Foto: Aimpoint

Jeg testede Aimpoint S-1 rødpunktsigte på mit haglgevær for Grej & Gear sektionen tilbage i 2018. Testen var så positiv, at jeg endte med at anskaffe et tilsvarende sigte privat og har anvendt det til jagt lige siden. Min træning med haglgeværet er desværre meget svingende, og rødpunktsigtet eliminerer hovedparten af mine fejl under skuldring forholdsvis effektivt. Uden at gå i detaljer med teknologi og parallakse så er grundideen, at det røde punkt altid peger på dit træfpunkt, uanset hvordan du holder hovedet i forhold til geværet.

Det lille sigte er desuden en fantastisk konversationsstarter – Jeg er sjældent afsted på jagt eller skydebane uden at få en opgivende hovedrysten, en bemærkning og efterfølgende interessant snak. Aimpoint S-1 var baseret på den tidligere runde udgave af Aimpoints rødpunktsigter, og i 2019 sendte de den lidt mere firkantede ACRO serie på markedet, startende med ACRO C1 til rifler og pistoler og senere også den opdaterede C2 model. Her i starten af 2024 afslørede Aimpoint så den nye virkelig kompakte ACRO S-2 model til haglgevær.

Sigtet har rødpunkt på 9 MOA størrelse, målrettet haglgeværet og understørrelse af sigte eller pegning. Det røde punkt kan justeres i 10 niveauer af intensitet, så det uanset vejret er tilstrækkelig synligt, men aldrig blænder og overtager sigtebilledet. Som de resterende modeller i ACRO serien er sigtebilledet en smule firkantet i bunden med udsnit af en halvcirkel i toppen. Sigtet monteres nemt på haglgeværets skinne, og der medfølger fin vejledning til montage på alle tænkelige gevær-modeller. Efter montage krammer sigtet skinnen tæt og den flade bund giver dig en god lav montage-højde så du ikke indlærer en uhensigtsmæssig lav skuldring, men kan skyde videre med de gode vaner, selv uden sigtet monteret.

Samlet vægt er på 68g, og det medfølgende CR2032 batteri giver cirka 50.000 timers brug ved mellem intensitet.

Den vejledende pris er på 5.799 kr. – find den nærmeste forhandler på guntex.dk

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: