Min mund føles tør som sandpapir, og jeg kan høre min egen puls dunke hårdt i ørerne. Foran mig går den 42” bøffeltyr, som vi i tre dage har pürschet efter.
Få meter bag mig sidder min søn Martin. Lokket med løftet om, at der også bliver mulighed for, at vi kan skyde hver en zebra, når bøflen er nedlagt, ser han til, mens jeg afsikrer riflen.
Han hvisker sagte: ”Mor, hvis jeg havde vidst, at du havde sådan et udtalt ”death wish”, var jeg aldrig taget med på den her tur.”
Indrømmet. Der har været episoder under jagten, hvor situationen er løbet lidt af sporet.
Da vi første gang sad og studerede flokken, som tæller 22 dyr, græssede en af flokkens køer med sin kalv tættere og tættere på os og endte seks meter fra os.
En temmelig ubehagelig situation, som kunne blive vanskelig at skyde sig ud af. Heldigvis blev hun utryg ved os og valgte at fortrække sammen med resten af flokken. Ikke længe efter var vi (tåbeligt nok) gået efter flokken ud på en åben slette. Med ét blev de trætte af forfølgelsen, vendte rundt med sænkede hoveder og gik til angreb.
Der var ingen mulighed for at søge i sikkerhed, og PH’en hvæsede: ”Spred jer og skrig op!” Vi hylede og skreg, mens vi viftede med...
