forløb var skudt over. Jeg trak den tilbage til min hochsitz, hvor Olaf allerede stod med den überläufer, som det var, han havde skudt. Her efterlod vi både den og ræven, som i lighed med det øvrige nedlagte ville blive afhentet af slagterteamet, mens vi kørte til tredje såt.
”Der Trompeter”
Her satte min ”Ansteller”, Andreas mig af ved et hegn med hassel og seljerøn. De smukke røde bær havde småfuglene dog allerede gjort sig til gode med, ligesom egernet havde hentet hasselens næringsrige nødder og gemt dem under vissent løv og tørre grene som sit vinterforråd. Fra denne smukke plet havde jeg fra min hochsitz, der her var af den lave, flytbare type, en såkaldt ”Ansitzbock”, udsigt ud over en kæmpestor græsmark og havde således heller ikke her nogen grund til at klage over manglende udsyn.
Og der bliver også hurtigt noget at se på, for lidt ude på marken kommer en flok mufloner travende. Michael havde i sin parole nævnt, at denne spændende vildtart var ved at etablere sig i området, men havde endnu ikke givet den fri, da han først ville se, hvordan tingene udviklede sig. Knapt er de forsvundet, før der igen sker noget. Et vildsvin kommer løbende – og det så tæt på, at jeg ikke behøvede nogen kikkert for at se, at det var en bache, så riflen fik lov til at blive stående i sit hjørne. Et kvarter forløber. Da kommer en stærk kronhjort roligt travende forbi og det lige så tæt på som vildsvinet. Jeg kunne derfor også straks se, at her var det heller ikke riflen, jeg skulle snuppe, men mit kamera.
Da jeg senere viste Michael fotoet af denne hjort med dens lidt ejendommelige gevir, klappede han mig smilende på skulderen og sagde:”Ja, den kennen wir, wir nennen ihn den Trompeter!” Det var vist godt, at jeg lod den gå – den ville nok have kostet en mindre frugtplantage – – –
Inden dagens sidste drev var det ved godt ellevetiden tid til en lille pause med en gang gullaschsuppe at holde varmen på. Denne blev serveret fra en bjælkehytte på en åben plads i en gammel fyrreskov. Her stod allerede Preben og Leif sammen med Albrecht Meyer, en anden af vore gode tyske venner. Jeg gik straks hen til dem spændt på at høre, hvad de havde oplevet, og jeg blev ikke skuffet.
Bizar oplevelse
Leif havde siddet i en hochsitz ved en af de gravede kanaler, der gennemskærer området. Her blev han ud af den ene øjenkrog pludselig opmærksom på en bevægelse til højre for sig. Han drejer straks hovedet, og hvad ser han: det bizarre syn af en kronhjort, der kommer svømmende ude i kanalen. Noget sådant havde han dog aldrig tidligere oplevet. Hvorfor eller hvordan den var endt derude, kunne han ikke sige, men formodentlig – presset af hundene – efter et forfejlet spring. Selv om han havde god tid til at tælle sprosser, og tallet stoppede ved otte! kunne han under disse omstændigheder ikke få sig til at skyde, men lettede respektfuldt på hatten og lod den hårdt trængte og udmattede hjort svømme forbi. Den sparede kugle fik til gengæld en Überläufer lidt senere.
Olympiadeskyttens søn kan også
I denne såt havde Preben haft Albrecht som sin nabo. At han ligesom sin far, der ved olympiaden i Montréal i 1976 havde været på det tyske landshold i skeetskydning, også var velskydende, havde han bl.a. som gæst hos os givet mange træfsikre prøver på med sin rigt ciselerede Gebrüder Merkel.
At han var ligeså skarptskydende med sin Sauer 404, skulle denne dag blive eftertrykkeligt demonstreret for Preben, for, da en so med syv smågrise kom løbende forbi og det i god fart, lød der straks et skud fra Albrecht, og Preben så den sidste frischling” trimle. Nyt skud, og igen trimlede den sidste. Da dette for tredje gang gentog sig, blev Preben noget urolig: ”For pokker, Albrecht bliver du da ved, bliver der slet ikke nogen til mig?” Det gjorde der, og Preben kunne her glæde sig over et lige så træfsikkert skud som Albrechts tre, mens soen med de tre tilbageblevne forsvandt ud over markerne.
Dacapo i Königsmoor?
Klokken godt 12 var vi alle på plads i vore hochsitze til dagens sidste drev. Til min glæde havde jeg i en ældre nåleskov på en stor, åben lysning, kaldet Königsmoor” fået anvist den hochsitz, hvorfra jeg havde nedlagt mit første stykke kronvildt, en hind. Kunne jeg mon håbe på en gentagelse?
Også her sørger naturen hurtigt for adspredelse i ventetiden, idet jeg ser en lille flok korsnæb lande i en gammel rødgran tæt ved mig, hvor de straks med deres specielle næb går i gang med at åbne de modne kogler, og det med så stor iver, at kogleskællene flyver til alle sider, og lige ved siden af var et egern lige så travlt beskæftiget med en fyrrekogle.
