Min mund føles tør som sandpapir, og jeg kan høre min egen puls dunke hårdt i ørerne. Foran mig går den 42” bøffeltyr, som vi i tre dage har pürschet efter.
Få meter bag mig sidder min søn Martin. Lokket med løftet om, at der også bliver mulighed for, at vi kan skyde hver en zebra, når bøflen er nedlagt, ser han til, mens jeg afsikrer riflen.
Han hvisker sagte: ”Mor, hvis jeg havde vidst, at du havde sådan et udtalt ”death wish”, var jeg aldrig taget med på den her tur.”
Indrømmet. Der har været episoder under jagten, hvor situationen er løbet lidt af sporet.
Da vi første gang sad og studerede flokken, som tæller 22 dyr, græssede en af flokkens køer med sin kalv tættere og tættere på os og endte seks meter fra os.
En temmelig ubehagelig situation, som kunne blive vanskelig at skyde sig ud af. Heldigvis blev hun utryg ved os og valgte at fortrække sammen med resten af flokken. Ikke længe efter var vi (tåbeligt nok) gået efter flokken ud på en åben slette. Med ét blev de trætte af forfølgelsen, vendte rundt med sænkede hoveder og gik til angreb.
Der var ingen mulighed for at søge i sikkerhed, og PH’en hvæsede: ”Spred jer og skrig op!” Vi hylede og skreg, mens vi viftede med arme og ben, det bedste vi havde lært. Bøflerne fortsatte, men stoppede op cirka 20 meter fra os. Så besluttede de, gudskelov, at vi så ubehagelige ud, og vendte om.
I løbet af de tre intensive dage meldte der sig mange ”lige ved og næsten” situationer, hvor Monster, som vi døbte bøflen, aldrig kom fri af flokken, så det var sikkert at afgive skud.
Men denne morgen har vi skiftet strategi. Vi har bevæget os rundt om bøflerne, som nu intetanende er på vej imod os.
Vi knæler ned i en ugæstfri akaciebusk med lange stikkende torne, mens flokken græsser tættere og tættere på. Jeg prøver at forberede mig mentalt, og endelig står Monster fri af flokken.
Jeg trækker vejret dybt, puster halvt ud, og sender en 27 grams kugle afsted fra min .416 Rem. Mag. Kuglen træffer optimalt på bladet af bøflen. Han udstøder et brøl, vender rundt og løber i modsatte retning.
Jeg repeterer og giver ham endnu en kugle på den anden skulder. Han styrter til jorden i endnu et brøl, og min mangeårige drøm er omsider gået i opfyldelse. Afstanden var ikke stor, og skuddene var som sådan ikke vanskelige.
Men intensiteten i den lange jagt, min dundrende puls og min søns ord i baghovedet gjorde kampen mod bukkefeberens magt hårdere end nogensinde før.
