Fat i Bukken

Foto: Aske Rif Torbensen 

Morgensolen blinker i Isefjorden, og på den anden side af vandet kan man se tårnet af Skt. Nikolai Kirke i Holbæk. Bernd smiler og giver hånd. Han har gået på jagt hele sit liv, og i går aftes – på andendagen af bukkepremieren – satte han sig som så mange gange før ud i tårnet for at se, om der også i år skulle dukke en buk frem fra de majgrønne levende hegn.

Fire bukke nåede han at se, inden han så den, han ønskede at skyde. Det meste af dagen var gået, himlen blev rød, og solen krøb langsomt ned mod horisonten. Der var ikke lang tid til, at jagtdagen ville være ovre, og bukken var på vej væk fra ham. Der blev nødt til at ske noget, hvis han skulle få den buk.

Så forsigtigt, som han kunne, rejste han sig i tårnet og kravlede langsomt ned ad trinnene. Hvis han skulle på skudhold af bukken, ville han blive nødt til at pyrsche sig ind på den, og for hvert stille skridt steg hans puls nogle slag. Langsomt, langsomt kom han tættere og tættere på bukken.

Der var ingen støtte til riflen, her hvor han stod, men han var nu så tæt på bukken, at han godt turde skyde den uden anlæg. Forsigtigt hævede han riflen og fandt bukken i sigtet. Han kunne tydeligt høre sit hjerteslag i øret nu, men det blev i et nu overdøvet af braget fra riflen. Bukken tegnede for skuddet, men den faldt ikke og løb heller ikke. Den ligesom bare luntede væk, besværet, og forsvandt ude at syne, ind i det grønne, tætte levende hegn, og var væk.

Hundefører Johnny Bastian lader geværet, mens Bernd fortæller om skudsituationen.

Anskudsstedet

”Hvor langt strækker din jord sig?” spørger Johnny, mens han lader sin pumpgun med haglpatroner og viser os, at der ikke er en patron i kammeret. Johnny Bastian har gået med schweisshunde nogenlunde lige så længe, som Bernd har gået på jagt. I bilen bag ham sidder Simba, hans gyldne labrador med et bredt kæbeparti og årvågne øjne, som har været hans trofaste følgesvend og schweisshund gennem en årrække.

Johnny efterlader Simba på marken, mens han undersøger anskudsstedet.

Bernd peger ud over området og viser, hvor hans jagt støder op til naboens. 40 hektar har han her, og der er altid godt med vildt herude. ”Hvad skød du med?” spørger Johnny, og Bernd fortæller, at han skød bukken med sin 9,3’er. Det er et rigeligt stort kaliber til bukkejagt, og der mangler heller ikke schweiss efter bukken derude, forklarer Bernd. Han ville bare hellere være på den sikre side og tilkalde en hundefører, inden han selv begyndte at trampe for meget rundt for at lede efter bukken.

Vi går ud over marken, og da vi nærmer os anskudsstedet, får Johnny hunden til at sætte sig, inden han selv går hen og undersøger stedet for blod og benrester sammen med Bernd. Disse spor efter skuddet siger altid meget om, hvor på kroppen dyret er blevet ramt, og for den erfarne hundefører giver disse spor en tydelig indikation af, hvordan eftersøgningen kommer til at tegne sig.

”Lad os få hunden på sporet,” siger Johnny, efter han i et minut eller to har undersøgt det nu dybrøde blod på anskudsstedet. Med et fløjt får han kaldt Simba op til sig, og han tager fat i den lange, brede orange line, der sidder fast i hundens halsbånd. På et øjeblik er Simba på vej ind i det tætte, grønne buskads.

Eftersøgningen går i gang.

”Den ligger her!”

Der går et stykke tid, hvor Simba først går den ene vej og siden den anden inde i det grønne. Bukken blev skudt i går aftes, og der kan have været andre stykker råvildt, der har krydset dens spor siden da. Et sted stopper hunden op og snuser i længere tid. Da vi kommer frem, kan vi se, at græsset er trykket fladt. Her har bukken haft sårleje, inden den igen er blevet rejst, måske da Bernd ledte efter den.

Kort efter er Simba igen på sporet, og linen bliver strakt ud, mens Johnny følger hunden ind gennem det tætte krat. ”Den ligger her!” kalder han inde fra det grønne, og ganske rigtigt, fem meter længere inde ligger bukken. Simba har fat i den, men den er for længst død, og Johnny trækker den ud, så vi kan se nærmere på den.

