Tekst og foto: Ole Skree Nielsen

Jeg holder utrolig meget af jagt, og jeg glædes dagligt over det faktum, at jeg kan dele de gode oplevelser med min 7 årige søn Gustav. Sammen har vi, siden han var 3 år, haft de første fire rigtige jagtsæsoner sammen med et væld af gode oplevelser. De første mange var på hyggelige fasanjagter, men derefter gjorde trækjagten sit indtog – især trækjagt på ringduer og krager, som en rigtig jæger naturligvis praktiserer, gik lige i blodet på ham. Vi deler passionen omkring jagten såvel som om naturen, og hans viden omkring jagt og vildt og ikke mindst elementer i naturen er imponerende set i forhold til hans unge alder.

Begejstringen for jagt og natur afstedkommer derfor helt naturligt flere årlige traditioner. En af dem er, hvor Gustav og jeg overnatter i den gamle campingvogn, som står på familiens jagtejendom ved Bjæverskov. Til denne overnatning hører både grillmad i halvmørke, røverhistorier ved bålet i de sene aftentimer, hygge i campingvognen både tidlig morgen og inden sengetid – og så naturligvis forventningen til især morgenjagten efter råvildt, dog kun hundyr, som er højdepunktet på vores lille tur.

Så en vindstille, diset men efter årstiden lun tirsdag i oktober ankommer vi til jagten ved 13-tiden. Med os har vi oppakning nok til at kunne overleve 14 dage i Alaska-vildmark i hårdt vejr, og dette kommer tydeligt til udtryk, da Gustav åbner bagdøren, hvorefter vores køletaske og støvler vælter ud og ned på jorden. Med os har vi også det, som et hvert velforberedt makkerpar ikke kan være foruden – en plan.

Planen, som er udført af Gustav selv, går ud på at starte med at smide alt skrammel fra bilen ind i campingvognen. Derefter ud med haglbøssen – nemt nok.

At snyde de snu gråkrager

Ikke så langt fra vognen har vi en lund af gamle, høje graner, hvor man ganske uset kan stå inde under træerne og med lidt held få skud til fugle, der kommer ude fra marken og ind for at raste. Dage som denne, hvor disen hænger i luften, har kragerne tendens til at søge op i trætoppene, hvor de ugeneret kan spejde og lytte efter potentielle fødeemner. Der er altid noget specielt ved at lytte til krager, som jeg synes snakker utrolig meget med hinanden, når sigtbarheden er dårlig.

Til lunden det går med armene fulde af 4 gamle udstoppede krager, som tydeligt bærer præg af at have 6 sæsoner på bagen. Som en fast del af udrustningen er ud over grønne kasketter og skyder også et kragekald samt et rævekald med en skinger klang (hareskrig), som jeg har haft stor succes med at tirre skaderne med og meget ofte med særdeles positive udfald.

Skadeprovokatøren

Vi placerer os forventningsfulde under grantræerne. Gustav konstaterer hurtigt, at han hellere må rende ud på marken med de krager, som lige nu ligger foran hans fødder. Nu er vi klar, og kaldene bliver flittigt blæst igennem. Gustav på kragekald, jeg selv på skadeprovokatøren – ganske som et lille orkester. Jeg korrigerer flittigt junior særligt i forhold til at kalde, vente og lytte og eventuelt svare igen og ikke mindst i ikke at savle kaldet ihjel. I løbet af få minutter vælter det ind med krager og skader ude fra den dis-omsvøbte hvedestub. De fleste viger først af på sikker afstand af træerne og basker rundt i store cirkler og larmer flittigt, som havde de fået øje på et kadaver. Da der er 8 skrigende krager og 1 enkelt skade i kanten af granerne, vælger 2 krager at søge mod de trætoppe, hvorunder vi er placeret. Med kaldet i munden får jeg hold på en gammel veterankrage, få sekunder før landingsstellet er foldet helt ud. Kragen træffes og forender øjeblikkeligt og falder ned gennem grangrenene for til sidst at lande med et blødt bump kun 5 meter fra os. De mange ophidsede fugle forsvinder larmende i den retning, de er kommet fra, og der bliver ualmindeligt stille. Vi muntres voldsomt op over vores jagtheld, men afbrydes hurtigt, da førnævnte skade, en ung husskade med stumpet hale af uforklarlige årsager returnerer. Jeg kalder hidsigt, imens skaden glider mod os i fint indfløj ad samme rute, som den nu forendte krage valgte – Det blev den sidste handling for den unge og noget uopmærksomme hussskade.

