Sæsonen var kun 10 dage gammel denne lørdag morgen i september. Generel travlhed og rejseaktivitet havde endnu ikke givet mig mulighed for en tur på reviret, og faktisk tvivlede jeg lidt på, om jeg efter en lang uge på jobbet kunne finde den ro i kroppen, som jeg altid gerne vil have med på jagt. Fredag aften bød på fredags-and med gutterne omkring vandhullet og bagefter over en håndfuld grå og en kold øl, var dommen fra andejægerne klar: ”Du skal bare se at komme afsted…” og ”du får jo ikke skudt den hjort hjemme fra sofaen”. Det havde de jo så ganske ret i. End ikke vejrudsigten kunne tale mig fra at komme afsted, og således endte det med, at uret blev stillet til at vække tidligt næste morgen.
Vores jagtrevir har en stor og god bestand af både dåvildt og råvildt, og hele sidste sæson prøvede jeg og mine jagtkammerater et utal af gange at finde og overliste en af de store hjorte, som vi vidste måtte være derude et sted. Dåvildt ser man altid, når man færdes i området, og enkelte gange så jeg også dåhjorte, der fik øjenbrynene til at løfte sig en hel del. Men kun én enkelt gang i sæsonen havde jeg afsikret på en hjort, men der undlod jeg i sidste øjeblik at skyde, da jeg...
