På hjortejagt i tynd luft

Foto: Esben Madsen

I højt tempo arbejder jeg mig op gennem den stenede slugt, over store sten og gennem det rislende kildevand. De seneste uger i bjergene har fjernet de fleste af mine overflødige kilo, og kroppen har efterhånden vænnet sig til den tynde luft. Fysikken er endelig, hvor den skal være, og jeg er fuld af motivation. Klokken er blot tre om morgenen, men pandelampen ligger stadig begravet i rygsækken, for fuldmånen skinner kraftigt fra en skyfri himmel. Målet med mit natte-renderi er en bjergtop i 3000 meters højde, og jeg skal helst nå frem, inden morgensolen vil få luften til at stige og afsløre min fremfærd.

Alene efter hjorten

Colorado

Areal: 269.837 km² (6 gange større end Danmark)

Indbyggertal: 5.6 mio.

Antal jægere: ca. 400.000

Hver aften og morgen i en uge har vi gennem spottingscopet kunnet se en stor wapiti-hjort trække ud på en isoleret bjergtop sammen med en mindre gruppe hinder. Selv på flere kilometers afstand har der ikke været nogen tvivl om, at han er en ældre herre.

En forcering af terrænet mellem hjorten og vores minimalistiske teltlejr har imidlertid virket så uoverskuelig, at jeg og mine to jagtkammerater Michael og Peter har vendt det blinde øje til den store wapiti. Flere forgæves forsøg på at komme på bueskudhold af andre brunstende hjorte i området har dog langsomt tæret på tålmodigheden, og da der samtidig ikke har været helt enighed i gruppen om, hvordan jagten har skullet gribes an, har jeg langsomt samlet mod til selv at tage kampen op med bjergene og den gamle hjort i det fjerne.

Ud over det tunge spejlreflekskamera og et stort zoom-objektiv har jeg skåret alt grejet ned til et minimum. Med en sovepose, en regnjakke og mad nok til at holde kroppen nogenlunde kørende i to dage har jeg efterladt mit trofaste telt og er draget alene afsted.

Efter en forfærdelig nedstigning, hvor jeg flere gange har måttet gribe ud efter træer og buske for at stoppe længere fald ned ad bjergskråningen, er jeg lettere mørbanket nået frem til foden af det bjerg, hvor hjorten, indtil da, trygt har opholdt sig. De sidste lyse timer er blevet brugt på en veltiltrængt etagevask i en nærtliggende flod og på at samle lidt blade sammen som erstatning for det manglende liggeunderlag. Det er dog ikke blevet til andet end et par søvnløse timer under den åbne stjernehimmel, inden alarmen har lydt, og bjerget har skullet angribes.

Op ad bjerget

To timer og 400 højdemeter senere er jeg fremme ved målet. Over mig åbner den stenede slugt sig op og bliver grøn og græsbeklædt med små spredte træer. Mens jeg står og læner mig op ad et nåletræ og sunder mig over opstigningen i den tynde luft, lyder det umiskendelige brunstskrig fra en wapiti-hjort.

Da jeg kigger op, bryder to hinder ud fra skoven på slugtens højre side, blot få hunderede meter over mig. Langsomt vrider jeg den store rygsæk af skuldrene og fisker bueaftrækket op af lommen. I ly af skovkanten sniger jeg mig op ad bjerget i takt med, at lyset tager til, og flere hinder åbenbarer sig i det åbne.

Luften er stadig kold, og som forventet kan man mærke en konstant brise blæse ned ad bjergsiden. Forholdene er ideelle. Endnu et intenst skrig fra hjorten runger ud i slugten, så hårene rejser sig på ryggen. Sekunder efter ser jeg ham for første gang, tæt og firkantet i kroppen med en tyk hals og et kraftigt gevir. Hvilket syn!

Lokkekald

Wapiti-hjorten

Latinske navn: Cervus elaphus

Bestand i Colorado: 260.000-290.000

Kropsvægt: hind: 225 kg, hjort: 315 kg

I nogle få sekunder glemmer jeg alt om jagten og forsøger febrilsk at få et godt ’skud’ med kameraet af det majestætiske dyr, som forfølger en hind blot et kort riffelskud ude. Jeg er klar over, at hjorten ikke bliver nem at lokke væk fra sine hinder. Men da jeg umuligt kan snige mig tættere på ham i den åbne slugt, har jeg intet andet valg end at forsøge at kalde ham til mig fra mit skjul i skoven.

Med et par forførende bløde kald, som imiterer en drægtig hind, forsøger jeg at få hjorten i tale. Han afviser mig blankt og fortsætter upåvirket med at samle sit harem. Jeg har dog et es mere i ærmet og sender et aggressivt hjorteskrig afsted igennem det store plastikhorn.

Snart står der jord og græs til alle sider, da hjorten kaster sit imponerende gevir fra side til side, tydeligt provokeret af den indtrængende bejler i skoven. Solen står nu højere på himlen, og hinderne begynder så småt at trække imod skoven igen. Med afstandsmåleren måler jeg til den veksel, som jeg regner med, at de vil følge. 90 meter, konstaterer jeg, desværre langt ud over min grænse med compoundbuen. Jeg forsøger med endnu et brunstskrig, men hjorten ændrer ikke kurs og forsætter ufortrødent sin tunge gang på vekslen bag rækken af hinder.

På skudhold

Pludselig opfanger jeg bevægelse ud af øjenkrogen, og blot 40 meter væk står to yngre stanghjorte, som må have hørt mine kald. Jeg står som forstenet, men en stor gran bryder heldigvis min silhuet, og hjortene aner ikke, at jeg er der.

Min situation er nu fastlåst, men da den gamle hjort ser de to naive teenagere, føler han sig tilpas truet til at bryde væk fra sine hinder. Jeg forsøger at holde hovedet koldt og ikke fokusere for meget på det imponerende gevir, som svajende kommer imod mig.

Ved en lille gran i kanten af skoven stopper den gamle hjort op, og med voldsom kraft tæsker han løs på træet, så nåle og smågrene flyver om ørene på ham. De to yngre hjorte begynder at frygte konsekvenserne af deres nysgerrighed og trækker længere ind i skoven. Imens har jeg målt afstanden til træet og indstillet sigtet. Da hjorten træder væk fra granen og stiller sig med bredsiden til, er buen allerede trukket.

Skuddet falder

I det samme splitsekund, som pilen og dens barberbladsskarpe spids forlader buen, laver hjorten et udfald imod de to stanghjorte, og jeg ser pilen ramme bagligt. Hjorten aner ikke, hvad der lige har ramt ham, og kommer løbende direkte mod mig, mens jeg instinktivt sætter en ny pil på strengen.

Blot fem meter over mig stopper han op, og jeg kan se vildreden i hans øjne. I et par sekunder står han og nedstirrer mig, mens jeg forsøger at dække mine øjne med skyggen på kasketten. Jeg ved, at skuddet ikke sidder optimalt, og tager en hurtig beslutning: I én hurtig og glidende bevægelse trækker jeg igen buen, men hjorten ser bevægelsen, drejer sig besværet om sig selv og trasker væk.

Som med et haglgevær på en hare i spring trækker jeg foran hjorten og sender endnu en pil afsted. ”Klunk!” Pilen rammer midt i et træ, som i sekundet dækker hjortens skulder, og hjorten forsvinder ind i skoven. En masse tanker flyver igennem mit hoved, og tvivlen om skuddets dræbende effekt nager mig.

Bjergning af hjorten

Få sekunder efter lyder der en knasen og bragen bag de træer, hvor hjorten forsvandt, og jeg når lige at opfange en enkelt bevægelse mellem grenene, inden der igen er dødstille på bjerget. I fem minutter rører jeg mig ikke en tomme, inden jeg langsomt sniger mig op på en stor sten. Med håndkikkerten afsøger jeg hver en lille åbning mellem grenene, og til min store lettelse ser jeg en del af hjortens hoved, som ligger livløst i skovbunden.

Tre dage senere læsser vi totalt udmattede det sidste læs kød fra rygsækkene op i firhjulstrækkerens lad. Havde det ikke været for hjælpen fra to unge fyre, Brett og Todd, var den minimum 300 kg tunge hjort aldrig blevet bjerget. Med drømmen om at blive jagtguider knokler de to for Western Sky Outfitters, en lokal jagtguide med speciale i jagt på wapiti-hjorte og mule deer-bukke i højlandet.

Måneden forinden jagtsæsonens start har jeg hjulpet ejeren med at ride telte og andet udstyr ind i bjergene, og Todd og Bretts hjælp er en del af min betaling. Det er en hjælp, jeg er dem evig taknemmelig for.

Mule deer, bjørn og pronghorn

Colorado har mere at byde på end wapiti, eller elk, som amerikanerne kalder dem. Staten er også kendt for sine stærke mule deer, fætteren til den mere udbredte whitetail-hjort. I starten af sæsonen, inden der falder for meget sne, kan man finde mule deer-bukkene helt oppe på toppen af bjergene, hvilket kan byde på en utroligt udfordrende og spændende jagt. Man kan ikke købe licenser til mule deer, som man kan til wapiti, og man skal derfor ansøge og være heldig at få tildelt en licens i den årlige lodtrækning.

Sortbjørn er også talrig i Colorado, men licenserne bliver solgt efter først til mølle-princippet, så hvis du har drømmen om at jage sortbjørn, skal du sidde klar ved telefonen. I lavlandet i den østlige del af Colorado findes den særprægede pronghorn-antilope. På grund af det åbne terræn og deres gode syn foregår jagten på pronghorn ofte som pürschjagt med riffel eller med bue og pil fra opsatte skjul ved vandhuller.

Gør det selv, guide eller noget midt i mellem?

Mange tror, at man ikke kan jage uden guide i Nordamerika. Men i Colorado og flere andre stater er man som udlænding på lige fod med amerikanere, som kommer fra andre stater. Der er derfor intet i vejen for, at du selv arrangerer en jagt på offentlig jord. Det kræver dog, at du sætter dig ind i en masse regler og et lettere indviklet licenssystem.      

Hvis du vil prøve kræfter med det vilde Colorado, men ikke har tid til at arrangere din egen jagt, tilbyder Western Sky Outfitters en række forskellige muligheder. Ejeren, Travis Reed, har eneret til at guide i et af de smukkeste og største wilderness-områder i hele staten. Han rider sine kunder til teltlejre så langt inde i bjergene, at du ikke skal forvente at møde nogen lokale jægere.

Ud over guidede jagter for både bue- og riffeljægere du man også booke en såkaldt ’drop-camp’, hvor du rides til og fra en opsat teltlejr med alle fornødenheder. Herfra kan du jage på egen hånd, og nedlægger du en stor wapiti eller en mule deer, kommer Travis med sine pakheste og henter det enorme dyr. Det er nemlig en opgave, som kan være nærved umulig selv at klare, hvis du er langt fra nærmeste skovvej.

Sæsoner, love og licenser

Hver stat i USA har egne jagtlove og -sæsoner, og det er vigtigt, at du sætter dig ind i alle detaljer inden din afrejse. Colorado er, som mange af de andre vestlige stater, gennemreguleret, hvad jagt angår, og som dansk jæger kan det virke noget uoverskueligt at skulle sætte sig ind i jagtsæsoner, licensansøgninger og alskens love og regler.

Groft sagt er jagtsæsonen delt op efter våbentype. Således er det buejægerne, som åbner ballet med en sæson på wapiti, mule deer og sortbjørn, som normalt strækker sig fra slut-august til slut-september. Herefter følger tre-fire sæsoner for riffel- og sortkrudtsvåben, som forløber fra slut-september og frem til december, afbrudt af mindre pauser, hvor der ikke må jages.

Ser man på licenser til de forskellige arter, bliver det blot endnu mere kompliceret. For at få flere tips og tricks til planlægningen af en jagt i Colorado kan du læse Thomas Lindy Nissens bog ’Jagrejsefeber 3’.

Jagt i Colorado

Colorado´s Parks and Wildlife, som kan sammenlignes med Naturstyrelsen, administrerer alle ansøgninger om jagttegn og licenser i staten. Den årlige Indtægt gennem jagt er over 900 mio. dollars og hermed en væsentlig del af budgettet. Dette betyder, at servicen er tilsvarende høj, og at man som dansker får sin personlige sagsbehandler. Så snart de har modtaget en kopi af dit pas og danske jagttegn (som er forhåndsgodkendt i Colorado), får du tildelt et såkaldt CID-nummer, som kan benyttes til at logge ind på deres ansøgningsportal og herfra ansøge om licenser til de forskellige arter.

Se cpw.state.co.us/

Er din interesse for jagt i Colorado blevet vækket, kan du sætte dig ind i alle regler og ansøgningsprocessen ved at downloade følgende brochure.