Foto: Claus ”Claude” Sloth Andersen
”Det er som et dejavu det, der nu sker for mig. Ligesom jeg bevæger mig for at rejse mig helt op, kommer rådyret frem igen. Lige foran mig, og nu står jeg her og ligner et kæmpe fyrtårn, tænker jeg.”
Morgenjagt i gråvejr
Jeg ankommer til reviret cirka 30 minutter før solopgang. Regnen siler ned, og der er ingen vind. Jeg står ud af bilen og tænker på, om det er det rigtige valg, jeg har taget for denne dag. Men så tænker jeg på, at jeg ofte ser vildt i naturen uanset, hvordan vejret er, og så har jeg jo selvfølgelig også klædt mig på efter vejret.
Jeg kigger på min vejr-app og kan se, at det skulle holde op med at regne inden for 20 minutter. Det ser ærligt talt ikke sådan ud, men jeg vælger denne gang at stole på vejrløgneren. Det skal senere vise sig at være en god beslutning.
Jeg scanner hele området for at se, om der allerede nu skulle stå noget vildt fremme. Mest for ikke at komme til at forstyrre det, når jeg går på plads. Der er ikke noget at se, så jeg tager min rygsæk på og begynder at bevæge mig de små 500 meter ned til det sted, jeg vil sidde.
Regnen stopper endelig
Lige som jeg kommer på plads, stopper regnen. Jeg kigger op på himlen. Den ser stadig grå ud, men jeg håber, regnen holder sig væk.
Jeg kan høre fuglene begynde at vågne op, og der er flere og flere, der flyver ud af skoven, og ud over markerne.
Jeg sidder rigtig godt og har et perfekt udsyn over hele området. Det er samme sted som for et par dage siden, hvor der stod 2 rådyr under 30 meter fra mig, så jeg håber selvfølgelig på, at de er i området.
Der er totalt stille omkring mig, kun afbrudt af en kvidren fra de fugle, der er tæt på mig. Jeg sidder og er totalt afslappet og suger alle indtrykkene ind. Der er noget næsten meditativt ved at sidde i naturen og bare lade den udfolde sig foran en.
Er det ikke?
Jeg scanner hele området med kikkert cirka hvert femte minut og får da set en masse rovfugle og andet, da jeg pludselig ser en stor hvid plet i kikkerten.
Er det ikke? Jo, der står dælme et rådyr og esser på marken med spejlet til mig på den modsatte side af, hvor jeg sidder. Jeg har ikke set det komme frem eller gå ned på marken. Da det løfter hovedet, kan jeg se, at det er en rå.
Jeg har nu to valg. Enten kan jeg følge det hegn, jeg sidder ved, indtil jeg er på højde med rådyret, eller jeg kan pürsche direkte imod hende ud over åben mark og så ændre min skudvinkel senere.
Første valg gør, at jeg ikke kan kigge direkte på hende hele tiden, men til gengæld har jeg en rigtig god baggrund, hvis hun skulle kigge i min retning. Det andet valg vil gøre, at jeg hele tiden kan kigge på hende og fryse mine bevægelser, når hun kigger op. Det betyder dog også, at jeg er fuldt eksponeret, da det er ud over en høstet kartoffelmark.
Pürschen starter
Jeg beslutter mig for option to. Jeg har mit HECS tøj på, som jeg har haft rigtig god erfaring med, og så har jeg mulighed for hele tiden at holde øje med hende. Jeg tager min rygsæk på og efterlader stol og skydestok, da jeg vil skyde i liggende skydestilling. Jeg kender reviret ud og ind som min egen bukselomme og ved nøjagtigt, hvor der vil være godt kuglefang i forhold til den skydestilling.
Jeg begynder at bevæge mig ud over marken samtidig med, at jeg både holder øje med råen og sørger for at træde forsigtigt i mudderet og vandet, så jeg ikke larmer.
Afstanden bliver hurtigt reduceret til 250 meter og så 200 meter. Råen har stået med spejlet til mig, men nu har hun vendt siden til. Selvom jeg sagtens kunne skyde på denne afstand, så vil jeg tættere på, grundet kuglefang og baggrund.
Jeg beslutter mig for at sætte mig langsom ned på knæ for at få lidt ro på. Jeg kigger ned og sørger for, at jeg ikke larmer, mens jeg knæler ned. Da jeg kigger op, er hun forsvundet. Jeg kan mærke, at pulsen stiger lidt. Det kan ikke passe! Jeg bevægede mig jo ultra langsomt og lavede ikke noget støj overhovedet.
“Hun må være gået over på den anden side,” tænker jeg. Jeg begynder at afsøge kanten af hegnet og marken bagved med min kikkert for at se, om hun alligevel skulle have set mig og er løbet væk. Men der er ikke noget at se. Jeg går derfor ud fra, at hun blot er gået over på den anden side af volden for at esse videre.
Jeg bevæger mig lavt fremad mod venstre samtidig med, at jeg holder øje med området, hvor hun forsvandt. Hun dukker ikke op, og jeg begynder at tvivle på, om hun alligevel ikke er løbet væk.
Jeg knæler ned og måler igen afstanden. Der er nu 132 meter til volden. Det er egentlig en fin afstand til at afgive skud på for mig. Jeg er komfortabel på op til 300 meter uden problem, hvis alle hullerne i osten er linet op med god sigt, vind, humør, baggrund, bevægelse, kuglefang og så videre.
Dér står hun
Jeg kan stadig ikke se hende, så jeg rejser mig langsomt op samtidigt med, at jeg scanner området med min kikkert. Pludselig ser jeg hendes ører på den anden side af volden. Det er kun lige toppen af dem, jeg kan se bevæge sig.
Hun står lige frem for mig, og jeg ved, der intet er bag hende, men hun skal bevæge sig op over volden og ned på marken på min side, før jeg har et godt kuglefang. Marken hælder lidt nedad i området foran det sted, hun står. Jeg ved derfor, at der er rigeligt med kuglefang både bag og over ryggen på hende, hvis hun bevæger sig over på min side.
Jeg beslutter mig for, at jeg vil bevæge mig lidt tættere på. Så længe hun ikke har mulighed for at opdage mig, så kan jeg lige så godt gøre det så fordelagtigt som muligt for mig selv.
Jeg tager min riffel og tager et skridt frem. I samme øjeblik springer hun op på volden med front mod mig. Her står jeg så og blomstrer ret op og ned med riflen i en underlig vinkel og kikkerten hævet mellem mit ansigt og brystet.
Hun kan helt klart se, at der mangler noget i terrænet foran hende, eller også er der noget, der ikke helt er, som det skal være i hendes øjne. Mit HECS tøj skulle gøre, at vildtet har svært ved at se mig, og det har jeg efterhånden fået mange beviser på. Det virker, som om de kan se, at der er et hul, der hvor de kigger. Hun kigger intenst i min retning i et minuts tid, sænker hovedet og rejser det med det samme igen.
Den taktik har jeg lært for længst. Jeg har set masser af rådyr fake, at de skal til at esse, for så at kigge op igen med det samme – sandsynligvis for at spotte, om der er nogen bevægelse. Så jeg står helt stille, indtil jeg er sikker på, at hun ikke har nogen mistanke.
Hun bevæger sig om bag et par træer, hvor jeg ikke kan se hendes hoved. Jeg bevæger mig samtidig hurtigt og lydløst fremad mod hende. Jeg er nu inde på lige over 110 meter og knæler langsomt ned. Det er fint her.
Hun træder et par skridt frem og kigger igen i min retning. Igen kan jeg se, at hun virker interesseret i det område, jeg er i. Der er jo også sket en ændring. Hullet er blevet mindre, fordi jeg nu sidder let foroverbøjet på begge knæ, i en pøl af vand og mudder.
Hun står perfekt præsenteret med siden til mig. Jeg ved, at der ikke er nogen chance for at skyde her, da der ikke er noget kuglefang, men håber på, at hun bevæger sig ned på marken igen.
Det sker så bare ikke
Hver gang hun kigger væk, så forsøger jeg på at komme lidt længere ned til liggende skydestilling og dreje riflen i hendes retning. Endelig er jeg på plads, og nu skal hun bare bevæge sig ned på marken. Jeg vil kunne se hendes krop helt fint, og der vil være masser af godt kuglefang.
”Det sker så bare ikke,” tænker jeg. Jeg kigger igen på et hvidt spejl, og hun bevæger sig igen ned på den modsatte side af volden, væk fra mig. Nu skal jeg tænke hurtigt. Vil jeg blive liggende eller søge lidt tættere på? Jeg vælger det sidste.
Jeg kryber og kravler hen over marken. Det går lidt langsomt, for der er meget mudder og vand mellem kartoffelrækkerne. Jeg kan se et fint område cirka 20 meter længere fremme, hvor der er en lille forhøjning på marken. Det er perfekt. Jeg kravler derhen, og nu er der kun 85 meter til volden.
Råen må stadig være på den anden side, men jeg er ikke sikker på, hvor den er nu. Jeg rejser mig op på begge knæ bag riflen og scanner området med kikkerten for at se, om jeg kan se ørerne på den. Intet. Jeg rejser mig halvt op og kigger igen. Intet. Jeg beslutter mig for at rejse mig helt op for at få et bedre overblik.
Dejavu
Det er som et dejavu det, der nu sker for mig. Ligesom jeg bevæger mig for at rejse mig helt op, kommer rådyret frem igen. Lige foran mig, og nu står jeg her og ligner et kæmpe fyrtårn, tænker jeg. Den stopper op og stiller sig med spredte forløb og sænker hovedet, mens den kigger i min retning. Det ser ud, som om den nærmest vil lege, som en stor hundehvalp. Den kigger i nogle sekunder og vender så siden til.
Jeg begynder at knæle ned, og så vender rådyret spejlet til mig igen. Lige som jeg lægger mig helt ned, tænker jeg: “underligt, der er ikke så stort et spejl på den nu, som der var lige før”. I samme øjeblik kommer der endnu et rådyr frem lidt til højre for den første. Det er større, og nu forstår jeg sammenhængen. Det er en rå med lam, men jeg har kun set råen indtil for lidt tid siden.
Valget er nemt for mig. Hvis råen går ned på marken foran mig, bliver der ikke høstet noget vildt, men hvis lammet eller begge bevæger sig derned, så høster jeg lammet. Der er tydelig størrelsesforskel, og jeg vil ikke have et lille lam til at rende rundt, før jeg er overbevist om, at det kan klare sig selv.
Hullerne i osten lines op
De står begge og esser. Lammet kigger i min retning igen og hopper lidt på stedet. Arghhhh, jeg håber ikke, det begynder at løbe væk. Råen lægger ikke mærke til noget. Lammet begynder at esse igen og bevæger sig langsomt ned fra volden på min side. Jeg har tænkt skuddet igennem nogle gange, mens jeg ligger på marken, så jeg ved nu, hvad der skal ske.
Parallaxen på optikken er justeret, forstørrelsen er sat til 6, og jeg behøver ikke justere kliktårnet, da afstanden er under 100 meter. Lammet står lidt skråt med hovedet vendt mod mig, så jeg venter tålmodigt. Dybe indåndinger og udåndinger med en god pause imellem dem. Pulsen bliver langsommere og langsommere, kan jeg mærke. Råen bliver på toppen af volden og står og esser. Den kigger af og til i retning af lammet for lige at se, hvad det laver. De er begge totalt uvidende om min tilstedeværelse. Lammet drejer sig og står nu flot præsenteret med siden til. Jeg vil først afgive skuddet, når det løfter hovedet.
Jeg afsikrer riflen, griber om pistolgrebet med min tommelfinger placeret på højre side, for at være så afslappet som muligt i hånden. Jeg placerer yderste led af pegefingeren på aftrækkeren og finder bladet på lammet i min optik. Min venstre hånd er placeret, så jeg trykker kolben mod skulderen, og jeg kan næsten ikke ligge mere stabilt. Jeg ser lammet løfte hovedet, og jeg ånder helt ud samtidig hermed. Jeg ligger så afslappet som muligt i mudderet og vandet, koncentrerer mig fuldt og fast om sigtebilledet og øger langsomt presset på aftrækkeren.
Min riffel hoster hult, og jeg mærker et blødt skub på skulderen af rekylen, der er reduceret af lyddæmperen. Jeg åbner det andet øje helt op, så jeg kan se reaktionen på skuddet. Samtidigt med, at jeg repeterer, kan jeg se projektilet ramme lammet på bladet, og det laver et lille spring og skyder ryg. Perfekt placeret.
Jeg bruger blyfri Dynamic Research Technologies TerminalShock projektiler, så jeg ved, at det sammenpressede kobber og tungsten nu gør sin virkning, og det er kun et spørgsmål om sekunder, før dyret forender.
Lammet løber op på volden, hvor jeg kan se råen kigge sig omkring. Lige da lammet passerer toppen, kan jeg se, at det allerede er ved at kollapse. Råen løber nogle skridt, kigger sig tilbage og løber så ned på den anden side af volden, ude af syne.
Jeg sætter mig op og venter nogle minutter, før jeg langsomt bevæger mig frem mod stedet, hvor lammet forsvandt. Jeg står på volden og kan se det ligge på den anden side, en lille meter inde på naboens mark. Der er ingen tvivl om, at det er forendt, men jeg kontrollerer det alligevel med øjetryk, før jeg går op til gården for at bede om lov til at hente lammet, da marken ikke er vores.
Det er der ikke noget problem ved, så jeg går tilbage og bærer det op til enden af volden, hvor jeg ringer til min hustru, Freya, der elsker at brække vildt, så det skal hun selvfølgelig have lov til. Lammet vejer 12 kilo brækket, og det er jeg helt tilfreds med.
Hun tager et par billeder af mig, både med lammet, og hvor jeg lå på marken, før vi begge kører hjem og nyder resten af dagen med at forlægge lammet. Vi spiser mørbraden, hjertet og een filet om aftenen. Det smager pragtfuldt. Det har været en perfekt dag med masser af gode oplevelser og nye erfaringer.
Al min træning og tidligere erfaring har hjulpet mig under denne jagt, og jeg er snart klar til næste jagt og flere naturoplevelser.
