Elk i Colorado

Oversættelse: Niels Dygaard
Foto: Tweed Media

Da jeg med min kikkert stirrede på tyren, vidste jeg, at dette ville blive min sidste chance for en succesfuld afslutning på jagten. Der var – som det altid er tilfældet mange gode grunde til at det hele her til sidst kunne smuldre mellem fingrene på mig: det var slutningen på en lang uges anstrengende og udfordrende jagt, og jeg kunne føle kulden krybe ind i mine fingre og lige så stille gøre dem mere og mere stive. Jeg tog langsomt en dyb indånding og krummede pegefingeren om aftrækkeren.

Ingen garantier

Wapitijagt er meget chancebetonet: sommetider skal du bare få øje på dem, og andre gange er du nødt til at give dig fuldt ud, for at jagten skal lykkes, og du er altid nødt til at tage chancen. Og denne stærke tyr, som var stoppet op 125 meter neden for mig, var min chance: kulminationen på en hård uge – og års forventning.

Denne tur til Colorado skulle egentlig have fundet sted i 2015. I første omgang var jeg på grund af min ældste datters fødsel nødt til at udskyde den til 2017. En ny udsættelse blev så nødvendig, da endnu en datter havde besluttet sig for også at blive en del af vores familie. Da det så i 2018 på ny blev jagttid på Wapiti, var jeg fast besluttet på, at nu skulle det være.

Jeg valgte en jagt med guide på privat jord for at maksimere mine chancer. Idet jeg lyttede til fremragende anbefalinger, bestilte jeg hos den velrenommerede buejæger Fred Eichler og hans kone Michele to såkaldte ”Fulldraw Outfitters” med de særlige kvalifikationer og rettigheder, de har. Fred og hans kone var yderst hjælpsomme, og deres egen passion for jagt gav mig lige fra starten en god fornemmelse for denne jagt.

Forventninger

Jeg må dog indrømme, at mine forventninger tog noget af et dyk, da jeg stod og kiggede ud over det område, hvor vi havde slået vores lejr op i ”Las Animas County”. Synet af sortsvedne grantræer var en alvorlig påmindelse om naturens kræfter, og ubehageligt var det, at ophvirvlet sod og aske hurtigt dækkede alt lige fra min øjenvipper til hestens hale. På den anden side – som mine guider pointerede det, var det en fordel, at ildens ødelæggelse af træernes tætte løvhang havde fået græsser og anden lav vegetation til at myldre frem, hvilket var særdeles attraktivt for græsædere som Wapiti.

Mens vi sad og lagde planer, og lejrbålet langsomt brændte ud, steg mine forventninger igen. Det er svært at være nedtrykt, når man har et løfte om god mad, godt selskab og fem dage med to daglige jagter til at opfylde ens Wapiti-drøm.

For det første var det klart, at jeg havde et førsteklasses team ved min side. Mine guider, Zach Workman og Ryan Salomon kunne ikke have været mere forskellige, hvad personlighed angår. Ryan var større – og mere højrøstet end de fleste: hele hans larmende, landlige charme måtte være en lykkelig genspejling af hans hengivenhed for sin unge familie. Zach var en mere diskret og stille type: hans store, tænksomme øjne var vurderende og analyserende, inden han overhovedet gav sit stilfærdige bidrag til konversationen omkring lejrbålet. Der var dog én ting, de helt klart havde til fælles, nemlig deres passion for jagt på Wapiti.

Ligeså vigtig for min mission var Fred og Michele Eichlers søn, Jeb, som var vores chefkok og sov i sit kokketelt om natten for at beskytte vores forsyninger imod bjørne. Takket være Jeb smagte jeg en række lokale retter, som sjældent – hvis nogensinde – står på menukortet på den side af Atlanterhavet, hvor jeg bor – inklusiv ”Mountain Lion Nuggets” og ”Bear Chilli”, som fik mine tænder til at løbe i vand. På tom mave er chancen for at hjembringe en Wapiti ikke stor, og selv om jeg havde ædt mig igennem et bjerg af energigivende ”Clif Bars”, tror jeg ikke, at jeg havde kunnet jage halvt så hårdt – eller længe – uden de fulde rationer af Jeb´s kærligt tilberedte mad.

Et sikkert valg

Min sidste følgesvend på denne jagt var Caspar, en flink, gammel, gråskimlet vallak, som havde en ung løves mod. Da jeg skulle vælge ridehest, vidste jeg instinktivt, at det skulle være ham. Selv om han stod nederst i hestenes hakkeorden – hvilket flere ar viste – var han ligeså rar som det hellige navn, man havde givet ham, og havde en næsten overnaturlig evne til at begå sig i det forræderiske terræn, vi red i. Hans rolige, tillidsvækkende natur var umådelig betryggende for mig, når turen var særlig lumsk og farlig, og hjalp mig til at kunne fastholde focus på mit forehavende.

