Allerede kort efter bukkepremieren begynder vegetationen at være så høj, at man sjældent kan få et frit skudfelt fra liggende stilling. Og et stykke længere inde i sæsonen er det ofte også slut med at skyde fra siddende stilling – med eller uden anlæg mod et træ eller en hegnspæl. Jager man ræve med riffel, gør det lille mål og de typiske skudafstande det oftest nødvendigt at have en eller anden form for anlæg for at have en høj træfsikkerhed. Og det er ikke altid, at der hverken er et træ, et gærde eller en stor sten til rådighed for skytten. I stedet må man ty til en anden form for skydestok.
Moderne grej
Måske fordi riffeljagt først blev rigtig udbredt herhjemme fra 1970’erne og frem, er skydestokke et relativt nyt hjælpemiddel for danske jægere.
I Dansk Jagtleksikon fra 1944 omtales kun en Anlægsstok, der beskrives som: ”En Spadserestok med spids Staaldupsko og en Anordning i Haandtaget, hvor Riffelløbet kan hvile i Anlæg ved Skydning”. Efterfølgeren, Nyt Dansk Jagtleksikon fra 1975 omtaler slet ikke ordet skydestok, men har dog artiklen Skydekæp. ”Betegnelse for en enten enkelt og med tvege foroven afskåret kæp eller foroven krydsbundne stokke, der for begges vedkommende har til formål at virke som fast anlæg for riflen under pürsch.” I øvrigt henvises læseren til artiklen Fast anlæg.
I dag anser de fleste jægere dog en skydestok for uundværlig til pürschjagt. Det skyldes muligvis, at stadig flere jægere har været på jagt i Centraleuropa eller Afrika, hvor det er en gammel tradition at bruge skydestokke. Her har man ved selvsyn kunnet konstateret, hvor meget træfsikkerheden øges, når man kan benytter det transportable og mere eller mindre faste anlæg, som en skydestok reelt er.
Udviklingen er utvivlsomt også blevet forstærket af riffelprøvens fremkomst og det faktum, at mens man tidligere var henvist til selv at lave sin skydestok, så findes der nu en lang række færdiglavede skydestokke på markedet.
Anlæg
Det er ikke nyt, at man med den lavest mulige skydestilling og flest mulige støttepunkter gør det lettere at holde både krop, arme og riflen stille under skudafgivelsen. Derfor er sagen egentlig ganske enkel. Jo flere faste anlægspunkter en skytte kan opnå, desto lettere er det at holde sigtekorset fast på målet. Kunne man slæbe en skydebænk med i terrænet, ville det give størst mulig træfsikkerhed. Da det som bekendt ikke er hensigtsmæssigt, erstatter man bænkens faste anlæg med et transportabelt.
På grund af vegetation er det som nævnt sjældent muligt at ligge ned og skyde på bukke eller ræve. Man må normalt skyde siddende eller stående, og det er her skydestokken kommer ind, eftersom man ikke altid kan regne med, at der er et træ eller en sten at tage anlæg mod.
Ved valget af skydestok er der forskellige faktorer, man skal tage i betragtning.
Tidligere var en skydestok blot en kæp af passende længde .
En etbenet skydestok er lettere og mindre voluminøs at bære rundt på end flerbenede stokke, men ikke nær så godt et hjælpemiddel som stokke med flere ben – eller støttepunkter, om man vil. Den etbenede skydestok støtter kun riflen i højderetningen, men kan ikke fastholde våbnet sideværts.
Nogle jægere anvender dog en stok, som er fastgjort til bæltet, og derved giver en vis støtte i både højde- og sideretning. Men da kroppen heller ikke er særlig stabil i stående stilling, kræver det megen øvelse at bruge en stok på denne måde – ligesom det kræver megen øvelse at skyde fritstående med blot nogenlunde træfsikkerhed på andet end korte afstande.
Er man nogenlunde adræt, og har man øvet sig lidt, kan man dog også med en etbenet eller sammenfoldet tobenet skydestok etablere støtte på tre punkter ved siddende skydning.
En højrehåndet skytte opnår dette ved at sætte sig med enden af skydestokken stukket ind under højre balle og lade stokken hvile op ad det venstre ben.
Herved kan man opnå en ret stabil skydestilling ved at støtte begge albuer på knæene og samtidig støtte riflen mod den øverste del skydestokken. Ulempen er, at selvom man er trænet i at indtage denne stilling, så tager det nogen tid at komme i position, hvorfor den ikke er velegnet til pludseligt opståede skudchancer.
