Pürschjagtens tre årstider

1381

For mange er pürschjagt det ultimative. Helt alene i naturen. Den stille jagt, hvor viden, erfaring og held spiller hovedrollen. Med alle sanser åbne, og hvor du for det meste er taberen, men når det lykkes en fantastisk fornemmelse og din helt egen fortjeneste.

Så mange timer uden udbytte. Så mange timer uden at affyre et eneste skud, men også så mange timer med storslåede og uforglemmelige oplevelser både i det store og i det små. Sådan er pürschjagt – den stille jagt, hvor jægeren bogstaveligt talt lister sig frem i skoven eller andre steder efter vildtet.

Pürschen er en jagtform, som kan praktiseres til stort set al slags vildt. Det er nok mest efter råvildt – og især bukkejagten, men det kan være efter større vildt som kronvildt. Eller ræv eller duer i skovens træer …

Det er dog pürschen efter råvildt eller kronvildt, som optager de fleste inkarnerede pürschjægere, og derfor har denne jagtform også sine egne tre årstider:

Foråret efter bukken, efteråret efter råvildt og kronvildt og endelig vinteren efter råvildt, kronvildt og ind imellem en ræv.

Bukkejagten
For rigtig mange jægere er den 16. maj den dag, det for alvor begynder. Det er og bliver årets store dag og starten på en lang periode, hvor mange jægere forlader den lune seng midt om natten for at komme ud så tidligt som muligt.

Før den tid oprinder, er der sandsynligvis brugt mange timer på at studere terrænets bukke. Hvor er de i år? Hvordan ser den ud – den halvstore buk fra sidste år, som fik lov at gå …? Er han blevet en rigtig seksender i år, eller har han måske valgt helt andre enemærker? Den slags ting kan man forholdsvis upåagtet kigge efter i løbet af april måned.

Det er måske også i tiden op til bukkejagten, hvor der skal gøres klar: Jagtstigerne og hochstandene skal efterses og tjekkes, og for de virkelig ivrige skal der laves stier i terrænet, så man kan gå uden at træde på tørre blade eller gamle kviste.

Forårets pürsch byder på utrolig mange oplevelser. Hen i maj måned er naturen ved for alvor at vågne. Der er liv i alle fugle, og så snart solens stråler bryder igennem, starter en sand symfoni af forskellige fuglestemmer.

For mange bliver bukkejagten mere og mere at sidde i en stige eller et tårn, hvor man normalt forventer, at bukken eller bukkene kommer. Det er en rigtig god og slet ikke så nem form for bukkejagt.

Den kan sagtens kombineres med pürschen. Ihvertfald for mig, som ikke er indrettet til at sidde to timer det samme sted en dejlig morgen eller aften. Især ikke, når der ingenting sker. Så bliver jeg nødt til at flytte.

Det er klart, at tidligt på sæsonen er der ikke så meget dækning, når man går rundt, men det er virkelig spørgsmålet om at kende terrænet og vide, hvor man kan gå uden at rage alt for meget op i landskabet eller afvige for meget fra skovens træer.

Ved at bevæge sig rundt risikerer man selvfølgelig at støde andre dyr og skabe uro. Men i forårs- og sommertiden er dette ikke det største problem, da de fleste fugle er travlt optaget af yngletid. Det kan selvfølgelig være, at man støder en rå og måske en rå med lam, som smæler hele vejen igennem skoven, så signalet er klart for alle andre rådyr, at her er der fare på færde.

Hvis det sker, kan man lige så godt gå hjem eller finde et andet sted. I det mindste skal man sætte sig en times tid og vente, til roen atter er faldet over stedet.

Med alle sanser spændte oplever du skoven på en helt anden måde. Ikke blot, som Karen Blixen beskriver det, at ”jægeren sanser meget mere end den spadserende”, men endnu mere intenst, fordi du hele tiden har din opmærksomhed rettet mod den mindste bevægelse eller lyd, som kan fortælle dig, hvad der sker – og om bukken er der, hvor du forventer det.

Så uanset om det bliver en morgen eller en aften, hvor du måske slet ikke ser en buk – meget sandsynligt! – så vil du have en intens oplevelse af naturens højsæson med alt fra småfugle så tæt på dig, at du nærmest kan røre dem, med en mus, der snubler over dine støvler, en rævehvalp, som fuldstændig overrasket sætter sig på halen for at se, hvad du er for noget, inden den smutter.

