Tekst: Simon Staffeldt Schou og foto: Claus Bech
Fæ–ristene brummer under dækkene, da vi kører ind i det kæmpe naturområde, ca. 30 km sydøst for Aalborg. Foran os strækker Lille Vildmose sig ud, så langt øjet kan se. ”Derude et sted går der 15-17 elge,” siger Jacob Skriver og peger ud over det endeløse landskab. Jacob er driftsleder, det er ham, der forvalter vildtet og de vilde vidder heroppe for Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vildmosen.
Der er nok at se til: 7.700 hektar, Danmarks største naturfredede område, fordelt på Høstemark i Nord, Mellemområdet i midten og Tofte i syd. Over 600 stykker kronvildt går der her, fordelt på de tre områder, og i Tofte mod syd er der en vildsvinebestand på ca. 150 grise. Dertil kommer vadefuglene, ænderne, gæssene, flagermusene, råvildtet, rovfuglene… I Tofte Skov alene mener man, at der findes over halvdelen af de pattedyrsarter, vi har herhjemme.
Vild natur
Der er meget få steder i Danmark, hvor naturen er så godt som uberørt. Vi er det land i verden med den største andel af jord under plov, og der bliver drevet intensiv skovdrift i de fleste af vores skove. Selv i vores nationalparker bliver der mange steder drevet stordrift.
Det er anderledes i Lille Vildmose. Siden Aage V. Jensen Naturfond bid for bid erhvervede området i starten af det nye årtusinde, har man haft det erklærede formål, at naturen heroppe skal være til for sin egen skyld. Man vil have maksimal biodiversitet, man vil have de fremmede plantearter som fx sitkagranen væk, de oprindelige hjemmehørende plantearter som eg, røn, lind, tjørn og tørst skal tilbage i området, vildheden skal igen indfinde sig i naturen med træstammer, der får lov at ligge, hvor de falder, og gå i forrådnelse, til gavn for insekter og fugleliv.
Tidligere ejede Schimmelmann-slægten det store Tofte-område på 4.000 hektar mod syd, som den sidste Schimmelmann heroppe lod hegne som sit eget private jagtområde. Hermed sikrede han sig en stor bid af den oprindelige danske kronvildtstamme, der har gået her siden den seneste istid. Senere købte Codan Forsikring med Peter Zobel i spidsen området. I den tid blev kronvildtet fodret op med kraftfoder og satte kæmpe opsatser, der vandt medaljer.
Da Aage V. Jensen Naturfond overtog området, ændrede man vildtforvaltningen. Nu er kronvildtet til for naturens skyld, ikke omvendt: Kronvildtet spiller en aktiv rolle i naturforvaltningen, når det æder af områdets græs, buske og træer og dermed er med til at holde det hele fra at gro til i vildnis. ”Vildsvinene har samme rolle,” siger Jacob og tilføjer: ”Vi arbejder målrettet på også at sætte europæisk bison ud, der skal være med til at holde de stive græsser nede, som kronvildtet ikke vil tage.”
At køre ind i Lille Vildmose er som at køre tilbage i tiden, tilbage til et Danmark med vild natur. Inden for en halv menneskealder vil det være som at køre tilbage til urtiden.
På jagt
Vi er kørt herop for at gå på jagt. Ulven er endnu ikke indvandret i Vildmosen, og der er ingen naturlige prædatorer til at holde bestandene af kronvildt og vildsvin i balance, så de ikke bliver for mange og ødelægger områdets unikke natur. Her må mennesket træde til, og i Vildmosen bliver der samlet nedlagt ca. 130 stykker kronvildt og 50 stykker vildsvin hvert år.
Man kunne overlade dette arbejde til professionelle skytter, som det er tilfældet i Jægersborg Dyrehave nord for København. Men man har indtil videre valgt at lade danske jægere få mulighed for at komme her at nedlægge en hjort, hvor man bliver ført ud på en blanding af pürsch og anstandsjagt af en af Vildmosens driftsmedarbejdere. Derudover afholder man op til tre trykjagter hvert år for at få tyndet ud i bestanden af hinder, kalve og vildsvin.
Det er i den nordlige og den sydlige del af Vildmosen, Høstemark og Tofte, at der bliver nedlagt kronvildt. I modsætning til Mellemområdet, der er åbent for offentligheden, er de to områder lukkede, og der kommer kun mennesker herind på særlige rundvisninger og ekskursioner.
At gå på jagt herinde er en helt unik oplevelse. Her træder du på naturens betingelser, blandt knortede gamle egetræsstammer, blomstrende lyng, bregnevildnis, enebærbuske, faldne trøskede træer og snoede å-løb med sandbakker. Over dig glider rovfugle forbi på stærke vinger, en hugorm varmer sig i solens første stråler, du kan lugte, at vildsvinene lige har været her, og et sted derude kan du høre kronvildtet.
Brunstbrøl
Vi hører det første brunstbrøl, da Jacob låser porten op. Det er en ur-lyd, der rammer det samme sted inde i en, som når man hører ravnens dybe, mørke kald. Det er tidlig morgen, solen er knap stået op endnu, og der ligger en svag tåge over landskabet. Det pusler i et krat tæt ved, og gennem det grønne ser vi to øjne, der stirrer direkte på os. Det er en stor rævehvalp, den sidder der et øjeblik, inden den forsvinder i det høje græs.
Vi bevæger os langsomt afsted over det ujævne terræn, mens vi lytter efter kronvildtet og ofte standser for spejde efter det med kikkerterne. Morgenduggen hænger i store dråber i spindelvævene på de spredte enebærbuske omkring os, og igen hører vi et brunstbrøl gennem tågen, et sted derudefra. Vi befinder os kun i den tidlige brunstperiode, hjortene er endnu ikke begyndt at trække ud med hinderne på de åbne brunstpladser, men enkelte af hjortene er så småt begyndt at brøle.
Vi ser dem på samme tid: Et stykke væk, ved et mindre skovbryn, står de, rødbrune og stadig mørke i den tiltagende solopgang. Det er en flok hinder med en enkelt hjort blandt sig. Det er svært at se hjortens gevir tydeligt i det svage lys, så Jacob giver tegn til, at vi langsomt skal bevæge os nærmere, gemt bag buske og niveauforskelle i landskabet.
Da vi kommer tættere på, ser vi, at hjorten er en af den slags svagere hjorte, som Jacob gerne vil have skudt fra, og han gør tegn til, at jeg skal være parat, hvis der opstår en skudchance. Da vi nærmer os yderligere, retter førerhinden sig dog mod vores retning, og flokken forsvinder i skoven. Måske så den et stykke af den skydestok, Jacob bærer med sig, måske blev vi afsløret ved en svag lyd.
Lysåbent område
Vi bevæger os længere ind i området, mens det bliver lysere. Vi når frem til en stor slette, som strækker sig flere kilometer ud foran os. I ly af buskadset spejder vi ud over sletten og ser, langt ude, to hjorte, der går og esser af nogle buske.
Vi kan ikke gå direkte ud mod dem, området er for lysåbent, og der er ingen dækning i terrænet. Vi bliver nødt til at gå en omvej for at komme til dem. Jacob peger ned på en lavning i terrænet, hvor der bugter sig en å, og hvisker, at vi kan følge den for at komme nærmere hjortene.
Vandstanden er lav på grund af den tørre sommer, og vi kan uden problemer krydse den og derefter følge det snoede å-løb, mens vi langsomt, og i dækning, nærmer os hjortene ude på det åbne sletteområde.
Da vi forsigtigt kigger op over kanten, er hjortene væk. Vi står i nogle minutter og spejder rundt i landskabet, men dyrene er som sunket i jorden. Bag en busk, tæt ved, hører vi et vildsvin, og vi ser den mørkegrå ryg forsvinde et sted i det høje græs. Over os trækker der grågæs, og et sted derude hører vi igen et svagt brunstbrøl.
Bag os, på den anden side af åen, ligger der en stor slette, som bliver kaldt Enebærsletten, hvor hjortene ofte plejer at trække ud i brunsttiden. Jacob står stille et øjeblik og fører så kikkerten langsomt op. I samme øjeblik ser jeg dem: først en hjort, så en til, så en hel ruddel.
Skuddet falder
”Kan du tage et skud herfra?” spørger Jacob og peger på skydestokken. Vi befinder os ca. 200 meter fra hjortene, og det er tydeligt, at der er flere af dem, der falder i den kategori, Jacob gerne vil have skudt bort. Jeg hæver langsomt riflen for at vurdere skuddet gennem riffelkikkerten og sænker den så igen. Jeg vil gerne tættere på.
Jacob nikker, og vi smyger os langsomt ned ad skrænten mod å-løbet og op på den anden side. Gennem det høje græs kan vi se, at rudlen langsomt har sat sig i bevægelse, ikke alarmerede, men essende. Enkelte har lagt sig ned, og vi kryber nærmere. Vi er helt nede på maven at kravle nu, tættere og tættere på rudlen, og mit hjerte banker så højt, at jeg er bange for, at de vil høre mig. Jacob kigger på mig og peger forsigtigt på en tue, få meter længere fremme. ”Du kan tage dit skud derfra,” hvisker han.
Da vi er på plads, lister han forsigtigt sin kikkert op og kigger på de godt 12 dyr. ”Den, der står front mod os lige nu, når den vender sig, kan du tage den. Der er ca. 160 meter derud.” Jeg finder hjorten i trådkorset, og sådan ligger vi i et stykke tid, mens en trane skriger et sted derude på sletten, og skyerne langsomt driver afsted over os. Så løfter hjorten hovedet og vender siden til, og lige der falder skuddet.
På gensyn
Hele rudlen sætter i løb, mens jeg repeterer, og efter 50 meter vakler den ene hjort og falder til jorden. De andre hjorte standser op og ser tilbage mod den faldne hjort, inden de i et jævnt tempo trækker væk, sammen, ud over sletten.
Jacob smiler, og vi ligger et øjeblik i det høje græs, inden vi går over til hjorten. Skuddet har ramt den lidt bag på bladet, gennem lungerne og er gået fint ud på den anden side. Det er en mindre hjort, en fire-ender på godt tre og et halvt år, vurderer Jacob. Den er smal over ryggen, for mager til at beholde blandt Vildmosens hjortebestand og derfor en af de helt rigtige dyr at bortskyde. I morgen vil den blive brugt til skolebrug nede i Vildmosens besøgscenter, hvor skolebørn skal se nærmere på hjorten og få tilberedt noget af kødet.
Solen står højt på himlen nu, mens vi går tilbage mod vores udgangspunkt for at hente Jacobs pickup-truck, der skal bringe hjorten ud fra Enebærsletten til bygningen, hvor den skal brækkes og hænges på køl. På de lysåbne områder ser vi vildsvin, der roder i jorden, og i en lavning finder Jacob en kastestang. Han og de andre driftsmedarbejdere tager dem med sig, når de støder på dem, og kan ofte samle hele sæt, hvor man kan se de forskellige hjortes udvikling, år for år, mens de vokser sig større og større.
Jacob lukker lågen efter os, da vi forlader det godt 4.000 hektar store Tofte-område og igen lader naturen passe sig selv derinde. Omkring området løber det 25 km lange og ca. 2 meter høje hegn, der holder på en af de sidste bestande af kronvildt fra dengang, hvor isen smeltede tilbage fra landskabet.
Med mellemrum er der banket endnu højere pæle i jorden. De skal om få år bære det godt 2,5 meter høje hegn, som man vil anlægge. For planen er, at alle Vildmosens tre områder – Høstemark, Mellemområdet og Tofte – skal slås sammen til ét stort naturområde, hvor der vil gå elge, vildsvin, kronvildt og europæisk bison rundt blandt traner, kongeørne og områdets andet vilde dyreliv. Det, vi her har oplevet i dag, er kun en forsmag på, hvad der er på vej.
På jagt i Lille Vildmose
Aage V. Jensens Naturfond har bestemt, at man kun må jage med blyfri riffelammunition i Lille Vildmose. Vi benyttede os derfor af messing-projektiler fra danske DK Bullets i kaliber 8×57 JS. Den hjort, vi skød, var en ren afskudshjort og altså en af områdets mindste hjorte. Hjorte, der er lidt større end den, koster 5.000 kr. at nedlægge, og derefter har fonden en eksponentielt stigende prisliste over hjorte op til fuldvoksne dyr, hvor man betaler for trofæets vægt. Der er venteliste på at komme til at nedlægge en hjort i Lille Vildmose. Hvis du er interesseret i at komme på jagt i Vildmosen, skal du kontakte driftsleder Jacob Skriver på js@avjf.dk.
