Tålmodighedens triumf

Sæsonen var kun 10 dage gammel denne lørdag morgen i september. Generel travlhed og rejseaktivitet havde endnu ikke givet mig mulighed for en tur på reviret, og faktisk tvivlede jeg lidt på, om jeg efter en lang uge på jobbet kunne finde den ro i kroppen, som jeg altid gerne vil have med på jagt. Fredag aften bød på fredags-and med gutterne omkring vandhullet og bagefter over en håndfuld grå og en kold øl, var dommen fra andejægerne klar: ”Du skal bare se at komme afsted…” og ”du får jo ikke skudt den hjort hjemme fra sofaen”. Det havde de jo så ganske ret i. End ikke vejrudsigten kunne tale mig fra at komme afsted, og  således endte det med, at uret blev stillet til at vække tidligt næste morgen.

Vores jagtrevir har en stor og god bestand af både dåvildt og råvildt, og hele sidste sæson prøvede jeg og mine jagtkammerater et utal af gange at finde og overliste en af de store hjorte, som vi vidste måtte være derude et sted. Dåvildt ser man altid, når man færdes i området, og enkelte gange så jeg også dåhjorte, der fik øjenbrynene til at løfte sig en hel del. Men kun én enkelt gang i sæsonen havde jeg afsikret på en hjort, men der undlod jeg i sidste øjeblik at skyde, da jeg vurderede, at den stadig manglede lidt for at være på toppen.

Den frivillige fredning

Stanghjorte og andre mellemhjorte har vi frivilligt fredet, og faktisk skød vi slet ikke nogen større dåhjorte i den forgangne sæson; kun spidshjorte, dåer og kalve. Så rent matematisk blev alle vores hjorte større end spidshjorte og gennemsnitligt ét år ældre. Et enkelt opsat vildtkamera i midten af terrænet havde over sensommeren ikke givet de store resultater. Masser af dåer og kalve men kun et par enkelte store hjorte havde stukket hovedet ind foran kameraet og udløst et halvutydeligt IR-billede.

Planen var derfor denne morgen, at jeg ville sætte mig i et tårn på en eng i udkanten af området før solopgang. Håbet var så, at dåvildtet enten ville trække forbi til en skudchance eller ville vise mig et indgangssted i skoven, hvorfra en pürsch kunne begynde.

Den perfekte morgen

Efter at jeg havde parkeret bilen og sneget mig gennem en tæt, lille granskov, åbnede den velkendte eng sig foran mig. I tusmørket kom jeg på plads i tårnet, og efter yderligere lidt tid brød en orange sol frem i horisonten gennem en let tåge. I alle retninger, hvor jeg kiggede hen, var der liv. Tre gange råer med dobbelt-lam og to dåer med hver sin kalv holdt på skift øje med mig på afstand. Som om idyllen ikke var perfekt nok allerede, gled en havørn stille hen over mig og fuldendte denne smukke morgen. Der behøvede sådan set ikke at ske mere for min skyld.

KNÆK! Med en lydstyrke, der øjeblikkeligt gav mig en kedelig forventning om, at en ellers sjælden menneskelig skovgæst i løbet af få øjeblikke ville træde ud på engen, blev stilheden brudt i skoven lige bag mig. Engens dyreliv holdt vejret et par sekunder for derefter at vende tilbage til egne gøremål. Min opmærksomhed var dog stadig 100 % rettet mod skovkanten, og pludselig dér 25 meter skråt bag mig så jeg en bevægelse inde i mørket. Et hoved stak bogstaveligt talt ud fra skovbrynet. Og der var tydeligvis gevir på det, selvom jeg ikke kunne se, hvor meget eller hvordan på grund af bevoksningen.
Mit hjerte hamrede i brystet, mens min hjerne forsøgte at udregne de uendeligt mange scenarier, som situationen herfra kunne udvikle sig til.