Det er en lidt skravlet buk, der endnu knap nok har smidt vinterpelsen, men opsatsen er flot, og Bernd smiler, glad over at bukken er fundet. Kuglen har siddet lavt, men bukken er kun løbet ca. 30 meter fra anskudsstedet, inden den er forendt. Oppe ved bilerne afregner Bernd for Johnnys kørsel, de hilser, og så er vi parate til at køre videre, ud på flere eftersøgninger.

Hurtigt finder Simba frem til et sårleje, hvor bukken har ligget.
fat i struben på bukken
Simba har et godt tag i bukken, men den er allerede død.
Bukkejagten endte lykkeligt med en fin buk.

Dødt spor

Et kald er gået ind om et stykke råvildt, som nogen har set springe over en vej på tre ben. Vi kører ud til stedet, og Johnny går rundt for at se, om der er nogen tegn på en påkørsel i nærheden af det sted, hvor rådyret blev set.

Der er intet at se, så Johnny henter Simba i bilen og lader den gå på sporet ind i en blomstrende rapsmark, hvor rådyret må antages at være sprunget ind. Johnny kan kun bevæge sig langsomt fremad, for rapsen er tæt og sammenfiltret på denne årstid. Men man kan se, at Simba arbejder i marken længere fremme, og rapsen bøjer sig let, mens den søger først i den ene retning og så i den anden.

Efter lidt tid kommer hunden ud af marken igen, gul på brystet og hovedet af den blomstrende mark. Sporet er dødt. Johnny kommer hen til os og aflader haglgeværet. ”Hvis et stykke råvildt er blevet anskudt eller påkørt, så kun det ene af dens løb er blevet beskadiget, og det ikke bliver fundet, så kan skaden hele sig, og så kan den løbe lige så godt som normalt,” siger han. ”Særligt hvis det er et af forløbene, der er blevet ramt.”

Der er ikke noget schweiss at finde her, så vi må indstille eftersøgningen. Der må være tale om en af disse stykker råvildt, der tidligere er blevet anskudt eller påkørt, men som klarer sig fint på tre ben nu. Anmelderen må have set den løbe over vejen og have troet, at den lige var blevet anskudt, men den er tydeligvis over alle bjerge nu. Johnny ruller linen sammen, og vi gør os klar til den næste udkørsel.

Eftersøgningen går ind gennem en rapsmark, men sporet er dødt.

Forbiskud

Arne møder os i indkørslen til sin gård. Her på gården er han født, og her har han gået på jagt hele sit liv. ”Derude var der tidligere en række levende hegn, men de er forsvundet i takt med, at landbrugsmaskinerne er blevet større,” siger han og peger ud over markerne bag gården. En enkelt stor remise er der dog tilbage, og det er derude, at Arne har skudt til en buk. Men skuddet var svært, Arne måtte bøje sig til siden i en akavet stilling for at komme til skud, og han tænker, at han må have skudt forbi.

Hvor der skal skydes efter bukken
Arne peger ud på remisen, hvor han skød til en buk.

Johnny sætter linen på Simba, og vi går sammen ud over marken mod remisen. Da vi kommer derud, ser vi, hvor svært skuddet må have været: Bukken har ikke stået langt fra tårnet, højst 30-40 meter, men på grund af bevoksningen har Arne måttet krænge hele overkroppen kraftigt mod venstre for at skyde til bukken.

Johnny undersøger skudstedet nøje, men der er ingen tegn på schweiss, højst lidt nedtrampet græs fra da bukken tog flugten efter skuddet. Simba bliver sat på sporet, og den går gennem det tætte krat og ud på den anden side, ud over marken.

Det tætte krat
Simba bliver sat på sporet og forsvinder ind gennem det tætte krat.

Jeg bliver tilbage med Arne, og få minutter efter, at Johnny har påbegyndt eftersøgningen og er gået ud over markerne med Simba, træder der en rå ud ganske tæt ved Arne og mig inde i remisen. Den vejrer lidt, men synes slet ikke at have opdaget os, og vi står stille, mens den langsomt trækker forbi os på 15-20 meters afstand og forsvinder ind i det grønne.

Da Johnny kommer tilbage med Simba, er det uden en buk. ”Hunden havde tydeligt spor af bukken,” siger han, ”men der er intet blod. Vi fulgte sporet meget langt, men det fortsatte bare derudaf.” Arne nikker. Skudstillingen var alt for akavet, og han må have skudt forbi. Der er ikke noget at gøre ved det, bukken dukker sikkert op igen om et par uger, eller også får han den til næste år.

første skud efter bukken
Andreas har skudt til sin første danske buk.

Lavt skud

Ved dagens sidste udkørsel møder vi hundeføreren René Didriksen. En nyjæger, Andreas, har skudt til sin første danske råbuk fra et forholdsvis højt tårn ned mod en buk, der kun stod 20-25 meter væk. Bukken har tegnet tydeligt for skuddet, og efter noget tid er hans jagtkammerat, Nikolaj, kommet til. Sammen har de ledt efter bukken, men rejst den få meter væk, og bukken har taget flugten ud over en af de tilstødende marker.

