Foto: Jens E. Perto

 

Tidligere kaldte man august for høstmåned. Selvom navnet nok mest var møntet på, at man høstede korn og andre afgrøder i denne måned, så er navnet særligt passende for svenske forhold. To vigtige ’afhøstninger’ har nemlig sæsonpremiere her: råbukke og krebs. Begge dele er for mig synonyme med høj livskvalitet.

I dagene op til den 16. august var vi derfor igennem mange år en håndfuld gamle venner, som mødtes i mit smålandske jagthus. Her tilbragte vi dagene sammen, samt morgener og aftener hver for sig i det næsten 1.200 hektar store omliggende revir, som består af blandet skov afløst af dyrkede marker.

Selvom bukkejagt i Danmark bestemt ikke er at foragte, så kan den efter min mening slet ikke måle sig med bukkejagten i Sverige. Det er der mange årsager til: Først og fremmest er det generelt mere udfordrende at jage bukke i august end i maj måned. Bevoksningen meget højere og tættere, og det er meget vanskeligere at bevæge sig lydløst rundt i skoven i den svenske sensommer.

Der er en særlig stemning over bukkejagt i august måned.

De unge bukke i Danmark ofte er årsbukke, som forvirrede fjoller rundt efter netop at være stødt bort af deres mor, inden næste kuld kommer til. Men i august måned er selv de unge bukke anderledes forsigtige – ikke mindst fordi de er blevet drevet rundt på terrænet af de revirhævdende bukke. Biologerne kalder dem i denne livsfase for enten sattelitbukke eller periferibukke, afhængigt af om den unge buk opholder sig inden for en eller flere gamle bukkes revir.

Hertil kommer, at man i Sverige må jage en time før solopgang og en time efter solnedgang. Det giver langt større muligheder for at nedlægge gamle, snu revirbukke, som meget ofte først kommer ud i det allersidste lys. Endelig er det muligt i Sverige at finde så store revirer, at man reelt kan pürsche bukkene i stedet for bare at sidde i et tårn og vente, som man ofte er henvist til herhjemme.

Mange terræner i Sverige stiller større krav til pürschjægeren end dem, vi kender herhjemme.

Afskydning

Mit herlige smålandske jagtrevir kom til mig ved en tilfældighed. Ejeren havde netop købt stedet og skovet en stor del af træerne på ejendommen. Disse arealer blev straks tilplantede igen, og min opgave bestod i at holde råvildtbestanden i ave for at mindske skaderne på de nyplantede træer. Den ansvarsbevidste ejer fastsatte en årlig kvote på 55 dyr, som skulle afskydes. Heraf skulle mindst 10 være bukke.

Det er efter min mening et åbent spørgsmål, om man overhovedet kan forbedre trofæerne fra en råvildtbestand gennem afskydning alene. Nogle steder i Tyskland har man forsøgt dette i over 100 år uden at have opnået markante forbedringer. Naturligvis skal bukkene være 5-6 år for at kunne nå at danne deres bedste opsatser. Men min overbevisning er, at god genetik og formentlig også fodring er nødvendige forudsætninger for, at en selektiv afskydning resulterer i stærkere trofæer.

Fra mine jagter i Skotland vidste jeg, at man i nyplantninger skulle skyde de små bukke og lade de gamle gå. De gamle revirhævdende bukke holder effektivt nytilkommende væk og mindsker hermed mange flere bidskader end dem, de gamle bukke selv forvolder. Til gengæld skal man skyde de revirhævdende bukke i højskoven, så de unge bukke har et sted at søge hen.

Dette princip fulgte vi i høj grad. Selvom vi naturligvis alle sammen gerne vil skyde stærke bukke, så var og er det for os vigtigere at få gode oplevelser end store opsatser. Er en buk ikke specielt gammel eller erfaren, er der jo intet, som forhindrer os i at gøre jagten sværere ved at pürsche os tættere på, før vi skyder. Buejægere får jo også en stor oplevelse ud af at skyde en gaffelbuk.

Oplevelsen bliver ekstra stor, når man kan have sin hund med på bukkejagt.

Debut

Min debut på terrænet fandt sted sidst i 1980’erne. Her var man begyndt at have vintergrønne marker, og samtidig havde sygdommen skab praktisk taget udryddet rævene i størstedelen af Sverige. Da ræven under normale omstændigheder æder omkring 50 % af alle lam, blev resultatet, at råvildtbestanden eksploderede.

Afskydning i Sverige nærmede sig 400.000 dyr årligt. Bestanden skønnede man på landsplan til at være i nærheden af en million dyr. På mit revir var der også masser af dyr. Jeg husker, at jeg en aften inden premieredagen i starten af 1990’erne fra et enkelt udsigtspunkt på samme tid kunne se i alt 19 råer, lam og ungbukke.

Det første år var vi kun to jægere, som tog derop til premieren. Vi vidste dengang ikke, hvor vigtigt det var at få nedlagt bukkene tidligt, da der efter brunsten komme ret lang, død periode, hvor bukkene ikke er særligt aktive og derfor er meget sværere at jage. Vi nåede derfor ikke målet på 10 bukke – formentlig også fordi vi gik rundt i håbet om at skyde store seksendere, selvom det egentlig ikke var opgaven.

Resultatet blev, at da vi nåede hen i til oktober, blev jeg ringet op af terrænets ejer, som ville vide, om der snart skete noget. Det var underforstået, at vi i modsat fald ikke ville beholde jagtretten. Jeg havde to dages afspadsering til gode og satte kursen mod Småland en torsdag morgen tidligt, så jeg kunne nå at få aftenjagten med samme dag.

Det var heldigt, for vejret var smukt, og der var råvildt ude overalt. Da jeg kørte hjem søndag over middag, hang der 20 lam, råer og ungbukke i kølerummet. Senere på året lavede vi en lille trykjagt, hvor kvoten blev fyldt og jagtretten sikret mange år frem.

Bukkejagten i Sverige kan ofte krydres med kantareljagt og krebsefiskeri.

Dygtighed

De følgende år gjorde vi det til en livsstil at tage på jagt i Småland. Vi tog derop flere dage før jagtpremieren og levede livet med alle Smålands gastronomiske herligheder i form af krebs, kantareller og vilde bær. Det var også her, vi for alvor begyndte at dyrke portvinens glæder.

I takt med, at vi lærte mere om at jage bukke i Småland, havde vi ikke de store problemer med at fylde afskydningskvoten og gjorde det til en dyd at få store oplevelser ud af at nedlægge små bukke.

En hyppig gæst deroppe var min nu desværre afdøde norske ven Svein. Han er ubetinget den dygtigste jæger, jeg har kendt. Vi sagde om ham, at han lydløst kunne pürsche hen over et stuegulv bestrøet med cornflakes.

Hvor vi magelige danskere kom tilbage efter morgenjagten for at nyde Slagterens brunch, så vi sjældent Svein før om eftermiddagen. En morgen var alle vi andre vendt tomhændede hjem og kastede os følgelig over bordets glæder på vanlig dansk maner. Svein så vi dog ikke noget til før sidst på eftermiddagen. Her kom han hjem med en buk hængende på skulderen.

Da jeg spurgte ham, hvor han havde fundet den lød svaret: ”Når dyrene ikke er ude på markerne, er de jo inde i skoven.” ”Men alt er jo så tørt, hvordan kan du bevæge dig rundt derinde, uden at bukken hører dig?” spurgte jeg. ”Jeg går selvfølgelig i strømpesokker og ikke for hurtigt,” svarede han. ”Mere end 100 meter i timen er jo en spadseretur. Går du med ud og henter den anden buk? Jeg kunne ikke bære dem begge to.”

Dovenskab

Den anden yderlighed inden for jagtlige præstationer blev præsteret af Brolæggeren, som er et inkarneret B-menneske, hvilket som bekendt ikke er en fordel for en bukkejæger. En morgen, hvor det var min tur til at lave morgenmad, vendte jeg tilbage ved ottetiden og så, at Brolæggeren stadig lå i sin seng.

Jeg var flink og gav ham en kop kaffe på sengen, hvorefter jeg gik tilbage til mit arbejde. Pludselig lød der er brag inde fra hans værelse, og jeg for derind, mens jeg forventede de frygteligste følger af det, der kun kunne være et vådeskud. Sådan forholdt det sig dog ikke.

Vinduet stod åbent, og Brolæggeren sad op i sengen og var ved at stille riflen på plads op ad sengegærdet. Da han så forbavselsen malet i mit ansigt, forklarede han lakonisk: ”Der gik en buk oppe ved skovkanten, og den skød jeg. Kan du ikke lige springe ud og brække den, så behøver jeg ikke at stå op endnu?”

Slagterens store buk. 32 cm lange stænger.

Slagteren

Jeg har altid været modstander af det omsiggribende ’trofæmåleri’, for jeg mener, at det fjerner fokus fra jagtens sjæl. Det er som om, at mange jægere glemmer, at det er trofæet, som får en medalje – ikke den mand, der har trykket på aftrækkeren. Skal man endelig sætte mål på en jagtlig oplevelse, bør det vel ske med en pulstæller.

Nu har det svenske revir næppe genetisk potentiale til guldbukke, men et par stærke trofæer i medaljeklassen er der da blevet hjembragt deroppefra. Men det var ikke altid den, som var heldig at se en stærk buk først, som fik lov til at nedlægge den.

Jeg har været meget privilegeret ved at få mulighed for at være på masser af jagt med mange mennesker verden over. Det har lært mig, at kvaliteten af selskabet er mindst ligeså vigtigt som kvaliteten af jagten, og ofte følges de to ting nøje ad. Jeg har derfor for mange år siden besluttet mig for, at hvis jeg ikke synes godt nok om de øvrige deltagere til med glæde at overlade dem en skudchance, så bliver jeg hellere hjemme fra en jagttur.

Her kom min mangeårige ven fra råvildtjagterne i Skotland ind i billedet. Allerede fra den anden sæson i Sverige blev min ven Slagteren en uundværlig deltager. Ikke alene forkælede han os med lækker mad, han kunne også med sin underfundige og underspillede humor altid sætte tingene i perspektiv, når vi andre blev lidt for vidtløftige.

Han var den af deltagerne, som suverænt havde mest arbejde med forberedelser og servicering af os andre under vores ture. Jeg fandt det derfor passende, at vi andre skulle overlade Slagteren den plads, hvor vi på vores rekognosceringsture inden premieredagen havde set årets bedste buk.

Glæden ved at gøre andre glade er ikke den mindste, vi kan opnå, og omstændighederne har villet, at Slagteren på denne måde faktisk er den, som har skudt nogle af de stærkeste bukke på reviret. Blandt andet en meget speciel buk med tre stænger – alle med rosenstokke – og revirets længste opsats, hvis stænger målte hele 32 cm.

At guide en nyjæger til den første buk er næsten lige så givende som at skyde den selv.

Guideglæder

I samme kategori hører også glæden ved at være guide for koner og kærester, som har lyst til at prøve bukkejagtens glæder. Jeg husker især en morgen, hvor jeg var på vej hjem med en ung dame, som endnu ikke havde nedlagt en buk. Her så vi en stærk buk ikke langt fra vores hus.

Jeg fik den unge dame linet op med min skulder som fast anlæg. Da hun skød, tegnede bukken for en god kugle, men sprang fra skudstedet og løb ind i sivene nede ved søkanten. Dog kunne jeg se, at bukken som i så mange andre tilfælde faldt, så snart den nåede dækning fra sivene. Det var den unge dame imidlertid ikke erfaren nok til at se, så hun var meget ulykkelig og bekymret for det stakkels dyrs skæbne.

Jeg var imidlertid sulten og udnyttede skamløst den nybagte jægers uvidenhed. Jeg fortalte, som sandt er, at man skal vente et stykke tid, før man går ned til skudstedet for at se, hvad der rent faktisk var sket. Vi kørte hjem og spiste morgenmad, mens jeg og de øvrige jægere fortalte skrækhistorier om anskudte bukke og langvarige eftersøgninger, hvor selv en schweisshund kom til kort.

Til sidst forbarmede vi os dog over hende og ønskede hende tillykke med hendes første buk, som hun stadig fuld af tvivl blev vist, hvordan hun skulle finde. Af pædagogiske årsager skulle hun lære selv at brække bukken. For at øge fornøjelsen lidt skar vi vommen op, så snart den var ud af dyret, så hun også kunne få glæde af duften fra en vellykket bukkejagt.

Et par år senere guidede jeg den samme unge dame, som jeg nu var gift med, ud til en buk nede på engen. Den faldt på pletten, da hun skød, og skuddet fik en anden buk til at styrte ud og på engen og sikre. Jeg bad resolut om at få riflen og nåede at nedlægge bukken, inden den forsvandt. Siden blev episoden omtalt som dobbeltdrabet.

Det gælder om at få store oplevelser ud af at jage små bukke.

Forbiskud

Inden jeg forherliger den smålandske sensommer alt for meget, var der også et år, hvor det regnede uafbrudt. Den sidste morgen var jeg våd og miserabel og havde ikke set et eneste dyr, så jeg opgav jagten og gik hjem til jagthuset. Efter et varmt bad og en kop stærk te skilte jeg min riffel ad, tørrede den af og smurte den grundigt ind i geværolie, inden jeg atter skruede den sammen.

En time efter var der stadig ingen af de øvrige jægere, som var kommet hjem. Pludselig så jeg ud ad det regnvåde vindue, at der gik en god buk oppe på den stenede skråning bag huset. Det var (for) provokerende, så jeg sprang udenfor i regnen og pürschede mig på skudhold, kun iført mit termoundertøj og uden sko.

Hvad jeg ikke vidste var, at Slagteren på samme tid havde set bukken på sin vej hjem og også var ved at lægge an til at skyde bukken. Netop som han skulle til at trække af, lød der til hans overraskelse et skud, hvorefter bukken forsvandt op over skråningen og ind i skoven. Min kugle var gået langt over bukken, da jeg i skyndingen havde glemt alt om, at piben var fyldt med geværolie. Den fadæse hørte jeg meget for i de år, som fulgte.

Rigby med den overdimensionerede spidsbuk.

Hund

Ved årtusindskiftet fik jeg en hund, som blev schweisstrænet. Den kunne dirigeres og sættes af med håndsignaler, og det gav jagten en fantastisk ekstra dimension at have ham med på jagt de følgende 10 år. Det var også en stor fordel ikke længere at være afhængige af en schewisshund udefra.

Den første buk, som jeg skød sammen med Rigby, som hunden hed, var en speciel spidsbuk med meget lange stænger. Sammen med Rigby sad jeg troligt aften efter aften og ventede på revirbukken, mens den underlige spidsbuk hver aften fjollede rundt på engen. Jeg var overbevist om, at der før eller siden ville komme en revirbuk, lige indtil jeg så spidsbukken bespringe en rå nede på engen. Han døde lykkelig kort efter.

En anden buk, som jeg tydeligt husker, skød jeg hen over åen, lige før det blev mørkt. Opsatsen var ikke noget særligt, men bukken forekom usædvanlig tung at trække den lange vej hjem via broen, som lå et par hundrede meter den modsatte vej. Da jeg kom tilbage til kølehuset, viste det sig da også, at bukken vejede 31 kg, brækket.

Tre ting, der glæder forfatteren: bukkejagt, en fin lille knæklåsriffel og en god jagtkammerat.

Prøv det

Alt godt får en ende, og det samme gjaldt råvildteventyret i Sverige. Rævebestanden kom sig over skab-sygdommen og vendte talstærkt tilbage. Samtidig steg vildsvinebestanden i det sydlige Sverige. Der er formentlig også flere andre årsager, men det står fast, at råvildtbestanden i Sverige er meget mindre i dag end for 30 år siden. Den årlige afskydning er i dag atter tilbage omkring 100.000 dyr.

Det er derfor blevet vanskeligere at være en succesfuld bukkejæger i Sverige, men det skal man ikke lade sig afskrække af. De mange andre oplevelser er der stadig, og jo vanskeligere en jagt er, desto større bliver glæden, når det endelig lykkes. Prøv det. Man fortryder sjældent en bukkejagt i den skønne svenske sensommer.

Læs også: Store bukke er gamle bukke

Svenska Jägareförbundets webbplats (jagareforbundet.se)