På vore første jagtture så vi masser af frisk fod, så vi vidste, at der var Wapiti her. Det var et godt varsel, syntes jeg, da vi på hesteryg red gennem det rå landskab, som stadig havde så mange ar fra brandene for flere år siden. Takket være mine guider var jeg begyndt at indse, at sporene efter flammerne ikke kun var negative. Ikke blot havde ilden tilladt, at lave græsvækster kunne spire frem til gavn for Wapitierne og andre græsædere, afbrændingen af en stor del af løvhanget betød også, at det var muligt at opdage dyrene på større afstand.

For langt væk

Vi så nogle store Wapitiflokke på nogle skråninger temmelig langt væk, hvor de ikke ville hjælpe mig til at komme til skud, men til gengæld gav de mig lejlighed til at teste afstandsmåleren i min nye Leica Geovid HD-B 3000. Da den er i stand til at måle afstande endnu længere væk end dens forgængere, havde den ikke noget besvær med at fortælle mig, at den rudel, jeg kiggede på, befandt sig over to kilometer herfra.

Meget tættere på os var der en rigdom af dyreliv – mange arter fascinerende eksotisk for mig: pumaer, kalkuner, skovskader med deres forbavsende blå farver, frygtløse jordegern og selv sortbjørne. Nogle af dyrene syntes at være meget interesserede i at følge med os: en ravn var næsten altid til stede – hvilket jeg tog som et godt tegn på, at vi formodentlig ville komme til at efterlade os et ådsel.

Vi jagede skiftevis til hest og til fods, idet vi trak hestene, når terrænet var for forræderisk selv for deres sikre hove. Jeg har levet næsten hele mit liv i England blandt heste, og de mest modige, jeg har set, når det drejer sig om at klare vanskeligt terræn, er de heste, der bruges til rævejagt, men vore gangeres tapre mod på denne jagt var dog noget helt andet. Uden at blinke krydsede de terræn, som jeg troede, at det ville have været umuligt at passere, og det uden at ænse takkede grenspidser, ondskabsfulde tjørnebuske og halvt skjulte træstubbe, som gemte sig overalt i området, der efter brandene igen var ved at grønnes.

Tvivlen

På grund af alt dette manglede jeg ikke noget til at holde mine sanser i højt beredskab og til at få adrenalinen til at strømme, men vi manglede endnu at komme på nært hold af Wapitierne. Da halvdelen af ugen var gået, og vi var nået til tredje eftermiddag, begyndte tvivlen at snige sig ind hos mig. Jeg prøvede at ignorere den og holdt mig i gang med forskellige gøremål i lejren. De altid tilstedeværende ravne begyndte nu at irritere mig, og jeg begyndte at spekulere på, om de var et dårligt varsel snarere end en spådom om succes.

Da solen gik ned bag bjergtoppene, blev det hurtigt koldt, og jeg begyndte at træffe forberedelser til aftenens jagt. Da ringede Ryans telefon. Jeg holdt inde med den tredje pullover halvt over hovedet. Det var Fred. En eller anden havde observeret en enorm Wapitiflok ved hans ranch. Han forslog, at vi skulle forlade bjergområdet og straks tage direkte over til ham.

Snart fløj vi afsted i Ryans store pickup med Chris Stapleton i radioen og masser af cigaretter til at angive vindretningen, mens målebånd og andet nødvendigt grej raslede omkring omme på ladet. Jeg stirrede ud gennem sideruden, mens jeg lyttede til Ryans vittigheder, og samtidig spejdede efter vores bytte ude mellem moderne olieboretårne og de historiske slaggebunker og koksovne af mursten, der vidnede om tidligere tiders kulminedrift i dette område.

Nogle få timer senere raslede vi hjemad, og mit humør var ved at falde ligeså hurtigt som temperaturen. Vi var stadig tomhændede. Men så bare godt en kilometer fra lejren, da jeg var ved at forberede mig på endnu en frysende, kold nat i min sovepose, fangede lyset fra pickuppens forlygter omridset af noget, som vi længe havde længtes efter at se: en Wapitityr. Den stod helt stille i nogle få øjeblikke, fanget i lygternes skær, før den forsvandt. Endelig havde vi et konkret spor at gå efter.

Nyt håb

De mellemliggende timer kunne ikke gå hurtigt nok, og månen stod stadigvæk højt på himlen, da vi forlod lejren næste morgen. Vi befandt os i en verden af spøgelsesagtige, sort-hvide skygger, hvor vi kun utydeligt kunne se den flade top på ”Fishers Peak”(den højeste bjergtop – 2.966 m. i Rocky Mountain), da vi i Ryans pickup endnu engang kørte ud ad den kringlede indfaldsvej til dette bjergområde.

Dagen gryede, og jagten på ”vores tyr” begyndte for alvor. Indtil nu havde hver tur været en hård fysisk test, men især denne morgen lykkedes det os at dække et stort område. På ét tidspunkt befandt vi os mindre end 15 meter fra en flok hundyr, som var blevet opskræmt af nogle omstrejfende hunde. Vi var så tæt på dem, at jeg kunne se, hvordan ånden i det blege morgenlys stod ud af næseborene på dem, og jeg kunne også se, hvor store de var sammenlignet med det hjortevildt, jeg var vant til i UK. Ryans viden om vinden og hans evne til at udnytte den var fænomenal, og vi var i stand til at drage fordel af, at vi stod højere oppe, hvorfor vi kunne se et par enlige tyre et stykke herfra, men frustrerende nok var der ikke noget, der pegede på, at vi kunne gennemføre en succesrig jagt på dem.

På vej tilbage til lejren så vi imidlertid vores tyr igen. Hurtigt udstødte Ryan et lokkekald, mens jeg gik ned på knæ og fandt mit mål i kikkerten. Tyren stoppede kort op. Jeg affyrede mit skud, men den bevægede sig i det samme, og min kugle gik i jorden bag den. Den ravn, der syntes at forfølge os, skreg højt og hæst.

Vi prøvede igen same aften, men måtte snart opgive på grund af mørket. Nu havde jeg pludselig kun ét kort tilbage – blot én jagttur endnu. Selv ikke Ryans gode humør kunne gøre noget ved min nedtrykthed den aften, hvor jeg til sidst faldt i en urolig søvn med den følelse af bange anelser, som kun en mislykket jagt kan give.

Sidste chance

I det frostklare morgengry næste dag iførte jeg mig for sidste gang flere lag tøj, snørede mine støvler og forlod lejren sammen med Zach. Jeg var netop ved at få varmen, da han stoppede op så pludseligt, at jeg var lige ved at ramle ind i ham. Dér på bredden af en bæk stod en stor rudel Wapitier. De var imidlertid allerede begyndt at vandre videre. ”Der, den dér, det er pladshjorten,” hviskede Zach indtrængende. Jeg var klar over, at dette ville blive min sidste chance, og at jeg måtte være hurtig, hvis jeg skulle udnytte den.

Idet jeg forsigtigt lagde riflen til skulderen, studerede jeg tyren I kikkerten, koncentrerede mig 100 % og lukkede min kolde pegefinger om aftrækkeren. Da skuddet ramte ham, vaklede han. Jeg repeterede og sendte et nyt skud af sted. Han væltede på stedet.

Lyden fra en ravn bragte mig ned på Jorden igen efter et vantro øjeblik: Var det virkelig lykkedes? Jeg lo ad mig selv, da jeg følte min træthed og spænding forvandle sig til lettelsens glæde: måske de kloge, sodsorte fugle hele tiden havde vidst, at jeg ville få held med jagten.

Rocky Mountain Elk

I daglige omtale er elk og wapiti samme vildtart på to forskellige sprog. Elk er amerikansk. Wapiti er Shawnee Indianernes benævnelse for samme dyr.

Rocky Mountain Elk (Cervus Canadensis Nelsoni) er en af fire tilbageværende underarter af elk som er naturligt hjemmehørende på det Nordamerikanske kontinent.

Bestanden har været ude for en større tilpasning i løbet af de seneste cirka 150 år. Man mener, at dyrene oprindeligt levede på prærierne, og deres adfærd minder også om dyr fra det åbne land, men i dag kan de også findes i skovenes skjul.

Tyrene begynder at brøle, når temperaturen i september ændrer sig, og er et tegn på starten af brunsttiden. Bestanden i Colorado kom under stort pres, mens guldfeberen rasede og i starten af det 20. århundrede, var der kun var 500 – 1000 individer tilbage. Colorado forbød jagt på Wapiti i det meste af staten, mens ”The Colorado Department for Game and Fish” samtidig i årene fra 1912 til 1928 lod nye dyr udsætte. Bestanden kom på fode igen, og i dag tæller den i Colorado cirka 280.000 dyr – Amerikas største bestand. Forståeligt nok kan dette store antal forårsage overgræsning.

I Colorado deltager cirka 250.000 jægere hvert år i Wapitijagten og nedlægger omkring 50.000 af dem.

Jagten koster $8,000 + 10 % i drikkepenge. Endvidere skal man købe en jagtlicens hos Cabela´s Inc. – pris $660. For flere informationer: www.fulldrawoutfitters.com – mailadresse til Michele and Fred Eichler: fulldrawoutfitters@gmail.com

Kødet

Én vital opgave resterede: at fragte kødet ud. Til dette formål som til så mange andre viste hestene sig at være deres vægt værd i guld. Wapitien – en ulige 14-ender – var en stor,  fuldvoksen hjort. Trist nok var det ikke muligt for mig at tage kødet med tilbage til UK. Da jeg planlagde turen, havde jeg derfor researchet lidt for at sikre mig, at det ikke ville gå til spilde. Den nærmeste by var Aguilar med en befolkning på blot 580, hvoraf en fjerdedel lever under fattigdomsgrænsen.

Sammen med Ryan og Zach havde jeg fundet frem til en familie, som ville blive uhyre taknemmelig for en så næringsrig gave. Visheden om, at hvert et gram ville blive påskønnet, var den perfekte afslutning på denne jagt, og det var hver en cent værd af de $300, som det kostede at få kødet gjort klar til dem.