Da har Andreas og Nikolaj kontaktet René sammen med hans eftersøgningshund. Da vi møder de tre, har Renés ruhårede hønsehund et godt tag i halsen på råbukken og har på den måde aflivet den efter en intensiv eftersøgning.

jagthund der står over bukken
Den ruhårede hønsehund har aflivet bukken.

”Den sprang en meter op i luften ved skuddet,” siger Andreas og løfter sin hånd. ”Jeg vidste, at jeg havde ramt den på bladet. Men fordi den var inde på 20 meter, og jeg skød skråt nedad, fortsatte kuglen skråt nedad igennem dyret, og på den måde kom skuddet til at sidde for lavt.”

René rejser sig fra bukken og giver Andreas hånden. Andreas er tydeligt lettet over udfaldet af eftersøgningen, og hans jagtkammerat kommer til og giver ham en kæmpe krammer.

Et håndtryk mellem to jægere
En tydeligt lettet Andreas giver hånd til hundeføreren René.

Svær eftersøgning

”Det var en svær eftersøgning,” siger René, da vi trækker os lidt til siden. ”Derude løber der en motortrafikvej, så jeg turde ikke slippe hunden fri til hetz. I stedet skød jeg til bukken med mit haglgevær under eftersøgningen, men traf den ikke, og til sidst fik hunden fat på den og fik den aflivet.”

besværlig eftersøgning efter bukken
René måtte gennem en svær eftersøgning, inden han fik aflivet bukken.

Andreas og Nikolaj gjorde ellers alt det rigtige, understreger René. Da de rejste bukken, mens de ledte efter den, trak de sig med det samme tilbage og tilkaldte den nærmeste schweisshundefører. Det, der skaber svære eftersøgninger, er tit, at jægeren bruger for lang tid på at eftersøge bukken og dermed får gjort det sværere for en eftersøgningshund at følge sporet senere.

Der kan også ske det, at vedkommende får skræmt bukken op fra sit sårleje, hvor den ellers ville udånde, og dermed får den skræmt endnu længere væk, måske ind på en anden jægers jagtområde.

Succesfuld jagt efter bukken
Andreas og Nikolaj hjælpes ad med at brække bukken.

Den første buk

BukkenTilbage ved bukken er Andreas og Nikolaj i fuld gang med i fællesskab at få brækket dyret. ”Den var næsten helt tømt for blod, allerede inden vi fik den åbnet,” siger Nikolaj. Det lave skud i bringen har fået meget af blodet til at rende fra dyret, og efterfølgende har den tabt endnu mere i flugten, indtil hunden fik fat på den og endelig fik den aflivet.

Nikolaj sætter sig op og tegner grinende to røde streger i ansigtet på Andreas. Andreas har tidligere skudt en buk i Tyskland, men dette er hans første buk, og det er noget særligt. Han sætter sig på hug og undersøger opsatsen nærmere. Det er en fin sommerrød buk, og det er tydeligt, at Andreas har gennemlevet hele følelsesregisteret under denne bukkejagt: glæden ved at have skudt sin første danske buk, tvivlen om den var blevet truffet korrekt i skuddet, nervøsiteten ved om eftersøgningen ville falde godt ud, og endelig lykkefølelsen ved at bukken nu ligger her, rød og fin.

Andreas får bukken op på skulderen, og vi går sammen tilbage mod bilerne. De to jægere skal deres vej, og Johnny og René skal måske videre ud på andre eftersøgninger senere i dag. Bukkejagten er i fuld gang rundt omkring i landet, og der vil være mange, der ligesom dem, vi har mødt i dag, vil få brug for, at en autoriseret hundefører rykker ud for at hjælpe med at finde bukken.

Schweisshundene

Hvis det klovbærende stykke vildt, du har skudt til, ikke ligger der, hvor du skød det, og du ikke kan finde tydelig vej hen til det, bør du tilkalde en autoriseret schweisshundefører. Du kan finde den nærmeste hundefører på schweiss.dk eller ved at ringe til Dyrenes Vagtcentral på tlf. 1812. Det samme gør sig gældende, hvis du har påkørt et stykke vildt. Der findes ca. 180 hundeførere på landsplan, og de udfører deres eftersøgningsarbejde på frivillig basis. Det eneste, man skal kompensere dem for, er deres kørsel.

Schweisshund med på jagt efter bukken

LÆS MERE

Bukkejagt i Sverige

Den ultimative råvildtpatron?

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: