Foto Danny Christensen
Jeg solgte mit hus, min oase, i Catskill Mountains 2 timer nord for New York City. Opgav min lejlighed i Brooklyn og bestilte en enkeltbillet til en 40 fods container, min kæreste Claudia og min hund og sprang så ellers ind i min italienske drøm med begge fødder – ja, det giver nok ikke nogen mening, men du ved sikkert, hvad jeg mener!
Jeg landede i Travo i Val Trebbia – min elskede helt, Ernest Hemmingway sagde det nok bedst, da han beskrev området: “Det er den smukkeste dal i verden”
Beliggende mellem Po-flodlejet og Middelhavet ligger den smukke dal Val Trebbia, der er opkaldt efter den store flod, Trebbia, der med sit smukke koboltblå vand skærer sig igennem den stenede undergrund for til sidst at ende i Poflodens flydende mudder.
Jeg købte en typisk gammel stengård, og med huset kom Fausto.
Han var dengang 87 år gammel, frisk som en ørn, stærk og sund som en 25 årig og med en høj, smitsom latter. Den gamle mand efterlod mig sit hus, land, vingård, bjergudsigt og to aktive bistader, og han fortalte os om bierne og blomsterne – og honningen selvfølgelig. Fausto besøgte os tre-fire gange om ugen, og inden længe inviterede han os med til frokost på sin favorit-restaurant, hvor han havde nydt sin frokost næsten dagligt de sidste 30 år!
Il Pastori – ”Hyrderne”
Fausto og frokosterne på Il Pastori blev hurtigt omdrejningspunktet for min families nye italienske liv, og den karismatiske ejer Andrea havde hørt, at jeg var jæger, og han var begejstret for at have en ung gut som mig at snakke jagt med.
Det blev hurtigt klart, at dette sted var limen i det lille lokalsamfund i Travo og omegn. Alle kom her for at spise, drikke og socialisere, og hvis du havde et problem, var der helt sikkert et svar at finde hos Pastori.
Kaffe
Servietterne daler brugte tilbage til bordet, stole placeres på deres hvilested og vi begynder at gå til baren for at drikke vores kaffe.
Det er en ritualistisk spadseretur, hvor samtaler slutter, og nye begynder. Der er altid noget, der skal diskuteres i kaffebaren, og i dag er det ikke anderledes.
Andrea er bag baren, og mens kaffen bliver lavet, får vi det seneste nyt fra Travo.
Pludselig bliver han alvorlig og stirrer direkte på mig – ”Du kommer med mig!”
Og med ét var det officielt; Jeg skulle på min første jagt i Italien – sammen med Andreas squadra, gruppe, – på en drivjagt med hunde efter Chingale, vildsvin.
Onsdag morgen kl 6
Selfie Café i Travo åbner ca. kl. 5.30 hver dag undtagen søndag, og da Claudia og jeg ankom lidt efter klokken seks for at mødes med Andrea, var der allerede fuld gang i den med både unge og gamle, som fik dagens første skud koffein sammen med en kringle af menneskeligt samvær og nærhed.
Vi er de sidste, der ankommer, og selvom de fleste jægere vidste, at vi ville deltage i dag, så de alle lidt bekymrede ud, da jeg gik ind i caféen bevæbnet med mit stillbillede-kamera.
Ja, jeg glemte at nævne, at for første gang i mit liv og i mine år med jagt- og udendørshistorier er jeg i dag blot observatør. Da skuffelsen over ikke at få lov til at jage i år var aftaget, var jeg faktisk meget spændt på at se alt fra en måske lidt anderledes vinkel, et andet perspektiv, hvis du vil.
Dagen begynder langsomt at bryde, og det første lys kysser himlen og afslører de sovende kæmper, da bjergtinderne begynder at adskille sig fra himlen, alt mens jægerne forlader caféen.
Uden for er der en kort parole, hvor posterne bliver uddelegeret til jægerne.
Andrea siger, at jeg skal gå med Stefano – det vil være mere spændende, siger han med et stort grin på sit ansigt – “Ser du, Stefano har en kløende finger, og han er en “flyder”
Den præcise betydning af det fik vi snart løftet sløret for.
Flyderen og Poeten
På toppen af bakken, hvor den gamle kirke rækker højt mod den Almægtige selv, møder vi tre andre jægere.
Stefano anviser posterne til to ældre jægere, og vi fortsætter længere ind i området for at vise den tredje på plads. Han er en karismatisk herre, kendt blandt vennerne som Poeten.
Han taler og taler, og selv om jeg ikke forstår det meste, minder hans hurtige mund, udtrykkene på hans ansigt og lidenskaben i hans stemme om en klasseskuespiller på en scene midt i en akt af selve Shakespeare.
Strømmen af ord bliver brat krænket af en hissende lyd fra Stefanos radio. Det er Andrea, der meddeler, at hundene bliver sluppet nu, og at jagten hermed er begyndt.
Vi forlader straks Poeten og går med raske skridt mod bilen.
Alle inde, sprinter vi over stok og sten til en anden del af dalen. Det er et meget stort område, der end ikke kan dækkes effektivt af de opstillede 22 jægere, og Stefanos rolle som “flyder” begynder nu at udkrystallisere sig.
Radioen skratter og hvæser, men vi kan ikke forstå, hvad der bliver sagt – signalet er for svagt mellem disse dybe dale, der deler det smukke land.
Vi hører hunde bjæffe i det fjerne – det kunne være noget, kunne være vildsvin eller kunne være ingenting. Trucken sættes i gear, og vi kører mod højre for at få bedre radiosignal og udkigspunkt.
Tættere på Gud er der bedre udsigt, så jeg kan se en enlig jæger på hans post og kan nu tydeligt høre hundene.
Radioen går igen, og denne gang hører vi “Chingale.” Hundene er på grise!
Fire-fem af dem er blevet set på den anden side af bjergkammen ned mod det åbne land, hvor vinmarkerne strækker sig, så langt øjet rækker.
Med livet som indsats
“I bilen” råber Stefano – og vi løber mod trucken.
Motorbrøl, gear aktiveres, mens jord og sten flyver gennem luften, da Stefano pløjer gennem marken.
Claudia og jeg kæmper for at holde os fast og beder for vores kære liv, mens jeg samtidig forsøger at tage nogle billeder samt ikke at dekorere Stefanos eller så nydelige interiør med denne morgens morgenmad og kaffe.
Stefano ved, hvor grisene vil komme ud i det åbne – dette er hans kvarter! Han blev født her, har boet her hele sit liv og kender alle stier og veksler.
Stefano har den ene hånd på rattet, én hånd opererer radioen, og én skifter gear – vent hvad?!? Det er tre hænder, hvordan fanden klarer han det her?!!
Pludselig får jeg denne skræmmende tanke, at mens jeg forsøger at få hele oplevelsen med og skrive en god jagthistorie, kan dette faktisk nemt resultere i, at jeg ender mine dage i bunden af kløften, som vi på en eller anden måde de sidste 15 minutter mirakuløst har formået at undgå!
Vi blæser gennem vinmarkerne, slår bremserne i og lytter efter at hundene – de er tæt på kun et par hundrede meter væk. De gør kraftigt – men fra samme sted, så de løber ikke mere og har sandsynligvis omringet et vildsvin.
Vi følger hundenes gøen og forsøger at finde vej frem til dem gennem vinrækkerne – så råber Claudia fra bagsædet: DÉR! Den var lige dér… vi fløj lige forbi den, da den løb i den modsatte retning – kun 10 meter fra os!
Længslerne begynder
De sidste 20 år i New York har bragt mig tættere på indlevelsen af denne min italienske drøm.
Mange, lange sommeraftener, hvor jeg sad udenfor med mine gamle venner, Nick, Angelo, borgmesteren, Rosy og Marie.
Her lyttede jeg til deres livlige og endeløse historier fra det gamle land. For hver humørfyldt krønike blev min fascination af Italien stærkere, mens trangen til at springe ud i mit livs eventyr voksede sideløbende.
Alle disse fine mennesker var i 80’erne og 90’erne. Første og anden generations italienske indvandrere, som fortalte om det gamle land, som var det et kapitel i et eventyr. Selv om mange af dem aldrig havde været der, og af de få, der havde, var der kun fjerne minder tilbage fra tiden i Italien, inden de tog med båden over Atlanterhavet til The Promised Land, USA.
Der var noget ved disse mennesker, italienerne. En varm oprigtighed, som jeg både savnede og længtes efter. En følelse af familie.
Deres lidenskabelige persona, deres værdier, de tætte bånd mellem dem alle på trods af deres forskelligheder og de nødvendige skænderier og kvaler mellem naboer, for hvad er en italiener uden en god, tunghændet døs af drama.
Som årene i Williamsburg Brooklyn skred frem, blev plastikstolene under det store ahorntræ på Withers Street med den varme sommervind, færre og færre. Anglo. borgmesteren var den første til at forlade os. Han blev 92 år gammel og havde overlevet D-Dag i Normandiet. Da han kom tilbage til “kvarteret”, havde han forskellige jobs, før han startede sin rigtige karriere som en forlænget arm for den italienske mafia-familie Bonnano, der kontrollerede det meste af Brooklyn og Manhattan i årevis og blandt andet inspirerede til filmen Donny Brasco.
Efter Anglo smuttede pølsemageren Nick og derefter Marie.
Marie var min udlejer, men endnu vigtigere var hun familie. Hun var godt oppe i 80’erne, da jeg flyttede ind, og hun forkælede mig med et uendeligt hav af pastaer, kager, sandwicher og en lind strøm af kaffe og vin.
Varm og sød fik hun mig til at føle mig hjemme og fyldte tomrummet efter min egen familie og specielt min egen bedstemor, som jeg mistede år forinden.
Kort efter fulgte de resterende af de gamle Italienere, og med dem forsvandt kvarteret, som jeg elskede.
Det er her, hvor jagthistorien startede.
Bjergridt
Bakgear, speederen i bund. Men vi kan ikke længere se vildsvinet.
Stefano kalder over radioen efter firbenet forstærkning. Et par minutter senere ankommer de.
Hundene flyver ud af bilerne, finder sporet, og af sted stryger de.
Vi forsøger at følge med, men falder hurtigt bagud, og med ét stopper spektaklet – giver ikke mening.
Så bryder radioen stilheden. Hundene på den anden side af bakken er på grise, og der er afgivet skud
Sprint tilbage til bilen, springer ind, og vi letter. Denne gang berører vi knapt nok den stenede jord, og vi flyver side om side inde i cockpittet af sølvdyret. Adrenalin slynger os ud i en blandet tilstand af spænding, eufori og dødsangst – det er en kombination af spændingen, jagten og den rene erkendelse af, at dette kan være slutningen for os alle!
Vi runder bjergkløften, og dér oppe på toppen af en mark mod skoven før vinmarken ser vi grisen, som løber gennem det høje græs med hundene lige efter sig.
I fuld fart bliver bilen revet 180 grader rundt, og jeg kæmper for at holde fast i både bil og kamera.
Bremserne aktiveres, og vi slynges mod vinduet, og inden vi holder helt stille, er vi allerede sprunget ud af døren.
Vi er under højderyggen og kan hverken se vildsvin eller hunde, men vi kan høre dem lige over os.
Nu er Stafano på ingen måde fed og heller ikke jeg selv, men jeg er sikker på, at vi begge har været i bedre fysisk stand nogle få år tilbage, så den stejle bakke føles som et bjerg, og de næste 300 meter som en maraton.
Styrt
Vi når højderyggen, og dér ser vi den ude på marken omgivet af to hunde – synet af grisen virkede som en direkte nitrogen indsprøjtning i vores karburatorer. Vi sprang fremad til omkring en 75 meter fra vildsvinet, da jeg pludselig snubler i et hul i marken, der sender mig flyvende med hovedet først ned i græsset.
Jeg formåede at holde fast på kameraet og undgik at smadre linsen, men jeg når knapt tilbage på mine fødder, inden det første skud lyder – jeg ser kuglen ramme under vildsvinet. En klar forbier
Jeg forsøger at fokusere på vildsvinet og kan se Stefano prøve at få sin vejrtrækning under kontrol, hvilket er helt umuligt på grund af bakken, mangelende ilt og adrenalinen, der nu har erstattet blodet i hans årer.
Skud
Alt går nu i slowmotion; Jeg ser Stefanos brystkasse hæve sig for langsomt at sænke sig, og så runger skuddet.
Kuglen rammer den børstede hud på siden af grisen, og idet den går ned, angriber hundene som en flok sultne ulve. Endelig belønnet for deres utrættelighed og stræben efter at ære deres mester, Andrea.
Endelig hjemme
Jagt i italien
Det kan blive ret kompliceret, men det behøver det ikke at være.
Her er et par muligheder, hvor det er super nemt, og du er garanteret en fantastisk oplevelse.
Disse fyre er seriøse outfittere både i Italien og resten af verden.
I Italien har de to destinationer, og min favorit er La Stoppa, der blot ligger lidt over en times kørsel fra Milano Malpensa eller Bergamo lufthavn. Her er du under to timer fra Middelhavet med Cinque Terra & Porto Fino, samt inden for to timer fra Genova, Parma, Pisa, Milano osv. – en perfekt kombinationsdestination.
På La Stoppa kan du jage vagtler, agerhøns, fasaner, snepper ,vildsvin, rådyr, mm.
Montefeltros, den anden italienske destination er Fiordimonta, hvor der jages agerhøns, vagtler, fasaner plus vildsvin, rådyr, krondyr, dåvildt og mouflon. Området ligger cirka to en halv times kørsel fra Rom.
En anden mulighed er i Marche regionen, hvor et dansk par har bosat sig, og herfra tilbyder de drivjagt på vildsvin samt jagt efter rådyr, krondyr, dåvildt og mouflon i reservat – de tilbyder også pakkeløsninger og kan hjælpe dig med at arrangere alt undtagen fly.
https://www.facebook.com/groups/171165303590817/
Kontakt Lene @ +4521225426
Det er tid til frokost, selv om det nu er midt på eftermiddagen.
Alle kender restauranten, og i restauranten kender de alle. Den holder længere åbent for os. Normalt afsluttes frokostserveringen på et tidligere tidspunkt.
Men her er jægerne familie, ikke kun til hinanden, men til restauranten og alle andre i byen. Stefano og jeg er de yngste, selvom vi er i begyndelsen af fyrrerne.
Maden og vinen har ingen ende. Tallerken efter tallerken og flaske efter flaske kommer ind i lokalet og forlader det som snavset porcelæn og tomt glas.
Vi jægere har noget: En usynlig forbindelse om du vil. Ikke kun for naturen og selve jagten, men der er noget mellem os. Et bånd og en fælles forståelse, der ikke kræver ord. Siddende her ved dette bord med Andrea, hyrden fra Il Pastori, som tog mig under sin vinge, Stefano og en gruppe lykkelige jægeres endeløse snak og latter, er jeg endelig hjemme.
Jeg har den samme varme følelse af at høre til, som jeg havde for alle de år tilbage i Williamsburg New York blandt alle mine gamle venner, alle de gamle italienske efterkommere. Det er en fornemmelse, som var de mit eget kød og blod, en forbindelse på et cellulært niveau, der kun kan rivaliseres af min egen familie.
Så hvis du er jæger, er glad for sol, dejlige og varme mennesker, måske du også sætter pris på god vin, måske kan du lide trøfler, eller måske en kombination af det hele plus måske strøet til med verdenshistorie og måske med et par slotte – ja så du skal komme på jagt i Italien.
Du vil høre til.
Ciao!