Hjorten overvejede helt klart fordele og ulemper ved nu, i fuldt morgenlys, at træde ud på engen. Resultatet af beregningerne blev nu leveret fra den bagerste til forreste del af min hjerne, og meldingen til kontrolcentret var klar: ”Selvom vinden er perfekt, får du aldrig uset drejet din riffel og kommer til skud på den afstand (den lå ellers helt klar på kanten af tårnet), ikke med mindre at situationen udvikler sig anderledes end forventet.
Sekunderne føltes som en evighed. I ly af tårnets sider fik jeg lige listet mobiltelefonen op over kanten og startet en videooptagelse, mens jeg holdt vejret. Efter yderligere et par øjeblikke trak hjorten hovedet til sig, vendte rundt og luntede stille tilbage ind i skoven, hvor den kom fra.

Et par gevirer yderligere viste sig mellem træerne, mens den lille hjorterudel forsvandt. Et nærstudie af videoen gav bagefter næring til troen på, at det her virkeligt var en hjort, der kunne være skudbar og absolut værd at kravle ned og gå efter.

Næste chance

En times tid senere omkring klokken halv ti var morgenen blevet til dag, og med et minimalt håb om at finde hjortene igen kravlede jeg ned fra tårnet. Jeg fandt en af de store veksler, som jeg kendte fra tidligere og fulgte den ind i skovens skygge. Efter en tur op og ned i et andet tårn for at fastslå, hvor meget beskæring der skulle foretages inden vinterens trykjagter, besluttede jeg mig for at gå mod det spor, der ville føre mig tilbage til bilen. I mit hoved var jagtdagen ved at slutte, men selvom det efterhånden var blevet en lun formiddag, havde jeg beholdt både camo-ansigtsmaske og ditto handsker på og var som altid i stealth-mode. Efter måske 30 meters snigen fangede mine hjortehungrende øjne et kort blink på lysningen foran mig.

Kun gevir og ører stak op, som han sad der, i solen, midt på en lille lysning i skoven. Stadig i perfekt vind og i skyggen af bøgehøj​​skoven besluttede jeg at prøve at komme nærmere for at få bedre udsyn og et klart skud, hvis der skulle blive en mulighed. Det tog mig ikke lang tid i håndkikkerten at fastslå, at dette var den største hjort, som jeg havde set på fri dansk vildtbane, og at den absolut var skudbar. Smukt lysebrunt og højt gevir med meget lange sprosser i alle retninger. Ham fra engen i morges! Afstandsmåleren viste, at han lå nøjagtigt 48 meter væk fra mig. Klokken var præcis 10, og nu startede ”the waiting game”… Langt det meste af tiden havde han hovedet nede og hvilede sig. Jeg kunne ofte kun akkurat skimte geviret i håndkikkerten.

Tålmodighed…..

Men omtrent hvert kvarter løftede han hovedet, og hver gang skete det samme: Mit hjerte sprang et par slag over, og pulsen steg hurtigt, efter at mine binyrer havde pumpet endnu et friskproduceret skud adrenalin ud i mine blodårer. Pludselig dukkede et par andre hjorte op bag den udvalgte og begyndte at bevæge sig rundt. Chefen blev siddende. Selvom det føltes, som om at tiden stod stille, gik der tre og en halv time – ja 3,5 time – mens hjorten, helt uden at vide det, testede både min tålmodighed og min krops evne til at absorbere bukkefeber og stresshormoner!

Pludselig besluttede han at flytte på sig, og mine værste anelser blev så småt til virkelighed. Min adrenalin-overstimulerede hjerne kunne nu vælge mellem to mulige forklaringer på de live-efterretninger, som mine øjne sendte til den: Enten kunne denne dåhjort rent faktisk kravle på maven gennem krattet som en veltrænet infanterisoldat, stadig kun med gevir og hovedet synligt, ellers også havde den rent faktisk stået op, alle de gange jeg havde set den i løbet af de sidste tre og en halv time.

Som i så mange andre situationer var den mest sandsynlige forklaring den rigtige. Nu var hjorten uanset hvad på vej mod sikkerhed i skoven på den anden side af lysningen. Jeg indså, at jeg, uanset hvilken rute han valgte, ikke ville være i stand til at tage et sikkert skud fra min nuværende stilling. Derfor begyndte jeg at flytte mig fremad lige så stille.

Et træ ad gangen.

Nu eller aldrig

Da jeg nåede et midaldrende egetræ, besluttede jeg, at det var det. Næsten i det samme øjeblik tog hjorten et lille skridt op på et gammelt stendige, der adskilte lysningen fra skoven. Jeg havde nu længe stået helt oppe på tåspidserne for at få en endnu bedre vinkel over krattet og de høje bregner mellem os. Alt gik nu op i en højere enhed, og jeg klemte de sidste 10 % på aftrækkeren og mærkede rekylen i skulderen fra den blyfrie 9,3 mm. kugle, der nu var på vej mod sit mål.

Et skridt. En snublen og hjorten forsvandt hurtigt bag stendiget.
Genlad! Kort efter så jeg hans hoved ryste, før alt blev helt stille.
Snart efter vendte skovens lyde tilbage igen, men hjortens gevir stod der stadig, holdt oppe af grenene fra et væltet træ. Det var, som om at han holdt hovedet oppe til det sidste. Jeg var klar til at skyde igen, selvom mit åndedræt nu ikke længere var lydløst, men der var ingen bevægelse fra hjorten længere.

Eftervirkninger

Det tog min adrenalin-overkogte hjerne et par lange øjeblikke at sætte de enkelte hændelser sammen, før jeg fik dannet mig et overblik over, hvad der rent faktisk var sket. Selve dagen og jagten havde på alle tænkelige måder været spektakulær. Men alle sidste års ture til jagtområdet uden held kom også i følelser flyvende forbi i mit hoved. Da jeg genvandt kontrollen over mine mest vitale kropsfunktioner, gik jeg med hævet riffel langsomt den korte vej igennem bregnerne hen over lysningen.

Jeg har før skudt dåhjort og oplevet, hvordan et forholdsvist velplaceret dobbelt lungeskud desværre ikke var øjeblikkeligt dræbende.

Til sidst kunne jeg se resultatet af min tålmodighed og endeløse venten. En af krop kæmpestor hjort med tyk, tyk hals, stort adamsæble og et meget specielt højt, langsprosset gevir.

Smuk var den.

Siddende ved siden af hjorten kom den korte men velkendte periode med følelse af eftertænksomhed og ærefrygt snigende.

En dåhjort er jo ikke som sådan et bedre dyr end andre dyr, men jeg oplever alligevel ofte følelserne kraftigere med store og gamle dyr.

Tankerne blev hurtigt efterfulgt af en varm følelse af lykke og taknemmelighed rettet mod alt og alle, der har et ansvar for, at jeg nu havde mulighed for at kunne jage og nedlægge sådan et prægtigt dyr.

Liggende på ryggen blev jeg hevet tilbage til virkeligheden af en brummen fra min mobiltelefons vibrator. Flere af jagtkammeraterne havde fulgt jagten på afstand, og de syntes nu, at det var længe siden, at de havde hørt fra mig og, at jeg burde have svaret på deres velmenende råd på SMS´er om, at jeg skulle fløjte eller råbe ad hjorten for at få den i bevægelse.

Kort efter ringede vores skytte, og efter et kort referat af begivenhederne tilbød han sin hjælp til at få hevet krabaten ud af skoven. Det varede ikke længe, før han dukkede op på grusvejen bevæbnet med terrængående ATV med trailer.

Vi gik sammen ned til hjorten. Han var allerede i næsten lige så højt humør, som jeg var, og det blev kun bedre, da han så hjorten og måske også smilet i mit ansigt. Sammen lykkedes det os at få hjorten op på ATV-traileren og kørt den til slagtehuset. Efter at den store hjort på langt over 100 kilo var brækket og kommet på køl, delte vi en øl, og jeg fik lejlighed til at fortælle ham den fulde version af jagten. Da jeg sent på eftermiddagen ramte sofaen, kom en hovedpine snigende. Som en person, der ganske ofte oplever kraftige jagtabstinenser, er jeg er også sikker på, at det her måtte være en god omgang adrenalin-tømmermænd. Tømmermænd af denne slags tager jeg gerne imod en anden gang sammen med alle de andre store oplevelser, som jagten giver mig.

LÆS OGSÅ

Danmark: Vildsvin er tæt på at være udryddet

Gåsejagt – Sort sol over Barsebäck