En lille halv time forløber. Da hører jeg, at der bag mig er noget på vej frem. Hvad kommer? Svaret lader ikke vente længe på sig. Ud fra skovbrynet bryder en stærk kronhjort fulgt af en hind og dennes kalv for ganske tæt på mig at tonse videre ud over den gamle mosebund, og det så kraftigt, at vibrationerne fra den bløde jord også breder sig til min hochsitz. Ja, selv til min hjerterytme når de!
Hurtigt kaster jeg riflen til kinden, fanger også kalven i kikkertsigtet, men da de i lige linje løber direkte væk fra mig, finder jeg et skud alt for risikabelt. I stedet udstøder jeg et højt råb i håbet om, at det måske kunne få dem til at stoppe op, men de fortsætter uanfægtet ud over den store lysning, og dermed ser jeg også min skudchance fortabe sig.
”Der letzte Bissen”
Så stort et jagtheld havde det måske også været for meget at håbe på. Jeg er da også så småt ved at belave mig på opbrud, da en hind pludselig kommer travende, men i modsætning til de tre andre tværs hen over lysningen! Hvad var det nu, Michael havde sagt i sin parole: enlige hinder måtte godt nedlægges! Afstanden ud til den er små 75 meter. Jeg sikrer mig, at den ikke er fulgt af en kalv, lægger jeg riflen til kinden, tager omhyggeligt sigte, svinger roligt med, og da den røde plet passerer bladet, trykker jeg blidt på aftrækkeren og lader min blyfrie 10,1 gram tunge 7×64 Lapua-kugle flyve.
Der er hørbart kugleslag. Hinden tegner også tydeligt for skuddet, men fortsætter. Jeg repeterer derfor omgående, men der bliver dog ikke brug for et nyt skud, da hinden falder i næsten samme sekund. Da der kort efter var blevet blæst af for dette dagens sidste drev, kravlede jeg opfyldt af jægerlykke ned fra min hochsitz, brækkede en grankvist af, og gik hen og gav hinden den som ”Der letzte Bissen”. Herefter blev jeg en lille stund respektfuldt stående ved det smukke dyr, og mens der i min glædesfølelse også sneg sig et stænk af vemod ind, måtte jeg genkalde mig Hemingways ord: Når man har taget et liv, bliver man stille indvendig. Følelsen ved at tage et liv kan man ikke dele med andre.
Skygge over en flot parade
Klokken 15 var alt klar til paraden. På tæppet af grangrene lå femogtres vildsvin, en otteender, en hind, to stykker råvildt, seks ræve og to mårhunde. I sin tale takkede Michael skytterne og driverne for dette fine resultat. Èn hændelse, måtte han dog desværre meddele, havde kastet en skygge over denne ellers så vellykkede jagtdag, idet en ung, kvindelig driver havde mistet sin ruhårede hønsehund, som trods beskyttelsesvest var blevet dræbt af en keiler. Ved den afsluttende spisning ville han derfor lade hatten gå rundt, så vi alle kunne bidrage med hjælp til køb af en ny hund. Efter at den ni mand store blæsergruppe derefter havde blæst over det nedlagte vildt, blev vi, der havde nedlagt noget, kaldt frem for at modtage vores Bruch – og blandt os også en spændt ventende Søborg.
Schüsseltreiben und Jagdkönig
Da overrækkelsen var overstået, og de sidste toner fra ”Jagd vorbei” klinget bort i den klare novemberluft, var det tid til ”Schüsseltreiben”, den sikre såt. Den ventede os i den gamle kostald, som helt nyrenoveret nu fremstod som et imponerende jagtlokale med talrige gevirer og andre trofæer på væggene. Her stod menuen på spidstegt vildsvin, og da vi alle velforsynede med både vådt og tørt sad mætte og tilbagelænede på vores stole, rejste Michael sig til sin afsluttende tale, herunder kåring af dagens jagtkonge. Det blev Peter Schreiner, der med sin Merkel Kipplaufbüchse havde nedlagt otteenderen, en keiler, to ræve og en mårhund. Han modtog derfor ”Die Saufeder” – det godt to meter lange vildsvinespyd, der nu ville blive forsynet med en lille plaquettte med hans navn, hvorefter han vil kunne beholde det indtil næste års store jagt.
Opbrud
Efter nogle hyggelige timer her var det tid til opbrud og afsked med vore venner og værtsfolk for at tiltræde hjemturen. Endnu engang kunne vi se tilbage på en begivenhedsrig dag i dette klassiske jagtland, hvor man – ud over selve jagten – også kan glæde sig over – og endda selv være en del – af hele det smukke, respektfulde og traditionsbestemte ceremoniel, som omgiver jagten og rummer al dens sjæl…
LÆS OGSÅ