Flere ben
Ved at bruge en tobenet skydestok opnår man støtte i både lodret og horisontal retning. Det er forholdsvis ukompliceret at medbringe to tynde stokke i terrænet, ligesom det er uproblematisk at binde to pinde sammen med en elastik og derved selv lave en skydestok. Denne type var derfor i en del år den mest udbredte. Ulempen ved den tobenede skydestok er, at den ikke giver støtte i længderetningen mod målet, hvorfor der stilles krav om enten at fastholde riflen stille på målet eller koordinere skudafgivelse med, at sigtekorset bevæger sig hen over det ønskede træfpunkt.
For at undgå dette krav er det nødvendigt med en trebenet skydestok. Den udgør et nogenlunde fast støttepunkt for riflens forskæfte, når stokken er stillet op med de tre ben spredt ud fra hinanden. I modsætning til den tobenede udgave har den trebenede skydestok yderligere den fordel, at den forbliver stående i oprejst position, når først den er stillet op.
Ulempen ved stokke med flere støtteben er, at jo flere ben, de har, desto længere tid tager det at opstille dem. Det samme gælder, hvis det bliver nødvendigt at flytte og genopstille stokken i korrekt højde. En tobenet skydestok er stadig relativt hurtig at opstille, men mangler som nævnt at stabilisere riflen i langsgående retning. En trebenet skydestok giver et godt anlæg for riflen under forskæftet, men ingen stabilisering af riflen bagtil. Den skal alene ydes af skyttens skulder og overkrop, der som nævnt ovenfor ikke er særligt stabil.
2×2
For 10-15 år siden dukkede der en ny type af skydestokke op på markedet, som også giver et stabilt anlæg for riflen bagtil. I praksis opnår man denne effekt ved at benytte fire stokke, som er hængslede i enderne. Herved har man to ben, som forneden er hurtige at slå ud i tværgående retning, og som foroven slås ud i længderetningen, så der bliver et støttepunkt både på riflens for- og bagskæfte. I begyndelsen var disse stokke fremstillet af træ, men inden længe gik man over til at benytte metalrør, som gjorde det muligt at variere længden af skydestokken.
Denne type skydestok udgør et langt mere stabilt anlæg end nogen af de andre typer. Stokkene kan ikke stå selv, men nogle udgaver har som ekstraudstyr et støtteben, som forvandler skydestokken til et stativ, som riflen kan ligge på. Det kan for eksempel være hensigtsmæssigt, hvis man er på anstandsjagt og venter på, at vildtet kommer til syne, men til gengæld er konstruktionen lidt voluminøs.
Eftersom denne type skydestok understøtter riflen i begge ender og tillige i både højde- og sideretningerne, er den et fremragende anlæg. I længderetningen udgør de to ben mod jorden et omdrejningspunkt, som skytten skal kontrollere. Det sætter samtidig jægeren i stand til at variere højden af træfpunktet ude på målet.
Med denne type af skydestok kan man med træning opnå systematiske træffere på ganske lange hold – og i praksis på alle de relevante afstande, der forekommer på jagt herhjemme.
Træning og transport
Uanset hvilken form for skydestok, man vælger at anvende, er der store gevinster at hente ved at øve sig i at stille dem op og hurtigt komme i skudstilling. Størstedelen kan foregå som tørtræning, hvor man ikke afgiver et skud, men blot trykker riflen af på et tomt kammer, mens man fastholder sigtekorset på et udvalgt mål. Dog er det også lønsomt med træning i at bruge skydestokkene ved at afgive et antal skud fra dem på skydebanen.
Selvom skydestokkene med fire ben giver det mest stabile anlæg af alle, er det ligesom for de øvrige skydestokke vigtigt at tilpasse dem skyttens højde. Dernæst skal man øve sig i at stille dem op og derefter flytte dem med en uladt riffel i anslag, som det ofte kan være nødvendigt under praktisk jagt. På ujævnt underlag kan det være problematisk at flytte stængerne og få dem i korrekt position i en fart, men øvelse gør mester.
De fleste jægere vælger i dag nok at købe en færdiglavet skydestok, og her bør brugsområde og især transportbehov indgå i overvejelserne. Om skydestokken skal have teleskopben, afhænger af, om man vil have den med ud på jagtrejse. Her skal man huske på, at en individuelt tilpasset skydestok, som man er fortrolig med at anvende, ofte vil øge succesraten i det udenlandske, hvor der kan være mange andre faktorer, som påvirker skydningen.
Teleskopben er næsten en nødvendighed, hvis man rejser med fly. Men de er også gode, hvis man skal være flere jægere i samme bil.
Uanset hvilken form for skydestok, man vælger, giver den jægeren langt større træfsikkerhed og dermed højere succesrate. Jeg synes derfor ikke, at det er urimeligt at kalde skydestokken for riffeljægerens bedste ven.