Begge har vi en drøm om at nedlægge en udfarvet gammel skade, som vi kan få udstoppet og ind i stuen. Denne unge skade er dog desværre ikke i nærheden af at være kandidat til det formål. Denne gang får vi ro til at nyde og reflektere lidt over den nedlagte fugl nummer to. Og med en død skade som supplement til de udstoppede krager, føler vi os ualmindelig meget klar til næste heat.

Forinden beslutter vi os at give fuglene ro til at vende tilbage til området. Ofte oplever jeg, at både krager og skader vender tilbage inden for en halv times tid – dog med lidt mere forsigtig optræden end hidtil.

Vi går tilbage til campingvognen og holder en kort pause, får installeret størstedelen af vores grej i vognen og samtidig samlet lidt brænde, så vi, når solen går ned, hurtigt kan få gang i både bål og grill.

I løbet af eftermiddagen gentager vi 2 gange vores koncept med at gå ud og stå i grantykningen i cirka 15 minutter for herefter at lade alt falde til ro igen, imens vi nyder roen i campingvognen. Det lykkedes os at nedlægge flere af de sky fugle, men da samtlige af områdets fugle til sidst har forstået budskabet og tydeligvis ikke længere er særlig modtagelige over for især skadeprovokatøren, bliver vi enige om at holde. Gustav kan stolt hænge 2 husskader og 3 gråkrager på det hjemmegjorte galgestativ. En imponerende parade synes vi begge. Sæsonens 6. og 7. skade er i hus, hvilket er ganske udmærket, når vi endnu er i oktober måned.

Vi beslutter os for at rulle en tur på den af farfar for nyligt anskaffede Honda ATV. Vi kører en fodringstur inden aftensmaden, og undervejs forsøger jeg at forklare Gustav om nogle af de vigtigste gøremål, som man som jæger skal huske at sørge for primært i forhold til terrænplejen, hvor bl.a. udtynding af træer og foryngelsesbeskæring af buskene i remiserne er et must. Der kommer naturligvis et hav af hvorfor og hvordan – spørgsmål undervejs. At blive stillet til regnskab for det, man går og roder med, har heldigvis aldrig skadet nogen.

Bøf – og bålhygge når det er bedst

Da vi returnerer til lejren, er der godt med gløder i grillen, som vi tændte op i inden vores lille køretur. Mørket sænker sig på den mest fredsommelige og eventyrlige måde, og himlen fyldes af skiftende dybrøde farver i uendeligt mange mønstre. End ikke sangfuglene nænner at forstyrre freden, og man mærker virkelig, hvad opholdet i det fri gør ved sjæl og sind. Nærvær, god mad, bålhygge, røverhistorier og fup og fiduser fuldender en perfekt dag og aften, og jeg glædes ved at have disse muligheder for at trække stikket og kere mig om noget af det, der betyder mest for mig. Et kort øjeblik ville jeg ønske, at dage som disse kunne deles med alle…

Udfordringer

Tidligt næste morgen er Gustav ude af sin køje ualmindelig tidligt. Jeg har sovet elendigt natten igennem grundet den manglende mulighed for at ligge udstrakt. Et par toastbrød vendes hurtigt på panden, og så er det op i tøjet og ud på jagt. Da vi åbner døren til campingvognen, ses det tydeligt, at ALT udenfor er svøbt i den tætteste tåge – Vi kigger lidt på hinanden og lister ud. Tåge kan være fint, men med en sigtbarhed på 60-80 meter kan det blive vanskeligt at spotte dyrene.

Gemt i tågen bevæger vi os lydløst gennem terrænet ad et smalt klippet spor i retning mod mit favorittårn. Favorit fordi det er placeret lige op ad en lille sø med et tilstødende areal bestående af pudset brak samt et levende hegn, og på den anden side to større vildtagre med henholdsvis jordskokker og fodermajs – for ikke at nævne det faktum, at man godt dækket kan gå næsten hele vejen til tårnet. Oppe i tårnet konstaterer vi, at sigtbarheden faktisk er uhyggelig ringe. Til vores held viser det sig, at vi måske vil kunne se en smule aktivitet inde i majsmarken, da der cirka tre uger tidligere er slagleklippet to spor, begge i ca. 3-4 meters bredde. Her har tågen ofte svært ved at slutte helt tæt. Denne morgen er vi heldige, hvad det angår.

Spænding og svær beslutning

Da vi endelig har rumpen i stolene og har siddet 25 minutter i en absolut fantastisk ro, er klokken 15 minutter over skydetid. Jeg beder Gustav om at finde bukkekaldet frem, og jeg instruerer ham i, at han skal kalde 4 gange med 10 sekunders pause imellem. Dette har øjeblikkelig virkning! En rå træder forvirret ud på det slåede majsspor, og kort tid efter følger et rålam. Vi holder vejret, lader kaldet hvile og betragter dyrene, som føler sig forholdsvis sikre på sporet. Grundet tågen er det ikke muligt at få ordentligt hold på dem i riffelkikkerten. Dyrene kan kun akkurat lige skimtes med det blotte øje! Efter 5 minutter går rå og lam forsigtigt fremad på sporet, men vælger at gå tilbage i majsen igen. Den seance gentager de én gang mere. Gustav raser over min beslutning om ikke at skyde på grund af den tætte tåge. Jeg trækker ”skal vi tage hjem kortet”, som plejer at lægge en dæmper på gemytterne. Da Gustav har normal ansigtskulør igen, beder jeg ham kalde på ny – 3 gange med 10 sekunders pause. Han når kun at kalde én gang. Råen kommer farende ud på sporet igen og stadig sammen med lammet. De falder hurtigt ned, og går løs på de knuste majs, som slagleklipperen har efterladt. Det tager mig lang tid at få justeret ind på lammet. Tågen gør det til en næsten umulig opgave. Da der et kort øjeblik er en minimal mulighed, og jeg kan vurdere, at silhuetten med sikkerhed ikke tilhører kroppen på en rå af normal størrelse, lader jeg mavefornemmelsen gøre det sidste udslag på ”skal/skal ikke” barometeret. Jeg overvejer en stund at holde skuddet tilbage, da jeg næsten ikke nænner at bryde idyllen, men hjernen har truffet beslutningen, og signalet er for længst på vej ud i fingerspidsen. Jeg grovplacerer på bladet af dyret – kuglen slippes og træffer 80 meter ude lammet, som forender øjeblikkeligt og falder til jorden.

Vi smiler til hinanden, og Gustav kan ikke holde et fjoget grin tilbage. Jeg kan igen begynde at trække vejret. Sandheden er, at der naturligvis hviler et ekstra pres på ens skuldre, når man skal oplære en kommende jæger. Alt, hvad jeg siger og gør, vil danne grundlaget for, hvordan han tænker etik og moral ind i sin egen jagtudøvelse senere i sit jægerliv.

ATV skal der til

Gustav, som kun én gang før har oplevet at nedlægge råvildt, er selvfølgelig ellevild. Den obligatoriske ventetid på 10 minutter bliver kortet ned til cirka fire. Gustav vælter ned af tårnet og spæner ud i majsen og frem til dyret. Han stopper op og betragter lammet. At blive bevæget over at have taget et dyrs liv, og her et ungt dyr vel at mærke, hører efter min mening med. Jeg glædes ved at opleve, at han helt tydeligt forholder sig til at have slået et dyr ihjel. Vi snakker kort om, hvordan det mon vil gå råen, som nu har mistet sit lam. “Jeg håber, at hun har haft et andet lam stående i majsen, så hun ikke skal være alene,” siger Gustav, inden vi skal til at slæbe dyret væk. Sjovt nok konstaterer Gustav hurtigt, at lammet da nok er alt for tungt til at bære, og at vi hellere må hente ATV´en. Det er svært at argumentere mod brugen af den slags midler.

Begynderheld

Dyret brækkes, og jeg giver Gustav den helt store introduktion til opbrækning af råvildt, samt hygiejneforhold. Vi taler lidt om placeringen af skuddet og studerer de indre organer, og hvad vi har ramt. Vi taler om, hvor heldige vi egentlig er, fordi vi har muligheden for at gå på jagt og så flere steder endda – og glæden ved at vi begge gider det der jagt. “Ellers havde vi jo ikke oplevet alt det her seje sammen,” som Gustav så fint udtrykte det. På den sidste riffeljagt, som i øvrigt var Gustavs debut, var Gustav og jeg ude en tidlig og kold vintermorgen. Her var vi heldige at skyde et smaldyr efter blot 20 minutters ventetid. Dengang sagde jeg udtrykkeligt til ham, at han skulle væbne sig med tålmodighed næste gang, da det ikke altid går så stærkt med at skyde et stykke råvildt. Jeg måtte nu igen forklare ham, at han havde været meget heldig. Han holder dog fast på, at det er dygtighed og god snigeteknik, der er årsag – vi lod den ligge der. Da det hårde arbejde er forbi, tændes der op i grillen, så den er klar til grillpølser, som er vores sidste aktivitet, inden vi ved middagstid vender tilbage til civilisationen.

Far kan vi ikke lige…

Med bålet som baggrundsmusik og en tæt tåge, der ligger tungt over land, betragter jeg flammerne, som nu har godt fat om brændestykkerne i den gamle støbejernsgrill. Med frisk varm kaffe og hjemmebagt kage inden for rækkevidde er det svært ikke at halvslumre i stolen. Det er dog kun kort tid, da Gustav pludselig kommer i tanke om gårsdagens success med lokkekaldene. Han begynder nu at plage – ja han plager mig nærmest halvt ihjel, og da jeg skal forsørge ham mange år endnu, ser jeg ingen anden udvej end at stoppe pinslerne og give efter. Vi forsøger en enkelt gang i lunden, men som det er med så mange andre jagtsituationer, så er der bare dage, hvor det kan være svært at gentage en succes. Vi må derfor nøjes med pølserne og til slut kaffe og kage. Vi har også oplevet rigeligt, bliver vi enige om. Vi tager os god tid og nyder livet. Dejligt er det, når både jagtudøvelse og samvær med sine børn kan gå hånd i hånd. Det er dog efter min overbevisning vigtigt, at jagtformen stemmer overens med, hvad i dette tilfælde et barn på 7 år kan administrere oppe I hovedet, men også rent fysisk holde til. Jeg har tidligere begået fejlen, da Gustav i en alder af 4 år blev hevet med ud på en strandeng, hvor vi skulle skyde grågæs på overfløj. Vinden kom ude fra vandet, og da der var tale om en kølig og hård vind, hjalp det ikke, at Gustav var udrustet med den bedste flyverdragt og tilhørende vinterstøvler. Det var simpelthen for hårdt vejr, til trods for at vi sad lidt i ly af et gammelt kvægskur, som stod midt på engen. Mentalt var Gustav også et helt andet sted. I dag er vi helt enige om, hvad vi skal og ikke skal, og jeg forventer intet af Gustav men håber selvfølgelig en masse. Jeg priser mig lykkelig over at kunne dele denne passion med min egen søn, og vi drømmer begge to næsten på daglig basis om nye jagtoplevelser sammen.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: