Foto: Johannes Krarup og Shutterstock
Jeg lagde mig pænt ned på jorden med rumpen i vejret. To jægere havde deres ret til at tildele mig hver et stokkeslag, fordi de havde været vidne til, at jeg skød min første vagtel. Jagtselskabet var heldigvis ikke så stort denne morgen, hvor jeg skød min første vagtel. Traditionen er et stokkeslag for hver deltagende jæger. Efter de to slag fik jeg overdraget min stok, hvor der stod indskrevet, hvor og hvornår jeg havde skudt min første vagtel. Nu var jeg indviet som vagteljæger.
Præriens små kanonkugler
For mere end 20 år siden var jeg på jagt i Canada i provinsen Alberta. Her fik jeg mulighed for at jage agerhøns på den åbne prærie. Det er den agerhøne, som canadierne kalder ’Hungarian Partridge’ eller endnu kortere ’hun’.
Det er den samme agerhøne (Perdix Perdix), som vi har i Europa og Danmark, og den er blevet udsat i Canada og USA. Jagten i Canada var desværre ikke med hund. Jeg kørte rundt til udvalgte steder, hvor jeg havde fået fortalt, at jeg kunne finde agerhøns, og nogle gange så jeg agerhønsene på grusvejen, hvor de samlede småsten til kråserne. Så gik man til fods ud for at finde agerhønsene, som var fløjet et kort stykke ind på markerne.
Denne jagt fødte en særlig glæde, som parallelt vakte en drøm om at jage vagtel. Jeg fik senere en invitation til at komme på vagteljagt i Serbien af en ungarer. Ungarerne rejser til Serbien for at skyde vagtler, da det ikke er tilladt at jage vagtler i Ungarn.
Vagteljagt
Vagtlen
Den europæiske vagtel (Coturnix coturnix) er på størrelse med en solsort. Den lever udpræget i det åbne land på enge og marker, og den lægger sine æg (7-13 stykker) på meget skjulte områder såsom tilsåede marker med høje afgrøder.
Den europæiske vagtel ligner i kropsbygningen hønsefugle med den karakteristiske runde kugleformede krop. Det er en fugl, som fortrækker at løbe, og under flugten vil den helst løbe eller trykke sig. Ikke desto mindre holder den sig ikke tilbage fra at flyve, når den skal trække til vinteropholdssteder. Vagtlen er i modsætning til vores hjemlige hønsefugl en trækfugl. Den trækker fra Asien og Østeuropa til det varme Afrika, hvor den har sin vinterresidens.
Når man har skudt en fugl, vil man kunne se på vingefjerene, om fuglen lige har indledt sit træk og har levet sommeren i nærområdet, eller om det er en fugl, som er kommet langvejs fra. Det ser man ved, om svingfjerene har et stort slid eller ej.
Vagtlen er et eksempel på en rendyrket jagtfugl, lidt i klasse med bekkasinen på de danske jagtmarker. Summen af jagtglæden overskygger den mængde kød, der bliver hjembragt til husholdningen: Vagtelen brødføder ikke en familie, med mindre den bliver fanget i større mængder i fuglenet. Netop fangst med fuglenet i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa har været en af de faktorer, som har gjort, at vagtlens bestand ikke har været udpræget stor.
Under mit jagtophold i Serbien fik jeg fornøjelsen af at få serveret vagtler. Til forretten fik vi serveret en klar suppe, som var kogt på vagtlerne. Til hovedretten fik vi serveret fine små vagtler, som var fyldt med grønne ærter. Jeg talte ikke, hvor mange jeg fik spist, men det var mere end fem.
Den ældste beretning om vagteljagt, jeg kender til, kender jeg fra søndagsskolen. Det fortælles i Det gamle Testamente, at det israelitiske folk i sin vandring i ørkenen efter udfrielsen af Ægypten brokkede sig over, at der ikke var kød i deres daglige madforråd, som den gode Gud havde givet dem i form af manna. Gud svarede på deres brokkerier og sendte et vagteltræk ind over dem.
Solbriller og skarphed
I den lave aftensol i Serbien havde jeg stor glæde af at have solbriller på. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg af den grund sikrede mig et par ekstra fugle på tasken. Den lave aftensol kan godt blænde, så man ikke ser de små fugle rejse sig, og på nogle marker faldt fuglene næsten i et med den baggrund, de lettede over.
Vagteljagt er en jagt, hvor du skal være klar og koncentreret. Er du ikke det, er fuglen lynhurtigt uden for rækkevidde. Vagtelen flyver ikke så langt, og den letter nærmest lydløst. Ofte kan man se dem gå ned godt og vel et par bøsseskud ude. Du skal ikke tage fejl af deres evne til at løbe hurtigt: Du finder dem sjældent igen, selvom du tror, at fuglene lige er der, hvor de slog ned.
Når du letter flere vagtler på én gang, er der ikke noget, der tilsiger, at de flyver samme vej. Du kan ende med at skyde bogstaveligt talt i øst og i vest. Det kræver, at man hele tiden har sikkerheden for øje. Nogle gange holder vagtlen også så hårdt, at man næsten skulle tro, at fuglen kommer ud af den stående hunds mund, når hunden letter fuglen.
Et lille selskab
Jeg fik mulighed for at gå på vagteljagt, hvor vi kun var én hundemand og to skytter. Senere på dagen ville vi få tilslutning af flere ungarske jægere. Det var en fornøjelse at gå med den lille breton, som tog stramt stand. Jeg var en smule vantro, da vi gik ud på en nyligt klippet græseng. Jeg tænkte ved mig selv, at dette ikke ligefrem var hønselandskab.
Selvom vagtelen er en lille fugl, syntes jeg ikke, der var meget skjul på marken. Men jeg huskede også, hvor overrasket jeg engang blev i en danske bøgeskov et efterår, hvor fasaner eksploderede op fra bladene i en ellers flad skovbund. Fasanerne havde ligget trykkende under de brune blade. Måske den meste direkte sammenligning til vores hjemlige jagtmarker er de små bekkasiner, som også kan komme ud af ingenting på en våd græseng.
Vi drev omkring på den idylliske græseeng. Nogle gange sad vagtlerne ikke så hårdt, og hunden nåede ikke at få stand på fuglene, inden de gik på vingerne. Vi fandt flere vagteler i det korte græs, inden vi lidt senere gik op i noget højt, tørt græs, som i min verden duftede mere af hønsefuglens biotop.
Bretonen var en moden dame, der havde haft flere kuld hvalpe, og hundeføreren havde sagt til mig, at jeg ikke skulle snakke med hende. Hun sad i bagagerummet uden transportbur, og jeg sad på bagsædet. Der gik ikke lang tid, før den forsigtigt slikkede mig på det ene øre, og det kunne jeg ikke stå for, så jeg strøg hende forsigtig bag ved øret, og det opfattede hun som en invitation.
Et øjeblik efter havde den lille breton på bedste Harry Potter-vis lavet en ’spektral transferans’ og sad på mit skød og slikkede mig i ansigtet. Bretonen, havde jeg fået at vide, var en jagthund i særklasse, men den var åbenbart også familiehund og en sand jagtven.
Skyttekæde og duejagt
På de efterfølgende jagter var vi flere jægere. Her gik vi i en lang kæde (ikke altid så lige), som man ofte gør det på en dansk haretramp – dog med noget kortere afstand mellem jægerne. Hundene arbejdede på kryds og tværs imellem jægerne.
På de marker, som jagten blev drevet på, var der monteret elektroniske lokkekald, som kaldte på vagtlerne hele natten. Det lokkede de selskabssyge vagtler til. Det kaldte også de ensomme fugle ned, som havde indledt deres træk, og som under deres træk standsede for at få et hvil og et måltid.
Serbien byder også på god duejagt. Jeg var ude to eftermiddage for at skyde duer, men det viste sig at være en middelmådig duejagt, for der var ikke det store træk. Vi sad den første dag i nogle solsikkemarker, og de var formodentlig ikke helt modne. Der var ikke tradition for at sætte lokkefugle op, så jeg satte et par duer op, som var skudt, men trækket blev ikke særlig kraftigt.
Dagen efter var vi flere, der blev posteret i nogle majsmarker tæt på en by. Her var der tyrkerduer og byduer. Det, der gjorde mest indtryk på mig denne eftermiddag, var de store grupper af flygtninge, som var kommet fra Syrien, og som gik i grupper op ad den nærliggende hovedvej.
Hede nætter
Jeg skal ikke belære nogen om den sommer, vi lige har lagt bag os. Der har været en varme, som mange ikke har kunnet huske her i Danmark. Mange sukkede til sidst efter, at den kolde morgenluft fra efteråret skulle tage et mildt favntag om vores natur.
Jagten i Serbien på vagtel er på ingen måder nogen køligere fornøjelse. Det var endda betydeligt hårdere end den hede, vi oplevede herhjemme i sommer. Jeg blev indkvarteret i en lejlighed på første sal i et hotel, hvor jeg skulle sove på hemsen. Varmen frarøvede mig min dyrebare nattesøvn, og jeg måtte stå op flere gange om natten for at drikke.
Varmen var også hård midt på dagen. Jeg måtte flygte ind i skyggen, og jeg tænkte på, hvordan jeg i min afrikanske barndom havde set til med vantro, når hvide turister lagde sig ud i solen midt på dagen.
Det er ikke nogen spøg med varmen, og da slet ikke for hundene. Deres jagtiver kan få dem til at se ud over, hvad deres kroppe kan klare af dehydrering og overophedning. Jeg har fra en bekendt fået fortalt om to danske hunde, som var blevet taget med på jagt i Serbien, at begge hunde var nær ved at omkomme på grund af varmen og det intense hundearbejde. Begge hunde måtte få drop, og den ene hund tog flere måneder om at komme sig. Af samme grund formoder jeg, at jagten på vagtler var henlagt til de tidlige og kølige morgener og aftner.
Af en lokal jæger fik jeg at vide, at iskold blommesnaps skulle være en god medicin mod varmen. Jeg tænker, at det kun var kulden fra den iskolde snaps, der hjalp.
Haglbøsse til vagteljagt
Jeg medbragte selv en Browning B25 Game Gun i kal. 12. Den har en vægt på omkring 3 kg, så det er en letvægter for en kaliber 12. Til vagteljagt vil jeg anbefale en bøsse, som først og fremmest skal være let og hurtig at få i anslag og svinge med. En kort skeetbøsse med åbne boringer vil være en oplagt kandidat. Men ellers vil jeg anbefale, at du går ned i kaliber, så du måske vælger en kaliber 16 eller 20. Kaliber 28 og 410 vil også være værdige kalibre med relativ små ladninger, som vil give jagten lidt symmetri mellem byttets større og våbnets størrelse – ”småt til småt”.
Bøssen skal bæres, og det er også en af grundene til, at du skal vælge en let bøsse. Bøssens vægt mellem skuddene er også en faktor, som gør jagten mere behagelig. Nordmændene og svenskerne har deres rypebøsser. Vi har i Danmark udtrykket sneppebøsser for lette og elegante haglbøsser. Det er samme boldgade.
Jeg tror ikke, at der findes stålhagl i Serbien. Vi skød med blyhagl, og jægerne brugte alle haglstørrelse 7½ og 9. Vagtlerne er ikke særligt skudstærke. De er heller ikke særligt store, og her er det vigtigt, at man har hagldækning. Jeg skød selv med ¼ og ¾ trangboring.
Min bøsse har ikke udskiftelige chokes. Hvis jeg havde medtaget en bøsse med udskiftelige chokes, ville jeg havde sat de mest åbne boringer i (cylinder eller skeet). I det tilfælde vil jeg også vælge at skyde med haglstørrelse nr. 9. En patron med 28 gram nr. 9 har 585 hagl. Det vil give dækning på de længere hold. En tilsvarende 28 gram-patron i haglstørrelse nr. 7½ har 350 hagl. Det virkede dog fint for mig med mine boringer, også ude på lidt længere hold.
Den bedste træning på skydebanen til en vagteljagt er nordisk trap (også kaldt nikkedukke). Det er en meget virkelighedsnær træning, lige på nær at lerduerne stiger lidt mere brat, end vagtlerne gør. Den gode træning består i, at man har fremadlettende duer, og at man ikke på forhånd ved, i hvilken retning de flyver.
Læs også: På falkejagt