Men det kan også være den dag, du fuldstændig lydløst kommer frem i brynet og ser bukken stå der i al sin fantastiske skønhed. Hvor du har tid og ro til at bestemme, om det er den, du skal skyde i år, eller han måske skal vokse endnu en sæson.

Er det ham, drømmebukken, så vil du, hvis du har gået til ham, opleve den særlige fornemmelse, det er, at I har haft lige vilkår. Og du skyder med den ro og overbevisning, at her gør du det rigtige.

Efterårets pürsch
På mange jagtrevirer er efterårets pürsch afhængig af det jagttryk, der er på arealet. Er der mange fællesjagter, betyder det de fleste steder, at det ikke er tilladt eller muligt at pürsche imellem fællesjagterne. Men hvis vildtplejen er tilrettelagt som en kombination af fællesjagt og mere selektiv (læs: pürsch-) jagt, byder efteråret på mange gode oplevelser.

Først og fremmest vil man efter bukkejagten have et godt overblik over bestanden af råvildt (og andet vildt, som man har set i sommerens løb). I foråret og sommeren ser vi rigtig meget af det råvildt, som står på terrænet. Vi kender de små bukke og de store (som vi ikke fik). Vi ved, hvor mange råer og lam, der er, og endelig har vi også et overblik over, hvor mange smalråer, der går rundt uden lam.

Ihvertfald husker du nok den sure gamle rå fra i sommer, som altid løb rundt og smælede, bare bildøren blev lukket for hårdt …

Langt hen på efteråret er der også meget gode chancer for at skyde gode bukke med opsats. Der kan endog være kommet nye bukke til siden sommeren. Det er jo helt almindeligt, at hvis du i sommerens løb skød den store buk ,vil der sandsynligvis være ankommet en ny pladsbuk.

Det kan så diskuteres, om der skal skydes bukke i efteråret på pürsch. Alt efter det øvrige jagttryk kan det være en god ide også at jage bukke i efteråret og primært gå efter de svageste bukke.

Fra september er det jo kronhjorten for dem, der er så heldige at have adgang til dette store dyr. Der er mange restriktioner forskellige steder i landet i forbindelse med brunstjagten på kronhjorten, men fælles for os alle er vel, at vi netop i september-oktober håber at skyde den store hjort.

Men kronhjorten i brunsten er ikke altid et stabilt bekendtskab. Selv på meget store revirer kan det være svært at vide, hvor den er og hvornår. Glem alt om, at hvis du så den store hjort lige der i lysningen eller lige uden for skovbrynet for en uge siden eller for den sags skyld i går morges, så kommer den nok igen. Måske – men for det meste nok ikke.

I efteråret er det i øvrigt interessant, at råvildt kan være den største forhindring for at pürsche kronhjorte. Råvildtet står løst og springer for et godt ord eller rettere en tør kvist. Og hvis du er på vej igennem skoven eller i mosen efter en hjort, er springende – eller endnu værre smælende – råvildt nærmest garanti for, at hjorten lister af, inden du overhovedet er i nærheden.

Hjortepürschen i efteråret er dikteret af erfaring og viden om, hvor vi ”normalt” ser hjortene. De har nogle favoritsteder, og det er som regel ikke de mest tilgængelige. Så det er i høj grad en jagt, hvor du går til vildtet med alle de faldgruber, det har.

Er det et tørt og måske vindstille efterår, vil jeg næsten sige, at så kan man ligeså godt glemme det. Mange, mange timers vandring efter både råvildt og kronvildt i en stille og tør efterårsskovvbund har lært mig, at intet menneske kan gå så stille, at man kan komme tæt på det årvågne vildt. Men vi prøver jo alligevel …

Det skal helst være fugtigt og gerne med vind, måske endog rigtig god vind. Og så er det bare at gå imod vinden, og selv om den larmer i træerne, stadig gå meget stille.

Der er ikke fart på, når jeg går i skoven. Jeg prøvede at ”måle”  i sidste sæson. Når jeg rigtig koncentrerer mig og tror på sagen, tager det op til en halv time at tilbagelægge 300 meter. Det er langsomt, men erfaringen har lært mig, at speeder jeg op, mister jeg koncentrationen og evnen til at bevæge mig lydløst – eller næsten lydløst. 10 skridt, hvor jeg lige tænkte på noget andet, var nok. Det eneste, jeg så af en ganske pæn hjort 80 meter inde i beplantningen, var et gevir og bagenden.

Og kikkerten skal bruges. Hele tiden. Har du flyttet dig fem meter, ændrer dit synsfelt sig, og kigger du 200 meter frem, har du noget helt andet at kigge efter. Især i granplantager er det nødvendigt at kikke området langsomt igennem med kikkerten stort set hele tiden.

Når det lykkedes at færdes så stille i efterårsskoven, er det jo lige så meget en oplevelse som om sommeren. Ikke så meget liv og tumlen rundt, men der er andre slags fugle, og nogle af dem er der flere af. Glæden ved at komme tæt på en musvåge i trætoppen eller

på en aftenpürsch følge råen med sine to store lam, der ligger i den sidste aftensol, er stor.

Dilemmaet er, når ræven kommer forbi. For mange er det et must at skyde ræven. Ikke for mig. Jeg vil ikke skyde en ræv med riflen for at se en stor hjort løbe væk i yderkanten af synsfeltet. Og så er det jo også i høj grad afhængigt af, om der virkelig er behov for at skyde ræven, bare fordi man har chancen …

Vinterens pürsch
Sporsne! Endelig er vinteren kommet, og vi kan se, hvor vildtet (kronvildt, rådvildt og ræv) går, og hvor de bevæger sig.

Tjae, men virkeligheden er ofte noget andet, hvis du har lyst til at følge sporet og pürsche dig igennem den snedækkede skov.

Hvis der er sne og samtidig frost – hvilket jo ikke er så ualmindeligt – larmer det virkelig meget, når man går rundt. Det kan sammenlignes med, at man går hen over et gulv overstrøet med friske chips. Det knaser – og knaser højt i en stille morgen i vinterskoven.

Så forholdene er ikke de bedste. Det kan udnyttes til at gå lidt rundt i yderkanterne og se, om vildtet både er gået ind og ud. Det er også en god tid at tjekke vildtets ruter i terrænet. Både råvildt og kronvildt vil ofte have nogenlunde faste ruter, som måske ikke er lige tydelige resten af året. Så de nye veksler kan spottes i sporsneen, men at pürsche på foden er ikke nogen god ide, hvis det er stille vejr.

Hvis vinden imidlertid blæser, og den blæser i den rigtige retning, så man kan følge sporet, er det noget af det mest spændende. Ved at kigge på sporene kan man se, om dyrene går hurtigt igennem, eller om de stopper hist og her. Gør de det, er der gode chancer for, at man kommer i nærheden af dem. Hvis det altså blæser så meget, at vinden overdøver larmen fra ens fodtrin i sneen.

Også her er det vigtigt at gå langsomt frem. Små, stille skridt med koncentrationen rettet langt frem. I en granplantage kan det være svært at kigge skråt ind i granrækkerne, men det er afgørende, at man spejder grundigt langs med granerne og kigger langt. Både råvildt og kronvildt, som står stille i granerne, kan være usynlige.

Det handler om at kende ”sin” skov og sine træer. Jeg har ofte spottet et dyr, fordi jeg lige blev opmærksom på en skygge eller en mørk side ved et træ, som ikke plejer at være der. Der plejer ikke at være en gren eller en stub. Og der står de så. Helt bomstille, og det gør man så også selv.

Ikke noget med at flå kikkerten op eller bare lige tage et skridt fremad. Om du så står med det ene ben løftet, skal du fryse din bevægelse. Ofte vil man måske endda stå og stirre dyret lige ind i øjnene, og det kan altså tage lang tid, før en rå eller en kronhind slår øjnene ned eller kigger andre steder hen, hvis den er mistænksom. Det kan være som konkurrencen: Hvem blinker først.

Det er jo sådan set den sværeste del af pürschjagten: At komme i stilling eller komme nærmere, når man ser dyret. Det er her, man skal testes på tålmodighed og bare vente. Der kan måske gå 10 minutter, før et dyr, som er mistænksomt, begynder at kigge ned eller flytter sig en smule.

Man bevæger sig, hver gang dyret kigger ned, æsser eller bevæger sig. Det er utrolig intenst, adrenalinen kører, og pludselig opdager man, at man trækker vejret med åben mund og er helt tør langt ned i svælget og ikke kan synke uden at larme …

Men er man dér, og kommer man tæt på, kan man som jæger fortjene sit bytte en iskold dag efter en uendelig langsom pürsch i en kold modvind.

Det kan selvfølgelig være det tilfældige møde, men vi vil jo alle gerne have, at netop denne sublime jagtsituation er resultatet af viden, erfaring og kunnen …

Af Thorkild Ellerbæk